Jeg fryser. Rigtigt meget.
Og nu har vi ikke alene kulde, vi har også fået sne. Meget sne. Og det er koldt. Ellers var det ikke sne. Nu er jeg ikke ret meget til sne. Og slet ikke på Æblebakken.
Det er nemlig sådan at Eventyrhuset ikke er isoleret. Det handler ikke om at det er dårligt eller mangelfuldt isoleret.. Næ, det handler om at huset overhovedet ikke er isoleret. Nogle steder er der klistret en gipsplade direkte på muren, andre gange er der kun muren med de – bevares – flotte sten.
Et skønt hus om sommeren.
..
Men det ER ret køligt når temperaturen når under køleskabsgrader. Og endnu køligere når det sner.
Da ikke ret mange af vinduerne kan lukkes korrekt, suser det også lidt ind her og der. Alle disse forhold, gør at huset holder en gennemsnitstemperatur på omkring 15-17 grader, alt efter hvor i huset man befinder sig.
Ovenpå i de to børneværelser og i vores soveværelse er der nogenlunde til at holde ud at være, heldigvis, men nedenunder er der bare koldt. Faktisk tror jeg ligeså godt, vi kunne bo i et telt når det er rigtigt koldt.
Og jeg tænker faktisk nogle gange på hvordan i alverden folk gjorde i vikingetiden.
Eller bare før naturgas og gulvvarme, når det var ligeså koldt og husene var lige så uisolerede. Men da blev folk nok heller ikke 42, så det ville jeg sikkert have været forskånet for at opleve ret mange gange.
Sidste år prøvede vi at varme huset op, for dog at have det lidt varmt – men det lykkedes ingenlunde. Der var jo ikke noget isolering til at holde på varmen, med det resultat at vi smed 80 % af vores pensionsopsparing efter en varmeregning som havde givet mig forfrysninger fra november til slutningen af januar.
Dette stunt havde jeg ikke lyst til at gentage i år – så vi nøjes med at skrue ned for varmen i stedet. Nu har vi også haft det lunt og varmt indtil for en uge siden, så jeg burde faktisk ikke klage.
Men i år er det bare ret meget koldere end sidste år. Både ude og inde. Og det ændrer intet at skrue op for varmen så den står på ”hold radiator varm” og intet højere.
Vi har gang i vores zibro, og en lille, pæn, men aldeles uduelig pejs. Som kan varme op pletvise steder.
Hvis I vidste hvor meget jeg savner min Morsø brændeovn som kan varme 120m2 op på under 20 minutter.
Men sådan er så meget, man kan gå og glæde sig til.
Jeg er godt klar over at vi ikke har ramt de kummefrysertemperaturer I fedter rundt i oppe nord på, men I har i det mindste isolerede huse.
Firkløveret er heldigvis i skole det meste af dagen, så jeg er som regel alene og må tænke alternativt for ikke at fryse fast til stolen når jeg skal skrive.
Når de er hjemme, løber jeg til gengæld rundt og råber: ”JEG fryser – kan I skynde jer at tage en trøje på..”
Jeg har nemlig så meget tøj på, at jeg har svært ved at bøje armene.. Og et fleecetæppe bundet om maven.. og hue på.
Ja – hue på indendørs.
Det er anderledes, det er jeg helt med på, men jeg lærte for en uges tid siden, af Bear Grylls, at 40 % af ens kropsvarme forsvinder via hovedet, så man skulle huske at have hue på – og det er faktisk rigtigt – jeg fryser langt mindre med min grå thinsulate hue på.
Nogen spurgte om der blev taget billeder af dette michelin-mand-outfit, og jeg må på det bestemteste afvise at der nogensinde bliver taget sådanne!
Det eneste som er en anelse irriterende, er at jeg går i evig skræk for at nogen kommer forbi!