Tag Archives: Jammer

Skyggesiden af mig

24 maj

Jeg gik ud på min daglige tur her til frokost og kom så pludselig til at se min egen skygge, som den faldt på vejen foran mig.

Og blev såre forbløffet over billedet af mig selv. For med mindre jeg havde en hidtil uset evne til at gro muskler på under 5 minutter…

– Det ville ellers være fedt hvis jeg havde udviklet en evne til at kunne det, så kunne jeg tjene mange penge!!

Nå, men nej altså, med mindre mine trapezius muskler var vokset siden jeg forlod matriklen, så…

(til dem som har brug for at google “trapezius”, kan jeg fortælle at det netop var resultatet af min googling af ordet “tyrenakke”)

Og nu kommer jeg til sagen: altså trapezius muskler var det ikke – jeg mærkede nemlig efter – og jeg var faktisk lettere bekymret, for hvad i alverden var det som var landet på mine skuldre?
Hvorfor var der en skygge der, som jeg ikke kunne mærke?
Var det min samvittighed?
Vinger måske?

Jeg stod og så der og prikkede på mig selv, midt på Albjergvej, blev mere og mere urolig, indtil jeg opdagede at det bare var mine bryster.

Jeg nåede lige akkurat at slappe af i et nanosekund, indtil sandheden i al sin gru skyllede ind over mig: MINE BRYSTER!
Og var jeg ikke i panik før, blev jeg det da der. På Albjergvej.

Mine bryster var blevet så store at de simpelthen kunne ses bagfra?

MINE BRYSTER VAR SÅ STORE AT DE KUNNE SES BAGFRA?

Jeg er helt sikker på at jeg også kom med nogle høje klynk, som jeg stod der og prikkede mig selv på barmen, alt imens opdagelsen forplantede sig i min bevidsthed.

Ej men helt ÆRLIGT altså.

Jeg ved godt at jeg har taget på.
Det sædvanlige I ved, medicin, vinter og madglade mig – men at det var så grelt havde jeg ikke helt forudset.

Så min gåtur blev i dag ledsaget af, mine egne, høje hyl og en del jamren, samt en fuldstændig stålsat beslutning om at NU skal jeg på kur!

 

Reklamer

Ikke noget at råbe hurra for.

17 aug

Det var ellers ikke fordi jeg ikke havde glædet mig.

I et helt år.

Til min helt egen sommerferie.

Uden sure franskmænd, eller folk jeg skulle arrangere bryllup for. Ej heller mystiske Stein Bagger typer, og nej jeg ved godt jeg ikke har fortalt jer om lige netop den del – han hed i øvrigt Jan – som kunne ødelægge mere i vores dagligdag end hvad godt er.

Intet kunne spolere min glæde over at jeg snart ville få sommerferie, heller ikke da Gårdmand Bjørn blev indlagt med meget høj feber.

Ikke nok med at han fik feber, han tog også lige en lille spadseretur i haven omkring kl. 02. Og han vidste ikke helt hvorfor. Det kunne ingen af lægerne lide. Så vi blev sendt direkte på OUHs børneafdeling for videre undersøgelser.

Vi fik heldigvis lov til at komme hjem igen, da de ret hurtigt kunne udelukke alt det væmmelige. Så kunne han jo ligeså godt ligge hjemme og have feber. Vi beholdt en åben indlæggelse i en uge men den fik vi ikke brug for. Han blev rask og ingen ved hvad der ramte ham. Godt det samme. Han var jo rask igen.

Så fik Prinsesse lyserød det skidt. Ondt i halsen og hvad ved jeg. Et besøg hos lægen og en recept på penicillin senere regnede vi med at det ville gå over. Men næ nej. Der skete ikke en hujende fis. Tilbage til lægen fik hun taget en blodprøve og nu kunne der konstateres mononukleose. Ja, kyssesyge, men det er et lidt sært ord at bruge for en sygdom man kan få på alle mulige andre måder end at kysse på. Hun var i hvert fald ikke mange sure sild værd, staklen.

