Tag Archives: Irriterende

Jeg hører stemmer…

4 mar

Altså ikke på Jehanne D’Arc måden, hvor frankofil jeg så end er, men jeg høre stemmer på lydbog i bilen-måden.

Og det er IKKE altid at disse stemmer er lige behagelige at høre på!

For eks. – og som I ved er det mig meget imod ligefrem at hænge folk ud – men Mikkel Bay-Mortensen har en S-lyd liggende et sted på venstre side af sin tunge, og denne S-lyd falder ud af hans mund og direkte ind i min øregang på den mest irriterende måde, som faktisk gjorde det nødvendigt at slukke for “Sameland” – den lydbog jeg var ved at høre ham læse højt.

Jeg er sikker på at Smikkel derudover er et ganske udmærket menneske, med mange andre kvaliteter og evner, men oplæsning er nok ikke en af dem og jeg vil givetvis se mig om efter en anden adspredelse, såfremt han er på rollelisten på andre cd’er.

Med mindre det er en ballet.

Nu kan det naturligvis også sagtens have noget at gøre med kvaliteten af den CDafspiller af ældre dato, der befinder sig i det røde lyn, men den forhindrede mig ikke i, både at komme helt til enden af “Delhis smukkeste hænder” men også være i stand til at fokusere på selve historien, som var både spændende og lidt sørgmunter, i stedet for på oplæserens stemme.

Mikkel derimod, lød som om han havde nået morfar alderen, mindst, på grund af den der S-lyd. Derudover var det hele så monotont at det aldrig gik op for mig om det var Røje (jeg sværger – sådan udtalte han Roy) eller Leif der sagde noget. Nu er der ikke noget galt i at få læst historier højt af en morfar, men det passede hverken til historien eller udtalen eller – hvilket nok var det vigtigste – til min forventning.

Det var i grunden lidt trist.

Jeg var netop blevet færdig med mine 10 timer og 45 minutter i yderst behageligt selskab med en Peter Bøttger som højtlæser på “Delhis smukkeste hænder”, som gjorde at jeg ligefrem nød mine 40 minutters kørsel hver vej, og i den grad så frem til at kunne fortsætte med en ny lydbog.

Stor var skuffelsen derfor da oplevelsen blev spoleret af afhoppende S-lyde fra Mikkels mund.

Nu tør jeg ikke engang gå i gang med Paul Becker og “Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt” og følgerne heraf bliver til et nyt blogindlæg.

Tre lydbøger – eller foreløbigt kun én. Og en fejlagtig reklame vil jeg nok sige.. Jeg bliv kun 1/3 godt humør indtil videre!

Jeg kom til at tænke på at der burde være en slags database med lydprøver af de forskellige oplæseres stemmer. Det findes ikke, eller også har jeg blot ikke fundet vej til det endnu.

Alt hvad jeg fandt var dette wiki-link http://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Lydbogsindlæsere hvor jeg til min allerstørste tilfredshed kan konstatere at Smikkel ikke er nævnt.

Men en slags evaluering ville være på sin plads. Men forskellige kriterier naturligvis. For jeg er godt klar over, at det som irriterer mig ved en oplæser, ikke nødvendigvis irriterer andre og vice versa.

Skulle der sidde nogen med gode erfaringer indenfor lydbogsoplæsere der ikke har løse “S”er på tungen, måtte de gerne dele deres høreoplevelser med mig så jeg kan får hørt nogle flere historier, da de 80 daglige minutter jeg tilbringer i min bil ærligt talt er en smule kedsommelige uden!

Popups!

22 jan

Ja.. Det kan ikke have forbigået nogen som indimellem læser med på kongmor.dk at der er kommet nogle ualmindeligt lede popupreklamer.

Der er få ting som irriterer mig mere, når jeg klikker ind på bt.dk og hver anden artikel bliver forstyrret af popups kan det gøre mig hidsig i flere omgange. Derfor har jeg kontaktet bloggers og bedt dem om at fjerne popups på mit domæne, men om det bliver efterkommet – eller hvornår ved jeg ikke.

I mellemtiden vil jeg slå mine folder her..

Så er det i hvert fald på plads.

Aldrig nogensinde mere

30 mar

Den der madbesættelse, jeg snakkede om i går. Ja, ikke det der nupo, som vækker stærke følelser og gode tanker både her og der! Men min almene madbesættelse, ikk’?

Den medførte altså nogle kartoffelkroketter.

Det plaskede simpelthen fra min mund, da jeg så opskriften. Noget jeg bare måtte lave!

Jeg øjnede ligeledes en måde til måske at kunne liste kartoffelmos i mine to yngste, som bilder sig ind at de ikke kan lide kartoffelmos, hvorfor dette ikke er noget vi får ret tit.

Kartoffelkroketter lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Først skulle der laves kartoffelmos. Med en enkelt gulerod eller to. Så blev der stegt bacontern og hvidløg.

Kartoffelmosen fik tilført et vognlæs revet ost, to æggeblommer, smør og varm mælk. Og så fik den ellers en tur med håndpiskeren til de værste klumper var væk. Bacontern a la hvidløg blev rørt i mosen, som så fik lov til at stå. Jeg måtte forlade matriklen, med min nupo, for ikke at sætte mig og æde løs direkte af gryden.

Hentede derpå mine børn på skolen og kom hjem til et hus der duftede så lifligt, at selv dem på 16 og derunder lagde mærke til det.

Dernæst skulle den lunkne kartoffelmos formes til små pølser som først skulle rulles i mel … dernæst i pisket æg … for til sidst at lande i en skål rasp.

Det var nemmere sagt end gjort. Jeg havde passet på ikke at lave mosen for lind, men det blev noget værre noget. Ingen pølselignende små fikse ruller kom der ud af mine anstrengelser. Derfor blev de mast flade, og gjort en del mindre.

Da jeg så med megen møje og besvær, og en hel del snask, havde lavet 6 meget små klatkager med rasp, og det meste af raspen sad på mine fingre, som dermed blev tykkere for hver gang jeg nærmede mig, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at følge opskriften og bare lave små kartoffelklatter.

Det måtte være langt nemmere bare at placere små klatter mos på en varm pande, og undgå dette snaskede kugletrilleri.

Det nu meget lidt lækre rasp, æggerester og lidt klumpet mel blev hældt lodret ned i Blondinens retning. Ej det passer ikke, hun fik ikke melet, jeg var bange for at hun ville komme til at kløjs i det.

Hun blev både glad og overrasket, for grundet sommertiden havde hendes maveur endnu ikke opdaget, at vi faktisk var 15 minutter over hendes spisetid.

Glad hældte jeg olie på panden og gik i gang. Først stegte jeg de 6 klatkager med rasp på. De så fine, faste og sprøde ud.

Så kom turen til de ”rå” mos-klatter..

Det gik knap så godt. Det gik faktisk overhovedet slet ikke.

Det lignede ikke noget som helst.

Slet ikke da jeg begyndte at vende det, som i mit hoved gerne skulle ligne små faste frikadelleagtige klumper. Sådan en slags rösti i mosform havde jeg forestillet mig.

Det var mere en slags grød. Med olie på. Og olie i, og udenom..

Jeg måtte erkende at det nok ikke var det allerheldigste opskriftsinitiativ jeg nogensinde havde taget.

Altså kunne jeg starte forfra med mine ulækre, snaskede blandinger. Flere tallerkner. Mere mel. Og rasp.

Hidkaldt af min højlydte jamren, og vist nok også nogle grumme eder, ankom Zorronaldo lidt usikkert til køkkenet. Det var nok meget godt, for han kunne hjælpe mig med at slå æg ud.

Og hælde mere mel på. Som tak blev jeg så belemret med det styggeste rap og techno, som metallisk skingrede ud af hans telefon. Han skiftede dog sang når jeg begyndte at knurre for meget. Men det var hyggeligt, så jeg brokkede mig kun meget lidt.

Jeg fortsatte hvor jeg slap med snaskeriet. Rasp var der ikke ret meget tilbage af, den havde jeg jo givet til Blondinen, så de sidste blev dyppet i mel to gange …

Jeg svor højlydt undervejs flere gange, at jeg aldrig nogensinde ville lave den slags igen.

IMG_0861

Alt det arbejde og det medfølgende snask, det var noget værre noget og efterhånden blev jeg også mere og mere sikker på at Prinsessen ikke engang ville sætte pris på mine fantastiske kreationer udi kartoffelmos.

Hun har, som sagt, altid hadet kartoffelmos, hun er født sådan og har desværre smittet sin lillebror og fejlagtigt forledt ham til at tro at han heller ikke kan lide det.

Men tilbage til mine klatter.

Det er et ganske afsindigt svineri og et ægte molboarbejde at lave, forme og raspe disse dimser. Jeg måtte ustandseligt vaske fingre så jeg undgik at få pakket hele hånden ind i den der tommetykke mel-æg-rasp skorpe.

Men de blev færdige, og stegt. De duftede himmelsk, så jeg satte tænderne i en lille én og glemte alt om min nupo. Men hvor meget kan sådan én sølle – okay så to – kartoffelkroketter ødelægge. Jeg trængte til en opmuntring efter alle mine anstrengelser.

IMG_0867

Prinsessen kunne ganske rigtigt, finde på mange tusind andre ting, hun bedre kunne lide end mine klatter, så selvom de tre andre roste dem, især dem med rasp på, til skyerne – de turde nok ikke andet – kommer de til at se meget langt efter en gentagelse.

Der skal i hvert fald mindst gå flere år, så jeg har glemt hvor besværligt det var. Lidt i stil med et karbad faktisk.

GodSÅnat

20 mar

Der gives dage hvor personer på 10 år bare er en anelse belastende for deres omgivelser. Uanset om det er royale omgivelser, eller bare alle de andre.

Så er det befriende at være den der bestemmer og kyle hele banden i seng, eller det vil sige, én for alvor og tre andre på skrømt. Så ligger han der og ligner den søde dreng det var meningen han burde være det meste af tiden.

Jeg sætter mig tungt og træt på hans sengekant og sukker dybt. Spørger så hvordan det kan være at han skal være sådan en drillepind?

Om han ikke ville oppe sig lidt og blive lidt mere medgørlig at være sammen med og ikke være så irriterende hele tiden.

Venter egentligt ikke noget svar, og må bide mig i læben for ikke at komme til at grine meget højt da han alvorligt siger: ”Mor.. Jeg er 10 år, og jeg er også en lillebror. Jeg skal være irriterende. Vær glad for at jeg ikke er blevet sur endnu, ligesom min storebror!”

Han ligger heldigvis på maven så han kan ikke se mine anstrengelser for ikke at bryde sammen af grin.

Jeg klør ham lidt på ryggen, og han sukker saligt og siger: ”Alle mennesker burde have en mor som dig!”

Da jeg påpeger at jeg nu er glad for at jeg kun har fire børn, for at være mor til hele verden lyder lidt voldsomt, vender han sig giver mig et stort knus og siger: ”Så er jeg glad for at det lige var dig der skulle være vores mor”.

%d bloggers like this: