Integration i gulvhøjde.

Da jeg boede i Frankrig, hvilket jeg som bekendt har gjort af flere omgange, fandt jeg det nemt at blive en del af diverse sociale netværk, netværk af flere forskellige slags. Det var nemt, fordi jeg blev inviteret med; jeg kunne få lov til at blive en del af en given forsamling, ikke fordi jeg var specielt god til fransk – for det var jeg selvfølgelig ikke i starten –

Meget ulig hvad nogle mennesker synes at tro, så er sprogkundskaber ikke en medfødt kunnen. Det er dog noget man kan lære. Og, ja jeg ved ikke med jer, men jeg har hele mit liv fået tudet begge ører fulde af det faktum at man lærer et sprog bedst ved at tale det. Gerne der hvor det tales mest.

Men det var et sidespring.

Altså, jeg var ikke specielt god til fransk da jeg flyttede til Frankrig, ideen var jo netop at jeg skulle lære det, dernede, men det forhindrede mig ikke i ret hurtigt at blive en del af et fællesskab hvor jeg var den eneste udlænding.

Bevares, jeg kom naturligvis også med i den danske klub og mødte jævnligt op til forskellige danske arrangementer og har endda været til pindemadder og smalltalk hos Le AmbassadØr, jo jo.

Men, det jeg prøver at nå frem til, er at min integration i Frankrig lykkedes til fulde. Også uden at give afkald på mine danske værdier og traditioner på noget tidspunkt.

Derfor har det altid undret mig hvorfor meget integration er sådan en udfordring her i vores lille andedam. Og jeg spekulerede på om det ikke også var vores ansvar at hjælpe folk til en bedre integration.

At organisere noget integration i guldhøjde, i stedet for at den slags skal styres fra Folketingets talerstol og diverse lovforslag. Måske er det også vores ansvar?

Naturligvis skal man selv ville integreres! Det er klart.

Jeg mindes faktisk en del danskere, som bestemt ikke gad spilde deres tid på at lære noget så banalt som sproget eller historien, traditioner endsige noget som helst om de mennesker der nu engang bor i Frankrig, så den slags mennesker der ikke gider integrere sig, findes åbenbart overalt. Og ikke kun i Danmark.

Heldigvis var velviljen stor hvor jeg befandt mig og jeg nød godt af franskmænds generelle lyst til at inkludere mig på lige fod med alle andre, trods sproglige genvordigheder og kulturforskelle.

Og jeg bestemte mig for at give den stafet videre.

Zorronaldo havde i sin nye klasse fået en god ven som er kurder, og vi inviterede ham og hans familie hjem for at lære dem at kende. Sødere mennesker skal man lede længe efter. Og de har heller ikke brug for privat integration; det har de såmænd klaret selv!

Det er ikke desto mindre blevet starten på et venskab her på øen. Et varmt og dejligt venskab mellem såvel voksne som børn og begge vores familier nyder samværet.

For et par uger siden da vi var i staden, var vi lige et smut til Kurdistan – som godt nok ikke findes officielt – men hos vores nye venner fandtes det i allerhøjeste grad.

Og vi nyder at verden er blevet større og lidt mere farverig!

Gør du noget for integration i gulvhøjde?