Tag Archives: Hysterisk

En tand mere hysterisk.

21 jul

Da jeg skulle hjem fra arbejde i tirsdags, træt i hovedet og rigtig meget klar til at holde stilledag med mig selv onsdag, fandt jeg en pose nødder i min taske og tænkte at den da passende kunne gøre det ud for en lille hyggesnack, mens jeg kørte hjem akkompagneret af Bents behagelige oplæsning af “Kakerlakken”.

Den tanke har jeg fortrudt mange gange siden, for det skulle vise sig at det var en rigtig dum idé.

To gnask inde i min mundfuld nød, føltes det nemlig pludselig helt forkert.

Forkert på den knækkede måde.

Jeg jamrede højlydt – så godt jeg kunne – uden at få sprøjtet forruden til med savl og snask og forsøgte at sluge mit nøddemiks fra den anden side af munden, og følte mig så frem med en forsigtig tungespids for at inspicere skadens omfang.

Og, ja jeg ved ikke med jer, men når jeg i en alder af 47, bliver bekendt med at dele af mit tandsæt rokker, så bliver jeg knap så begejstret som da jeg var seks. Jeg mener, scoopet er til at overse, jo højere man kommer op i årene.

Desuden får man ikke engang nogen mønt under puden fra tandfeen i min fremskredne alder, hvilket jeg desuden – af samme årsag – alligevel aldrig har prøvet, så alt i alt, er det en oplevelse af de mere trælse.

Jeg ringede derfor, stadig i bilen og med gråd i stemmen, til min højtelskede tandlæge. Hun havde en tid til mig dagen efter.

Så skulle jeg bare have de mellemliggende timer – samt en nat – til at gå først.

Smal sag…

  • Og bare rolig, jeg har sådan en fiks indretning på min bilradio som gør at jeg kan tale i telefon gennem den. Jeg sidder ikke og ringer mens jeg kører bil, bare det er helt klart. Min telefon ligger i tasken, og jeg trykker på et par radioknapper, så er den ged barberet.

Nå, et lille sidespring, men et af de vigtigere. Man må IKKE sidde og fjedte med telefon når man kører bil!

Jeg kom trods alt, stadig jamrende, hjem. Der var der netop lavet te, og jeg ville straks dulme mine flossede nerveender og min jamren, med en dejlig varm kop te.

Dumt.

For jeg havde glemt at låget på tekanden var gået i stykker, og der kom derfor et ordentlig skvæt te ud over min hånd, i stedet for ned i koppen, hvor det oprindeligt var planlagt det skulle lande.

Mere jamren. Højere jamren. Og jeg tror også der kom et par klynk.

På det tidspunkt overvejede jeg kraftigt, bare at gå i seng på Maude-måden for at undgå flere katastrofer, men jeg blev også enig med mig selv om at chancen for at blive ynket, var lig nul, hvis jeg befandt mig i min seng.

Så jeg blev hvor jeg var. Men blev ret hurtigt lige så ensom, som hvis jeg havde indtaget min seng. Med rokketand og øm hånd. Og stadig ingen til at ynke mig.

Eftermiddagen både kom og gik og da min sengetid nærmede sig med hastige skridt, spredte der sig angsttåger, over den del af min bevidsthed der stadig fungerer.

For hvem kunne vel sove med en tand det gjorde ondt at tygge i, på og med?

Især når man ved, at man skærer tænder i søvne, fordi man ikke er så afslappet som man burde være, alt taget i betragtning. Og før kloge hoveder foreslår bideskinner og den slags pjank, vil jeg godt sige at de blev afprøvet, og afvist igen, på grund af strittende rokketand og nej-tak-jeg-skal-ikke-nyde-noget.

For tænk nu hvis jeg vågnede, med den mest afsindige og uudholdelige smerte i nat, fordi jeg havde skåret tænder og var kommet til at rokke til tanden, eller hvis jeg nu blev kvalt af tanden, som var så stor som en tennisbold, for slet ikke at tale om at jeg også kunne blive kvalt af de mange hektoliter blod, tennisbolden ville få frem i min mund.

