Tag Archives: Honey BooBoo

BooBoo på speed.

16 mar

Der er det ved at have en blog, at sommetider får man tilsendt en email hvor nogen tilbyder en gaver. Jeg lægger som oftest (altid) ud med surt at spørge hvad de så regner med at få for de “gaver” de vil sende til mig.

Og langt de fleste bliver banket direkte hen i ringhjørnet igen, hvor de hører til.

Men ikke denne gang. For denne gang var svaret: Ingen verdens ting.

De ville bare sende mig noget. Og jeg skulle ikke gøre noget til gengæld.

At jeg så gør det alligevel med dette indlæg, må stå for egen regning.

Stor var min forventning derfor da jeg modtog – jeg der elsker gaver – en pakke med ukendt indhold.

Jeg fremdrog et stort krus. Og en T-shirt. Og en mulepose.

og

et par solbriller der vil gøre Elton John misundelig for tid og evighed.

HoneyBooBoo outfit.

Nu ved jeg ikke om TLC har hørt om mit absolut ikke eksisterende TVkendskab, eller har overvejet hvor lidt tid, jeg rent faktisk tilbringer foran fjernsynet, for så havde de nok valgt en anden at forære disse reklameeffekter til.

Ikke desto mindre landede de i mit hus og der stod jeg. Måbende. For hvad, eller hvem, i alle verdens riger og lande var Honey BooBoo?

(Det er muligt det ikke bør skrives sådan, men rent grafisk ser det altså pænest ud)

Var det en ny Disneyfilm, et makeup mærke, eller en Chai Latte?  Jeg måtte google.

Hvilket hjalp en hel del.

Honey BooBoo er en duracellkanin på speed.

Altså, Honey BooBoo er et overvægtigt, svært forstyrret 6 årigt pigebarn, som deltager i skønhedskonkurrencer for børn, hvor det ikke handler om meget andet end at promovere mødrenes fallerede drømme om det der aldrig lykkedes for dem. Og det er…

Faktisk fandt jeg ud af – på et yderst oplysende youtubeklip – at nogen føler sig kaldet til at give disse små piger falske tænder på, hvis deres egne mælketænder ikke er hvide nok. Hvilket nok er ret svært med den ikke uanseelige mængde cola der øjensynligt hældes indenbords. Men altså gebis til babyer? Hvad sker der for de mødre??

Det er smagløst og grænsende til omsorgssvigt.

Nå, men altså nu har hende Honey BooBoo pigen åbenbart fået sit eget realityshow, med hele familien.

Jeg savner ord.

De fleste episoder har undertekster – også i USA – fordi ingen fatter en lyd af hvad de mumler. Og jeg må muligvis stå frem i lyset som et snobbet overklasseløg, for mage til karikatur af en sydstatsfamilie, skal man altså lede længe efter.

Scarlett O’Hara go home, din arvtager er fundet, selvom jeg ikke helt ved hvem der skal spille Rhett. Men den tid den sorg – pigen er kun 6 år – og man kan da håbe at hun kan nå at fortabe sig i glemslens tåger, før det går så galt. Ellers ville Professor Higgins være et bud, hvis vi andre skal overleve. Men jeg er svært bange for at det bliver Onslows barnebarn der render med hende.

Og da jeg så havde reddet på forargelsens bølge i et stykke tid, landede jeg ublidt midt i mine egne fordomme. For hvor befriende anderledes og fuldstændig uhøjtidelig, var den familie ikke lige?

De pruttede om kap, fremviste deller, nøs så snottet fløj og stangede tænder på et plan som havde virket overdrevet, hvis ikke lige det var fordi, der ikke var noget manuskript. Det er så grotesk en familie, at det er til at grine af, og bare jeg bliver fri for at dele stamtræ med dem, må de såmænd gerne fortsætte deres show flere sæsoner for min skyld.

Honey BooBoo vil nok heller ikke aldrig nogensinde få mig til at se TV, men måske var hun det friske pust der var brug for, midt imellem alle de der perfekte anorektikere topmodeller.

Rent bortset fra at jeg nu har en ny, sjov og meget stor, kop til min samling.

Og brillerne – ikke at forglemme!

%d bloggers like this: