…
Dilemmaet først. Det slog mig, da jeg var kommet hjem fra arbejde og sad og hørte på mine børns beretninger om dagen der var gået og andre før den, at jeg var midt i den moderne kvindes dilemma.
På den ene side er jeg himmelråbende lykkelig for mit job, det er udfordrende, der er masser at lave, det er spændende og jeg snakker med en masse mennesker på en del forskellige sprog i hele verden. Kina, Vietnam, Bali, Brasilien, Slovakiet, Frankrig, nå ja og så Danmark. Der går ikke en dag uden jeg på et eller andet tidspunkt tænker at jeg har de sødeste kolleger, og at jeg er heldig at have et spændende arbejde!
Nå..
Så var der den anden side…
Og jeg ved at nu sidder der indtil flere som vil gnide sig skadefro i hænderne fordi mine unger også – naturligvis – opfører sig som ganske almindelige uopdragne unger.
Men det er den side der gør at jeg næsten ikke orker at have et arbejde.
Den side dukker op, når jeg hører at der er nogen som glemmer at spise morgenmad, at madpakkerne generelt består af flade madder uden tyngde, hvis den overhovedet bliver lavet, og at frugt er ikke eksisterende i den forbindelse. Den anden side rører også på sig når jeg kan forstå at der bliver kigget morgen fjernsyn, og når jeg kan konstatere at kikseskuffen er tom, slikdåsen ligeså. Som om alt det jeg med møje og besvær har forsøgt at lære dem, går fløjten hvis jeg ikke er i umiddelbar nærhed for at håndhæve det.
Og så er det at jeg hellere vil være hjemme og passe på mine børn til de bliver så store og fornuftige at de ikke laver den slags stunts. For som jeg prøvede at forklare dem, jeg vil heller ikke have de har kasket på inden døre, at de spiser i stuen, eller med albuerne på bordet. Men det er ligesom ikke så slemt som at glemme morgenmad og madpakke, og så erstatte det med kiks.
Og det er i virkeligheden mit dilemma som hjemmegående mor og kvinde med et arbejde. Og bare man dog kunne begge dele.
Men jeg øver mig i at lade dem kunne selv. Især med madlavning. Lige pt. mest af nød da jeg stadig ikke står på mine to ben i ret lang tid ad gangen. Derfor, når jeg er hjemme, er jeg mest at finde på sofaen med benene oppe.
Ligeså i går. Hvor det var Gårdmand Bjørns tur til at lave mad. Menuen stod på lasagne, men jeg fik ham overtalt til pasta og kødsauce, da jeg ikke kunne overskue at guide ham igennem bechamelsauce, råbende fra sofaen.
Først blev han bedt om at få sin far til at give ham en pose hakket kød fra fryseren. Der var åbenbart noget som var mere interessant for det endte med at drengen selv skulle hente sit kød i fryseren.
Jeg fortalte hvordan han kunne tø det op i en gryde, og jeg kunne høre han gik igang.
Jeg kunne også sagtens høre da First Man gav sig til at råbe op ca. 10 minutter senere.
…
Med fortrydelse i stemmen.
…
Nysgerrigheden sejrede og jeg humpede ud i køkkenet, kun for at finde min søn i færd med at stirre brødebetynget på et stort stykke okseinderlår der lå og brændte på i en alt for lille gryde.
Men seriøst hvor skulle han vide fra hvordan hakket kød så ud i frossen tilstand?
…
Altså, jeg sukkede dybt og fik stegen hevet op og lagt i køleskabet og det hakkede kød blev fundet. Hvorpå min søn kunne lave maden færdig!
Og det smagte vidunderligt.
…
Og i aften skal vi så have okseinderlår.
Kong Mor - med vilje 