Tag Archives: Højder

Skæres i skiver

8 mar

..

Nå, så skal jeg ind og ligge i en overdimensioneret pålægsmaskine. Og skæres i tynde skiver. Voldsomt ikk’?

Jeg blev også en kende nervøs. Fik oven i købet at vide at jeg skulle være radioaktiv imens. Meget lidt betryggende..

Jeg skal godt nok kun skæres i stykker på en skærm. For at se hvad der er inden i mig. Som et led i den der plan for mit hormonelle indre. Lidt for intimt for min smag, men jeg er villig til at gå med til det for krøllernes skyld. Og maven.

Men altså, så kom jeg til at tænke på, når man nu har højdeskræk, så kunne det jo godt være man eventuelt også kunne komme til at gå i panik over at skulle ligge helt stille inde i sådan et kæmpe køkkenrullerør, i hvad der må føles som mange timer.

Jeg skal også svare nej til en hel masse spørgsmål. Ret sære spørgsmål – hvis I spørger mig.

Om jeg bærer rundt på syntetisk knoglemasse.. Om jeg har haft granatchok. Eller er blevet skudt på og om kuglen stadig er indvendig. I mig forstås.

En masse relevante ting altså..

Skulle også svare på om jeg har ventil i hjernen..

Den måtte jeg godt nok lige tænke lidt over.

Jeg har noget som forhindrer mig i at springe i luften når jeg prøver at overtale Zorronaldo til IKKE at tage små vans på i snevejr og det ikke lykkes. Eller når nogen – det er gerne ”ingen” – har puttet min uldne sweater i tørretumbleren og den dermed kun er en anelse for stor til en Barbiedukke. Eller der ikke er mere Baileys til min kaffe.

Men om det ligefrem er en decideret ventil, tvivler jeg lidt på.

Det ville ellers være smart.

Tænk hvis jeg bare kunne lukke overophedet luft ud, når det var tiltrængt – ”øjeblik jeg køler lige ned” – er I klar over alle de hysteriske anfald jeg kunne undgå?

Men det var nu nok ikke det de mente, så jeg var bare kedelig og svarede nej.

Det kunne dog være jeg skulle foreslå min læge at montere en sådan ventil, næste gang de skal have rodet ved et eller andet indvortes alligevel.

Reklamer

OP. Helt op

7 okt

Faktisk var det sådan, at da jeg spurgte ham – på et tidspunkt hvor jeg havde tid til at holde stigen – så havde Gårdmanden slet ikke lyst til at stige til vejrs og holde udkig. Som i overhovedet ikke.

Han har nemlig haft højdeskræk siden.. ja egentligt er det vel altid – vi fandt bare først ud af det da han var 5 år. Det havde jeg lige glemt lidt i farten, her forleden.

På udflugt til Egeskov for mange år siden, skulle vi andre jo absolut op i “tree-top-walking” i hvad der føles som flere kilometer over jordens overflade – dinglende i hængebroer og håbe på vi kom frelst over på den anden side.

Men ville den lille bjørn med op?

Ikke tale om.

Og da han jo var så lille, ville jeg ikke efterlade ham alene på jorden mens vi andre legede Tarzaner i trætoppene. Jeg ville jo godt derop sammen med de andre tre, så jeg prøvede at lokke lidt.. eller meget.

De andre begyndte at sige han var lidt af en tøsedreng og “kooooom nuuuu” Bjørnen rørte sig ikke.

Men pludselig kigger han på os fire som stod foran ham og havde gang i noget seriøst gruppepres – og så sagde han stille, men bestemt: ”I kan ikke bestemme over min krop.”

DSC01408

De tre andre kiggede på mig – og jeg sendte dem omgående på opdagelse alene – og satte mig derefter ned og knugede min lille søde, og meget kloge dreng, meget hårdt og meget længe.

Så megen visdom og selvindsigt i sådan et lille menneske.

Og jeg behøver vel ikke udpensle hvor dårlig en mor jeg lige følte mig der, vel?

Vi endte med at sidde og snakke om at han havde helt ret og at vi ikke havde været ret søde, alt imens de andre hujede rundt i trækronerne over vores hoveder. Og jeg tror nok han tilgav mig.

Hvilket er godt nok, for jeg har ikke helt tilgivet mig selv endnu.

Jeg bestak ham i hvert fald med en meget stor is – mest for at dulme min egen samvittighed..

DSC01430

Der er dog et lille bitte hjørne inde i min bevidsthed som er ret stolt over at jeg har kunnet give dem den respekt for deres egen krop – og deres eget værd.

