Tag Archives: Helte og idoler

Det var da også så længe siden

11 nov

at jeg havde tilbragt en fredag aften på skadestuen med mit afkom.

Blev ringet op af en mand som bad mig komme og hente Zorronaldo. Midt i aftensmaden og min fredagsro. For han havde skåret sig. Og var blevet dårlig. Han har jo nok arvet et par gener af sin mor.

Men altså, naturligvis da. Jeg havde da absolut heller ikke nogen planer for min fredag aften.

Jeg satte First Man til at overvåge både risen og Gårdmand Bjørn, lokkede Divaen til at tage med mig, for det tilfælde at knægten fik det skidt igen. Og godt nok kan jeg meget, men at køre en bil forsvarligt gennem staden samtidig med at jeg holder øje med at min søn ikke går i koma hører ikke til mine spidskompetencer.

Vi ankom til en bagindgang hvor sønnike blev læsset ind i bilen og jeg beordrede Divaen til at kigge på den sårede finger der var pakket ind i en anseelig mængde papir. Hendes rapport lød på at diverse blødninger var holdt op, men at det så ret dybt ud.

Jeg stolede på hende – skulle aldeles ikke nyde noget af at kontrollere hendes observationer – men ringede til lægevagten, da jeg ikke havde den store lyst til at køre frem og tilbage mellem møllen og købstaden sådan flere gange den aften. Vagtlægen mente bestemt at det var en sag for skadestuen.

Hvorpå jeg drejede til venstre i stedet for til højre for enden af Bagergade.

Jeg fik bugseret min søn ind i akutmodtagelsen hvor han omgående fik renset fingeren i noget samt en sprøjte mod stivkrampe. Og så…

Faktisk er det ret fedt nu man tænker over det: vel betaler jeg skat og vel ville jeg gerne have et par tusind mere til os selv hver måned –  ihukommende sidste uges afsløringer af mere velstående menneskers trang til at unddrage sig denne borgerpligt – men faktisk er det jo enormt betryggende at vide man bare kan køre et sted hen, sige: “Min søn har skåret sig, kan I hjælpe?” og vips får han en vaccine mod en livsfarlig sygdom, renset såret og bundet en foreløbig klud om fingeren og vist ind et venteværelse indtil der er tid til at en læge kan se nærmere på det.

Ganske gratis.

Eller nej, det er jo netop ikke gratis, fordi jeg betaler skat. Men mennesker der vil beholde deres mange penge for sig selv, skærer sig vel også indimellem, og hvorfor skulle de få samme behandling uden at bidrage til fællesskabet?

Nå det var en indskudt bemærkning, blot for at opdage at jeg efter to og en halv times venten, stadig var taknemmelig for at jeg for eksempel ikke bor i Mogadiscio eller Dhakas slumbyer.

Så såre vi havde sat os ned i venteværelset begyndte begge mine teenagere at jamre stille på mad. Jeg tænkte ærgerligt på de tre liter kødsauce der lige nu boblede der hjemme, men endte med at give efter og køre hen til McDonalds. På vejen samlede jeg Prinsesse Lyserød op, og så var der pludselig lagt op til indvandrerfest i akutmodtagelsens venteværelse. Med pommes und alles.

Zorronaldo med strittende tommeltot.

Vel installeret i venteværelset igen sammen med tre af mine fire børn, der indbydes delte dagens begivenheder under indtagelse af nuggets og cola, havde jeg valget mellem at se på Region Syddanmarks oplysningskanal der kørte i ring og fortalte hvor mange kvinder der hver dag døde af hjertekar sygdomme, eller “Vild med dans” alt efter hvilken stol jeg sad på.

Det første var for deprimerende, det andet har jeg aldrig set, så jeg tænkte at her var muligheden for ved selvsyn at konstatere at vores alle sammens folkehelt ikke kan danse, nu da mit afkom havde travlt med at underholde hinanden.

Lad mig blot nøjes med at sige at jeg aldrig igen vil udsætte mig selv for det program. Det kommer aldrig nogensinde til at passe til mit temperament at se andre mennesker have det sjovt. Jeg vil hundrede gange hellere selv have det sjovt.

Og hvad Allan angår, så må i meget undskylde, men han dansede han altså.

Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg sad. Om han så dansede videre godt skal jeg lade være usagt, men han dansede da. Komikken i kampen mellem levende mennesker og et medie er så afgjort til at få øje på, og lur mig om ikke Allan vinder uanset diverse kryptiske regelændringer. Så kan medieverden måske lære at være en kende mere ydmyge, når de har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke puttes i kasser og forventes at blive der.

Og heldigvis for det.

Jeg overlevede både programmet og ventetiden, og klimaks kom da Zorronaldo endelig blev strippet sammen og vi atter kunne finde vejen hjem til møllen hvor både kødsauce og ris var fortæret for længst.

Da var min fredag aften fuldstændigt forduftet og jeg kunne gå direkte i seng.

Dog ikke uden en lidt træls fornemmelse af at være blevet grundigt snydt for en fredag aften.

Men jeg tager helt sikkert revanche!

 

Onsdagsblog og vanens magt

14 sep

Et nyt tiltag ser dagens lys:

Præcis som jeg har min søndagskage, har jeg bestemt at jeg vil have en onsdagsblog. Det faldt mig ind at det var længe siden jeg havde set noget nyt i blogland.

Ikke fordi der ikke er noget nyt – men fordi jeg ikke er ude og kigge på de spændende blogge der er. Jeg har jo de blogge, jeg plejer at besøge.

Men det er længe siden jeg har bevæget mig ud i noget nyt. Jeg læste en masse forskellige blogs i starten og blev vældigt inspireret – ja det gør jeg stadig, men det er altid de samme gode blogge jeg læser. Jeg er bare kommet ind i en vane med at læse de samme.

Så jeg ville på jagt i jeres samlinger af gode blogge, som jeg ikke kender endnu, for at læse noget nyt.

Den første jeg faldt over var Stine! Fra start en sympatisk blog. Med det navn kan det jo ikke andet end at blive en succes!

Og da jeg rodede rundt derinde faldt jeg over – nårh, ja OKAY så – indrømmet, det var nok min næse som drev mig ind omkring Stines opskrifter. Jeg fandt nogle cookies. Direkte link er HER

Og de så ualmindeligt lækre ud. Det syntes både min mave og mine øjne, så jeg måtte straks i gang med at lave dem!

IMG_5388

Og ved I så lige hvad?

De smager præcis som de specielle amerikanske cookies man kan købe overfor Hallerne i Paris. Og nu har jeg simpelthen en opskrift så jeg kan lave dem selv. Manner, manner, manner, det var godt.

IMG_5391

Og er I så klar over hvor mange points jeg lige scorede der?

Ikke alene skabte det tumultagtige tilstande da klokken ringede og børnene kunne dufte hjemmebag – men da Firkløveret så delte et par snoldede krummer (halve kager) med vennerne, blev jeg faktisk så populær at jeg nu simpelthen overvejer at blive mit eget idol!!

(Jeg vil ikke udelukke at humor kan være anvendt)

Jeg skal helt klart på besøg hos Stine igen!

Idoler på piedestaler

12 sep

Jeg har altid elsket at have idoler – sådan nogle spændende mennesker som jeg må se op til. Ganske uden beregning. Altså, man kan jo bare lade være med at investere i al deres merchandising. Men det er da rart at have folk man kan se op til, og som man kan identificere sig en lille smule med. Sådan nogle som ikke har bumser på plakaterne, eller svedige hænder når de siger goddag.

Sådan nogen som altid gør det rigtige i bøgerne, så man kan tro på at der findes noget som er perfekt.

Jeg må have den største samling ABBA skrammel (til min store fortrydelse kan jeg ikke vende det første B om..) der endnu findes. Okay så måske ikke, for jeg var ikke ret rig som 6årig. Og ja, jeg ville også være den lyshårede.

At være ABBA fan for 6årige mig, begrænsede sig derfor lidt til plakater i Sølvpil og Ung Nu, og optagede kassetter fra radioen, hvor jeg med stor omhu knækkede de der dimser, så jeg ikke at vanvare kom til at optage noget andet ovenpå mine elskede ABBA sange.

Stor var skuffelsen, når Michael Juul Sørensen i Hej P3 eller Tom McEwan til noget andet radio noget lørdag morgen, dristede sig til at tale, mens musikken stadig spillede – det var bare så tarveligt.

Næsten ligeså tarveligt som det faktum at ABBA stoppede længe før jeg var gammel nok, til overhovedet at komme til koncert med dem. Men jeg så da deres film i biografen, med min mors veninde – min mor orkede vist ikke mere ABBA.

Hvis de engang tager sig sammen og begynder at tale sammen igen, og laver en sidste lillebitte koncert med dygtigt playback, så skal jeg med!

Nå, så var der Madonna. Der på Herning pløjemark blev jeg lige 17 igen – sammen med Linda. Vi var iført lyserøde cowboyhatte med bling.

Det var heldigvis ikke den samme koncert anmelderne så – for vi kunne nemlig  rigtigt godt lide koncerten – men de stod naturligvis heller ikke oppe foran, som vi gjorde.

Næ, de sad på deres VIP pladser allerbagerst – sådan lidt kejserens nye klæder-agtige – så fine at de ikke behøvede at høre noget, for at gå til koncert. Men det måtte de jo om.

I hvert fald vil Linda være Madonna i sit næste liv, jeg nøjes bare med at blive Madonna når jeg bliver stor – for hun er da sej.. Eller var.. Hun er efterhånden lidt flosset i kanten.

Men altså der var også de andre – efter ABBA – for selvom jeg blev ældre og tog til Paris – skulle jeg stadig have mine idoler. Jeg lavede dog ikke så meget andet i min fritid, end at læse. En dag forærede en ven mig ”Nattens Kys” – fordi den handlede blandt andet om en som hed Stine der tog til Paris. Det kunne jeg jo særdeles godt forholde mig til – og så blev jeg Hanne Vibeke Holst fan.

Efter et besøg hjemme, plyndrede jeg min mormors bogreol – kun lidt – og blev derefter Suzanne Brøgger fan.

Derfor var jeg fyr og flamme da min mor for et par år siden, fortalte om en foredragsrække på Vartov, med begge disse mine idoler gennem mange år.

Hanne Vibeke Holst holdt sit foredrag om Grundtvig – og jeg sad helt stille på anden række, med min bog i hånden. Da det var slut gik jeg med klamme håndflader hen, og ventede pænt, for at få hendes autograf – nårh nej, det hedder ikke autografer når man er voksen – så får man i stedet sin bog signeret. Hvorom alting er, rødmende og stammende som en teenager fik jeg autografsignaturen i min bog, og var himmel henrykt.

Da jeg derimod skulle høre Suzanne Brøgger, i samme foredragsrække, gik jeg helt i stå. Åndeløs sad jeg bare og stirrede på hende. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med – jeg troede faktisk hun sad inde i et fint vitrineskab og ikke sådan rigtigt fandtes, kun blev taget frem engang imellem ved særlige lejligheder. At hun var helt levende – havde jeg i hvert fald ikke regnet med.

Men nu trænger jeg til nogle nye idoler som kan holde Hanne Vibeke med selskab. Der sker jo ikke rigtigt så fantastisk meget, hverken for ABBA, Madonna eller Brøgger. I hvert fald ikke som når helt til Normandiet.

Jeg har nogle forskellige i tankerne: Svampebob er faktisk et ret godt bud med sit firkantede look. Eller måske Brødrene Price, deres look er sådan lidt mere rundt i det.

Der er jo selvfølgelig også Gaddafi, men hans look er væk – for de kan ikke finde ham.

Må i tænkeboks.

%d bloggers like this: