Fortryder alligevel lidt..

De der wordpress spøgelser som huserede på min blog for et par dage siden..

De kom.. og så gik de igen.. Og det var lidt træls da de var her. Men nu er det altså også træls, at de er gået igen.

Men det er mest træls, når der ikke er nogen som gider sige noget. Så kan det være lige meget hvor mange besøg jeg har haft.. Hvis folk ikke siger noget, er det jævnt hen kedeligt at have en blog..

Men alligevel kunne jeg da godt tænke mig de var blevet.

Føler mig helt forladt.

Og så er besøget også slut.

Nogen kører på motorvejen nu – og så er der altså lang tid til sommer.

Det var hyggeligt. Lige som det skulle være.

Vi fik lært en masse nye spil. Og at hækle oldemorfirkanter. Og noget med sulfater og den slags vigtige lektieting.

Der blevet gået tur, oplevet og set ting!

Vi fik moret os, snakket og spist. Især spist.

Hvorfor spiser man altid for så meget, når man har besøg??

Vi ses måske til søndagskagen om lidt?

Stående applaus

Wanted immediately!

Nu, lige NU, er det så at I rejser jer op, klapper voldsomt og derpå falder i svime af beundring over mine svedige hænders frembringelser. Ja ja ja, jeg kan allerede høre jer! Et enkelt ”da capo” mere, og så er vi ved at være der!!

Hjulpet lidt på vej af min mor, har jeg frembragt dette mesterværk.

Hun var meget belejligt på en kort visit, og kunne dermed indvi mig i hæklingens sære verden. Selvom hun ofte, på meget flabet vis, fniste uhæmmet når jeg kæmpede mig igennem tråde, tabte løkker eller hæklenål og ”hvad-pokker-skal-jeg-gøre-af-mine-fingre-på-den-anden-hånd-imens.” Men de to sidste buer endte da med at se hæderlige ud.

Måske jeg ligefrem skulle udlove den i en give-away? Dette kunstværk vil være mange penge værd en dag! Mærk jer mine ord..

Jeg skal muligvis øve mig lidt mere, og det vil jeg så gøre..