Tænk at mit lille barn kunne sige fra – uden at råbe og skrige og skabe sig. Roligt og kontant. Så flot.

(Måske er det slet ikke min fortjeneste – men det vælger jeg lige at tro!)

Men altså – derfor skulle han altså ikke op på den stige.

IMG_5460

Det skulle divaen derimod!

IMG_5452

Og Zorronaldo holdt stigen..

Der står en stige

29 sep

Som I måske har læst om før, er Eventyrhuset en anelse utæt – og er med andre ord pissekoldt om vinteren. Huse med plads til 6 mennesker og hund var bare ikke det nemmeste at få fat i her i omegnen, så udvalget var ikke så stort.

Vi valgte at bo på Æblebakken på grund af udsigten over hele dalen, samt de 900 meter til skole, mere end vi tænkte på den manglende isolering.

Samt det faktum, at vi er i Frankrig, hvor det som bekendt er varmere end hjemme på øen. Dette har i år været en sandhed med nogle modifikationer.

Ikke desto mindre er Eventyrhuset, en veritabel fryseboks om vinteren og jeg sidder med enorme sweatre på, og drikker spandevis af varm te for at holde varmen.

I køkkenet er der et gigantisk åbent ildsted, der faktisk er så åbent, at det drypper en hel del ned når det regner.

Hvilket det jo ofte gør  i Normandiet.

Og kloge hoveder som foreslår at vi tænder op i dette ildsted, for på den måde at holde varmen, de kan godt glemme det.

IMG_5448

Såfremt jeg tænder op i dette gabende hul, vil jeg tro at både mit spisebord og stolene går op i røg ret hurtigt.

Køkkenet er nemlig ikke så stort, og man sidder ret tæt på det åbne ildsted. Rent bortset fra, at jeg ikke tror det ville varme det store – det ville nok snarere fise ovenud.

Nå, vi har bedt udlejeren om at sætte sådan en slags hat ovenpå toppen af skorstenen, men det ville han ikke.

Indtil nu.

Og derfor står der en stige i haven. Den er ankommet lidt i etaper, rent højdemæssigt, mener jeg.

Indtil videre er det lykkedes mig, at holde en voldsomt interesseret Gårdmand Bjørn væk fra denne gigantiske stige, som virkelig er fristende.

Flere gange dagligt stiller han, tilsyneladende helt uskyldige, spørgsmål om denne stiges formål.

Om dens skridsikkerhed. Om tagets overflade. Om hvor smuk udsigten må være deroppe fra.

Jeg synes også han mumlede noget om, at han ville kunne se til Marianelund ligesom Emil. (det er godt nok, at han ikke har små søstre – bør nok holde øje med Blondinen i de næste par dage)

I det hele taget, er han kommet med den slags iagttagelser, som kan give enhver mor hjertestop ved tanken om flyvende – subsidiært faldende – drenge som har udforsket taget, via alt-mulig-mands stige.

IMG_5445

Stigen er nemlig stillet der, fordi alt-mulig-mand har været forbi.

Han meddelte at ikke alene får jeg 2 nye døre, så der er håb om at temperaturen i gavlværelset kan komme op over 12 grader om vinteren, men også at jeg får en hat til skorstenen.

Udover den meget åbenlyse fordel, at det derfor ikke kommer til at regne i mit køkken mere, så slipper jeg også for at høre på den due der kurrer så højt at det lyder som om den befandt sig midt på spisebordet.

Altså, alt-mulig-mand kravlede op for at måle omkreds på skorstenen, og konstaterede ret hurtigt, at hans medbragte stige var noget kort. Og han kørte derfor sin vej igen.

Uden stige.

Han kom dog først tilbage dagen efter, med en forlængerstige. Som stadig ikke var lang nok.

Han var muligvis mere frisk, idet han allerede samme eftermiddag var tilbage, og skræmte livet af Blondinen som var midt i sin eftermiddagslur.

Han nåede endelig op – helt op – og jeg går også ud fra at han fik målt.

Men så gik han. Stadig uden at tage de 5 stiger med, som nu står her og lokker svage sjæle på 9 år, mod forjættende højder.

Går lidt ud fra, at stigerne får lov til at stå, til han kommer tilbage og sætter hue på min skorsten.

Håber bare vi kan holde flyvefærdige drenge, på afstand indtil da! Må vist hellere som prævention lægge et par strategiske madrasser rundt om huset, så han i det mindste lander nogenlunde blødt.

%d bloggers like this: