Altså, jeg vil godt lige sige at havearbejde er god – og gratis – terapi.
Når man er bims i låget efter endnu en lang og stresset arbejdsdag, med skøre kinesere og hidsige jyder, så er det altså rart at kunne få jord under neglene.
…
Jord under neglene
Og endnu bedre er det at sidde og slappe af og nyde synet af andres sine anstrengelser.
Have er godt. Egen have er bedst.
Og så er man på forunderlig vis, klar igen til en dag mere!
God tirsdag!
På Æblebakken råbte jeg op om manglende køkkenhave og drivhus, i tide og – måske nok mest – utide.
Jeg ville have en køkkenhave og mine blomster og landsbyens højeste træer. Det med de højeste træer er muligvis løgn, men det lyder da meget godt.
Nå…
Nu er jeg hjemme og takket være flere udefra kommende parametre, er jeg nu i stand til at beundre en lille bitte courgette som vokser frem i mit drivhus.
De udefra kommende er First Man.
Ikke at han er i flertal, men bare noget mere vedholdende end jeg når det kommer til beplantning og den slags.
Lige om lidt skal jeg hjem til en have.
En have, som er min og som jeg kan rode i efter forgodtbefindende. Ikke at jeg gør det – men jeg har da muligheden.
Der sker jo det sære, at når man ikke har noget, så ønsker man sig det brændende. En have, elektrisk æggekoger eller Rosendahl lysestager. Og når man så har erhvervet sit højt ønskede objekt, så er det næsten lige meget efter kort tid.
Jeg har ingen æggekoger – ej heller ambitioner om at anskaffe mig en – og mine Rosendahl lysestager holder bare ikke særligt længe med Gårdmand Bjørn i huset.
Men jeg har en have.
Da jeg første gang så haven på Øen, udenom vores højtelskede hus, var den ligeså kedelig som midterrabatten på en sønderjysk motorvej.
Og så ikke et ondt ord om Sønderjylland i øvrigt!
Selve huset, der er sært på samme måde som Eventyrhuset – dog en hel del bedre isoleret – krævede i starten al vores opmærksomhed. Det første år i huset gik og foråret kunne fremvise den mest blomsterløse have, jeg nogensinde i mit liv havde set.
Jeg voksede op med en mormor der var bidt af en gal Søren Ryge, og i 85 % af de minder jeg har om hende, står hun enten på hovedet i et staudebed eller planter nasturtier omkring sit drivhus.
Familiens haver var frodige og fulde af spiselige overraskelser. Jeg lærte blandt andet hurtigt at man både kunne spise bøgeblade, skovsyre og andre små grønne vækster uden at tage skade. Snebær var derimod ikke nogen lækkerbisken og heldigvis var der ingen guldregn i haven ellers havde jeg nok også prøvet at æde dem.
Mens jeg legede hele somre væk i diverse blomstrende haver, tog jeg kun lidt, eller slet ingen notits af alt det arbejde der var forbundet med dem.
Jeg fik år efter år, tildelt små jordlodder så jeg kunne dyrke mine egne ærter og gulerødder, måske endda et par jordbærplanter. Jeg tror faktisk aldrig min mormor mistede håbet om, at jeg en dag ville interessere mig for havearbejde.
Men mine haver vansmægtede og hen på sensommeren når andre kunne høste som fortjent, stod jeg gerne og stirrede forvirret på 4m2 ufremkommeligt vildnis.
Da jeg blev 15, forærede min mormor mig en lillebitte troldhassel i en potte. Potten har haft bolig i mange haver siden, og til sidst blev den plantet i min egen ø-muld.
Sammen med meget andet godt. Blomster, buske og træer. Og nu er der endelig blomster hele året rundt.. Næsten i hvert fald. Okay, ikke når det sner – men ellers..
Med mit kendskab til botanik og den højere havekunst, er det meget muligt at der også er en del ukrudt imellem, men det må den havekyndige besøgende tage med, for hvis ukrudtet har pæne blomster, får det lov til at stå.
Jeg erkendte tidligt, at jeg nok aldrig ville tilbringe mange timer på mudrede knæ, i færd med at flå skvalderkål op med rod.
Men nu skal jeg jo hjem, og har i den anledning, fået havedrømme. Mest sådan nogle med flagrende gevandter i ubleget hør og hængekøjer med for mange puder i. Men også nogle hvor der meget overraskende medvirker gulerødder, cherrytomater og jordbær.
Forestiller mig, hvordan jeg pludselig vil finde mit aldrig udforskede havegen og blive en hel ørn til at beskære agurkeplanter.. og den slags.
Men det kunne godt være jeg skulle finde ud af hvordan de ser ud, før jeg går shopamok i et havecenter.
Efter at have stiftet bekendtskab med vestjyders lettere suspekte forhold til store uhyggelige skildpadder med struma, måtte jeg jo lige fortælle om den urtepottemand man kører forbi på vej til Livarot. Nej ikke osten, men byen i hvilken, den – osten – bliver lavet.
Første gang jeg kørte forbi troede jeg der sad nogen. Og da jeg kørte forbi næste gang undrede det mig at personen stadig sad der. Det var først tredie gang jeg lagde mærke til at det var en urtepottemand. Jeg tænkte at de folk der boede i huset – havde for meget tid og en god portion fantasi.
Jeg kan til nøds forstå at et fuglefoder bræt skal have ophold i en have. Eller et hængekøjestativ. Men ellers holder jeg nu mest på blomster og buske. Min forståelse begynder at smuldre ved møller, dyr i sten, vimpler, dimser og dingenoter.
Så denne urtepottemand – jeg kan ikke helt bestemme mig for, om denne fine urtepottemand er så kitsch at han har stil, eller om han er i familie med havenisser og andet grumt skrammel. Han sidder der uden tanker, og tager pladsen op på bænken. Ingen anden kan få plads der, til at sidde og kigge ud over den smukke dal, for der er optaget af noget uden liv.
Måske sidder han der for at ingen andre skal henfalde til dagdrømmeri eller lediggang. Måske sidder han der fordi der er nogen som faktisk gerne ville sidde der, men ikke har tid til det.
Bedøm selv.
Kong Mor - med vilje 