Frem og tilbage

Man kunne fristes til at sige at frem og tilbage er lige langt. Men ligesom 1 + 1 = 6 lige i vores tilfælde, så er den slags sandheder relative.

Jeg er blevet spurgt hvorfor i alverden vi ville bo to år på Æblebakken, hvis vi alligevel tager tilbage til Øen igen. Både af folk her, men også hjemme på øen.

Umiddelbart ville jeg mene at det er et tosset spørgsmål, men det har jeg altid hørt at man ikke må sige. Men tænk nu, hvis nogen kom og tilbød dig at du kunne tage i sommerhus i to år, et smukt og anderledes sted, endda i et fremmed land, ville du så ikke gøre det?

Folk spørger: Er det så definitivt?

Og naturligvis er det ikke det. Det er der kun en ting der er.

Det har altid været vigtigt for os, at firkløveret var helt klare over at de var halvt af hver. At de indeholdt begge kulturer. Det har ikke altid været nemt at huske på det danske når man boede i det franske, men så sandelig heller ikke nemt at få lov til at huske på det franske i det danske.

”Det er også bare fordi I snakker for meget fransk at First Man ikke er så god til dansk!” Sagt med god forurettet tone på en eller anden dansk dialekt.

First Man er bare ikke så god til sprog. Sådan er det. Jeg er ikke så god til videregående matematik med x’er og i anden og den slags. Sådan er det.

Men det er vigtigt at have det hele med.

Både Bamse og Kylling men også Nounours, Nicolas et Pimprenelle.

Derfor har det været en gave for os alle, at vi har kunnet splitte det op og tage et par år hernede.

Alene sådan noget som en håndskrift.. I og med computeren ikke har gjort sit indtog i alle franske familier, endsige skoler, så skal alt foregå ved håndkraft. Alle afleveringer er håndskrevne. Så om ikke andet så skriver mit Firkløver smukt nu. Skråskrift naturligvis.

De har også lært en hulens masse geografi og historie, dog på en noget mere gammeldags måde end i Danmark. Men det sidder også fast på en anden måde. Måske fordi man ofte skal gøre rede for, hvor meget der rent faktisk hænger fast.

Det er dejligt for os at kunne sende børn videre i et skoleforløb, udstyret med redskaber til hvordan man styrer sin tid og sine lektier. Samt at vide at vores børn rent faktisk har en håndskrift.

Men det er også rart at sende dem hjem til skoler hvor de kan kommunikere med deres lærere, på et mere ligeværdigt niveau.

Det har været en fantastisk oplevelse for dem, at se hele verden med andre øjne. Jeg er overbevist om at det skaber mere åbne og tolerante mennesker. Mennesker som ikke dømmer andre så nemt og som har nemmere ved at acceptere at verden ikke altid er som hjemme i den lokale andedam.

Det har været hårdt for firkløveret at falde til, vel har det så. Men de mener alle at det var hele værd!

Flytte ud… og hjem?

Det der med at flytte frem og tilbage.

Første gang, var det meget svært. Det var svært, måske mest fordi det ikke var mit valg.

Det blev ikke nemmere af at komme til et land, som burde være mit, men som jeg kun kendte fra ferier. Jeg følte mig helt fremmed, jeg kunne sproget men det var så det.

Jeg kunne ikke engang betale en regning, og måtte gå ned i banken, blafre lidt med mit girokort og hviskende spørge Ellen – nej ikke hende Ellen, en anden Ellen – hvordan det nu lige forholdt sig med det.

Og så det med at møde andre mennesker.

Jeg ved godt jeg er dansk, og jeg skulle nok ikke spytte sådan i suppen, men ærligt talt, danskere er vist generelt ikke ret gode til at tage imod nyankomne. Eller fremmede i det hele taget.

Så nej, det var ikke ret nemt at flytte hjem.

Denne gang regnede jeg mere eller mindre med, at jeg ville finde det lige så svært. Men forbløffende nok, siden vi tog beslutningen har vi glædet os. Nogle mere end andre, og nogle med en anelse forsinkelse.

Men så forleden sad vi og så billeder.

..

Og så gik det op for mig, i hvert fald, at jeg skal hjem til mit hus. På min ø. Hjem til dette her:

Det bliver hårdt for mig at finde et arbejde, det bliver hårdt for First Man at skulle være ensom udlænding igen, og der er sikkert også ting som bliver svære for Firkløveret.

Ting vi kommer til at savne. Og mennesker..

Vel skal vi flytte og vel er det hårdt at flytte, og der er fladt og kun et par enkelte æbletræer, men denne gang er det helt anderledes:

Vi skal nemlig hjem.

Jeg glæder mig

Og fortsættelsen lige her, er ikke ”i denne tid” . Nej, det jeg mener er, at jeg glæder mig faktisk til jeg en dag kommer hjem til øen igen. På nogle punkter i hvert fald.

Jeg savner en masse små ting som er rare – og som de fleste måske ikke tænker over i det daglige. Især ikke når det er en selvfølge.

Der er naturligvis også en masse ting jeg kommer til at savne her, da det ingen hemmelighed skal være at jeg helst beholdt residensen her. Ikke nødvendigvis på Æblebakken, men bare i Frankrig.

Men man har børn og mødre og andet godtfolk, for slet ikke at tale om uddannelser, huse og cykelstier, så foreløbigt er det nok den vej, det kommer til at gå.

