Jeg har altså ikke TID

– til at passe på en brukket lilletå. Som i SLET IKKE.

Samme aften som tåen knak, skulle jeg til foredrag med Johannes Langkilde. Det ville jeg bare ikke gå glip af. Jeg blev kørt de små 300 meter derhen af First Man, og Anne Mette bragte mig sikkert hjem igen. I bil.

To dage senere skulle jeg have været til udendørs musical med Tina. Det måtte jeg melde afbud til. Jeg skulle have været i sommerhus med Nina. Det blev heller ikke til noget.

For jeg SKAL bare vokse sammen igen hurtigt. Og uden mén.

Det er der en helt speciel grund til. Lige om lidt skal jeg nemlig gå en tur.

Jeg skal gå en tur på 100 km. Med vandrestave og rygsæk. Det skulle tage lige omkring en uge.

…

Jeg har gået rundt siden april, lange ture, hver dag, for at træne. På intet tidspunkt havde jeg nemlig tænkt tanken at jeg ville være i stand til at gå 20+ km. pr. dag i fem dage, hvis jeg ikke trænede ordentligt.

Kan jeg det nu, måske? Træne, altså.

Nej. Det kan jeg ikke. Og det er jeg en anelse træt af.

 

Dagene derpå

Jeg syntes som sagt i torsdags, at min deltagelse i Eventyrløbet 2015 havde været en formidabel ide.

Det syntes jeg så ikke fredag morgen.

…

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen. Ganske enkelt.

Mens jeg prøvede at komme ud over kanten på sengen, spekulerede på hvad i alverden der var sket. Endelig kom jeg op og stå og forsigtigt gyngede jeg hen til trappen. Jeg formelig vraltede ned af trappen, ikke ulig en and, nærmede mig badeværelset og ville sætte mig ned på toilettet. Da jeg nåede halvvejs ned mod sædet, ville mine lår ikke være med mere og jeg måtte kaste mig bagover for at undgå at spænde i noget som helst og landede i et bump på toilettet med jamrende lårmuskler, og strittende ben.

Jeg fik besørget og ville faktisk gerne op og stå igen, men også det tog sin tid, og var bestemt heller ikke forbundet med nogen nydelse. Jeg måtte tage tilløb for at nå håndvasken og begyndte at overveje om det nu også havde været så god en idé igen at deltage.

Gudskelov har jeg ikke skullet så tisse så meget at det var kriminelt, for så havde jeg vist lækket på halvvejen. Det var mig nemlig ganske umuligt, at holde bare lidt sammen på både blæremusklen og lårmuskler på samme tid.

Jeg vuggede ud til spisebordet og spekulerede på om det var ligeså hårdt at komme ned på en stol som på toilettet. Det var det…

Hele dagen var simpelthen ren tortur at bevæge sig. Hvis jeg stod helt stille gik det lige, og hvis jeg – med møje og besvær – kom ned og ligge, kunne det også lige akkurat gå an. Men al anden bevægelse var forbundet med stor besvær og megen jamren.

Børnene har stirret på mig og med vantro i stemmerne spurgt, om det virkelig gjorde så ondt når jeg vraltede forbi med indlagt jamren på stemmebåndene.

Hvilket jeg kun har kunnet bekræfte.

Jeg skulle for eks. besøge Annette, og var nær aldrig kommet op af alle hendes trapper. For slet ikke at tale om da jeg så skulle ned igen. Helt oppe fra 3. sal. Men jeg holder så meget af hende, så jeg tilgiver hende gerne!

Da jeg vågnede lørdag morgen skulle jeg også tage tilløb til at komme ud over kanten. Det var trods alt sådan at jeg kunne gå uden at vralte helt så meget. Bortset fra når jeg havde siddet ned lidt for længe, og så skulle i gang igen, og så også når jeg skulle op og ned, mest ned, af trapper.

Søndag kom der anderledes fart over feltet og kom kun i vanskeligheder når jeg havde siddet for længe – for eks. for at skrive dette indlæg.