Jeg faldt først i søvn af bar udmattelse et godt stykke efter midnat, og vågnede – straks i panik – men dog efter en fuldstændig rolig nat.

Men derfor kunne der jo godt være sket noget.

Endelig oprandt min tandlægetid, og jeg lagde mig i stolen under granskende blikke fra både tandlæge og klinikassistent, som forsikrede mig om at vi var helt alene. Det opfattede jeg som grønt lys til at skrige op i affekt og stor smerte, såfremt jeg havde lyst.

Beroligende!

Havde jeg nu været ved mine fulde fem – hvilket jeg ikke har været i et par år nu – så havde jeg ærligt talt opfattet det mere som en trussel,  som jeg lå der i fastspændt i en tandlægestol og havde nok set flere stygge scener fra Saw, eller andre splatterfilm, for mig.

Men jeg lagde mig som sagt i stolen, åbnede munden og samtidig også, på forunderlig vis, begge tårekanaler. Den første af refleks på grund af selve situationen og de sidste af rendyrket skræk.
Ikke for hende – jeg har verdens bedste tandlæge – men for det der muligvis skulle til at ske.

Tandlægen kiggede ned på mit ansigt, hvor tårerne trak striber i min ellers så pæne make-up, og mere konstaterede end spurgte, om hun ikke bare skulle bedøve mig lidt før hun begyndte at afmontere mit strittende stykke rokkende tand.

Så min kære tandlæge, og hendes assistent, måtte både tørre tårer og savl væk fra mit ansigt, mens min arseniktand endnu engang blev repareret på bedste midlertidige vis. Hvor længe den holder denne gang, ved ingen.

Min tandlæge er bare uden al tvivl den bedste der findes. Forstående og dygtig. Og uendelig forsigtig og blid, så jeg kunne have sparet mine tårekanaler, for absolut intet gjorde ondt. Overhovedet.

Jeg kunne ikke engang mærke bedøvelsen, kun lidt, da jeg skulle betale.

 

Skæres i skiver

8 mar

..

Nå, så skal jeg ind og ligge i en overdimensioneret pålægsmaskine. Og skæres i tynde skiver. Voldsomt ikk’?

Jeg blev også en kende nervøs. Fik oven i købet at vide at jeg skulle være radioaktiv imens. Meget lidt betryggende..

Jeg skal godt nok kun skæres i stykker på en skærm. For at se hvad der er inden i mig. Som et led i den der plan for mit hormonelle indre. Lidt for intimt for min smag, men jeg er villig til at gå med til det for krøllernes skyld. Og maven.

Men altså, så kom jeg til at tænke på, når man nu har højdeskræk, så kunne det jo godt være man eventuelt også kunne komme til at gå i panik over at skulle ligge helt stille inde i sådan et kæmpe køkkenrullerør, i hvad der må føles som mange timer.

Jeg skal også svare nej til en hel masse spørgsmål. Ret sære spørgsmål – hvis I spørger mig.

Om jeg bærer rundt på syntetisk knoglemasse.. Om jeg har haft granatchok. Eller er blevet skudt på og om kuglen stadig er indvendig. I mig forstås.

En masse relevante ting altså..

Skulle også svare på om jeg har ventil i hjernen..

Den måtte jeg godt nok lige tænke lidt over.

Jeg har noget som forhindrer mig i at springe i luften når jeg prøver at overtale Zorronaldo til IKKE at tage små vans på i snevejr og det ikke lykkes. Eller når nogen – det er gerne ”ingen” – har puttet min uldne sweater i tørretumbleren og den dermed kun er en anelse for stor til en Barbiedukke. Eller der ikke er mere Baileys til min kaffe.

Men om det ligefrem er en decideret ventil, tvivler jeg lidt på.

Det ville ellers være smart.

Tænk hvis jeg bare kunne lukke overophedet luft ud, når det var tiltrængt – ”øjeblik jeg køler lige ned” – er I klar over alle de hysteriske anfald jeg kunne undgå?

Men det var nu nok ikke det de mente, så jeg var bare kedelig og svarede nej.

Det kunne dog være jeg skulle foreslå min læge at montere en sådan ventil, næste gang de skal have rodet ved et eller andet indvortes alligevel.

Nu er jeg vist syg – er jeg ikke?

31 jan

Eller også bliver jeg det snart.. Synes allerede det gør lidt ondt, der bag højre balle.. Det sådan, stikker lidt.

..

Det er ulempen ved enten aldrig at være syg – og nu rammer nemesis mig og jeg får sikkert influenza i morgen – men altså jeg er aldrig syg, bortset fra de gange jeg altså er syg – hvor jeg så gør det rigtigt grundigt.

Det er nok også derfor, jeg altid bliver ligeså syg som en mand. Hver gang. Og jeg forlanger fuld ynk og luksus forplejning helt indtil det er slut + 1 feberfri dag!

Når nu man render rundt idelig og altid og bliver pustet i ansigtet af snottede og syge unger, hvis rådne forældre ikke kan finde ud af at holde deres afkom hjemme i stedet, så alle vi andre kunne undgå at blive smittet – vil altså bare godt sige at den slags forældre er ligeså stort et problem i Frankrig som i Danmark.

Og skulle der sidde nogle af den slags ”vi-putter-en-panodil-i-rumpen-på-JensOle-og-sender-ham-i-børnehave-alligevel-forældre” derude og læse med her, så håber jeg inderligt at jeres samvittighed er sort som kul og I skal bare lige vide, at i stedet for at ende oppe på penthouseetagen til sidst – så ender I med at sidde i et evigt vagtlæge-venteværelse for ultrasmitsomme sygdomme.

Men den slags skrækkelige mennesker læser naturligvis ikke min blog – jeg nævnte det blot til almindelig information..

Skulle et af mine børn være så uheldige at blive syge, så kan de naturligvis forvente at få pleje og kærlig omsorg..

Undtaget når de får en gastro. Dette udmærkede ord findes slet ikke på dansk. Det nærmeste jeg kan komme det er vist Roskildesyge eller Maveinfluenza.

Når nogen har det.. så kan de under ingen omstændigheder forvente ynk eller pleje af nogen art – fra mig.

Jow, lidt jo altså.. de ligger trods alt ikke alene og vansmægter, jeg kaster gerne en cola hen i sengen i sikker afstand til den syge, jeg kan også sommetider overtales til at sætte en tallerken med knækbrød og revne æbler indenfor døren, men jeg får faktisk akutte mavesmerter ved råbet: “Mooaaaaar jeg har tynd mave” – og kan allerede mærke kvalmen komme snigende, så såre den første afleverer en lidt våd bøvs.

For slet ikke at tale om når de ringer fra skolen og siger at der er kastet op.

Overvejede sidste gang at få sådan en maske. Og kunne jeg samle dem op med en tang og sætte dem i isolation gjorde jeg det. Men det må man vist ikke – ellers bliver man indberettet til kommunen.

Så må man ty til den vilde håndvask. Og WC desinficering. Jeg ender gerne med at få røde og revnede hænder efter en enkelt dag med håndvask hvert kvarter og klorspredning på matriklens vådrum.

Og de andre unger får galopperende stress af min hylen op, med ”håndrens” og ”ny kop HVER gang!”

Hysterisk ja.. men jeg skal nemlig sige jer.. jeg kan ikke lide at kaste op. Som i slet ikke.

Man kan faktisk godt sige at jeg har fået en slags overdosis..

Hvis vi nu siger at jeg har været gravid i 37-38 uger hver gang.. Så har jeg nok kastet op i hvert fald 800 dage. Det er langt over 2 år. Og i starten var det flere gange om dagen.. Og natten med..

Så jeg vil nok mene at jeg har ydet mit på den konto.

Derfor – ikke mere opkast til mig.

Hidtil har jeg kunnet løbe igennem bakterierne og undgå det værste. Men det stikker stadig bag højre balle. Hov, jeg sidder på en bog.. så er jeg nok ikke ved at blive syg alligevel.

Men man kan aldrig vide..

%d bloggers like this: