Hilsen fra et “live” angstanfald

Nu er der gået et par uger, eller 8, siden sidste tandløse opdatering, jeg har holdt en fantastisk sommerferie – den skal I nok høre mere om senere – og startede på arbejde igen. Som man jo gør efter sin ferie. Det er allerede længe siden nu. Jeg har også fået reguleret min medicin af psykiateren og er startet i min nye angstgruppe, som er en gang om ugen indtil jul.

Jeg har haft det bedre og troede egentligt at de fleste angstanfald var en saga blot, nu med al den medicin og terapi og gruppeforløb og hvad ved jeg.

Men nej. De kommer stadig, sådan lige for at gøre opmærksom på, at de stadig findes.

Og sidst jeg fik et angstanfald – for et par dage siden – fik jeg den ide at jeg ville skrive mig igennem det. For bagefter er det så svært for mig, at forklare det præcist for andre. Jeg skrev en masse stikord, og gjorde det så lidt mere læsbart bagefter, da jeg fik det bedre. Beklager, hvis I ikke gider læse om det hele tiden, men så kan I da heldigvis klikke jer væk nu!

Til de andre kan jeg kun sige velkommen til et ganske ordinært angstanfald:

Jeg får en en eller anden ligegyldig mail, som gør mig lidt ked af det og jeg prøver naturligvis at finde ud af om det der står, er tilfældet. Det er det ikke.

Alt vel.

Ca. 3 sekunder efter at jeg har konstateret at alt er vel, begynder jeg at få ondt omkring hjertet.

En stikkende smerte. Hele vejen gennem brystkassen. Lige ud for hjertet.

Jeg ved godt at det ikke er et hjerteproblem. Jeg overvejer det ikke engang. Jeg ved at det er et angstanfald. Tænker lidt opgivende over hvad jeg så skal. Prøver at huske, hvad planen er.

Kan ikke huske det.

Mine tanker farer forvildet rundt og griber fat, på må og få, i alt muligt. Jeg kan bare ikke komme på noget. Smerten omkring hjertet bliver ved.
Jeg sidder på min plads på kontoret og fortsætter mit arbejde, ingen kan se at der sker noget med mig – for angst kan ikke ses – jeg er ganske som jeg plejer at være.

Mærker prikken i armene nu. Dernæst en stor tung knude, lige foran ved brystbenet. Det føles som om jeg bliver kvalt. Får kuldegysninger. Smerterne omkring hjertet er er lidt mindre nu, men i stedet har jeg fået kuldegysninger og kvælningsfornemmelser.

Kan overHOVEDET ikke komme på, hvad der hjælper eller hvad jeg skal gøre for at få det bedre.

Lytter til en sang i radioen. Prøver at fokusere på den. Det går ikke så godt. Sangen flakser forbi mit ansigt og er væk.
Kan ikke trække vejret dybt, som jeg skal.
Ser ned på gulvet, sætter fødderne fladt ned – for at få jordforbindelse – det siger både behandlerne i angstgruppen, min app og Samantha, er en rigtig god ting. Det hjælper ikke. Ikke en skid.

Det gør rigtig ondt nu og er meget ubehageligt.
Men jeg går ikke i panik.
Jeg ved godt at jeg ikke er ved at få et hjerteanfald.
Jeg ved det er et angstanfald.
Men det er svært at tro på, at det stopper igen.

Hov, der var noget af det jeg har lært: ”Det går over igen” og ”Det bliver ikke ved”. Jeg prøver at holde fast i den tanke. Det går ikke ret godt.

Kan pludselig huske at et anfald “skulle vare mellem 10 og 30 minutter” godt så. Jeg prøver at regne ud hvornår det startede.

Får en kuldegysning mere. Prøver at få hold på tankerne og tage mig sammen. Det går heller ikke ret godt.

Kigger på forskellige mails og opdager at det nu varet i godt 20 minutter. Jeg bliver lidt irriteret, mest på mig selv og tænker: ”Så stop dog”.
Tænker så ”Er der så kun 10 minutter tilbage?” Det føles så ubehageligt lige nu, at jeg ikke helt tror på det kan være rigtigt, hvis det skulle slutte lige om lidt. Men okay, gerne for mig!

Kigger på min mail, svarer på et par stykker der ikke er så krævende og gyser igen. Og igen. Har stadig ondt over brystbenet. Jeg mærker efter, smerterne omkring hjertet er væk nu, men jeg kan stadig ikke trække vejret i bund på grund af den kvælende fornemmelse.

Ser ud af vinduet, trækker vejret så dybt jeg kan.
Falder i staver over en lastbil der kører forbi og hører ”Indianer” i radioen. Den minder mig altid om min mormor, som virkelig ikke brød sig om den sang.

Vejrtrækningen flyder lidt dybere nu. Husker at Rune sagde jeg skulle puste ud, i stedet for at trække ind.

Det går op for mig at jeg næsten holder vejret. Jeg puster ud – helt ud. Og så lidt mere ud. Trækker så vejret dybt ind igen. Vejrtrækningen flyder okay.. tror jeg nok. Jeg kan se min mave går ud og ind. Tænker at det er godt, fordi så trækker jeg vejret ned i maven.

Og det er godt. Tror jeg nok.

Jeg mærker duften af æblekage. Den jeg bagte i går, og som nu står på bordet til behagelig selvbetjening blandt mine dejlige kolleger.

Bliver ærgerlig over at jeg stadig har ondt i brystbenet. Og over at det føles som om jeg ikke trækker vejret brugbart.

Selvom min mave bevæger sig, føles det ikke som om jeg får ilt nok. Bagerst i munden.. Det går op for mig at det nok er det de mener når de snakker om ”mundtørhed”. Jeg mærker efter. Mit svælg er knastørt.

Beslutter mig for at gå ud efter et glas vand.

Rejser mig ikke. Kan ikke rigtigt.

Ser på uret igen.

Der er gået 30 minutter. Bliver usikker, ked af det og lidt vred: ”hvorfor er det ikke slut endnu?” Jeg ordner endnu et par ting. Det er godt det er fredag og jeg snart har fri.

Hvorfor bliver det bare ved? Jeg synes da at jeg fjerner fokus fra det. (Endnu en ting som dukker op) Jeg skal fjerne fokus. Godt så.

Rejser mig med mit glas.

Tager min lille røde stressbold med, som jeg krammer sammen i hånden, på vej ud til køkkenet.

Drikker et helt glas vand med det samme. Tager et mere, med hen på min plads.

Trækker vejret igen.

Har stadig ondt ved brystbenet.

Arbejder lidt videre. Forsigtigt.

Får pludselig en metallisk smag i munden. Trækker vejret dybt igen.

Smiler lidt indvendigt over at de i radioen spiller ”Every breath you take”. Tragikomisk, og Sting, han skulle bare vide, skulle han.

Spekulerer på hvordan det kan være, at det føles som om jeg ikke trækker vejret, når jeg kan se min mave trække sig ind og ud. Synker med stort besvær. Godt jeg har vandet, som tvinger mig til at synke. Bliver træt. Udmattet. Opgivende. Ser på uret igen.

40 minutter.

Konstaterer at der ikke rigtigt er noget af det jeg har gjort, som synes at virke. Må vist prøve noget andet. Skal altså også have lavet mig den der mentale førstehjælpskasse, jeg går og fabler om. Må have lavet en, som jeg kan have med mig i tasken.

Kommer i tanke om min anti-stress-lavendelolie-duft-rulle-dims. Den ligger jo i min taske. Vender mig om, konstaterer ærgerligt at jeg ikke har min sorte taske med. Vrisser indvendigt. Leder alligevel i den anden taske. Noget må der da være. Finder Bachs Rescue spray – tager hele 7 pschiit – trækker vejret meget dybt.

Der er nu gået en time.

Jeg kan fungere nogenlunde. Men jeg får kuldegysninger ved den mindste bemærkning. Jeg føler at alle kan se på mig at jeg er syg. Det føles ubehageligt og usikkert.

Jeg får endelig fri og kører hjem.

First Man kan straks se noget er galt og spørger hvad det er. Jeg kan ikke svare – sukker bare i hans favn – mumler at jeg fik det skidt. Der går yderligere 2 timer. Jeg har stadig en klump i halsen, gyser ofte og bliver en lille smule svimmel indimellem. Det er sikkert fordi jeg trækker vejret forkert, selv om jeg gør mit bedste.

…

Sådan går en hel dag, med forskelligt fysisk ubehag af variabel styrke, over en enkelt ubetydelig ting, som lige triggede min angst.

Heldigvis hjælper min medicin så jeg har nogenlunde ro i hovedet, og så mine tanker ikke bare myldrer rundt, som myg om et stearinlys en lun sommernat. Det fysiske ubehag er også meget begrænset i forhold til hvordan jeg har det, uden medicin. Det er mest min vejrtrækning, som er helt ad helvede til, hele resten af dagen efter sådan en omgang, næsten uanset hvad.

Jeg er godt træt om aftenen, og håber at jeg kan sove nogenlunde, så jeg er klar til en ny frisk dag i morgen, helst uden den slags oplevelser der kan trigge et eller andet, så hele maskineriet går i gang igen.

Og så er rundvisningen i mit angstanfald slut!

 

Egotrip på recept

---

Som Fiberfryd skrev til mig for et stykke tid siden, så bliver man så forfærdeligt opmærksom på sig selv og sin egen navle, når man får en diagnose – både fysisk og mentalt.

Det hele drejer sig om mig.

Altså for mig.
I mit hoved.

Godt nok efter ordre fra sundhedspersonale og mennesker der i øvrigt vil mig det godt. Men derfor er det alligevel svært at parere ordre, især når man allerhelst bare ville undgå at tænke alt for meget på sig selv. For hvad skal det dog til for.

Jeg skal konstant mærke efter hvordan jeg har det.
Hvordan medicinen virker, om jeg får det bedre, eller om det er status quo.
Jeg skal være opmærksom på hvilke bivirkninger der er, for ikke at forbigå et eller andet som ikke er så godt. Så jeg skal læse de der kilometer lange indlægssedler, uden at få hjertebanken over alle de andre bivirkninger man måske kan få.

At have ondt i maven, er måske ikke bare et forbigående uforklarligt maveonde, det er faktisk bivirkninger der gør, at jeg har pruttet mig igennem en hel weekend!
Beklager hvis det er for meget information, men så skulle I bare prøve at bo sammen med mig! De andre på matriklen lider!

Men hvad så når jeg har “almindeligt” ondt i maven, som ikke er en bivirkning? Hvordan føles det så?

Det er altså ikke nemt.

…

Selv når jeg sover, skal jeg være opmærksom på hvordan jeg sover. Hvor hurtigt jeg falder i søvn, hvor mange gange jeg vågner i løbet af natten, hvornår jeg vågner, og om jeg er udhvilet når jeg står op.
Og det er sgu da lige til at blive helt udmattet af.

Jeg skal også notere mig hvor ofte jeg har angstanfald. Hvor slemme de er, om jeg selv kan komme ud af dem igen. I stedet for at følge min trang til at skubbe angsten i baggrunden og lade være med at lade den fylde så meget, så skal jeg koncentrere mig om den og se den i øjnene hver eneste gang. Og sikkert en hel masse unødvendige gange, hvor det bare var en ganske almindelig kuldegysning.

Faktisk skal jeg pille i egen navle, mere eller mindre konstant – efter lokalpsykiatriens ordre – for at man kan følge med i eventuelle fremskridt eller tilbagefald.

Det forstår jeg også godt, og det giver mening når jeg er midt i et behandlingsforløb. Det har da også hjulpet at kende alle de mulige fysiske reaktioner på et angstanfald, så jeg bliver opmærksom på at jeg i starten – før behandlingen – havde måske op til 30-35 anfald på en dag.
Jeg gik bare rundt og troede at jeg var kommet i overgangsalderen.
Eller var ved at blive syg.
Eller var i utrolig dårlig form.

Og det er da godt at vide at det ikke er tilfældet.

De tungere symptomer vidste jeg skam godt, ikke havde noget med noget andet at gøre. For eks. var jeg udmærket godt klar over, at selvom jeg havde stjerneondt omkring hjertet og i brystkassen i en uges tid, så var jeg ikke ved at få et hjerteanfald. Det faldt mig ikke engang ind at gå til lægen. Jeg tænkte bare: “Nå, stress. Hmm, hvad er det mon som stresser?” uden at gå specielt dybere ind i det.

Så langt så godt.

Men bagsiden af alt dette navlepilleri er, at man får sat sig selv i centrum, på en frygtelig ubehagelig måde og da jeg fuldstændig har glemt hvordan jeg opførte mig før, så kan jeg ikke huske, om jeg plejede at reagere med klynk på en eller anden sur bemærkning fra en teenager, eller med ondt i hjertet, når jeg var stresset over noget.

Det har jeg nu nok gjort, men lige pludselig tager klynket overhånd og alting bliver simpelthen så afsindigt synd for mig, altså i mit hoved. Alt det som immervæk sker i ens krop i løbet af en hel dag, bliver målt og vejet og analyseret. Er det på grund af min sygdom eller er det mig som er tosset?
Er det et symptom?
Eller en bivirkning?

Eller er det bare en prut på tværs, fordi jeg åd for mange majskolber i går?

…

Det er bare møghamrende anstrengende at skulle være opmærksom på sig selv hele tiden.

For der er sgu så meget andet, langt mere interessant, jeg kunne koncentrere mig om, end mig selv.

Suk.

 

 

Ned igen, og op…

Bedst som jeg gik og troede at jeg var på vej den helt rigtige vej, at hukommelsen var på vej tilbage, at jeg kunne sove, at jeg kun havde ganske få panikanfald og var på arbejde stort set hver dag, så døde min far.

Ja.

Der er ikke så mange andre ord for det.

Han døde.

Og det var så ligesom slut på endnu et kapitel i min livshistorie.

Sjovt nok skinner solen stadig indimellem. Verden fortsætter som intet var hændt og livet går videre. Det gør mit også, langsomt og til tider vaklende, men det går videre, trods alt.

Hvis jeg nu, ved hjælp af en magisk lampeånd, kunne leve bestemte passager i mit liv om igen, så ville det nok ikke blive dette sidste år der kom til at stå øverst på ønskelisten.

På den ene side.

For på den anden side, så har dette afsindige møg år, som jeg i øvrigt har besluttet er slut nu, sendt mig videre, stærkere og mere bevidst om hvad der egentligt tæller i mit liv. Ikke at jeg tvivlede ret meget på det før, men alligevel har det åbnet mine øjne for hvad jeg vil og hvad det er vigtigt.

Og det ville jeg vel i grunden ikke have været foruden, når nu jeg tænker rigtigt efter.

 

 

 

Igang igen.

Situationsrapport fra Møllen på Øen:

Efter mange ugers forglemmelser og ukoncentreret søvngængeri er jeg stille og roligt startet på arbejde igen.

Som i meget stille og roligt.
Jeg holder lige akkurat til 3-4 timer ad gangen, i en eller to dage, og holder så en dags pause – eller også er det weekend – så jeg bliver bestemt ikke overanstrengt.

Sådan efter normal standard. For jeg er fuldstændigt udmattet.

Når jeg kommer hjem efter et par timers arbejde, lægger jeg mig på sofaen og starter min mindfulnes meditation-træk-vejret-roligt- noget, som min dejlige psykolog har anbefalet, hvilket jeg godt nok ikke tror hjælper ret meget, for der går siger og skriver kun 4 minutter inden den blide stemme luller mig i søvn, og så snorker jeg – i lunt og behageligt selskab med Bimbi – gladeligt og ubekymret i en time til halvanden.

Vel at mærke stadig med ørerne fulde af mindfulness, uden at høre det mindste af hvad der bliver sagt. Så enten hjælper det helt fænomenalt godt til at få mig til at slappe af, eller også virker det slet ikke, fordi jeg snorksover igennem det hele.

Men jeg har vel brug for det. At sove, mener jeg. Og det forhindrer mig ikke i at være ligeså træt om aftenen.

Selve arbejdet er også tilrettelagt min ynkelige mentale situation: jeg har ikke ansvar for noget som helst, jeg laver kun småting som ikke tager pusten fra mig, og The Dream Team tager telefonen for mig. Jeg dobbelttjekker alt og håber at jeg ikke glemmer noget, spørger ustandseligt om hjælp, og klarer mig så godt jeg kan.
Jeg får konstant venlige men bestemte ordrer fra The Dream Team, andre kolleger og chefer om kun at tilpasse mig min egen navlesituation, og gå meget langsomt frem.

At jeg ikke også skal stresse over at jeg ikke er klar til fuldtid endnu, giver mig meget ro, og jeg er overbevist om at det vil medvirke til at jeg bliver klar, så hurtigt det er muligt. Jeg har bare verdens bedste arbejdsplads.

Rent funktionelt virker min hjerne ikke som før. Jeg glemmer stadig de særeste ting, og det at jeg kan fortælle om det, er udelukkende fordi jeg er blevet gjort opmærksom på det. Jeg kommer nemlig ikke selv i tanke om at jeg har glemt noget.

Jeg har stadig kan stadig ikke læse, har svært ved at koncentrere mig og jeg har lagt mærke til at jeg bliver urolig og rastløs så snart jeg kommer ud af min komfortzone, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Det er hamrende frustrerende at være fanget i, og jeg glæder mig virkelig til jeg kan se et reelt fremskridt, hvilket er ganske udenfor rækkevidde indtil videre.

Men jeg er i gang igen. Så lidt det end er. Så det skal nok gå.
Desuden kan jeg stadig lave kage:

Prinsessen blev 17 i går og blev fejret! Med kage!

Slutteligt beklager jeg hvis udtryksformen er lidt ubehjælpelig, jeg er ikke i stand til at kunne rette det selv.

At ville… og at kunne.

Tænk engang hvis man kunne nøjes med at købe nogle bøger om hvordan man gerne ville have ens liv skulle være, og så var det nok.

Det ville da være helt enormt praktisk. Og hvis det var tilfældet, ville jeg allerede leve et perfekt liv, op til flere gange.

…

Jeg er nu – også – den lykkelige indehaver, af en masse et par bøger om det der mindfulness, bøger på forskellige sprog og af forskellig art. Susi syntes at jeg at det var godt tosset, og jeg kan ved nærmere eftertanke godt følge hende.

Fælles for alle disse bøger er nemlig at jeg ikke har læst dem endnu, da læsning ikke er en af mine fordums færdigheder jeg kan få styr på. Men jeg har skam åbnet de fleste af dem. Nogle har jeg sågar åbnet flere gange.

Endda også bladret i et par stykker. Ikke dem alle sammen, men det kommer nok.

Det siger lægen i hvert fald. Det får jeg sikkert overskud til når jeg er blevet mig selv, eller rask, eller hvad man nu vil, og så kan det vel være lidt lige meget. Så Susi har nok ret.

…

Men forlagene har tjent lidt penge på at jeg tror købet af elleve et par bøger ville kunne få mig på ret kurs igen ASAP.

Okay, faktisk kun 10 bøger, for den sidste fik jeg af min læge.

Elleve spændende bøger om og for og til mindfulness. På dansk, fransk og engelsk.

De er indkøbt med spredehagl, fordi sommetider kan jeg godt få noget nær panikangst for om jeg nogensinde bliver sig selv igen. Tænk nu hvis jeg er hjerneskadet for livet? (Ja ja, de dramatiske gen har ikke forladt mig, det er kun hukommelse og koncentration – hvis I vidste hvor længe jeg er om at skive et blogindlæg…)

Men helt seriøst?

Hvad nu hvis min hukommelse aldrig bliver almindelig igen?

Eller min koncentration?

Eller mig?

Jeg prøver alt hvad jeg kan, for ikke at stresse mig selv med forventninger. Forventninger til hvornår, hvordan og hvorledes. Men det er svært. For ingen kan sætte en tidshorisont på alt dette. Ingen kan fortælle mig at der er lys forude. Hverken læge, psykolog, zoneterapeut eller andre som er eller har været kognitivt udfordrede.

Ingen…

Så jeg prøver alt. Simpelthen ALT!

En eneste gang, siden alt dette hurlumhej startede, har jeg været i stand til at kunne indfange en bortfaret tanke. Jeg havde som sædvanligt glemt hvad det var jeg ville, ville simpelthen ikke lege med mere, så jeg koncentrerede mig dybt og inderligt, trak vejret meget dybt og helt ned i knæene, og pludselig kom tanken hjem igen.

Men det er kun sket en eneste gang.

Og det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at gøre mig selv kunsten efter for at kunne gentage denne mikroskopiske succes. Det er blot ikke lykkedes.

Min dagligdag er stadig fyldt af episoder hvor jeg opdager at jeg enten har glemt noget eller gjort noget u….(har lige glemt ordet – men noget u-et eller andet) men altså sådan noget som når man finder en appelsin i køleskabet og svagt erindrer at man vist gerne ville have lavet rødkåls/appelsin salat for en uge siden.

Eller sidde og se en ganske almindelig film med resten af familien, og ved slutningen pludselig ikke ane hvem pokker personen Annie var. Selvom hun havde været med i hele filmen og havde en ret vigtig rolle.

Så træerne vokser bestemt ikke ind i skyerne, af en enkelt bitte vildfaren tanke som vendte hjem igen.

 

Luk mig lige ind igen.

Tak!

Jeg står herude – uden for mig selv – og vil faktisk godt ind igen. Det måtte faktisk godt snart ske. At nogen ville åbne. Så jeg kunne komme ind i varmen og blive helt mig selv.

Tak. Blev der sagt.

Men det er måske ikke nok?

Jeg gør alt hvad jeg bliver rådet til. Det eneste jeg ikke har gjort så enormt meget af endnu, er de der gåture. Det er ikke blevet til så meget. Faktisk. Hvilket måske er en fejl.Hvad ved jeg. Jeg kom dog ud at gå med Annette. I solskinnet. Det var en fantastisk tur. Som jeg godt kan huske.

Men alt det andet, gør jeg. Grundigt. Og meget. Måske en anelse utålmodigt. For jeg vil så gerne ind i mit liv igen.

Når jeg er lige ved at blive kvalt og overmandet af rastløshed, både mentalt og fysisk, og jeg suser forvildet rundt om mig selv – og andre – så er det fantastisk rart at have en Gårdmand Bjørn, der siger: “Tror du ikke lige du skal lægge et puslespil?”. God dreng!

Og så kan jeg sidde der i halve og hele timer og pille rundt i 1000 brikker af variabel farve og form, og langsomt aftager den overophedede tilstand i mig.

Godt nok. At det virker.

Men jeg tvivler stærkt på at min chef vil sætte pris på at have et puslespil stående i et mødelokale. Jeg gik også i gang med mit allerstørste på 3000 brikker, men da jeg havde fået lagt hele kanten, sorteret alle farverne og fnidret med at sætte dem sammen, uden større succes, faktisk uden succes overhovedet, gav jeg op. Det stressede mig mere end det gavnede, jeg sad bare og blev irriteret over ikke at komme nogle vegne og så kunne det være det samme.

Det blev lagt langt væk, og nu har jeg i stedet fremdraget tre mindre puslespil på 500 brikker – det må jeg da kunne klare.

Så er der det der mindfulness, som min læge i øvrigt siger er det samme som puslespil, bare hvor andre siger hvor du skal lægge brikkerne.

Jeg havde fundet en gratis app, ved navn “Calm” som har flere “træk-vejret-og-slap-så-for-pokker-af-NU” meditationer. Jeg lytter skam til dem. De er vældigt behagelige at lytte til. Det kan endda også godt være at de virker. Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg har endnu til gode at høre efter hele tiden, på hele den daglige guidede meditationsrundfart. Mine tanker flyver hid og did. Jeg har dog hørt – fra den guidende dame – at det er okay, så længe jeg er i stand til at indfange de flyvske tanker igen.

Desværre kan man, efter den bløde – gratis – intro, ikke komme videre uden at skulle betale. På abonnementsmåden. Så den blev slettet igen.

Nu er jeg derfor uden mindfulness og uden store puslespil.

Så er der te – meget te – og word feud tilbage. Jeg kan stadig ikke læse, det vil ikke hænge fast og jeg er rastløs ad pommern til.

Efterhånden er her ved at være en anelse trivielt her, lukket ude fra mig selv og mit liv, så nu må der godt snart ske noget, så jeg kan komme ind igen.

 

… men.

OPDATERING – jeg havde endda glemt at jeg havde skrevet dette, så jeg har ikke engang været inde for at se om der var nogle kommentarer jeg skulle svare på. Beklager!

Jeg er okay. Sådan efter omstændighederne.

…

Men… for der er et men.

Et stort men.

For min hukommelse er et stort rod. Jeg glemmer de særeste ting. Og selvom lægen og psykologen og zoneterapeuten alle er rørende enige om at det er heeeelt normalt og at jeg naturligvis bliver den samme igen meget snart, så har jeg sådan en ækel lille tvivl i baghovedet.

Er jeg i virkeligheden ved at blive dement? Jeg har ikke læst “Still Alice” (på dansk “Stadig Alice”) for ingenting. Hvad nu hvis jeg får varige mén – eller er hjerneskadet – af et eller andet som ikke vil aflevere de små stykker af min hukommelse. Sjovt nok falder jeg – totalt tilfældigt – udelukkende over den slags lidet opmuntrende anekdoter i diverse blade. De blade jeg klipper i, for at klippe klistre lidt og give hjernen en pause.

Det kan umuligt være specielt fordrende for min folks mentale helbredelse, at skrive om alle de mennesker der ligefrem er blevet hjerneskadede af stress.

Jeg forsøger at gøre som Tina beordrede mig til: lykønske mig selv hver gang der rent faktisk var noget jeg godt kunne huske. Og så i stedet skynde mig at glemme at jeg ikke kunne finde bilen på Kvicklys parkeringsplads, at jeg på under 15 minutter og ditto meter, var ude af stand til at fortælle Matasdamen hvorfor jeg skulle have magnesium. Jeg kunne huske jeg var blevet rådet til at købe det, men jeg kunne ikke for min død huske hvorfor.

Det var Yenz så venlig at oplyse mig om pr. sms senere på aftenen, eftersom denne oplysning stadig ikke var dukket op på min harddisk.

Og sådan er der jo så meget.

…

Jeg trøster mig med at jeg i det mindste er til stor moro for mine omgivelser.

The Dream Team

Noget at det som kan ske når man bliver sygemeldt – for at finde sig selv igen – er at man får dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over for sine kolleger, som nu sidder med ekstra arbejdsbyrde, fordi man ikke selv kan varetage sine opgaver.

Så hjælper det gevaldigt at modtage sådan en skøn buket:

Og så i lyserød!

Og det varmer helt ubeskriveligt meget at læse sådan en besked:

The Dream Team er i sandhed helt specielle og fantastiske.

TAK ❤ ❤ ❤

 

 

Jeg har hørt om en dame…

Noget af det man får besked på at gøre når man er blevet væk fra sig selv, er at man skal gå tur. Hver dag. Ud og gå. Frisk luft og lys og hvad ved jeg.

Så jeg har gået tur.

Senest med en pensioneret mor præst. Som, da jeg ringede og spurgte om hun ville med ud og gå en tur, svarede at det kunne vi da godt, selvom solen ikke skinnede.

Jeg pakkede mig godt ind, gik over til den Pensionerede og afsted kom vi.

Nattens snefald havde lagt sig som en våd dyne over hele landsbyen og på vej ud af byen – der er ingen rigtige fortov – kunne vi vælge at gå i noget gråt sjap ude på selve vejen eller at gå i sneen inde i rabatten, som normalt bare er græs og visne blade. Efter et hundrede meter med sne ovenpå visne blade, blev det lidt koldt og lidt for vådt og derfor valgte jeg at gå ud på vejen da snesjappet, lige på det stykke, var fejet væk. Den Pensionerede fulgte efter.

Efter vi havde taget to skidt nogenlunde tørskoet, kom en bil forbi. Og en til.

Og alt det sjap som nu ikke længere lå i vejkanten, lå tydeligvis, og med stor nøjagtighed, lige der hvor bildækkene ramte asfalten. Med et formidabelt sprøjt blev sjap og gråt snesnask spredt i en elegant bølge udover den Pensionerede og undertegnede. Først en gang, og – da den næste bil kørte forbi – en gang mere.

Jeg kunne ikke lade være med at grine højt, da jeg vendte mig og så på min mor. Hun lignede noget Madam Mim med  mæslinger. Brune. Udenpå tøjet. Og jeg var ret sikker på at jeg så ligesådan ud.

Den Pensionerede var lige ved at ville vende om og gå hjem, jeg fik hende heldigvis på andre tanker. Det meste kunne børstes af, og de fugtige pletter ville nok tørre.

På et eller andet tidspunkt.

En anelse vrissende fortsatte hun bag mig ud af byen, dog ikke uden at deklarere at det helt og aldeles ville være min skyld hvis hun blev forkølet. Jeg slog det hen og drillede hende med at ingen nogensinde er blevet forkølet af at have lidt våde pletter på deres cowboybukser.

Desuden, men det sagde jeg ikke, var tynde cowboybukser nok ikke den helt optimale påklædning til en gåtur i snevejr, men det måtte hun jo selv om.

Altså, vi gik videre.

En del af sneen var åbenbart blevet hængende i luften som en tyk og uigennemtrængelig tåge, og det var fuldkommen umuligt at se forskel på mark og himmel. Ingen horisont i syne. Jeg udtrykte begejstring over dette vejrfænomen og forventede næsten en applaus.

Men jeg havde lige glemt at tåge er noget som bestemt ikke passer den Pensionerede. “Jeg kan ikke fordrage tåge. Jeg skal have noget horisont” erklærede hun bestemt.

…

Tåge

Vi gik videre og jeg truede med at skrive et blogindlæg om hende hvis hun blev ved med at være så besværlig.

Hun grinede bare og børstede noget sjap af ærmet på sin, absolut ikke vandtætte, vinterjakke. Da jeg påpegede dette, forsvarede hun sig med at hun sjældent havde så meget at gøre udendørs i den slags vejr, og det kunne hun jo have ret i.

Resten af turen forløb uden nævneværdig drama, og vi kom da hjem uden at få flere kaskader af sjap sprøjtet ud over os. Men jeg skrev nu alligevel et blogindlæg.

God lørdag.

29 gaver – 29 dage

Jeg, som elsker at læse, har kun læst en eneste – endda let læst – bog, på to uger.

Ikke ret meget. Og faktisk ret bedrøveligt. Men mit hoved har været helt væk, ikke engang nyheder på nettet har jeg kunnet drive det til, så jeg er helt ude af føling med virkeligheden.

Men bogen var god. Og inspirerende. Det var en amerikansk en, af slagsen, så hvis man kan skrabe lidt af den del væk og komme ind til kernen af selve bogens ide, og læse den uden sine danske briller på, er den god.

Den er desværre ikke oversat til dansk – jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den, og jeg fik originaludgaven – som er på engelsk – i fødselsdagsgave fra min dejlige Diva.

Humlen i den er at hovedpersonen – som skriver bogen om sig selv – har fået sklerose og det tager hun faktisk ikke ret godt. For nu at sige det mildt.

Hun får så til opgave af en afrikansk bekendt, at hun skal give 29 gaver væk på 29 dage. Uden at forvente noget til gengæld, udenat det skal være nogle bestemte slags gaver, eller modtagere for den sags skyld. Hvis det en dag glipper, så er det bedst at starte forfra, for at få den bedste energi ud af hele oplevelsen.

Kort fortalt.

Der sker en masse gode ting i løbet af de 29 dage og 29 gaver hun giver – en masse positivt kommer ind i hendes liv – hun får et mere optimistisk livssyn, hun lærer en masse om sig selv. Og andre.

En bog der gav god mening for mig. Jeg havde hørt om den, og var egentlig kun nysgerrig, men faktisk er der jo nok en mening med at jeg læste den lige nu.

Hvordan man skal huske at være positiv, og give væk for at gøre andre glade. Og sig selv – for det er rart at give. Og at faktisk sker der noget ved den der positive energi som gør godt, både for en selv og for resten af verden. Sådan i en mindre målestok.

En amerikansk bog som sagt, men vældigt inspirerende!

Inspirerende og tænksom bog!

Kan anbefales! Varmt.

Især når man er blevet væk og leder efter sig selv.

 

Blog som terapi.

Det er jo mere eller mindre hvad jeg har brugt bloggen til de sidste par dage.

Beklager dybt hvis I har følt jer udnyttede.

Ikke desto mindre har det også hjulpet. Ikke meget, men dog på den måde at jeg tvinger mig selv til at sætte ord på nogle tanker som jeg måske havde lidt svært ved at definere. Så det vil sige at det har hjulpet at skrive, for at finde mig selv igen.

Af alle de andre ting på min liste kom jeg også lidt videre. Jeg har nu også haft fat i følgende:

Gåture.
Grine.
Få besøg.
Naturmedicin.

Derimod har jeg på det skammeligste negligeret meditation. Det har jeg slet ikke ro nok til at gøre. Alle mulige tanker kværner rundt i knolden på mig uden ophør.

Ligeledes det der naturmedicin har jeg ikke været omkring. De få gange jeg har været ude i verden, har det været for at vandre rundt i Netto på en søvngængeragtig måde, hvor jeg på må og få har lagt forskelligt op i vognen, jeg har dog medtaget et stk. afkom hver gang da jeg ikke stoler på om det jeg læsser op i vognen overhovedet er noget vi mangler. Jeg har derfor ikke været omkring nogen helsebiks.

Jeg får dog nogenlunde taget mine vitaminer, problemet er bare at jeg ikke kan huske om jeg har taget dem, så jeg skal lige have lavet et skema for at holde styr på det hele, ellers ender jeg med overdosis af D vitaminer eller totalt mangel på B vitaminer. For det går jo ikke.

Jeg har været ude at gå, flere gange faktisk og det har været rart.

Jeg har også grint en hel del, eftersom jeg blev plantet i sofaen af mine piger for at tilbringe et godt stykke tid med Anders Mattesen. Behageligt og yderst grinagtigt.

Jeg har kun haft et – uanmeldt – besøg. Lene havde taget en ganske anseelig mængde kage med, og så var jeg jo optaget med at spise den, men var fuldstændigt udmattet bagefter.

Husk at kigge op!!

Jeg var på arbejde et par timer i dag, det var ikke nogen ubetinget succes.

Det var skønt at se The Dream Team igen, men min manglende koncentrationsevne og hullede korttidshukommelse har sine begrænsninger. Og så sendte de mig hjem.

Jeg prøver dog igen i morgen, jeg giver nemlig ikke op så nemt.

Så den foreløbige konklusion på at finde mig selv igen, må være at der er ting der hjælper, og ting der ikke hjælper. Det som har hjulpet mest er, i nævnte rækkefølge: snak med Korea, gåture, blog som terapi og knus af/fra/med The Dream Team.

Så jeg fortsætter ad den eneste vej der er.

Op ad.

Hvem ved, måske begynder jeg ligefrem at kunne huske igen.

Jeg bruger mine ting

Endnu engang kan jeg så udbasunere mine særheder i fuld offentlighed. Og I kan bare konstatere at jeg ikke er rigtig klog. Det har jeg vist heller aldrig påstået, så det gør nok ikke så meget.

Jeg holder altså af ting, så ikke noget minimalisme her..

Jeg mener ikke at jeg holder af alle ting i flæng, eller at jeg går shopamok over ting jeg bare absolut må eje, slet ikke. Men derimod ting jeg har fået af folk, jeg holder af. Jeg bruger de ting til at lave god energi for mig selv. Jeg nyder at omgive mig med ting som andre har udvalgt specielt til mig.

Uanset om det nu er en ting personen selv har fået, men ikke gider have og så giver til mig. Det som tæller, er den positive følelse som jeg forbinder med tingen. Det kan være hvad som helst.

Faktisk er en meget stor del af de ting jeg har, og omgiver mig med, forbundet med glade tanker om en eller anden person i mit liv. Det giver mig for eksempel meget mere at drikke te af en kop som jeg har fået af en jeg holder af. Jeg bruger de følelser mine ting giver mig. Alt efter hvad jeg har brug for, på et givent tidspunkt, så omgiver jeg mig med ting som giver mig den eller den følelse.

Og i de sidste par dage har jeg brugt mine ting til at få det bedre.

Når jeg så sidder her:

og prøver på at slappe af og finde mig selv igen, så hjælper det enormt at være omgivet af ting der gør mig glad, fordi jeg har fået dem af skønne mennesker, der har tænkt på mig.

Det giver mening for mig.

 

Bagning prøvede jeg også.

Ikke at det er noget nyt.

Jeg bager som bekendt tit, og det hjalp heller ikke rigtigt til at blive mig selv igen.

Eller lidt, gjorde det faktisk.

Det var rart at gøre noget helt grundlæggende for mine børn. For familien. At give dem noget rart at spise. Det fik mig også lidt på andre tanker, og skulle jeg tabe tråden, var skaden ikke så stor.

Det var trods alt kun lidt mel, æg og den slags, som ikke ville tage varig skade af at blive sat i fryseren i stedet for i ovnen, hvis jeg skulle glemme hvad jeg var i gang med.

Alternative stop spild af mad muffins

Der lå 4, meget kedelige bananer i en skål, så jeg bestemte mig for at lave bananmuffins.

Men fordi jeg også er midt i et “det-er-januar-og-vi-har-ingen-penge-og-vi-skal-bruge-det-vi-har-før-vi-køber-nyt” projekt, så havde jeg ikke alle de ingredienser der skulle bruges til mine normale muffins, og jeg måtte derfor improvisere lidt.

Det blev de dog ikke dårligere af og jeg skrev det for en gangs skyld ned, så I også kan prøve hvis I ligger inde med 4 meget mørke bananer der kun er på tålt ophold før de må søge asyl i skraldespanden.

Stines alternative bananmuffins.

100 gr smør
200 gr sukker
2 sammenpiskede æg
3-4 mosede modne bananer
100 gr mel
100 gr mandel mel
10 gr bagepulver (eller 1 pose levure chimique alsa)
1/2 tsk salt
1 tsk vanilje
150 gr forskellige chokoladestykker

Smør & sukker piskes. Æg tilsættes. Bland bananerne i. Og så mel, bagepulver, salt, vanilje og chokolade. Fyldes i muffinsforme og bages ca. 25 min ved 190 C

Redningsvest

De forsvandt før jeg kunne nå at sige… redningsvest.

 

 

At reagere “rigtigt”?

“Rigtigt” kom i anførselstegn og må desuden gerne vrænges.

For der ER jo ikke nogen rigtig eller forkert måde at reagere på, når man bliver sparket ud over afgrunden. Heller ikke selvom andre eventuelt mener at det slet ikke engang er en “rigtig” afgrund, men bare et lille fjedtet hop fra en træstub.

Jeg vil godt lige sige at fjedtet altså er et legitimt ord i min ordbog. Bare så I ved det. Definitionen står enhver frit for.

…

Der er mange måder at reagere på.

Forskellige mennesker reagerer forskelligt på ens hændelser. Og jeg tror ikke det er noget man kan forudse. Man kan tænke sig til virkeligt mange ting, man kan forestille sig hvordan man selv ville reagere hvis der sker dette eller hint, men om det så også bliver sådan, når – eller hvis – det så rent faktisk sker, er slet ikke sikkert.

For det kommer så meget an på hvordan man har det, lige på det givne tidspunkt.

…

First Man mistede sin mor, da han var 18. Gamle lede tanter – sikkert beslægtet med andre syrlige franskmænd på nylig pension – mente højlydt, da begravelsen var overstået, at han slet ikke havde grædt nok over tabet af sin mor.

Jo jo skam.

Hun havde været syg i næsten 5 år, og som han siger: ” Jeg havde slet ikke flere tårer tilbage til den begravelse, som var det eneste der havde været helt sikkert i det sidste lange stykke tid før.”

…

Enkelte omkring mig mener, at da det ikke er mig som er syg, burde jeg heller ikke tage sådan på vej. Og desuden er det en sygdom mange kan leve nogenlunde med, hvis bare de bliver holdt øje med jævnligt.

Men hvem kunne så forudsige at en brintbombe ramte mig den dag i sidste uge i form af sådan en besked?

Ja, det var da i hvert fald ikke mig.

Jeg var nemlig fattet og havde samlet mig. Jeg skulle bare have det overstået, så det syge barn også kunne komme i behandling og ind i systemet. Jeg var stærk.

Og ha ha…

Nej, jeg var ikke spor stærk, fordi jeg havde kun koncentreret mig om at alle omkring mig skulle have det godt. At mine børn skal blive oldgamle, glade og stærke mennesker uden sygdomme. Færdig.

Ja, det var da hvad der stod på min bestillingsliste.

Jeg krydsede bestemt ikke “arvelig gen mutation med tilhørende sygdom” af, da jeg bestilte mine unger. Jeg ville ikke forudse alt muligt grumt og derfor var der ikke noget med sygdom nogen steder.

Og selvom de to ramte børn ikke har problemer fra sygdommen endnu, i hvert fald ikke nogle der kan mærkes, så hænger den der “hvad-nu-hvis” over mit hoved som et grum uheldsvarslende sky. Tage sorgerne på forskud, siger nogen. Det er muligt, men jeg kan ikke lade være.

Især ikke nu.

Hvis jeg nu havde fokuseret mere på at det var muligt at alle fire havde genet, i stedet for at lave dammage control og kun tænke på det næstbedste udfald, så var jeg måske ikke blevet slået af pinden.

Det kan selvfølgelig også have helt andre grunde.

Når jeg i den forgangne uge, i stedet for at varme mælken i microovnen, åbner køleskabet, står jeg med skålen i hånden og stirrer lidt på fløde, revet ost og rester fra i forgårs, og overvejer om jeg mon er på et tidligt stadie af demens. Denne tanke slår også ned i mig når jeg forsøger at vaske hår med min ansigts skrubbecreme.

Når jeg derimod vågner om natten våd af sved, med hjertet hamrende i brystet, uden at kunne huske hvad der gjorde mig bange og vækkede mig, prøver jeg at skælde mig selv lidt ud: Stine, nu MÅ du også til at tage dig sammen. Det kan jo ikke være demens det hele.

Da jeg i går deklarerede at NU var jeg snart mig selv igen, kiggede Divaen alvorligt på mig og sagde: “Jeg tror altså ikke det er noget du selv kan bestemme. Det kommer når det kommer og ikke fordi du knipser i fingrene.”

Hun har sikkert ret. Nej… Hun har ret. Men det er bare så bøvlet at være under ombygning, når resten af virkeligheden står lidt diskret og banker på.

Jeg er dog kommet frem til at hvis jeg får lov til at tænke worst case scenario igennem stille og roligt for mig selv, men med nogen at holde i hånden, så kan jeg sagtens klare det, hvis det går så galt.

Tror jeg nok.

Og jeg skal nok finde resterne og mig selv igen.

Lige om lidt.

Jeg skal nok finde mig selv igen.

 

 

Tankerne undervejs.

Hvis jeg nu skal gøre en slags status over hvor langt jeg er kommet, så kan jeg ikke komme uden om alle tankerne. Jeg har været en del igennem, og så vidt jeg er bekendt med den slags følelsesmæssige rutscheture, så burde jeg være på rette vej.

Hvis jeg tænker på hvordan det føltes at få beskeden, så kan jeg kun huske i glimt hvordan vi fik den serveret. Der var så enormt stor kontrast mellem det jeg følte, og situationen omkring bordet.

Inde i mig buldrede 1000 tsunamier løs, og rev alt med sig. Lægen snakkede videre, de andre nikkede, og jeg kunne ikke trække vejret. Det eneste jeg kunne gøre i de forvirrende minutter bagefter var at sende en sms til min veninde. Som en druknende. Jeg blev nødt til at dele denne viden med en som vidste hvordan jeg havde det.

Jeg forventede halvvejs at jorden holdt op med at dreje rundt, og der skete bare ingenting. Alt var som før. Men indeni mig var der totalt kaos.

Alt det kaos gjorde mig helt handlingslammet, og min krop ville kun sove. Så jeg sov. I flere dage.

Så blev jeg irriteret. Ikke vred, men irriteret.

Der findes nemlig ikke ret meget der er mere irriterende end folk der siger at man skal være glad for at det ikke var værre, at man skal være glad for det ene og det andet, på et tidspunkt hvor det eneste man kan fokusere på, er usikkerheden. Og tankerne. Ens oprørte følelseshav.

Vel skal man være positiv, men der er altså ofte nogle andre følelser der skal overstås før man kan starte på positiviteten. Jeg snakkede med Cathy og Inge som begge har oplevet noget lignende, og selvom situationerne langt fra var sammenlignelige, lignede følelserne som de var igennem, dem jeg var midt i. Og det var rart at føle sig forstået.

Det er først nu her over en uge efter, at jeg overhovedet kan reagere og begynde at tænke og gøre noget, der bare er en lille smule konstruktivt.

Noget af det allerbedste jeg har gjort for at finde mig selv igen, har været en lang face-time samtale til Korea. Hvor skønne Kirsten sidder og ved en hel masse lige om dette her. Og hun vil gerne dele ud af det hun ved. Jeg havde en helt anden ro efter vores 90 minutters samtale, men var til gengæld udmattet resten af dagen.

Sygdommen, som er kronisk og uhelbredelig, er i sig selv ikke dødelig, og med regelmæssige tjek og opfølgning, kan nogen patienter tilbringe hele deres liv uden at høre mere fra sygdommen. Det var rart at høre, især fra en som ved det.

Jeg er også godt klar over, at det slet ikke er mig som er syg, og jeg er heller ikke sikker på at det er selve sygdommen, som fik mig blæst omkuld.

Jo mere jeg tænker over det, og snakker med folk om det, jo mere bliver jeg klar over at det også er nogle andre ting som giver mig åndenød og hjertebanken.

Først og fremmest er det usikkerheden.

Man tror at ens liv er på en bestemt måde, og selvom man ved at det umuligt kan fortsætte sådan for tid og evighed, er det alligevel et chok når der kommer en ændring i alle planerne.

Udsigten fra klinisk genetisk afdeling.

Jeg har vidst i over et år nu, at First Man har en gen mutation, at det har haft nogle konsekvenser for hans krop og helbred, og at han måske en dag, om ikke så forfærdeligt længe får brug for meget mere behandling end han får nu. Indtil da, bliver han tjekket i alle ender og kanter, netop for at undgå de følgesygdomme denne gen mutation giver. Jeg har været med til alle hans undersøgelser, jeg har prøvet efter bedste evne at støtte og trøste og indgyde ham mod og håb.

Jeg har vidst i lidt mindre end et år, at det er en arvelig gen mutation. Jeg har haft tid til at vænne mig til tanken om at nogen kunne have arvet det. At med fire børn, samt en “autosomal dominant arvelig sygdom” som giver hvert barn 50% chance for at slippe fri, ville det være næsten utænkeligt hvis alle fire skulle være så heldige at undgå sygdommen.

Jeg har vidst i et par måneder, at i hvert fald et af vores børn sandsynligvis havde arvet denne gen mutation. For det kan ses på nogle bestemte scanninger. Og der var tegn på at et af børnene havde sygdommen. Jeg havde stille og roligt lært at regne med det, det har været hårdt og jeg har tudet over det, når jeg var på arbejde, for ikke at stresse familien, og især for at kunne være den med overskud og styrke til at støtte min mand og trøste ham, når han var usikker på sin fremtid. For det var jo ikke mig som var syg.

Det som væltede mig af pinden i sidste uge, var at efter jeg i et par måneder havde regnet med: “det var det – nu ved jeg det hele – nu skal jeg bare lære at leve som pårørende, lære at støtte mit barn og min mand bedst muligt, når de har brug for det” så slog lynet ned og der var ikke én, men to børn – og en mand – der skal holdes øje med.

Dernæst fordi jeg har gået og troet at jeg som pårørende skulle have superkræfter og klare alt det de andre ikke kunne. Det burde jeg jo godt kunne gøre, når det nu ikke er mig som er syg.

…

Det kan jeg så fortælle at det kan man ikke.

Jeg kan i hvert fald ikke.