Tag Archives: Hemmeligheder

Det var ellers en fin dag…

3 jun

– 0g så ringede vækkeuret.

Der er altså noget ved mandage, som gør dem ekstra tunge at danse med.

Jeg ville synes at det burde være ganske naturligt at have i hvert fald en ekstra dag til at komme sig oven på weekender, sådan i al almindelighed.

Nu for eks. denne weekend har vi tilbragt med at fejre Jan. Han blev 50 i december og da der i hans idé om en festlig dag, indgik både grilstegt pattegris og motocrossløb så valgte han meget belejligt at placere fødselsdagen d. 1. juni.

Da Jan er en omsværmet herre, var vi et lille lukket selskab på 160 personer. Og vi blev bespist med det der lignede en udfoldet gris.

En udfoldet, og meget saftig gris!

Maden var ualmindelig lækker – jeg har tit afholdt mig fra at lave gris på grill da det godt kan gå hen og blive en småtør affære. Men ikke denne grissebasse. Den var uovertruffen! Alt det gængse, selskab, vejr, musik osv. gik som det skulle, folk var præcis så sjove, pinlige, fulde (vælg selv) som folk nu engang er, til den slags fester.

Min bordherre blev dog noget bekymret da jeg, på hans spørgsmål om hvad jeg gik og fedtede med udover arbejde, svarede at jeg skrev om mit livs små tildragelser og den slags, på en blog der var fuldt tilgængelig for alle.

“Skriver du så noget grimt om mig på mandag?” ville han vide.

Og jeg forsikrede ham at jeg ikke ville skrive noget grimt om ham. Og at jeg vist kun har skrevet noget grimt om tre eller fire personer siden jeg startede. Hende der spyttede på Divaen, ham der sparkede Gårdmand Bjørns finger af led, og så min nabo.

Selvom naboen ikke rigtigt tæller med mere, nu da han er blevet flink!

Og så måske en forhenværende skatteminister.

Men hans lov var altså også ualmindelig dårlig og uigennemtænkt. Jeg har da vist i øvrigt allerede udtrykt mine følelser for bloggere der hænger andre ud.

Jeg har naturligvis skrevet grimt, bare sådan lidt mere generelt. Og uden at blive personlig. Det er jo også sin sag at berette om andres modbydelige vaner eller særheder, for der er jo en reel risiko for at de svarer igen.

Og med mindre folk taler ualmindeligt grimt til mig, så godkender jeg alle de kommentarer der tikker ind. Folk behøver hverken synes om mig eller være enige med mig, selvom det da gør mig lidt ked af det, hvis de bare slynger noget vrissent ud, uden hverken at svare eller uddybe når jeg prøver at kommunikere med dem.

Hvorom alting er, så valgte jeg fra starten at den slags ageren offentlig gabestok, ikke havde noget at gøre hos Kong Mor. Så folk behøver ikke være bange for at blive hængt ud, bare fordi de sidder ved siden af mig til et middagsselskab.

Desuden er det som regel mig selv, der står for de mere pinlige indslag her på bloggen. Og det har jeg ved Gud ikke tænkt mig at fortælle alle mulige andre om, så de småting må forblive mellem jer og mig.

Orme og den slags mad

8 mar

Kvindernes dag. Jeg er ikke så meget til det der med kamp, så jeg nøjes med at kalde det for kvindernes dag.

En dag i vinterferien havde jeg en hyggedag med Prinsesse Lyserød som er ved at blive til en kvinde. Hun er nu vokset mig over hovedet, sundhedsplejersken sagde hun var højere end gennemsnittet og tyndere end gennemsnittet. Hun er dog stadig meget Prinsesse, og meget lyserød.

Vi var i byen efter hendes anvisninger, jeg blev slæbt ind i moderne butikker med blege anorektiske kassedamer og fik udpeget alt det Prinsessen gerne ville supplere sin garerobe med for derved at få et fuldendt socialt liv.

Dernæst var vi ude for at spise på en rigtig restaurant – og ikke en caféagtig ting – så hun kunne få en ordentlig hakkebøf med bløde løg. Mens vi sad der over hakkedrengen, blev jeg indviet i mange hemmeligheder i hendes liv.

Faktisk ret informativt.

Blandt andet fandt jeg ud af at min datter har ædt en regnorm.

Min sarte, lyserøde gourmetelskende Prinsesse med stort P havde fortæret en vaskeægte regnorm. Ganske vist kun en halv, fordi veninden åd den anden halve.

Helt ærligt hvordan skal man reagere på den slags oplysninger?

Jeg sad bare og stirrede på hende, vaklende mellem stolthed og afsky.

Jeg ville naturligvis – på mormåden – vide hvorfor hun havde accepteret at æde en halv regnorm. Og så lige hvornår det var. Der var ligesom lidt formildende omstændigheder omkring hele sagen, hvis nu hun kun havde været 7 år gammel, subsidiært med i en remake af Zappa eller sådan noget.

 

Men nej, hun var ingenlunde en lille uskyldig pusling lokket af de slemme kammerater, hun var såmænd 13 år og havde helt selv indvilliget i at nedsvælge ormen. Det var nemlig, lød det lakoniske svar, fordi de – Prinsessen og veninden som jeg i øvrigt har lovet ikke at nævne ved navn da hendes mor læser med her – havde fået stillet to store poser chips i udsigt.

De fik deres poser chips.

Jeg fik detaljer jeg faktisk sagtens kunne have været foruden. For eksempel en regnorms generelle konsistens og smag.

Tilsyneladende havde hun ikke taget skade, og hverken haft eksplosive opkastninger, mavekneb eller byldepest siden indtagelsen.

Måske er hun en anelse mere hysterisk end i sommers, men det kan også være fordi hun netop er blevet 14 og i den grad er offer for sin alders hormonelle ombygning.

Men adddr siger jeg bare. En regnorm… Jeg fik opkastningsfornemmelser bare ved tanken.

TÆNK at være så modig?

Så jeg vil fejre kvindernes dag med at hylde min lyserøde Prinsesse, der har ædt en regnorm.

Hurra for hende!

At holde på en hemmelighed

16 maj

Børn kan have svært ved at holde på hemmeligheder, og jeg var absolut ingen undtagelse. Der er for øvrigt ingen mening i at dele store hemmelige voksen ting med børn, for det går uvægerligt galt.

Af samme årsag har firkløveret skullet nå en betragtelig alder, før jeg har villet indvie dem, i såvel store som små hemmeligheder, da jeg ikke kunne bære hvis de skulle stå alene med ansvaret for at ødelægge en fødselsdagsoverraskelse, eller offentliggøre vigtig viden om andre mennesker, før disse selv ville delagtiggøre omgangskredsen.

Den sommer jeg var 6år, havde min mor lånt vores bil ud til nogle venner, som skulle på sommerferie til Frankrig. Min morfar var måske en anelse uenig i hendes beslutning om at låne en bil ud, også selvom det var til gode venner, og hun insisterede på at der ikke ville ske noget som helst, og det var ansvarlige mennesker og, ja I kan selv forestille jer deres meningsudveksling.

Nå, hvorom alting er, vennerne lånte bilen og kørte afsted. Det gik hverken værre eller bedre end at bilen, jeg er fristet til at sige naturligvis, gik i stykker dernede. Sådan rigtig meget i stykker. Men som de ansvarlige mennesker, de der venner nu engang var, fik de sat en ny motor i bilen og længere var den ikke.

De kom også hjem igen, med bilen som fuldstændig lignede sig selv. Da der tilfældigvis ikke var plads på gaden foran vores hus, parkerede de et stykke længere oppe ad vores lille gade. Samme dag skulle mormor og morfar på besøg og 10 minutter inden de skulle komme, tog min mor fat i mig og indprentede mig, at jeg under ingen omstændigheder måtte sige noget som helst om, at bilen havde fået ny motor.

Hun sagde det flere gange, og mit hoved var ved at sprænges ved dette unævnelige scoop, som jeg garanteret aldrig ville have skænket en tanke, hvis ikke hun netop havde gentaget det så mange gange.

Med det resultat, at da jeg spurtede ud på gaden, for at kaste mig i armene på mine elskede bedsteforældre, og min søde morfar undrende spurgte: ”Hvorfor holder bilen dog derovre?” røg det ud af mig: ”Jamen det er fordi den har fået en ny motor..”

Og i selvsamme øjeblik disse ord var sluppet ud af min mund, vidste jeg at den var gal, så jeg gjorde det om muligt endnu værre ved at tilføje: ”Hov – det måtte jeg jo slet ikke sige til jer”.

På dette tidspunkt var jeg ganske klar over, at jeg var kommet så langt ud, at kun flugt var en mulig løsning, og jeg spurtede derpå igennem huset, ud i haven, og gemte mig under en busk på et strategisk sted i, hvad der føltes som, flere timer – godt ærgerlig over således at gå glip af besøget.

Men der var nok ikke gået mere end 15 voksenminutter før jeg, Lokket af en tallerken henkogte ferskner med flødeskum, og min mormors blide røst, til sidst forlod mit trygge skjulested, og fik forbavsende nok ingen yderligere påtale for fadæsen.

Jeg er blevet mere diskret med årene, skønt det med at holde min mund, først er kommet langt senere..

%d bloggers like this: