Julekort

Jeg ved godt der stadig er et par uger, eller seks, til jul, men jeg ville gerne have taget årets julekortbillede en dag hvor alle, på forunderlig vis, var samlet under samme tag. Og endda spiste sammen.

Divaen påpegede snusfornuftigt bagefter, at jeg nok burde have advaret dem om mine fotoplaner, tidligere.

Uheldigvis tænker jeg bare ikke ret tit over at sende en skriftlig invitation 10 dage inden jeg får en idé, for at sikre mig at alle de involverede har både hår og humør i de rette folder, og er indstillede på at deltage i mine påhit.

Derfor tager jeg sommetider chancen og håber på at noget spontant kan opstå uden alt for mange genvordigheder.

Efterfølgende kunne jeg så konstatere at dette så ikke var en af de spontane dage.

…

Der var rigtig meget galt, med alle.

Både hår og humør.

…

Det endte derfor med – uden at gå alt for meget i detaljer – at jeg satte mig til at tage et billede uden levende væsner på.

Jeg fandt vores respektive julekrus frem – gæt selv hvis der er hvis – og fik stablet et vældig fint stilleben på benene. Syntes jeg selv.

Fik fat i mit spejlrefleks Canon E something frem og gik fortrøstningsfuldt i gang.

…

Det gik ikke særligt godt.

Julekort UDEN levende væsner, blev der sagt.

Pludselig opdagede jeg at mine lys blafrede faretruende, og da jeg kiggede op for at finde ud af hvorfor, så jeg noget lys pels, der aldeles ikke skulle være med på billedet.

…

Jeg gav op.

Og gik i seng.

Fik lidt senere nedenstående billede af Divaen, der ikke kunne modstå fristelsen til at tage et billede af situationen. Bag min ryg, så at sige.

Jeg gav op. Helt op.

Overvejer seriøst at købe mine julekort i år.

 

Op igen og Lille Ny.

20 x 2

TYVE to gange.

…

Så mange dage er der til vi skal hente hende her:

Lille ny!

En lille blød krudtugle som jeg uden tvivl vil bande over, når hun har ædt en sko, kradset hul i tapetet, gravet et par planter op eller ædt en ledning.

Men hund skal der til. Ellers ville det ikke være rigtigt. Jeg savner min Blondine Pixie i alle hjørner af min sjæl. Det har været en hård omgang. Også hårdere end jeg havde ventet.

Men snart har vi hund igen.

…

Har i øvrigt også meddelt min søde chef at jeg går på barsel. Hvorpå han fik nervøse trækninger, lige indtil det gik op for ham at det var Lille Ny Blondine det drejede sig om!

Men altså om 20 dage x to, så har vi – heldigvis – hund igen!

Ny ferie!

Eller altså, det var naturligvis indeholdt i de tre uger der var mig tildelt i år, men det var en helt anden slags ferie. Hvor de første dage var: Venner-Shopping-Hygge-Venner, så var det planen at der nu stod familie på menuen.

Vores egen lille familiecelle, altså os seks.. Min svigerfar er nemlig sådan indrettet at han – når vi er ankommet – pure nægter at deltage i hvad som helst vi foretager os. Og da han ligeledes bliver i meget dårligt humør over den mindste ændring i hans hverdag er det ikke er løsning at blive hjemme.

Så i år tog vi glade ud på dagsrejser ganske uden dårlig samvittighed, han fik buddet hver eneste dag, og brummede “nehej” hver gang.

Et kort over vores gåtur

Denne dag tog vi ud til en lille hyggelig landsby og gik en tur mens vores bil fik tonede ruder. Sært sted, men der var en gut som skulle være helt enormt dygtig og derfor efterlod vi bilen og gik på opdagelse. Byen – som hed Montgaillard – var typisk sydfransk og pittoresk. Eller hvad man nu siger.

Da vi ydermere kom forbi et skilt mod en kiksefabrik med smagsprøver, følte vi alle seks akut sult og blev nødt til at gå den vej.

Kikse-kage-café med ekstra morgenmad

Selve deres smagsprøvning var inde i en lille butik.

Mmmmmmm “Bjerg-specialiteter”

Men der var også en café, i en gammel togvogn, og vi fik bænket os og bestilte en masse lokale lækkerier. Bagefter fyldte vi en masse poser med alle de gode sager vi netop havde smagt, og der var vist også en enkelt lille dåse der sneg sig med.

…

Men en dåse jeg ikke har i forvejen.

Efter vores anden morgenmad, eller formiddagssnack om man vil, fortsatte vi ud i omegnen mens vi ventede på at bilen skulle blive klar. Men det gjorde ikke noget, for der var simpelthen så smukt og storslået at det var det hele værd. Så det blev en ret lang tur.

Firkløveret og noget bjerg.

Turen blev yderligere forlænget af at vi hele tiden skulle stå stille for at tage et billede eller 10 af bjergene som man lige kunne ane i baggrunden. Da vi endelig kom tilbage til tonemanden, havde bilen vist været klar længe.

Eftermiddagen blev tilbragt hos First Mans bedste ven, da han har en stor og lækker pool, og termometeret var efterhånden kravlet op på de 32 grader i skyggen, så lidt vand var ikke at foragte.

Desværre kunne vi ikke sove i poolen, ellers havde jeg gjort det. Vi kunne ikke have skodderne åbne fordi vi enten ville få besøg af ufatteligt mange og meget blodtørstige dræbermyg, eller også af deres killing der lød navnet “Police”.

Andre mennesker ville nok være ligeglade, men jeg er helt afsindigt allergisk overfor katte, og er derfor lettere hysterisk i deres selskab.

Disse mennesker har også en hund som er meget stor. Som hedder “Bandit”. Vældigt ulogisk for de to dyr svarer slet ikke til deres eget navn, men til deres bofælles…

Og så er Bandit meget bange for torden, og der er torden næsten hver eneste nat i bjergene når det er så varmt.

Altså…

Bandit hører tordenskrald, kaster sig fortvivlet mod enhver dør som naturligvis ikke modstår trykket, og han kommer derved ind i huset. Og tager Police med sig… Fair nok at politiet forfølger banditter, men alligevel.

Hvorom alting er, så vågnede jeg denne nat ved at små bitte poter trampede hen over mine ben og jeg skreg så højt at First Man lettede flere meter, og blev beordret til at feje utysket killingen ud af soveværelset. Alt imens hunden – der immervæk vejer 60 kg – prøvede at kravle uset op i vores seng.

…

Det lykkedes ham ikke helt. Også han blev kylet ud. Og vi barrikaderede herefter døren forsvarligt. Og nåede trods alt at få et par timers søvn mere.

Det var ikke gået Firkløveret stor anderledes; min svigerfar er så afgjort morgenmenneske, og morgen defineres af kl. 05.00. Og så står han op. Han er ikke noget lille menneske, så han kan godt komme til at trampe lidt. Og trække i snoren. Flere gange. Og åbne hoveddøren op med et brag, og lukke køkkendøren i, med et tilsvarende brag.

Kl. 7.00 begynder han at rømme sig. Højt.

Kl. 7.10 sover ingen længere.

 

Men skidt pyt med det, så får man også en masse ud af dagene!

Til gengæld er det om at være meget stille omkring siestaen og igen efter kl 21.00 hvor svigerfar for længst er gået til køjs.

Ren ferie! Bemærk i øvrigt det meget franske tapet! 

Men er man træt, så kan man jo bare tage en slapper før aftensmaden!

 

SE MIG LIGE..

Gad vide hvorfor der er så stor forskel på hvordan man ser sig selv – og hvordan omgivelserne ser én?

Jeg har en måde at se mig selv på, men lur mig, om det er med samme vinkel andre ser mig?

Det kommer sikkert også an på hvem der ser. For selv om jeg er som jeg er – ville jeg da godt ses som en anelse mere.. værdig, klog, og morsom  især morsom.

Det er lidt sværere, i en halvparanoid semi bloganonymitet, at vise hvem man er, end hvis man nu mødes ude det virkelige liv.

Men der er sikkert også mange nuancer der går tabt alligevel, ude i det virkelige liv.

Folk tager sommetider grueligt fejl af mig – de tror jeg er sådan en sød og blid lille én, og så får de et alvorligt chok og bliver fuldstændigt desillusionerede første gang de hører mig råbe ”for helvede”, rigtigt højt.

Eller når de ser mig sidde og lave ballade og fnise som en 14årig, til et vældigt alvorligt og seriøst møde..

Så kan folk godt komme hen til mig bagefter og sige – uhh vi troede du var vildt snobbet – og så er du bare vildt mærkelig..

Eller det vil sige – det udtaler folk alligevel ikke – trods alt – men de tænker det så højt at jeg kan høre det, også selvom jeg står langt væk.

Dette faldt mig, ind da jeg med Prinsessen og Divaen gik en tur i byen. Der er mange hunde her i byen – vi har endda flere hundefrisørsaloner og tilmed hundetøjsbutikker..

Amar’!

Nå men, vi kan jo godt lide hunde, så vi kigger mest på hunde. Mere end på mennesker. Og kom vi til at snakke om at minde om sin hund.

Jeg holdt på at det ikke passede – for Blondinen har seriøst damp.. Eller havde, da hun var yngre.

Og så var det at begge mine elskede døtre kiggede på mig.. og sagde: ”mmmjooo, men det har du da også?”

Det er det jeg siger – utak er verdens løn. Og man bliver slet ikke set rigtigt.. Ikke engang af sin egen familie..

En hund efter slik

Sådan en rolig søndag, efter en noget hektisk uge, for slet ikke at tale om lørdag, der om muligt var endnu mere optaget, er bare balsam for sjælen.

Vi lavede absolut intet.

En hyggelig brunch og ellers læsning, småsludren og bare være. At vejret så i tilgift er helt fantastisk, og vi mere eller mindre permanent har haft 16 grader de sidste to uger, gør heller ikke noget.

Dagens absolutte højdepunkt kom da First Man skulle strække ud og jeg besluttede mig for at hoppe på hans mave. Ganske blidt altså. Det var kun for at styrke hans mavemuskler og dermed for hans eget bedste.

Vi snakker slet ikke om at mit ballade gen var voldsomt understimuleret.

Sådanne sløve kedelige dage er bestemt sundt, men nogen gange må der bare ske noget.

Man skal helst være en hel del, for at kunne komme til at kilde First Man, så jeg fik ret hurtigt selskab af Divaen og Zorronaldo som også ville være med.

Sidst ankom Blondinen, der også gerne ville deltage i festlighederne.

På et tidspunkt i kampens hede, var First Mans ansigt ubeskyttet et kort øjeblik, og der så Blondinen sit snit til at komme med sit bidrag: hun gav ham et meget venligt slik midt på – eller skal vi sige “i” – hans halvåbne mund.

Desværre modtog han ikke denne kærlighedserklæring i samme ånd som den var givet og han gav sig til at sprutte og råbe meget højt. Vi var uheldigvis ikke i stand til at hjælpe ham, idet vi var ved at gå fuldstændigt omkuld af grin over hans råben.

Da Blondinen lige sendte et ekstra slik ud over hans øre, var målet fuldt.

Han rystede os alle af sig, som var vi Mariehøns og fór ud for at vaske sin mund med sæbe eller sådan noget, jeg ved det ikke med sikkerhed – vi var travlt optagede med at grine.

Voldsomt skuffet over at have afstedkommet denne reaktion hos sin elskede herre, gik hun yderst fornærmet hen i sin plads ved vinduet og faldt i søvn.

Dagen i dyreinternatet

Vi var derovre alle sammen. På hundeinternatet. Undtaget lige Zorronaldo, som jo ikke kunne klare risikoen for at blive skubbet til med sit kraveben. Som forresten ser sådan ud nu:

Ja, vi lænkede ham til en madras, og tog dimsen af ham i et par timer for at vaske den – efter 14 dage lugtede både den, og han, meget grumt af gammel gnu.

Men altså, vi andre kom ud og blev sat ind i sagerne. Vi fik set alle hundene og hørt nogle frygtelige historier. Dem glemmer vi – for de er alt for triste.

Vi startede med at lufte disse to:

Det blev nogle meget korte ture i forhold til de ture på 10-15 km. som Blondinen holder af.

På grund af mere eller mindre konstante ophold i nogle bure, som alt taget i betragtning, er ret hyggelige og rene, men ikke desto mindre bure,  så er deres  kondition ikke voldsomt god. Men lidt har også ret.

Så var vi ude og gå med en vidunderlig Beauceron. Har lige læst mig til, at den er sjælden i Danmark men i hjemlandet, som er Frankrig, er den lige så almindelig som Labrador og Shæfer. Hvilket passer meget godt med at jeg kender mange skønne (store) Beauceron’er.

Hun kan desværre ikke tåle betongulvet og har fået eksem på sine trædepoter. Men vi gik en lang rolig tur i græsset.

Til sidst – og efter et imponeret blik på First Mans overarme – spurgte damen om vi havde mod på at “stå på vandski”, med andre ord om vi ville gå tur med Bonny & Clyde.

De var nu slet ikke så slemme – bare glade for at kunne snuse rundt helt frit. De ser små ud her – de er en del større i virkeligheden!

Vi fik gået noget tur – det gjorde fem glade hunde også.

Og vi kommer afgjort igen for at lege med dem og gå tur på markerne med dem, helt og holdent på deres præmisser.

Billederne af hundebasserne har jeg lånt her.

Springtur

Ja, som titlen antyder, havde nogen forladt den trygge og lune arneplads på matriklen, for at flintre rundt på ukendte steder.

Blondinen – ganske rigtigt.

Hun har taget et par smutture før, men er altid vendt hjem i løbet af en time eller to. Denne gang var det anderledes. 5 timer var hun væk.

FEM timer.

Og vi var sikre på at hun enten var kidnappet – hun ER ret lækker, eller død eller såret. Der var simpelthen landesorg på Æblebakken, en stor del af familien småtudede i smug når ingen så det, og der var helt stille.

Der blev lavet et skilt, ringet til det lokale Politi og til centeret for herreløse hunde. Politiet lovede at holde udkig.

De herreløse hunde, altså damen, var rigtigt sød, småsludrede og fortalte at det var normalt – at hun bare var løbet en lille tur for at snuse lidt. De skulle nok ringe til os hvis de så hende.

Og så kunne vi pludselig høre First Man snakke med hende udenfor – og vi andre fløj derud. Og jeg skal ikke kunne forsværge at der ikke faldt en lille lettet glædeståre.

Vi fik ringet til Politi og herreløse hunde og afblæst alarmen.

Men vi vidste nu, at der var et sted for herreløse hunde. Det var triste historier de kunne fortælle. Faktisk bliver 200.000 hunde forladt i Frankrig – hvert eneste år. Folk får en hund og smider den så væk fordi de skal på ferie eller fordi det ikke lige passer ind i planerne mere.

I stedet for at gøre noget godt for hunden og få den afsat til andre mennesker, så den kan få et godt liv, så bindes den til et træ i en skov overladt til en mere end trist skæbne.

De heldige lander i et center for herreløse hunde, hvor der er nogen som vil passe på dem.

Vi snakkede meget om det center, efter Blondinen var kommet hjem igen, og vi blev enige om at vi gerne ville hjælpe til i centeret ind imellem – lege med hundene, gå ture med dem og bare være sammen med dem.

Og det er lige nemlig hvad vi skal i dag.