Men hvor jeg fredag inderligt var af den overbevisning at jeg aldrig nogensinde mere ville lave noget der bare lignede sport igen, kunne jeg søndag bestige min crosstræner og jolre rundt der i 20 minutter, og have fornemmelsen af at jeg måske ville kunne komme til at gå normalt igen inden for en overskuelig fremtid. Og endda overveje et kort øjeblik at træne en anelse mere til Eventyrløbet 2016 og eventuelt forbedre min elendige tid fra i år.

Fordi jeg er sej!

Mega sej!!

 

 

Det er ikke hul i hovedet

men derimod hul i benet.

…

Jeg fik en ond fibersprængning i marts sidste år. En rigtig ond en. Med krykker. Og lig-ned-i-lang-tid.

Så i stedet for at gå til gymnastik med Kirsten i vinters, gik jeg til svømning med Lene. Da jeg så tænkte at nu var det vist på tide at komme til at løbe lidt igen kunne jeg bare slet ikke. Jeg kunne løbe tre-fire skridt og så strammede hele min læg så meget at jeg tænkte: “nu eksploderer hele benet”.

Okay, måske ikke hele benet, men det føltes kriminelt.

Altså tog jeg til lægen for at få noget fysioterapi eller noget for at hjælpe lidt til.

Det var så der at lægen sagde: “hvad er det for et hul du har der på benet?”

Jeg snurrede rundt om mig selv, og kunne – heldigvis – ikke se nogle huller i mine ben.

“Der” vedblev hun og satte pegefingeren direkte på min læg.

…

Der var et hul, eller en fordybning vil jeg nok snarere kalde det. Som om mit ben var smeltet lige der. Jeg fik nogle meget stygge billeder på nethinden.

…

Og koldsved.

“Øhh” begyndte jeg, tør i halsen. “Det hul har altså ikke altid været der”.

Jeg holdt pause. Usikkert.

For lægger man ikke mærke til hvis ens ben smelter væk?

Jeg mener, ens lægmuskel kan da ikke bare sådan forsvinde, uden at sige farvel?

…

Kan den vel?

Jeg sank en klump. Spedalsk – det var det jeg var – og resten af mig ville forsvinde uden en lyd.

…

Jeg så omgående en fordel ved at blive spedalsk lige omkring mine deller, men jeg tvivlede meget på at det ville stoppe der.

Lægen afbrød min tankerække.

“Du skal have en henvisning til ortopædkirurgisk” – mere hørte jeg ikke, da jeg blev hængende i det med kirurgisk. “Det kan du ikke mene” jamrede jeg panisk.

Hun tillod sig at grine.

“Jamen, de skal bare…” begyndte hun.

Jeg lukkede helt af; der er ikke noget “bare” når det handler om at skære i mig.

…

Men da danske sygehus kirurger sjældent vil skære i nogen for så bagatelagtige ting som et lille hul, så tænkte jeg at jeg sagtens kunne nå at blive reddet, og det længe inden de kunne nå at sige “narkose” til mig.

…

Det var så at gøre regning uden vært, da jeg netop har været til undersøgelse hos sådan en slagter-fryns, der var helt enig med en hel masse andre slagtere, i at jeg skulle skæres op og syes sammen igen.

…

Så nu kan jeg bare gå rundt og vente på at få min henrettelsesdato.

Inden længe.

Hvis det ikke er tortur så ved jeg ikke hvad det er.

 

En ulykke…

Kommer sjældent alene.

…

Jeg var ellers ved at være en anelse træt af alle de genvordigheder mit liv har budt på de sidste par måneder. De var dog af mere mental karakter. Nu er vi gået over til det mere materielle.

Eller det vil sige, vi har manglet en del af det materielle i og med vi prøver at overleve på min løn, nu da First Man ikke har fået løn siden juli.

I sig selv en interessant udfordring.

Men absolut ladsiggørlig.

…

Det forudsætter dog at der ikke kommer uforudsete forhindringer såsom sure køleskabe og forkølede komfurer.

…

Jo.

Vores ene køleskab – vi har heldigvis også et mikroskopisk et der stadig virker, indbygget i et skab i køkkenet – opgav ævred og blev mere til et vinskab med en 12-13 grader end det køleskab det fra naturens side var meningen det skulle være.

I dagligdagen er det kun lige akkurat muligt at klemme familiens fornødenheder ind i det lille køleskab. Velvidende at vi er seks, hvoraf fire spiser uanede mængder mad. Hele tiden.

På græshoppemåden.

Men jeg fik dog mast alt vores mad ind i dette køleskab og spekulerede som en gal på hvordan jeg ville kunne holde jul – endsige fødselsdag – med dette ene bitte lille køleskab der knap kan huse to dages forbrug af mad til os.

Mens jeg skumlede over dette, begyndte mine kogeplader at sige mystiske lyde. Og pludselig ville to af pladerne ikke tænde. De opførte sig som om gryderne ikke var magnetiske, og ville dermed ikke varme.

Jeg har dog to plader tilbage, men hverken en julemiddag eller vores vanlige søndags pandekageorgie, kan laves på de to resterende.

…

Rent bortset fra at jeg godt kunne mistænke de to for også at ville nægte at genkende mine gryder inden alt for længe, da der kommer sære lyde fra dem også. Det er nok bare et spørgsmål om tid inden jeg kan få First Man til at grave sit militær campingblus frem så jeg kan koge havregrød der.

…

Så pt. foregår madlavning med tilbageholdt åndedrag.

…

Jeg overvejer at lave mad i min bil, som jo er en campermodel, men det bliver nok lidt koldt til jul.

Har ikke rigtigt noget at sige.

Hver gang jeg i disse dage sætter mig til tastaturet for at skrive noget, så går det galt.

Enten bliver det en omgang mavesurt brok over det ene eller det andet.

Det være sig den tåbelige forhenværende skatteminister som jeg – hvis han kommer i offentlig gabestok – gerne vil råbe af. Fra allerforreste række. Så er der den nuværende regering der vil lege med de store uden at gennemtænke eventuelle konsekvenser. Dem har jeg også lyst til at råbe af.

Eller også bliver det en ordentlig omgang selvmedlidende jamren såsom hvad man gør, når man tror man gør det så godt man kan – eller jo det gør man – men det så viser sig at det ikke er godt nok. Og at nogen har trampet lidt vel rigeligt rundt i spinaten.

…

Eller den slags.

Og det er ærligt talt ikke til at holde ud at læse om.

Går jeg ud fra.

…

Så det bliver ikke til så meget.

Der er dog nogle få gode ting, og jeg har lært af erfaring, at det er dem man skal fokusere på.

…

Altså jeg mødte Dorthe igår.

Det var for kort tid til lige at lære alt om hende siden vores veje skiltes efter første klasse, men hendes øjne var præcis som jeg huskede dem. Funklende elektriske blå og fulde af pjat og ballade. Jeg håber vi skal ses igen! Snart.

Noget andet godt er at min chef skal på ferie. Ja nu, tænker I alle – uuuha kongen kan ikke lide sin chef – men det forholder sig ingenlunde sådan. Det forholder sig derimod sådan at chefen har tænkt sig at traktere med Frellsens flødeboller i anledningen af ferien. Så ja – jeg glæder mig enormt til chefens feriestart i eftermiddag!

Så er jeg også glad for at Firkløveret har ladet 4 toms guldbarer ligge på hylden i køkkenet. De er ikke blevet spist, trods det faktum at de har ligget der siden lørdag middag.

Sluttelig er jeg glad for at jeg gik tidligt i seng i går. For jeg er stadig ret mat i koderne, og orker ikke rigtigt noget voksent eller alvorligt. Men jeg vil gerne spille både ruzzle, wordfeud og quiz battle.