Og så er det jo med at fokusere på det positive.

Det kan virke ynkeligt på nogle, men de små glæder skal man endelig ikke foragte, thi de er vældigt vigtige i dagligdagen.

Jeg glæder mig for eks. til at kunne drikke en lille slurk vand fra vandhanen, når jeg har børstet tænder. Vandet smager lidt meget af klor, og selvom man sagtens kan drikke det – hvilket jeg såmænd også gør på andre tidspunkter – så er smagen af klor lige efter tandpastaen, ganske afskyelig.

Jeg glæder mig også til at kunne tale med mænd, uden at de nødvendigvis tror at de bør tale til mig som om jeg var sinke. Den slags mænd er der ikke ret mange af i Frankrig, udover ham jeg er gift med naturligvis, og på siddende mås kan jeg kun komme på to andre, så derfor savner jeg jo omgangskredsens mænd intenst.

Men hvad jeg glæder mig allermest til, er at genfinde mit badeværelsesgulv. Som jeg vist har nævnt tidligere, er Eventyrhuset ikke det bedst isolerede hjem i verden. Ej heller er det det bedst opvarmede. Og slet ikke på badeværelset.

At gå med bare tæer på badeværelset i Eventyrhuset – hvilket man jo desværre er nødsaget til fra tid til anden, blandt andet ved ind og udstigning af sit bad, er forbundet med risiko for alvorlige forfrysninger.

Jeg glæder mig derfor uhæmmet til at kunne gå med bare tæer på mit badeværelsegulv hjemme på øen, uden at skulle udsættes for disse forfrysninger, for lige for tiden overvejer jeg seriøst at gå i bad med hjemmesko på!

Når vi savner #1

Savn kommer oftest i glimt.

Savn er vist i familie med lykke.

Nogle aftner trækker aftensmaden ud – det er ikke så tit, for nogen vil gerne se The Simpsons – og jeg er som sagt helst fri. Andre vil på facebook eller ose rundt på internet tøjbutikker. Og nogen skal skrive blogindlæg, og så er der dem som laver maveøvelser..

Men engang imellem, bliver man grebet af et emne og vi kan sidde og snakke længe alle 6. Noget af det som sommetider er oppe og vende, er hvad vi savner ved Danmark!

Tit har jeg bidt mærke i at det er de tilbagevendende begivenheder, faktisk også nogle begivenheder som jeg måtte insistere på at vi deltog i, dog ikke uden en vis mængde brok fra enkelte..

Morsomt er det så, at konstatere netop disse begivenheder som frembragte gnavne miner, slæbende fødder og højlydte suk, er noget alle savner. Okay indrømmet – nogle savner mere end andre. Nu skal jeg ikke glorificere mit afkom mere end højst nødvendigt.

Selvom Zorronaldo ikke ligefrem går rundt til daglig og savner den del af lokalsamfundet som involverer mennesker der er ældre end 21 år, så savner vi for eks. alle vores lille ”Open by night”.

Nu må man ikke fejlagtigt tro, at der er tale om et større arrangement, men have in mente at vores by tæller 535 sjæle. Altså er vores ”by night” også i tilsvarende størrelse. Efter devisen, småt men godt!

Hvis I vidste hvor hyggeligt det er at spise popcorn og høre levende jazz hos Ruth, at spise vafler som Lise ovre i banken laver, drikke Anne-Mette og Jespers hjemmelavede æblemost, så ville I også savne det!

Den aften der altså er by night.

 

Sol og zzzzzzzzz..

Omsider er vi, efter mange og lange timer i en bil der blev mindre for hver kørt kilometer, tilbage på Æblebakken.

Da vi ikke syntes at vi havde behov for mere af det regn som dryssede ned over øen, gjorde vi kort proces og skyndte os at forsvinde, og det var godt vi gjorde det for her skinner solen i det mindste.

Jeg behøver nok ikke fortælle at det var rimeligt hårdt at sidde i bilen på vej mod Lillebælt, og se 4 børn med store tårer trillende ned af kinderne. Heldigvis gik der ikke så længe før vi kunne snakke om at det er rart at savne – for det betyder at der er nogen man holder forfærdeligt meget af. Og så hjalp denne dejlige pose jo også gevaldigt på humøret – Tusind tak Linda!!

Oldemors dug måtte desværre blive tilbage på øen, for der var ikke engang plads til de to sidste af Sofies æbler – hverken i bilen, tagboksen eller på traileren, som blandt andet var fyldt op med motorcykel, kirsebærsauce, saltfisk og bøger.

Og da vi ankom til det dugfriske solskin i morges – meget tidligt – blev der derfor pakket ud i flere timer. Og vasket tøj. Og ædt hjemmebagt ”danskbrød” fra i går!

Vi er noget matte i betrækket, og laver ikke ret meget, udover at glæde os over at vigtige ting nu er indenfor rækkevidde. For eks. en gris og mormors strikkepinde.

Flere har spurgt til grisen.. Her er hun – hun hedder So-rine!! Gæt selv hvem hun sover sammen med!

 

Og så skal jeg nok snart være klar med lidt mere almindelige blogindlæg – sådan som i morgen tidlig.

Men i dag skal jeg lave absolut ingenting – eller jo – jeg skal naturligvis lave mad for nu er ferien definitivt slut for mig.