Endelig fik jeg ferie. Den blev lagt ud med en tur på Langelandsfestival, i Tinas brors campingvogn. Den uge var der ikke det fjerneste galt med, så den kan jeg altid fortælle om en anden gang.

Da vi kom hjem døde en pap-Oldefar. Ikke fordi vi kom hjem, men fordi han var 96.

Vi havde planlagt 10 dage i sommerhuset og en dejlig weekend i Sverige, hvortil min lillebror har valgt at flytte. Men så skulle jeg i bad.

Og selvom jeg nu i over 10 år har skrævet over mit badekar når jeg skulle åbne vinduet efter mit morgenlige brusebad, så er der aldrig sket noget. Nok hovedsagelig fordi jeg har haft tørre fødder.

Lige præcis den dag, tirsdag d. 28 juli stillede jeg mig op på kanten med våde fødder. Det gør jeg aldrig mere.

Jeg gled nemlig. Fødderne gled som Bambi på glatis ud mod venstre, jeg lettede, og mens jeg hang der i luften, nåede jeg at overveje om det nu også havde været en super god ide at bestige badekarskanten iført våde fødder. Jeg kunne så selv besvare mit spørgsmål da jeg landede, tungt på højre side og hørte noget knække.

Knække på den indvendige måde.

Siden da, har jeg forsøgt at undgå nys, hoste, hikke, latter og opkast på det bestemteste. Og jeg danser aldrig mere ballet på mit badekar. Ingen trøst er mulig, det kan vare op til flere måneder inden jeg er mig selv igen hvilket jo lægger en dæmper på de fleste fysiske udbrud.

Som om det ikke var nok, så døde jo også min elskede Moster. Min mormors yngste søster, som i praksis havde fungeret som hele familiens mormor siden mormor døde i 1988.

… Og det var hårdt.

Alt i alt en lidt anderledes og lidet attråværdig sommerferie til mig.

Jeg håber inderligt at jeres var bedre.

 

Kedeligt og æblekage

4 okt

Det er muligvis topmålet af kedelig, at skrive et blogindlæg om at man keder sig.. Men det  er ikke desto mindre sådan det forholder sig med mig.

Jeg keder min popo i laser og frynser.

Har endda rationeret bogindtaget efter jeg slugte Senor Peregrino og La Peregrina på under tre dage, for jeg forudser en seriøs krise når jeg ikke har flere bøger at læse.

Alene det at nå frem til at kunne sidde op, og ved en computer, har taget sin tid. De første par dage, eller tre, skulle det sårede ben helst ligge højere end hjertet. Og så er det lidt svært at gøre noget som helst på en computer.

Nu, da det ikke gør noget hvor mit hjerte befinder sig, er jeg stablet op på min stol, en køkkenskammel og med krykkerne inden for rækkevidde.

Med tastaturet på skødet. Hvor jeg husker at vippe forsigtigt med tæer og fødder.              10 genoptrænings-vip pr. time.

Jeg bliver indimellem passet og plejet. Og lidt forkælet.

Men kun indimellem.

Torsdag aften for eksempel, forsvandt alle husstandens beboere i mange timer, uden at lave aftensmad til mig. Jeg orkede bare ikke flere rugbrødsmadder, som er det eneste jeg kan lave stående på et ben og ligeledes fortære på et ben, da jeg ikke kan hoppe – uden krykker – hen til spisebordet, endsige sofaen, med en tallerken hvorpå der ligger to stykker rugbrød. De ligger der i hvert fald ikke, når jeg er færdig med at hoppe.

Så jeg fik ingen aftensmad torsdag.

Jeg åd nogle amerikanske blåbær i chokolade og havde ret ondt af mig selv.

Jeg kan så ikke sige mig fri for at være en lille smule skadefro, da de andre kom sent hjem og råbte op om aftensmad som de plejer.

“Ja, jeg kunne jo ikke lave den” var mit svar. Sært nok brokkede ingen sig over det, og fredag aften gik de af sig selv igang med aftensmad, endda helt uden at jeg skulle kalde på dem.

Jeg vælger at se på denne ufrivillige køkkenpause, som den sommerferie jeg ikke fik. Som nogen måske vil erindre, ønsker jeg mig EN uge om året hvor jeg ikke skal lave mad. En eneste sølle lille uge hvor jeg slipper for at tænke på, hvad, hvor og hvornår der skal spises. Denne uge fik jeg ikke i år. Til min store fortrydelse.

Men så får jeg den nu, også selvom den til tider minder om en slankekur, i hvert fald de dage mine omgivelser glemmer at der skal laves mad.

Jeg ville dog ønske jeg orkede at stå på et ben, den tid det tager at lave æblekage. Men det overskud har desværre ikke fundet vejen frem til mig endnu.

Hvilket virkelig er en skam, idet jeg med lethed kunne spise en meget stor portion gammeldags dansk æblekage med flødeskum og hele svineriet.

Det tænker jeg så på mens jeg keder mig.

Velbekomme…

Hvad så bagefter?

23 sep

Med fire børn på henholdsvis 18, 16, 14 og snart 12 år, er vores familieboble snart på nippet til at briste. Divaen rammer sin studentereksamen i maj og Zorronaldo følger efter om et par år.

Oftere og oftere sker det at vi sidder ved aftensmaden med bare et eller to børn. Det har jeg nævnt flere gange før, intet nyt under solen der.

Men hvad gør man lige?

Hvordan flytter man ind i sin nye tilværelse som mor – for mor er man jo altid – til ikke hjemmeboende børn?

Jeg har tilbragt de sidste 18 år af mit liv med at være mor på første række. Til en masse børn. Huset har været fuld af larm og ballade. Mennesker overalt og aldrig helt stille ret længe ad gangen.

Efterhånden som de flytter ud og væk, så skal man også vænne sig til en ny slags familie. Et nyt liv.

Og jeg må indrømme jeg gruer for det. Jeg kommer til at savne dem helt afsindigt!

Jeg elsker mine børn. Det falder for banalitetsgrænsen, men det gør jeg. Med hud og hår. Det er mine absolutte yndlingsmennesker. Og så skal jeg pludselig til at vænne mig til en hverdag uden dem.

Desværre.

Der er sikkert en mængde ting man kan foretage sig uden hjemmeboende børn. For slet ikke at tale om hvor billigt det bliver når man skal købe ind. Men i det store hele tror jeg det er ligeså vigtigt at forberede sig på den nye status som midaldrende ægtepar

Ej, men ER det ikke forfærdeligt?

Her er jeg stadig midt i livet som en vældig ung mor til fire hjemmeboende børn, og lige om et øjeblik er jeg en midaldrende kone på vej mod efterløn.

Nå, efterlønnen findes nok slet ikke om 23 år når jeg er ved at være klar til den, så den behøver jeg ikke bekymre mig om.

Men det andet.

Det med at man skal finde sig tilrette i en ny hverdag.

Denne her “Mor-til-mindre-børn-hverdag” har jo nærmest varet i halvdelen af mit liv. Men jeg skal til at tage et kvantespring af helt andre dimensioner end “sidste blebarn” og “sidste børnehavebarn”. Nu er det snart “sidste folkeskolebarn”.

Og jeg ved godt at Ellen – sidste gang jeg jamrede – sagde at nu begynder “første-epoken”. Men i mellemtiden? Indtil den første “første-epoke”. Hvordan finder man ud af at være mor på afstandsmåden?

Jeg er såmænd ikke så meget i tvivl om hvorvidt Firkløveret vil klare det, for det vil de. De er stærke og fornuftige mennesker, som i øvrigt er fantastisk godt opdraget!

Det er mere mig selv, jeg er nervøs for.

Tænk nu hvis jeg af bare kedsomhed kaster mig over herreløse katte eller ryatæpper?

Jeg, som ikke kan fordrage katte. Eller ryatæpper for den sags skyld.

Dette hjertesuk er muligvis fremkaldt efter en weekend med mere eller mindre kun et barn hjemme.

Divaen er taget til Madrid, Zorronaldo har tilbragt weekenden hos den yndige, med fødselsdag og familiefremvisning. Prinsessen har været i byen og sammen med Astrid, så der var kun Gårdmanden tilbage, og han endte vist med at være en anelse træt af at være det absolutte midtpunkt.

Gad vide om vi skulle få en efternøler?

Og så igen, da jeg var i føtex i fredags, var der en mor med to små børn. En 18-20 mdr. gammel tut sad i indkøbsvognen og en anden tut på omkring de fire, kastede sig rundt på gulvet iført lyserødt og skrålede hysterisk. Hun var uden tvivl træt og udmattet efter en lang uge, og hun endte med at sætte sig på en hylde med dåsemajs. Jeg havde meget ondt af både moren og af pigen, for det var helt tydeligt at de bare ikke orkede mere.

Jeg kiggede på min 18 årige og blev pludselig meget glad for at jeg kun har børn med tocifret alder.

Denne glæde fortog sig dog noget, da jeg senere på aftenen blev nødt til at agere chauffør for  Prinsessen. Hun var noget misfornøjet med at hun skulle hjem, men var træt efter en hyggelig aften med kammeraterne, som dog havde udviklet sig til noget med en del flere promiller end hvad tilladt er, for børn under 16. Og det syntes jeg var knapt så hyggeligt.

Vil i den forbindelse gerne nedkalde en fatwa over den Aldi og den Spar som ville sælge alkohol til unge uden ID.

Så nej, jeg skal ikke have en efternøler, jeg skal bare have tiden til at gå indtil jeg bliver bedstemor.

En usling og en pusling.

18 sep

Uden at gå alt for meget i kedelige og triste detaljer, kan jeg da meddele at First Mans mester er gået konkurs.

Og derfor…

Ej, først fik min søde mand, for allerede en måned siden, en sms om at han ikke skulle komme på arbejde om mandagen. Men at mester ville komme forbi.  Han kom dog ikke. Tirsdag aften modtog min søde mand endnu en sms. Men stadig intet besøg. Fredag aften – direkte adspurgt – stadig på sms, fik First Man at vide at mester ikke havde flere penge og at han var gået konkurs.

Så langt så godt. Det kan jo ske. Men skuffelsen over at en ven ikke magtede at se ham i øjnene og være ærlig, sved.

Nu er der ikke det store at gøre ved sådan en situation en lørdag formiddag, men jeg fik da snakket med forskellige lokale tømrermestre. Blandt andet én som havde haft First Mans mester ansat siden mandag morgen.

Faktisk…

Ja.

Så også den anden tømrer blev lidt stille da han fik at vide at First Man ikke vidste noget før fredag aften.

Jeg tror nok det var lige der jeg mistede den allersidste respekt for min søde mands forhenværende mester.

Eller måske var det da mesteren stadig, efter fire uger hverken havde fyret First Man, eller selv indgivet konkursbegæring. Og da administrationstiden i forvejen er meget lang hos Lønmodtagernes garantifond, har First Mans tilgodehavende i form af elevløn – men dog en slags løn – meget lange udsigter. Men som mesteren skrev i en sms da First Man spurgte hvornår det ville ske:  “Jeg skal jo også arbejde”.

Hov, nu kom jeg alligevel til at fortælle lidt om de kedelige detaljer. Og jeg kom vist også til at hænge en mester ud. Til tørre. Beklager at jeg ikke har kunnet holde den sobre tone, men en skovl er nu engang en spade og en fej mester er en… usling.

Nå, hvorom alting er, så har min søde mand ledt og ledt efter en tømrer som gerne vil have en sød og dygtig og arbejdsom voksenlærling. Den slags mestre hænger dog ikke på træerne, især ikke når de får at vide at man ikke må fyre sin voksenlærling når der ikke er noget at lave i februar måned.

Så modløsheden blev altoverskyggende. Og First Man prøver at finde på alle mulige andre løsninger. Ligeledes er vi gået over til at tale dansk på matriklen, for at forbedre hans ellers udmærkede, men lidt skrøbelige, dansk. Hvis nu der skulle være nogen som ville have en fransk voksenlærling.

Og så var der en eller anden foreslog ham at blive vinduespudser.

Ikke at der er noget galt med vinduespudsere overhovedet. Men First Man har måske lidt andre planer for den sidste trediedel af sit arbejdsliv, end at tilbringe den med at vaske vinduer. Det kan naturligvis godt bruges hvis man er ved at dø af sult, men han bliver jo heller ikke yngre.

I går sad han og stirrede ud i haven. Og det regnede.

Da jeg gik hen for at give ham et knus, sukkede han og sagde: “Min skat, jeg er ked af det, men jeg kan bare ikke være vinduespusling”

Selvom jeg brød sammen af grin – undskyld – var meningen jo god nok. Men min søde First Man er nu så lækker at han, uanset hvad, ville blive verdens bedste vinduespusling så let som ingenting.

Lidt i stil med ham her:

PS: Hvis nogen lige skulle stå og mangle en voksenlærling indenfor tømrerfaget så må de meget gerne sige til, inden min mand begynder at sende CVet sydpå.

Andres gode råd om ens livskriser

12 sep

Kan ikke bruges.

Jeg siger det bare.

De der såkaldte gode råd, kan allerhøjst få en til at føle sig endnu dårligere tilpas. Eller endnu værre, give en lyst til at sparke den velmenende person over skinnebenet. Hårdt.

Det er den slags som kan afholde mig fra overhovedet at have lyst til at fortælle om de der livskriser.

Fordelen er så at man, mens man lytter på andres løsning på ens liv, kan øve sig i selvbeherskelse. Og er I så færdige hvor er jeg blevet dygtig til at holde mund.

Jeg har også indtil flere tips, til brug for frustrerede indebrændte.

Man kan for eksempel gå og nynne fædrelandets vemodige sange, indvortes naturligvis, mens man venter på at personen holder op med at tale. Så kan man ikke høre andet end salten østerstrand.

Det kan også være en løsning at være på vej ind i et andet rum, mens man distræt kigger sig over skulderen og mumler: “mmmhmmm” så går der sjældent så lang tid før personen forstår at deres ævlen ikke er interesseret.

Subsidiært kan man gå på toilettet, og råbe: “øjeblik” mens man lader vandet løbe.. Det er trods alt de færreste der forfølger en, helt derud for at råde videre.

Man kan naturligvis også bare bede vedkomne om at holde mund.

Det skaber bare så tit en ret dårlig stemning hos de der velmenende rådgivere. Og hvis det er nogen man ser af og til, kan det godt være lidt svært at bede dem om at stikke piben ind. Især hvis de selv tror de har fingrene i de vises sten.

Man kan også bare holde sig for sig selv, og lade være med at dele ud af sine gebrækkeligheder og så i øvrigt tage sig lidt sammen.

God torsdag!

Meget diplomatisk..

3 sep

Jeg vil sige det så diplomatisk som jeg kan.

JEG HADER TANDLÆGER.. Hov.. Nårrh nej, det var det diplomatiske jeg kom fra.

Jeg kan ikke lide tandlæger.
Eller jo det kan jeg godt. Ellen er fantastisk.
Og heldigvis at hun er så sød.
Ellers ville det være fuldstændigt ubærligt at gå til tandlæge.

Men jeg kan altså stadig ikke lide det.

Og jeg kan endnu mindre lide det når bedøvelsen holder op.

%d bloggers like this: