Udråbstegn i dagligdagen.

Store oplevelser har der været en del af i min pause. Jeg fortæller om dem lidt hulter til bulter og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge.

En af de allervigtigste, fandt sted for et par uger siden, Gårdmand Bjørn skulle nemlig konfirmeres.

Tænk engang, min lille tænksomme og sjove Bamse er nu 10 cm højere end sin mor, bruger størrelse 47!!! i sko og har netop svømmet sig til en Bronzenål i crawl. tror jeg nok det var…

Han klarede konfirmationen med bravour, og læste udgangsbønnen så man måtte snøfte. Når “man” altså er mig, og så vist også Susi, så vidt jeg ved!

Festen blev holdt derhjemme, og var smuk, hyggelig og hjemmelavet og meget billig. Gårdmanden selv nød hvert minut og var som sagt uendeligt taknemmelig for sin dag, trods regnvejret.

Temaet var grønt.

Og stort set alt var grønt!

Hvis andre mennesker ikke har kunnet finde nogle grønne ting de sidste par måneder, så er det fordi jeg har været der.

Grønt!

I stedet for gæstebog brugte vi et lærred. Divaen tegnede et træ, og gæsterne satte fingeraftryks-blade på! En fin idé som konfirmanden elskede!

Gæste-træ

Da vi så småt var færdige med desserterne, blev den unge mand præsenteret for en masse balloner med helium i – tusind tak til Tina II for den skønne idé og tak til Allan for donering af helium – hvori der var fastgjort nogle små plastiklommer. Altså i ballonerne.

Inde i hver plastiklomme var der et sponsorkort hvorpå der stod: “Kære Gårdmand Bjørn, dette kort giver ret til en tur i svømmehallen / Gorillapark / Biografen eller en burger / is / kebab. Kærlig hilsen XXX (en af gæsterne som ville sponsorere den givne ting)”

Sponsor balloner

Dertil lå der en frankeret svarkuvert – med Gårdmand Bjørns navn og adresse på – og en lille seddel med besked til finderen af ballon og plastiklomme, om at vedkomne skulle bare putte kortet i postkassen, så konfirmanden kunne få sin sidste gave.

Balloner på vej! De lyste op på den grå og våde himmel!

Konfirmanden – som i dette tilfælde jo var Gårdmand Bjørn – blev meget begejstret, og glæden over festen og dagen i det hele taget, er blevet forlænget i flere uger, da der næsten hver eneste uge siden er blevet tilsendt et af de forfløjne kort. Nu må vi se om alle kort finder hjem igen, men risikoen for at et par stykker ligger og vugger rundt ude på sundet, er jo ret stor.

Skønne bolcher fra Bolcheriet

Disse skønne grønne bolsjer fik vi af dejlige Lene som havde vundet dem til Gårdmand Bjørn, i en eller anden facebook konkurrence fra “Bolcheriet”, så der var små poser med – grønne – bolsjer til alle gæster og stadig godt et kilo bolsjer tilbage. Men de skal nok få ben at gå på.

De smager nemlig dejligt naturligt og ikke-kemisk af æble og vanilje og jeg kan varmt anbefale dem, eller nogle af de mange andre modeller (de kan bestilles her)

Det var en fin lille ting at kunne give gæsterne med hjem og også at dele ud af til dem, som ikke kunne komme med til festen! Men hvordan de skriver INDEN i bolsjerne er mig en gåde!

Nå, det var virkelig en smuk konfirmation, en skøn dag, men hvor er jeg lettet over at jeg nu ikke skal være vært ved flere konfirmationer. Har vist også taget min tørn!

Søndagskage

Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det ved at være lidt længe siden vi har haft en søndagskage?

Dette er både ægte søndagskager, da det drejer sig om cupcakes, og endda en hjemmelavet slags, for en gangs skyld!

Gårdmand Bjørn og jeg skulle for nogle måneder siden planlægge konfirmationsdessert til 32 gæster, og han lagde  ud med at ville have islagkage.

I grøn.

Til 32.

Jeg eksperimenterede først med pistacie is – som hverken den kommende konfirmand eller hans mor brød sig om – og så det der med lag på lag, og forskudt indfrysning af forskellig slags is, som ikke gik specielt godt, så jeg endte  med at lave 40 portionsanrettede lime og vanilje is, der var aldeles uovertruffne!

Men så sagde Bjørnen at han faktisk også godt kunne tænke sig noget brownie. Og da jeg have lavet 4 store brownies, med fudge og appelsin og nødder, mente vi at det ville række som dessert, når der også var frugt – som jeg glemte at sætte på bordet – og slik.

…

Det var uden at tage forbehold for at min indre Husmor ville røre på sig.

For det gjorde hun.

Lige akkurat 48 timer før vi skulle sidde i kirken gav hun sig til at rømme sig på en måde som ikke kunne overhøres.

Og på trods af alt det andet jeg også lige skulle inden gæsterne kom, overbeviste Husmor mig lynhurtigt om at der bestemt ikke var nok dessert, og at det da ville være aldeles frygteligt hvis der var nogen som ikke kunne lide lime is eller nogen som ikke kunne lide chokolade – ikke at jeg vidste af at der fandtes sådanne personer på gæstelisten – men for at være på den sikre side -så lavede jeg lige 36 blåbær muffins med grøn flødeost topping og drysset med noget i Tyskland indkøbt grøn kagepynt!

Konfirmations cupcakes

…

Der var naturligvis for meget dessert.

…

Som i alt for meget. Hvilket jeg også påpegede for Husmor. Hun var ligeglad. Men Firkløveret og Firstman var derimod svært tilfredse, idet de dermed kunne spise både brownie og grønne cupcakes i en hel uge efter den sidste gæst havde forladt møllen.

Konfirmanden var glad.

Gårdmand Bjørn, konfirmand 2015

Han smilede hele dagen. Trods regnen. Jeg fik indtil flere bamsekram hvor han hviskede til mig at det var verdens bedste dag!

– Og altså de grønne konfirmations cupcakes smagte virkelig godt!

God søndag!

 

 

Erfaringer ser rødt.

Når man er begavet med et ungt menneske på snart 19 år i sin husstand, så er der gange hvor man bare må lade stå til og lade den unge selv gøre sig sine erfaringer.

Hvor svært det så end er, at holde sin min mund.

Adspurgt om livets store spørgsmål, kan jeg naturligvis godt svare og prøve at guide så godt jeg kan, men egentlige retningslinjer for dette og hint er vist overflødige. Ikke at det unge menneske, som i dette tilfælde er Divaen, ikke er modtagelig eller ikke vil høre på de guldkorn jeg smider om mig med, for hun er både modtagelig og vil gerne høre, men sommetider skal man bare begå fejlene selv.

I skrivende stund blafrer mine næsehår stadig under kemisk påvirkning af kradsbørstige virkemidler der har fjernet en del hjerneceller fra både Divaen og mig selv.

Hun bestemte sig nemlig for et stykke tid siden, for at få farvet hår, og måske vække de kastanjerøde nuancer hun i forvejen har i sit meget smukke hår, til live, nu i anledningen af det snarlige forårs komme. Desuden var hun forkølet, træt af lektier og eksamensforberedelser og trængte til lidt opmuntring.

Der blev indkøbt hårfarve.

Sådan i “farv-selv” versionen. Den dyreste.

For det mente hendes mor var det sikreste, når det nu skulle være. Og da hun ikke ville afbleges eller have blå striber, lod jeg være med at sige så meget.

Jeg ville også gerne udøve førstehjælp i form af at føre plastikflasken med det kemiske indhold, hen over hendes hovedbund.

Det var så grunden til at jeg lørdag aften kunne findes – iført forklæde og medfølgende plastikhandsker – på mit badeværelse med gulvvarme med en Diva foran mig. Efterhånden som farven blev smurt ud over hendes hovedbund, begyndte en ret krads lugt at brede sig.

Hun blev enig med sig selv – og mig, stiltiende og samtykkende – om at hun ville skylle farven ud lidt før tiden, i følge den vedlagte brugsanvisning.

Jeg tænkte på den eneste gang jeg vovede mig ud i noget hjemmefarv, og jeg tænkte så især på resultatet. Jeg lignede Hulk på håret, altså farvemæssigt, i flere timer, faktisk lige præcis så mange timer, som det tog at få en akut tid hos en levende frisør.

Da min datter havde fået skyllet farven ud kunne jeg beundre den meget røde farve i hendes før så mørkebrune hår. Den var på ingen måde grim, den var bare meget rød.

Og ikke helt jævn. Dette har muligvis noget med udsmørelsen på Divaens hovedbund at gøre, men jeg er uskyldig indtil det modsatte er bevist.

…

Divaen selv sagde ikke så meget, i hvert fald til at begynde med, men efterhånden som hun nærmede sig spejlet mere og mere bredte misfornøjelsen sig i hendes ansigt.

…

Så undslap der hende en halvkvalt jamren. Og et “Hvorfor er det nærmest orANGE?” som endte i falset.

Jeg bedyrede at det altså var okay. Det så ikke mystisk ud. Det så bare farvet ud.

Og rødt.

Ikke postkasserødt på nogen måde, men rødt på “jeg-har-farvet-mit-hår-hjemme-på-badeværelset”-måden.

Prinsessen dukkede op på valgpladsen og stirrede på sin søster. “Wow – at du turde det?” beundrede hun. “Var det meningen at det skulle være så rødt?” fortsatte hun, mens jeg en anelse ublidt skubbede hende ud af døren akkompagneret til Divaens nu ret høje jamren.

…

Divaen selv, endte med at grine lidt bittert, sukkede og forsvandt derpå i seng og jeg håbede inderligt at det ville se lidt mindre rødt ud i dagslys.

…

Det gjorde det ikke.

Og da morgenmaden var indtaget, kom jeg med et lille bitte forslag, som åbenbart ikke var faldet hende ind, nu da det var søndag og ingen frisør i hele verden havde åbent.

“Du kunne jo købe en anden farve, sådan brun agtig og så farve det igen?”

Lettelsen formelig lyste ud af hende!

Jeg regnede med at det nok ikke gjorde noget at farve hår igen dagen efter, når nu hun ikke havde siddet den fulde tid med den første gang kemi.

Og vi drog igen til staden og indkøbte en ny farv-selv-farve. Denne gang i kaffebrun.

Jeg fik igen det ærefulde hverv at fedte hendes lokker ind i en ny omgang kemisk snask. Denne gang fik det lov at sidde i samfulde tilrådede 30 minutter.

Denne behandling efterlod hendes hår i en flot og majestætisk – næsten arabisk – brunsort nuance, med spredte rødlige reflekser.

…

Stadig et hår som afgjort så farvet ud. Måske ikke så hjemmefarvet som før, men i hvert fald tydeligvis farvet.

“Men det er altså bedre end det røde” sukkede hun da håret var blevet tørt, og sat.

Jeg for min part, var meget glad for at jeg ikke skulle stå med en ulykkelig 14 årig og nu bare kunne grine lidt af det sammen med min 19 årige – der højlydt bedyrede at hun aldrig nogensinde mere skulle have farvet hår.

Og som hun filosofisk tilføjede, før hun forsvandt op til sine lektier, at det nok var sundt at have prøvet, og at hun havde lært på den hårde måde at sætte meget stor pris på sin smukke naturlige hårfarve som hun nu kan savne, indtil den vender tilbage engang om et par måneder.

Indtil da giver hun den som arabisk cirkusprinsesse, og det er slet ikke så tosset endda.