Tag Archives: Inspiration

29 gaver – 29 dage

19 jan

Jeg, som elsker at læse, har kun læst en eneste – endda let læst – bog, på to uger.

Ikke ret meget. Og faktisk ret bedrøveligt. Men mit hoved har været helt væk, ikke engang nyheder på nettet har jeg kunnet drive det til, så jeg er helt ude af føling med virkeligheden.

Men bogen var god. Og inspirerende. Det var en amerikansk en, af slagsen, så hvis man kan skrabe lidt af den del væk og komme ind til kernen af selve bogens ide, og læse den uden sine danske briller på, er den god.

Den er desværre ikke oversat til dansk – jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den, og jeg fik originaludgaven – som er på engelsk – i fødselsdagsgave fra min dejlige Diva.

Humlen i den er at hovedpersonen – som skriver bogen om sig selv – har fået sklerose og det tager hun faktisk ikke ret godt. For nu at sige det mildt.

Hun får så til opgave af en afrikansk bekendt, at hun skal give 29 gaver væk på 29 dage. Uden at forvente noget til gengæld, udenat det skal være nogle bestemte slags gaver, eller modtagere for den sags skyld. Hvis det en dag glipper, så er det bedst at starte forfra, for at få den bedste energi ud af hele oplevelsen.

Kort fortalt.

Der sker en masse gode ting i løbet af de 29 dage og 29 gaver hun giver – en masse positivt kommer ind i hendes liv – hun får et mere optimistisk livssyn, hun lærer en masse om sig selv. Og andre.

En bog der gav god mening for mig. Jeg havde hørt om den, og var egentlig kun nysgerrig, men faktisk er der jo nok en mening med at jeg læste den lige nu.

Hvordan man skal huske at være positiv, og give væk for at gøre andre glade. Og sig selv – for det er rart at give. Og at faktisk sker der noget ved den der positive energi som gør godt, både for en selv og for resten af verden. Sådan i en mindre målestok.

En amerikansk bog som sagt, men vældigt inspirerende!

Inspirerende og tænksom bog!

Kan anbefales! Varmt.

Især når man er blevet væk og leder efter sig selv.

 

Blog Mad – altså det man indtager, ikke det man er!

12 maj

Man kan løbe tør for så meget. Idéer til mad for eks.

I Danmark har I trods alt den fordel, at kunne kyle solsikkebrødet, leverpostejen, spegepølsen, torskerognen og makrel i tomat direkte på bordet – så smører hver især selv sin frokost.

Da brødet i Normandiet ofte er lige så hvidt, som det er mangfoldigt, og absolut ikke egner sig som support for alskens pålæg, er smørrebrød en løsning der vælges sjældent. Man kan være heldig at finde en afart af bondebrød, som egentlig ikke burde kunne gå under betegnelsen brød, men snarere som weetabix, eller noget andet, af det der komprimerede, og uspiselige støv.

Indimellem falder jeg over noget vakuumpakket tysk rugbrød.. Men det er næsten ligeså tørt, og har dertil 30.000 ganske ufordøjelige kerner fordelt per rundtenom.

Jeg kan jo godt huske det, fra da vi boede her i første omgang. Det var dengang jeg havde blebørn og ved selvsyn kunne konstatere at de faktisk kom hele ud igen, de der tyske kerner. Så ret meget nytte gjorde de nok ikke på deres vej igennem det hele.

Derfor, er det en pestilens at skulle finde på. At komme med nye idéer, så man ikke bare kører i den samme trummerum. Og jeg giver snart op. Jeg er løbet fuldstændig tør for idéer og jeg drømmer for tiden søde lange drømme – som jeg desværre vågner fra igen – om at jeg kunne holde fri en hel uge – en hel uge uden at skulle lave mad, står lige nu for mig, som værende den ultimative ferie.

Men nu har jeg fundet ud af at Blogland også er en god ting hvad mad og inspiration angår.
Okay, jeg mener IKKE de der fancy madbloggere, som uhæmmet ryster den ene opskrift efter den anden, ud af ærmerne på deres forklæde. Det kan jeg slet ikke finde ud af. Jeg skal bare have idéer til mad som jeg kan finde ud af at lave, og som firkløveret gider sætte tænderne i.

Så er det jo heldigt at man kan komme på besøg hos Mommer og se på kammuslinger, man kan også suse forbi Tina og lave noget.. andet – som jeg ikke kan huske hvad hed.

For at starte med Mommer.. så glemte jeg at tage billeder af det. Men jeg fulgte opskriften til punkt og prikke. Bortset fra at jeg ikke var helt overbevist om firkløverets lyst til kammuslinger. Altså marinerede og ristede jeg også en masse store rejer i samme ombæring – for det elsker de.

Og selvom kammuslingerne vitterligt ikke var den store succes, så åd de gladeligt både majs/avocado salsa og det der grønne sauce, og de ristede skaldyr. Med ris til – for vi kan godt lide ris!

Og jeg må gerne lave det igen – bare kun med rejer!

Den anden ret der skulle prøves – det var i går.. og da fik jeg lavet Tinas søns livret. Og denne ret har lige fået 6 fans mere. I dag var jeg ude og købe ind – til noget rabarberkage – og Prinsesse Lyserød sagde: altså, det der anderledes noget, du lavede i går, det må du meget gerne lave igen. Så der blev købt ind til endnu en omgang Israelsk biksemad til i weekenden. Så det hedder nu Israelsk Biksemad her på Æblebakken!

Og her huskede jeg faktisk at tage billeder!

IMG_4164

Lige før det blandes.. I røg og damp!

IMG_4168

På etapen før det rammer min mund!!

Så nu ville jeg da sætte stor pris på om I kunne fortsætte med at fortælle om jeres mad.. så jeg kan få noget mere inspiration!

%d bloggers like this: