Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.
Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.
Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?
Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.
Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.
Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.
Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.
Lidt af en mundfuld, ikk’?
Det synes jeg også.
Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!
Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.
Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.
Og måske kan det hjælpe at skrive om det…
Lidt.
For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.
Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.
Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.
Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!
Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”
Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.
Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.
Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.
Lidt har også ret.
…
Men altså. Jeg er tilbage.
Kong Mor - med vilje 