Book-aholic

På et helt personligt og egoistisk plan, er noget af det som irriterer mig mest, at jeg ikke kan læse en bog.

Jeg savner i den grad at kunne fordybe mig i en bog. For meget tekst overvælder nemlig min overophedede hjerne, og jeg kan slet ikke overskue at skulle sidde og skille sætningerne ad og få dem til at give mening. Desuden kan jeg ofte slet ikke huske, hvad jeg lige har læst.

Suk…

Denne detalje har dog ikke forhindret mig i at erhverve mig bøger i de sidste 18-20 måneder trods det faktum at læsning har været en by i Rusland for mig.

Jeg har købt bøger som jeg plejer. I rigelige mængder. Sandsynligvis efter devisen: “Jeg lærer nok at kunne læse en rigtig bog igen” men jeg skal ikke kunne sige det.

Jeg har købt bøger om alt muligt.

Mest bøger om mindfulness, da det jo efter sigende skulle have samme virkning som gips til brækkede hjerner. Men også stille og rolige hyggebøger til min kindle. Endda den nye bog om Dronning Margrethe har jeg fået, fordi jeg ønskede mig den. Lidt royal er jeg trods alt endnu.

Det er alt sammen meget godt, men en anelse besværligt, for ikke at sige hamrende upraktisk, når man har problemer med at læse.

Problemet opstår især når jeg sidder onsdag formiddag, i en stille stund, med min te og noget mindfuldt bølgeskvulp på min ipad, og roligt bladrer i et “Flow-magazine” hvor jeg – ikke ulig en treårig – mest kigger billeder.

Men sommetider er der også en enkelt overskrift som jeg opfatter og som sender inspirerende impulser gennem den del af hjernen som ikke er brændt sammen endnu, for eksempel en bog anmeldelse om bogen der vil bringe mig ro i sindet, evig ungdom, og morgenmad på sengen eller hvad ved jeg.

Og så går der meget sjældent mere end et par minutter før jeg på nettet – via den stadigt bølgeskvulpende ipad – har fundet bogen, og ofte en hel del andre bøger, der ligesom tilfældigt dukkede op ved samme lejlighed.

Så starter følgende interne samtale med mig selv: “Jeg kan jo ligeså godt købe den nu, fordi hvis nu, jeg måske ved et mirakel kunne læse denne her, så ville det da være dumt ikke at købe den. Hvis den nu kunne gøre en forskel. Og i hvert fald kommer jeg da til at læse igen en dag, og så er det godt at have nogle bøger stående, og nu jeg er i gang så kunne jeg jo tage de andre med også, de ser spændende ud.”

Og så skynder jeg mig at bestille dem. Alle sammen…

På misbrugsmåden. – UPS, der kom det ud!

…

Jeg bliver lige pludselig meget taknemmelig for at mit misbrug begrænser sig til bøger og ikke alt muligt andet grumt. Bøger er jo forholdsvis tilforladelige, og desuden har jeg altid haft mange bøger. Hvis I vidste hvor mange børnebøger jeg har købt til mit firkløver… Der er nok til at åbne en butik.

Nå, det var et sidespor, dem er der heldigvis også plads til i Kong Mor revisited!

Men altså. Jeg køber stadig en masse bøger, uden overhovedet at være i stand til at læse dem.

I grunden kunne jeg faktisk bare nøjes med at købe én, for jeg kan alligevel ikke huske indholdet ret længe. Og så ville jeg jo kunne læse den flere gange, uden at være klar over at jeg allerede havde læst den. Men så langt rækker mit cerebrale ræsonnement ikke.

…

Nå, men når jeg så har bestilt de der bøger, så glæder jeg mig.
Meget.
Og tænker at nu bliver det hele meget nemmere, for nu kan jeg endelig lære noget om meta-kognitiv terapi (ja, det kognitive halløj er nu udvidet til noget med “meta”, det skulle være ekstra effektivt, det stod i hvert fald i anmeldelsen) eller jeg kan måske få en dybere forståelse for hvorfor angst rammer mig, og – ikke en ubetydelig detalje – hvordan man kommer over det, subsidiært lærer at leve med det.

Når pakkerne så ankommer, bliver jeg super glad, pakker ud og nyder at have en ny bog i hånden, ser på forsiden og på bagsiden, flaprer igennem et par sider, glæder mig over at NU kan jeg blive klogere på hele denne suppedas, og så stiller jeg den ind på hylden…

Til de andre…

…

Altså nogle af dem har jeg bladret igennem mere end en gang.

Men når der er alt for meget tekst, så sætter kortslutningen ind og jeg får tunnelsyn og åndenød og lukker skyndsomst bogen igen. Andre gange er layoutet dog sat sådan op at jeg er i stand til at opfatte en sætning eller to. Og så lukker jeg dem ikke lige med det samme.

Enkelte var endda så overskuelige at jeg faktisk har forsøgt at læse skimme dem lidt nærmere. Jeg kan bare ikke lige huske hvilke bøger det var.

Men de ser pæne ud på min reol, det gør de, så lige pt. nøjes jeg med at se på dem!

Igang igen.

Situationsrapport fra Møllen på Øen:

Efter mange ugers forglemmelser og ukoncentreret søvngængeri er jeg stille og roligt startet på arbejde igen.

Som i meget stille og roligt.
Jeg holder lige akkurat til 3-4 timer ad gangen, i en eller to dage, og holder så en dags pause – eller også er det weekend – så jeg bliver bestemt ikke overanstrengt.

Sådan efter normal standard. For jeg er fuldstændigt udmattet.

Når jeg kommer hjem efter et par timers arbejde, lægger jeg mig på sofaen og starter min mindfulnes meditation-træk-vejret-roligt- noget, som min dejlige psykolog har anbefalet, hvilket jeg godt nok ikke tror hjælper ret meget, for der går siger og skriver kun 4 minutter inden den blide stemme luller mig i søvn, og så snorker jeg – i lunt og behageligt selskab med Bimbi – gladeligt og ubekymret i en time til halvanden.

Vel at mærke stadig med ørerne fulde af mindfulness, uden at høre det mindste af hvad der bliver sagt. Så enten hjælper det helt fænomenalt godt til at få mig til at slappe af, eller også virker det slet ikke, fordi jeg snorksover igennem det hele.

Men jeg har vel brug for det. At sove, mener jeg. Og det forhindrer mig ikke i at være ligeså træt om aftenen.

Selve arbejdet er også tilrettelagt min ynkelige mentale situation: jeg har ikke ansvar for noget som helst, jeg laver kun småting som ikke tager pusten fra mig, og The Dream Team tager telefonen for mig. Jeg dobbelttjekker alt og håber at jeg ikke glemmer noget, spørger ustandseligt om hjælp, og klarer mig så godt jeg kan.
Jeg får konstant venlige men bestemte ordrer fra The Dream Team, andre kolleger og chefer om kun at tilpasse mig min egen navlesituation, og gå meget langsomt frem.

At jeg ikke også skal stresse over at jeg ikke er klar til fuldtid endnu, giver mig meget ro, og jeg er overbevist om at det vil medvirke til at jeg bliver klar, så hurtigt det er muligt. Jeg har bare verdens bedste arbejdsplads.

Rent funktionelt virker min hjerne ikke som før. Jeg glemmer stadig de særeste ting, og det at jeg kan fortælle om det, er udelukkende fordi jeg er blevet gjort opmærksom på det. Jeg kommer nemlig ikke selv i tanke om at jeg har glemt noget.

Jeg har stadig kan stadig ikke læse, har svært ved at koncentrere mig og jeg har lagt mærke til at jeg bliver urolig og rastløs så snart jeg kommer ud af min komfortzone, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Det er hamrende frustrerende at være fanget i, og jeg glæder mig virkelig til jeg kan se et reelt fremskridt, hvilket er ganske udenfor rækkevidde indtil videre.

Men jeg er i gang igen. Så lidt det end er. Så det skal nok gå.
Desuden kan jeg stadig lave kage:

Prinsessen blev 17 i går og blev fejret! Med kage!

Slutteligt beklager jeg hvis udtryksformen er lidt ubehjælpelig, jeg er ikke i stand til at kunne rette det selv.

At ville… og at kunne.

Tænk engang hvis man kunne nøjes med at købe nogle bøger om hvordan man gerne ville have ens liv skulle være, og så var det nok.

Det ville da være helt enormt praktisk. Og hvis det var tilfældet, ville jeg allerede leve et perfekt liv, op til flere gange.

…

Jeg er nu – også – den lykkelige indehaver, af en masse et par bøger om det der mindfulness, bøger på forskellige sprog og af forskellig art. Susi syntes at jeg at det var godt tosset, og jeg kan ved nærmere eftertanke godt følge hende.

Fælles for alle disse bøger er nemlig at jeg ikke har læst dem endnu, da læsning ikke er en af mine fordums færdigheder jeg kan få styr på. Men jeg har skam åbnet de fleste af dem. Nogle har jeg sågar åbnet flere gange.

Endda også bladret i et par stykker. Ikke dem alle sammen, men det kommer nok.

Det siger lægen i hvert fald. Det får jeg sikkert overskud til når jeg er blevet mig selv, eller rask, eller hvad man nu vil, og så kan det vel være lidt lige meget. Så Susi har nok ret.

…

Men forlagene har tjent lidt penge på at jeg tror købet af elleve et par bøger ville kunne få mig på ret kurs igen ASAP.

Okay, faktisk kun 10 bøger, for den sidste fik jeg af min læge.

Elleve spændende bøger om og for og til mindfulness. På dansk, fransk og engelsk.

De er indkøbt med spredehagl, fordi sommetider kan jeg godt få noget nær panikangst for om jeg nogensinde bliver sig selv igen. Tænk nu hvis jeg er hjerneskadet for livet? (Ja ja, de dramatiske gen har ikke forladt mig, det er kun hukommelse og koncentration – hvis I vidste hvor længe jeg er om at skive et blogindlæg…)

Men helt seriøst?

Hvad nu hvis min hukommelse aldrig bliver almindelig igen?

Eller min koncentration?

Eller mig?

Jeg prøver alt hvad jeg kan, for ikke at stresse mig selv med forventninger. Forventninger til hvornår, hvordan og hvorledes. Men det er svært. For ingen kan sætte en tidshorisont på alt dette. Ingen kan fortælle mig at der er lys forude. Hverken læge, psykolog, zoneterapeut eller andre som er eller har været kognitivt udfordrede.

Ingen…

Så jeg prøver alt. Simpelthen ALT!

En eneste gang, siden alt dette hurlumhej startede, har jeg været i stand til at kunne indfange en bortfaret tanke. Jeg havde som sædvanligt glemt hvad det var jeg ville, ville simpelthen ikke lege med mere, så jeg koncentrerede mig dybt og inderligt, trak vejret meget dybt og helt ned i knæene, og pludselig kom tanken hjem igen.

Men det er kun sket en eneste gang.

Og det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at gøre mig selv kunsten efter for at kunne gentage denne mikroskopiske succes. Det er blot ikke lykkedes.

Min dagligdag er stadig fyldt af episoder hvor jeg opdager at jeg enten har glemt noget eller gjort noget u….(har lige glemt ordet – men noget u-et eller andet) men altså sådan noget som når man finder en appelsin i køleskabet og svagt erindrer at man vist gerne ville have lavet rødkåls/appelsin salat for en uge siden.

Eller sidde og se en ganske almindelig film med resten af familien, og ved slutningen pludselig ikke ane hvem pokker personen Annie var. Selvom hun havde været med i hele filmen og havde en ret vigtig rolle.

Så træerne vokser bestemt ikke ind i skyerne, af en enkelt bitte vildfaren tanke som vendte hjem igen.