Tag Archives: Hygge

Så blev det mandag igen

3 feb

Og weekenden fløj afsted på raske fjed.

Og sig mig så lige, hvorfor jeg får røde “stavefejlsstreger” under et ord som “afsted”?

Nå, det får være.

Weekenden gik som sagt.

Jeg fik læst en bog, set “The Vicar of Dibley”, købt ind, spillet wordfeud, hygget, lavet mad, leget taxachauffør, bagt 3000 boller og i skyndingen holdt fødselsdag for Zorronaldo som bliver 17 på onsdag.

Med 22 gæster.

Det var vildt hyggeligt, især den del der inkluderede min lille niece på 8 måneder. Hun er en total lækkermås som jeg desværre ikke ser så tit.

Men efter sådan en weekend, sidder jeg altid tilbage med en følelse af at der er noget jeg har glemt.

Som at sove, for eksempel.

Eller bare lave ingenting i nattøj til kl. 14.

Det er nu i øvrigt så længe siden jeg har lavet ingenting, at jeg ikke er i stand til at huske hvornår det sidst skete.

Men så er det jo godt at der kommer en weekend igen om allerede 4 dage og en madpakke!

God mandag!

 

 

Til te i Kurdistan

22 okt

Og før et eller andet kvikt hoved gør mig opmærksom på at Kurdistan ikke findes som et faktisk land, skal jeg skynde mig at sige at vi såmænd heller ikke forlod øen. Men vi var på tur til Kurdistan, lidt som i Posemandens bil.

Dette besøg var en naturlig fortsættelse på den kop kaffe der var blevet drukket i møllen for et par uger siden.

En helt banal historie.

Som kan fortælles på mange måder.

Men uanset hvordan man fortæller den, så er resultatet det samme:

Jeg har fået en ny veninde.

Hvis man – for nu at tale om noget helt andet – ringer til mig for at spørge om jeg giver en kop te, så vil jeg sætte vand på, putte teblade i min tepose, hælde vandet over når det koger, og mens teen trækker vil jeg måske sætte et par kopper på bordet, hvis jeg da ikke lader min gæst selv vælge en kop på mine hylder.

Måske finder jeg en kiks fra den franske skuffe, eller også har jeg bagt boller, men det sker ikke ret tit.

Sådan får man ikke te i Kurdistan.

Bestemt ikke.

 

Til te i Kurdistan

Næ, man bliver trakteret med lækre retter og skønne specialiteter og den mest fantastiske tyrkiske te i fine glas.

Det ene var en slags bulgursalat som mindede lidt om taboulé (kold couscous salat) og de andre var en slags bagel/doughnut/bretzel dyppet i sesam. Det smagte helt fantastisk. Og jeg skal altså ved lejlighed have lokket opskriften ud af hende!

Så lækkert og overdådigt at man næsten bliver helt flov.

Og på stedet lover sig selv at næste gang nogen vil til te hos mig, så skal jeg nok bage en kage. Og et par småkager.

Og dække bord.

Frikvarter!

31 aug

Efter et par uger med en tur til helvede og tilbage, var et mentalt frikvarter noget af det jeg havde allermest brug for. Et pusterum for hverdagens fortrædeligheder, så man kan vende tilbage med fornyede kræfter.

Derfor var det så vældig rart at Tina gad lægge hus til veninde-kollegahygge. Vi endte med at sidde først fire, slutteligt fem, skønne tøser til langt ud på natten.

Skål i bobler!

En af de der aftner, hvor man bare griner så tårerne triller, spiser en masse god forskellig mad og så tre desserter.. Naturligvis!

Efter en del timer gik det endda op for os at vi ikke engang havde talt om arbejdet, hvilket faktisk – når man tænker nærmere over det – er ret unikt; det er jo skønt at vide at man arbejder sammen med så skønne mennesker man åbenbart har så meget andet tilfælles med, at man ikke behøver snakke arbejde når man er sammen udenfor arbejdspladsen!

Genialt, intet mindre.

Dagligt er jeg glad for at have disse vidunderlige kolleger. Jeg har været mange andre steder hvor stemningen var noget anderledes, blot fordi man ikke rigtigt havde noget at sige til hinanden. Naturligvis hjælper det meget at Tina og jeg var veninder i forvejen, men at de andre er så søde, havde jeg ikke regnet med.

Jeg smilede hele vejen hjem, og lå i min seng langt efter min normale sengetid, og har været en anelse kvæstet i dag, men med friske mentale batterier.

Nå, men for nu at komme tilbage til det vigtigste –  desserterne – så fik vi Pain d’épice, en tør fransk krydderkageagtig ting som glider ned af sig selv. Så var der crème brûlé, dog uden brûlé idet Tina ikke havde mere gas i sin brûlé-brænder! Men crèmen smagte aldeles fortrinligt også uden brûlé.

Den anden Tina havde lavet panna cotta. Pyntet med hindbær af egen avl og lakridspulver. Det var ubeskriveligt lækkert, og selvom jeg lider af den meget udbredte syge “Husblasforskrækkelsessyndrom” vil jeg alligevel vove pelsen og forsøge mig udi noget tilsvarende. Den anden Tina sagde nemlig at det var så nemt at det var latterligt.

Pain d’épice, Crème uden brûlé og Panna cotta à l’akrids. Livet er godt, trods alle genvordighederne.

 

Men desserter var der i rigelige mængder, og da mine søde kolleger er ligeså kagetossede som jeg selv, er der virkelig basis for noget stort!

Vores næste kageorgie skal snart aftales og i mellemtiden kan vi gå og glæde os til hindbærsnitter og lakridspiber!

Because we are worth it!

%d bloggers like this: