Julekort

Jeg ved godt der stadig er et par uger, eller seks, til jul, men jeg ville gerne have taget årets julekortbillede en dag hvor alle, på forunderlig vis, var samlet under samme tag. Og endda spiste sammen.

Divaen påpegede snusfornuftigt bagefter, at jeg nok burde have advaret dem om mine fotoplaner, tidligere.

Uheldigvis tænker jeg bare ikke ret tit over at sende en skriftlig invitation 10 dage inden jeg får en idé, for at sikre mig at alle de involverede har både hår og humør i de rette folder, og er indstillede på at deltage i mine påhit.

Derfor tager jeg sommetider chancen og håber på at noget spontant kan opstå uden alt for mange genvordigheder.

Efterfølgende kunne jeg så konstatere at dette så ikke var en af de spontane dage.

…

Der var rigtig meget galt, med alle.

Både hår og humør.

…

Det endte derfor med – uden at gå alt for meget i detaljer – at jeg satte mig til at tage et billede uden levende væsner på.

Jeg fandt vores respektive julekrus frem – gæt selv hvis der er hvis – og fik stablet et vældig fint stilleben på benene. Syntes jeg selv.

Fik fat i mit spejlrefleks Canon E something frem og gik fortrøstningsfuldt i gang.

…

Det gik ikke særligt godt.

Julekort UDEN levende væsner, blev der sagt.

Pludselig opdagede jeg at mine lys blafrede faretruende, og da jeg kiggede op for at finde ud af hvorfor, så jeg noget lys pels, der aldeles ikke skulle være med på billedet.

…

Jeg gav op.

Og gik i seng.

Fik lidt senere nedenstående billede af Divaen, der ikke kunne modstå fristelsen til at tage et billede af situationen. Bag min ryg, så at sige.

Jeg gav op. Helt op.

Overvejer seriøst at købe mine julekort i år.

 

Sidste år..

d. 24 december, så vores bil sådan her ud:

Da vi skulle holde jul i Frankrig, drømte vi ikke et øjeblik om at en jul, der så ud til at blive helt anderledes, uden noget af alt det vi plejede, kunne blive så fantastisk og hjertevarm!

Så da muligheden bød sig for et par måneder siden, ville alle 12 deltagere meget gerne gentage succesen!

Og ihukommende sidste år, er jeg fuldstændigt overbevist om at julen vil forløbe med samme succesrige program.

Derfor kan jeg forsikre jer for at i år så bilen ligesådan ud. Der kunne ikke klemmes en eneste lille bitte æbleskive ind nogen steder.

Der var gaver til familien vi skal besøge, gaver til hinanden og os selv, 12 gaver til pakkeleg og 1 lysgave. Så var der 2 stegte ænder i foliebakker, 147 æbleskiver – ligeledes i foliebakker, risengrød til ris a l’amande af 4 liter sødmælk, fløde og mandler, 1 kæmpeglas kirsebærsauce, 4 forskellige slags småkager, 3 slags konfekt, 2 store glas foie gras, 1 lille glas æble + ingefær gelé til selvsamme foie gras. Der var også festtøj med, og et sæt skiftetøj for alle eventualiteters skyld.

Sluttelig var der seks dyner, seks hovedpuder, luftmadrasser til tre, et par julefilm, Peters jul, fire børn, to voksne og naturligvis en hund. Så ja – der var læs på.

Og vi sad en anelse klemt, men dog i højt humør i 3 timer, indtil vi nåede vores bestemmelsessted.

Vi fik pakket ud, og samledes alle omkring et køkkenbord og drak gløgg og kakao i litervis og spiste æbleskiver. Og småkager.. Og krydderkage.

Da det arbejdende folk endelig fik fri, skålede vi i champagne og glædede os over at NU var det altså jul!

Vi var 12 personer ved bordet: 2 fuldblodsdanskere, 7 fransk/danskere, 2 franskmænd og 1 italiener!

Menuen bestod af flæskesteg, and, brunede kartofler, hvide kartofler, rødkål, agurkesalat, sauce, grønne bønner og brød –indtaget godt hjulpet på vej af lækre rødvine, cola, champomy og vand.

Efter hovedretten, blev juleevangeliet læst højt på dansk, nu da vi ikke lige havde en hyggelig landsbykirke ved hånden.

Så tændte vi det lille lys ved vores tallerken og fortalte hinanden hvad der bragte os mest glæde i det forgangne år.

Juletræet blev tændt, naturligvis med rigtige lys på!

Vi havde sangark så vi havde styr på tekster til julesangene og de stakkels franskmænd blev slæbt med rundt om træet mens vi sang vort hjemlands vemodige julesange 😉 Nogle af vores unger sang også lidt med – men jeg skulle hilse og sige at min veninde og jeg synger ganske udmærket – og højt!!
Til slut skulle vi rundt i hele huset, under forpustet afsyngelse af “Nu’ det jul igen” og landede højt grinende foran træet hvor vi sluttede af med en højtidelig “Dejlig er Jorden”.

OG SÅ var der ellers gaver.
Det der med gaverne, det gik der så en anelse ged i sidste år, kan I forestille jer 12 mennesker der har gaver til hinanden og fra nær og fjern?
Hvis vi havde gjort det en ad gangen, så var vi nok ikke kommet hjem endnu, men vi startede dog stille og roligt, med de bedste intentioner om at gøre det én ad gangen, men så accelererede det og lige pludselig havde alle gaver, og der var papir overalt og det var et herligt julerod!

Ikke desto mindre, var vi færdige omkring ved 01.30 og vi gik omkuld i bunker.

Det er de færreste mennesker som uden at blinke åbner deres hjem for 6 mennesker og en hund. Derfor sover vi hist og pist. I lag.

Julemorgen vågnede vi ved 10-10.30 tiden og mine børn satte sig på gulvet i stuen, i deres julenattøj og legede med deres julegaver. Idyllisk! Intet mindre.

Vores søde værter lavede den skønneste morgenmadsbuffet til os alle sammen. Der var melon i tern, græsk yoghurt, chokolademüsli, ristet brød, ost og marmelade, te, kaffe, kakao og juice – som et 5stjernet hotel!

Da vi var færdige, og havde fået tøj på, tog vi ind til byen – en helt fantastisk smuk gammel by, for at gå en tur og få bare en smule motion og frisk luft – og mere appetit.

Vel hjemme igen, gjorde vi klar til julefrokost, med laks, sild, kold flæskesteg, agurkesalat, snaps og øl i rigelige mængder.
Efter julefrokosten legede vi pakkeleg ad to omgange og grinede så vi tårerne trillede og vi fik ondt i maverne!

Så indfandt der sig en vis mathed over hele selskabet og vi voksne endte i sofaerne for at se nogle klistrede julefilm, alt imens vi spiste konfekt og småkager og drak te.

Vi var godt klar over at der på et tidspunkt ville komme nogle børn, eller syv, og kræve noget aftensmad, så ved 20.30 tiden lavede vi 4 liter suppe i løbet af no time, og til dessert fik vi endnu engang ris a l’amande!

Vi blev ved at snakke og hygge os og pludselig var kl. 23.30 og jeg smed mine børn i seng – for det havde været nogle lange dage.

Gårdmand Bjørn var lige ved at græde, da det gik op for ham at vi skulle hjem dagen efter. Han har et specielt forhold til min veninde, han har kendt hende hele sit liv, bliver vildt forkælet af hende og han elsker hende meget højt!

Vi voksne blev hængende lidt foran fjernsynet, men der gik ikke længe før vi også gik i seng, efter endnu en herlig juledag!

Næste morgen gentog morgenmadsbuffeten sig og da vi havde spist færdig, pakkede vi alle vores ting sammen og var klar til at køre hjem ved 13tiden.

Gårdmand Bjørn forlod dog ikke huset, uden at prøve at få lov til at flytte permanent ind. Dette modsatte hans mor sig dog.

En uforglemmelig og skøn jul, anderledes og alligevel så dansk som man ikke kan forestille sig!

Jeg håber at I alle har haft en vidunderlig jul!

Glædelig jul!

Hvor end I er, vil jeg ønske jer en rigtig

Glædelig Jul!

Dette billede er fra 2005 – ikke ti vilde heste ville kunne få dem til at posere i sådan et udstyr idag, bare for at deres mor kunne få årets julekort i kassen!

En julegave

Da jeg stadig ikke har fundet ud af at sætte en youtube video ind her – må I klikke over på min juleblog for at se min julegave til jer alle sammen!

For et par år siden, skulle jeg have julebillederne over på min computer og jeg kunne ikke for min død forstå hvorfor det tog så lang tid..

Da jeg gennemså billederne fandt jeg denne lille  jule-dogme-film lavet af Gårdmand Bjørn.. Og jeg grinte højt, med en lille tåre eller to af rørelse, i øjenkrogen.

Og så er det vel på sin plads at sige: Fra alle os (mig) til alle jer! En rigtig glædelig jul!

Og de manglende kommentarer på jeres blogs skyldes at jeg ikke er hjemme! Vi ses mandag aften!

I år skal jeg ikke sidde på en for lille stol

Altså.. når man har været så tosset at tillægge sig fire børn indenfor et tidsrum af seks år, så skal man til en hulens masse skolesocialt i Danmark.

Man skal til forældremøder..

Forældremøder foregår på den måde at forældrene til 80 % af de børn som går i klassen dukker op på et givent tidspunkt. Man bedes venligst bemærke at de forældre som allerhelst burde være tilstede – ikke er det. Men det er ikke noget nyt.. Man savner dem sjældent.

Så er der de forældre som fejlagtigt tror, at et fælles forældremøde skal bruges til at diskutere hvorfor lille Johannes ikke spiser sin madpakke, samt at Amalie ikke er så glad for at plusse.

Den slags forældre lærer nok aldrig at fatte, at vi andre er fuldstændigt flintrende ligeglade med hvad Johannes putter ind i sin lille mund, og hvad Amalie kan lide at foretage sig, samt at den slags diskussioner med fordel kunne henlægges til en privat samtale.

Det sker også ofte at folk vil drøfte indholdet af de andre børns madpakker. Det er sjovt nok de selv samme som IKKE vil have madordning. Mine børn har ikke taget skade af at komme hjem og meddele at Camilla får sygevat-krydderboller med nutella, med i madpakken hver dag, samt at Rasmus ikke gider at spise sine økologiske-klid-spelt boller med tofupostej.

Og jeg vil, til den sidste madpakke er smurt, fastholde min ret til at fodre mine børn af med begge yderligheder – såfremt det passer mig.

Nå, men man skal også finde noget positivt ved forældremøder. På firkløverets skole skal vi synge – og det er sjovt. Især hvis det er den lærer som sætter os i gang med noget flerstemmigt. Okay indrømmet – ikke alle synger lige godt, men det er saftsuseme hyggeligt!

Man skal også til skole-hjem samtaler eller tre-partssamtaler eller hvad skolen nu vælger at kalde dem..

Det er også noget for sig. Man tager derover for at få et indblik i hvordan det går med ens barn. Nu har jeg aldrig hørt andet, end at det går strålende. Og det kunne jeg selv konstatere, ikke altid var tilfældet. Men det gik alligevel lige strålende hver gang.

I skrivende stund er Zorronaldo og jeg netop kommet hjem fra en times ”mød-dit-barns-lærer” i det som svarer til 9. klasse: Man skriver på en lille seddel hvilke lærere man gerne vil møde, og så får man en fast tid med klasselæreren og resten må man stå i kø for at se.

Man får mange gode informationer på denne måde. Og løsninger til eventuelle problemer.

Som for eks. at Zorronaldo laver ballade i engelsk selvom han er dygtig. Vi fandt ud af at det er fordi han keder sig, så nu får han flere udfordringer og mere frihed.

I fransk havde læreren fundet ud af hvor vi skal sætte ind for at sikre at han får sin afgangseksamen, og klasselæreren ville høre hvilke planer den unge mand har for næste år.

Denne metode er en anelse mere brugbar, end ”det går rigtigt godt, han er en sød dreng og en god kammerat” For det ved jeg jo godt selv. Men der er jo ikke andet for end at jeg må skynde mig hjem og lære dem hvordan det OGSÅ kunne gøres.

Sidst men ikke mindst, så skal man til juleklippe-klistre..

DET er heller ikke så grinagtigt som man gerne vil gøre det til.

Man skal deltage aktivt og enten stå bøjet over et vaffeljern i tre stive klokketimer, eller klippe julepynt med en arm, mens man prøver at undgå at lillesøster æder en limstift, samtidig med at man trøster et frustreret barn som bare aldrig lærer at flette et julehjerte, og man fristes til at synes at det ved gud også kan være lige meget, siddende hjælpeløs på en alt for lille stol som man ikke kan rejse sig fra, når det endelig er tid til at man sammen med to andre, skal feje papirfnuller op efter 17 forældre og 35 børn som på mystisk vis har været kloge nok til at fordufte, før det var for sent. (jeg trækker lige vejret)

…

Alt dette gange fire.

Det har jeg svært ved at se det sjove i, hver evig eneste år..

Knækbrød og hvidvin

Jeg venter.

Jeg venter på en hel masse faktisk.

Jeg venter blandt andet på jul.. Og det er såmænd svært nok, jeg glæder mig, selvom jeg i de senere år nyder tiden op til, lige så meget som selve juledagene.

HoldOP, hvor lyder man som om man har det ene ben i graven, når man siger sådan. Det har jeg altså IKKE, bare så det lige er på plads.

Men når man venter på jul, ved man jo godt at det kommer. Det bliver ikke aflyst under påskud af at Jesus lige skulle noget andet den dag. Vi ved at vi godt må være med til hans fødselsdag, uanset hvad.

Altså lige undtaget dem som bor i Pakistan, hvor selve ordet Jesus simpelthen er blevet bandlyst og kommet på linje med prut, tampon og fodsvamp. Og hvordan stakkels Jesus lige kom i den slags selskab, er mig en gåde.

Men altså, julen kommer – det tør jeg som sagt, godt vædde med. Jeg er også ret overbevist om at det falder den 24. december.

Jeg vil også godt vædde med, at vi ender med at finde ud af hvad vi skal efter sommerferien. Og nok også inden sommerferien. Men det er pokkers frustrerende ikke at vide, hvornår man får det at vide. Eller hvad det bliver til.

Sådan noget usikkert noget som man venter på – det er næsten ikke til at holde ud.

Hjemme på øen tilbragte jeg mange nætter på køkkenbordet, med hjemmelavet knækbrød og et glas hvidvin. Og så endte det jo godt alt sammen. Det gør det nok også denne gang!

Så venter jeg også på noget helt tredie, men jeg er kun halvvejs i den venten, og enten hører jeg noget – og så er det godt – eller også hører jeg ikke noget og så kan det være fuldstændigt lige meget.

Det er ligesom i de der give-aways, som jeg bare aldrig nogensinde vinder noget som helst i. Man Jeg bliver SÅ knotten over at jeg aldrig nogensinde vinder og fem minutter efter har jeg glemt det. Men også kun næsten.

Jeg gad forresten godt vide, hvem der har fundet på det der med ”tab og vind med samme sind” for mage til tåbeligt vrøvl, skal man godt nok lede længe efter.

Det kan man jo for pokker ikke. At vinde med samme sind som man taber med.

Man kan ikke gå rundt og være storsur over at man har vundet? Det kan bare ikke lade sig gøre. Det ville også være ret meget spild af tid.

Men når ikke jeg vinder, så er det godt at andre gør det – og da jeg naturligvis glemte at fotografere det jeg sendte afsted til Ualmindelig Almindelig til novemberforkælelse, er det rigtigt godt at hun fik taget billeder af det i stedet for!

Og jeg vil fordrive tiden med en skive knækbrød og et glas hvidvin mens jeg venter videre.

Jeg samler altså ikke på engle..

Det gør jeg ikke.

Overhovedet.

Jeg har engang samlet på elefanter. Elefanter fra forskellige lande. Små elefanter forstås. Og endelig ikke i elfenben.. Det ville ligesom være en anelse malplaceret.

Og her på Æblebakken, har jeg ikke engang alle elefanterne med.

Jeg har faktisk kun den jeg fik af Nanna i julegave for mange år siden, den jeg fik af min lillebror som han havde med hjem til mig fra Thailand, samt en smuk blå én, jeg fik da vi skulle rejse fra øen, af Ellen, Zorronaldos barndomsveninde.

Så tre elefanter findes på matriklen. Det kan jo ikke siges at være en samling.

Men engle?

Nej. Dem samler jeg afgjort ikke på. Der er godt nok hende cykelenglen hjemme på øen, men hende kan man jo ikke rigtigt samle på.

Jeg samler egentligt slet ikke på noget mere.

Jeg samler til nøds på pæne kopper. Men da pæn er et meget vidt begreb alt efter hvem man snakker med, er jeg holdt op – med mindre jeg er helt sikker på at få den kop jeg vil have. For jeg endte med at få forfærdeligt mange ikke pæne kopper i stedet for.

Jeg kunne nu godt finde på at samle på noget kongeligt porcelæn.. Det er så pænt. Men det er ret dyrt, så jeg vil kun have det i gave – og så risikerer jeg jo at skulle vente en del år, før jeg kan invitere på andet end tea for two..

Men jeg samler altså ikke på andre ting..

Det gør jeg ikke.

Og slet ikke på engle..

Jeg har bare nogle stykker.

Mors legetøjsskab – som Firkløveret kaldte det da de var helt små. Der er tre glasengle fra Venedig, og den lille nisseengel er såmænd fra sidste års julebasar i Den Danske Kirke.

Mit juleenglekor, med Tina Turner engle, en canadisk Dion engel, og deres helt egen trompetist!

Kan godt se at en bedre præsentation er på sin plads – de tre engle med guldnetkjoler er hjemmelavede – og de blev døbt Tina Turner engle på grund af håret. Meget passende når de er med i mit englekor.. Den fede guldengel har jeg også selv lavet med hjælp fra Panduro Hobby!

Den canadiske engel med hvid kjole, er blevet døbt Celine Dion – ligeledes på grund af håret! Hun er også hjemmelavet – bare ikke af mig, men af Birgitte i Canada.

Den store i baggrunden, hun passer bare kammertonen.. Og trompetisten er en gave fra Gårdmand Bjørn.

Mine Erstad engle, som jeg har arvet efter (eller hedder det arvet fra?) min søde mormor. Det var i hvert fald hendes engle og nu er det mine.

Den røde – det er hverdagsenglen, hun står forrest til daglig (i advents og juletiden forstås) Hun passer også børn og sådan. Hun har altid ret travlt.

Så er der den hvide, det er søndagsenglen, hun står forrest – om søndagen, ja.

Og så guldenglen, det er jo juleenglen og hun står forrest i de tolv juledage.

Og så er der en sneengel og et par englevinger jeg fandt på vejen. Nogen må have tabt dem.

En falden én, måske?

Dansk jule (gede) marked

Er rimeligt mat i betrækket. Har netop overlevet endnu en af den slags weekends hvor man har brug for et par dage, for at komme sig ovenpå strabadserne.

Lørdag morgen stod vi op, før normal weekend stå-op-tid, vi skulle nemlig med toget til Paris. Vi – det var Gårdmand Bjørn, Prinsessen, Divaen og Vi selv – kongen.

Tænker altså nogle gange på hvis fremmede ved en fejltagelse kigger ind på min blog og ser de navne – de må jo tro jeg er retarderet.. Eller fortæller om tegneseriefigurer..

Nå, men altså, vi skulle med toget.

Og så med metroen. Det plejer gerne at være dagens højdepunkt ved den slags udflugter – for slet ikke at tale om alle de rulletrapper der er, Firkløveret synes i hvert fald det er vældigt mondænt at tage metroen. Jeg synes der er varmt og beskidt, og bliver samtidigt lettere paranoid af at holde styr på alle mine unger.. men lad det nu være..

Alle var udstyret med en rygsæk og jeg luftede endda min pensionistjaguar i dagens anledning. Min fine rullevogn – for ellers var vi nok aldrig kommet hjem igen.

Grunden til alt dette postyr, var at finde i Den Danske Kirkes julebasar 2011.

Det er simpelthen årets højdepunkt som dansker i Paris – at komme derind og få købt ind i mængder der kunne minde om hamstring til en større generalstrejke – subsidiært hungersnød.

Til fuldstændigt ublu ågerpriser. Men hvad pokker – det går til kirken fortæller jeg mig selv.

Det er endnu aldrig nogensinde lykkedes mig, at finde en siddeplads mens jeg, i selskab med min familie, fortærer min julehotdog, tre købeæbleskiver og et glas forkølet gløgg – hvis bedste egenskab er at den er varm. Okay – ungerne skal altid have dansk Faxe Kondi!!

I år var ingen undtagelse – vi stod ved kanten af en bod og indtog dette udsøgte måltid, alt i mens vi spejdede rundt for at se om vi kendte nogen – eller det vil sige, det var nok mest mig der spejdede rundt.

Når man så har fortæret sin julehotdog, med den røde pølse – noget jeg aldrig ville sætte tænderne i hvis jeg var ved mine fulde fem – men stemningen ved årets julebasar er så forførende og julet, at al fornuft forsvinder – og det er skønt. Altså – når man har slikket de sidste krummer op fra servietten, er det tid at stå i kø til årets indkøb. Ihukommende stemningen og alt det der, sætter ens hjerne permanent ud.

Man betaler nemlig glad og gerne 60 Kr. for et glas syltede rødbeder, og det – uden så meget som at blinke.

Der kan købes alt hvad hjertet begærer til afholdelse af en dansk jul, samt indtil flere andre vigtige begivenheder. Alting er syltet ind i Dannebrog, hjerter og røde sløjfer.

Det eneste de ikke havde, var til min store fortrydelse, glanspapir. Men ellers kom jeg, nogenlunde helskindet og en hel del fattigere derfra, med:

3 frosne flæskestege, 2 dåser kødboller, 2 store glas sild, 1 stort glas rødbeder, 1 lille glas rødkål, 2 poser pebernødder, skildpadder, skolekridt, lakrids i lange baner, 3 pakker kransekage, stjernestrimler, udstansede hjerter, en engel, en hoppebold, et stykke rullepølse, 1 pose makroner, to DVD’er, en noget træt adventskrans, med bånd og lys til selvmontering, en julekalender, et stykke julepynt, samt en meget fin julestjerne, jeg var så heldig at vinde i tombolaen!

Og så fire pakker spunk som blev fortæret med det samme!

Så der var absolut brug for min rullevogn og alle rygsække! Vi lignede bedre posedamer M/K da vi med hotdogfulde maver, og en ret stor julestjerne i favnen, besteg metroen igen! Men det hele er fuldstændigt nødvendigt for at overleve en jul i Frankrig!

Og min rullevogn holdt mirakuløst. Jeg er vis på at der var ureglementeret overvægt på de hjul!

Men det allerbedste, var afgjort at gense Marianne, og Ulla som en ekstra præmie. Vi er jo ikke blevet en dag ældre – hvorimod vores børn er vokset helt abnormt. Mystisk!

Selvom det hele kan fås i Danmark og at jul i det hele taget er lidt nemmere at organisere, så er den årlige julebasar i Paris noget jeg virkeligt har savnet, de år vi har boet i Danmark.

Der er en helt særlig stemning hos danskere der er ude i den store verden. Et specielt fællesskab som jeg – hvis jeg skal være ærlig – har savnet i de år hjemme på øen.

Det er lidt som at være teenager, man er ”både og” og ”hverken enten eller” – og svært at forklare hvordan det kan være hyggeligt at være mast sammen med flere hundrede andre mennesker på et forholdsvis begrænset areal, lidt i stil med en påskelørdag i Bilka, hvad larm og mylder angår.

Men det er det.

– Hyggeligt altså!

Så er det slut

Eller det vil sige, det var jo slut allerede i torsdags.

Nu har jeg med megen møje og besvær udvalgt, eller det vil sige, udtrukket en.. Og så var der lige to til. Som skal have nogle trøstepræmier.

For pokker. Jeg kunne bare ikke vælge. Så jeg bad Divaen om hjælp. Og det har faktisk taget det meste af dagen i dag..

Tak – tusind tak – fordi I gad lege med. Der var mange spændende grunde til at ville vinde, og nogle af dem var altså ret morsomme. Ja ikke alle sammen, men nogle var. Så tak for grin!

Der var også nogle som virkelig bare havde brug for lidt opmuntring, og vi endte med at sidde tilbage med 6 som vi trak lod imellem – OG så var det simpelthen Mille som vandt denne lodtrækning. Så Mille – send lige din adresse til kongmor@live.dk så du kan få en bette pakke fra Normandiet!

Men så var der jo Fr. Møller.. DET absolut hårdtslående argument kunne jeg simpelthen ikke stå for – jeg vinder nemlig heller aldrig noget – og det er altså synd, så derfor får Fr. Møller en lille trøst. Hvis altså jeg får hendes adresse.

Og så er der en, som fik ondt af de af mine indlæg der ikke blev valgt. Og sådan at tage hensyn til det jeg skriver, det var da sødt – derfor skal the Blogless Sister også have en lille trøsteting.

Men det kræver at jeg får adresser fra de damer – ellers vil det være en anelse svært at sende noget overhovedet.

Det er så hyggeligt at give gaver.

Jeg er også med i en nisseklub – ja jeg ved det – det nærmer sig et julet indlæg, og hører vel til herovre i stedet, men hvis vi nu går ud fra at nisser er der hele året, så burde det ikke gøre noget og ingen behøver at få det skidt.

Men altså, denne nisseklub har medlemmer fra hele verden, ej det er faktisk mest danskere, men mange af dem sidder ude i den vide verden. Man melder sig så til julegavebytning, og får en som man skal være nisse for, og så er der jo logisk nok en anden, som skal være nisse for én.

Og før en given dato skal man have sendt en pakke til en værdi af 20€. Det er noget så sjovt.

Et år fik jeg en kæmpe samling krydderier og specialiteter fra Prystina. Sejt ikk? En anden gang fik jeg vidunderlig julekop fra Starbucks. Det skal lige siges at det var længe før de kom til Europa. En vidunderlig halskæde fra USA, billedrammer fra Texas, Sæbe fra Schweiz og jeg kunne blive ved – det er nok lidt uinteressant for andre end indviede, så jeg vil lade være med at blive ved – jeg blev bare lige revet med af stemningen.

Men det jeg ville sige var, det er så hyggeligt at lave disse pakker til mennesker som man ikke altid kender. Så jeg har også gået og nydt at lave en pakke som nu skal sendes til Mille!

At være sur og så den der giveaway

Der er stadig en hel uge tilbage, til at fortælle mig hvorfor du, eventuelt – ja  naturligvis kun hvis du vinder – skal forkæles af mig.

Nu kommer det vel også an på hvordan man definerer ”forkæle”. Det er jo ikke sikkert at jeres definition ligner min, men det er bare synd – I må stole på mig – eller smide det efter en skatteminister!

Men det ER ellers lækre sager kan jeg godt betro jer!

Der var også lige det med, at I skulle fortælle hvilke indlæg I bedst kunne lide. Jeg vil jo godt have nogle hints!

Nogen har nemlig bedt om en ”anti-offentligheds tag” fordi de er trætte af ikke at kunne læse visse indlæg, uden at grine højt og det er lidt pinligt hvis man sidder i en overfyldt bus fuld af novembersure mennesker..

Men altså, det var bare lige så I huskede det.

Så til noget andet.

Eller noget andet er det jo ikke. Nu har jeg kogt suppe på hormoner og fedtnisser i en hel uge – jeg havde virkelig ikke andet interessant på programmet – eller jo  en indrømmelse – men den kommer i morgen eller en anden dag, og så slipper I ellers for mere suppe i denne omgang.

Jeg har netop indtaget ny-gammel hormonholdig kemi, denne gang i lyserød, og jeg håber meget de kan bringe mig tilbage til noget normalt, hvor jeg ikke går rundt og er sur.

Tænk engang at være sur uden at vide hvorfor – det er bare så anstrengende. Som om nogen andre har overtaget det der var mig..

På den anden side, så er det også vældigt foryngende – idet man føler sig præcis som teenager på ny. Sådan en der render rundt og vrisser og er mut – flere gange dagligt.. Uden grund.

Men så ville jeg faktisk godt have en mor som mig, når det var..

Tag nu Divaen for eksempel – hun er ikke i ret godt humør for tiden – og slet ikke i dag. Det havde jeg jo hørt noget om, så før vi skulle på den sædvanlige rundtur, for at samle nogle børn op og dumpe andre, fra og til diverse aktiviteter, havde jeg, siger og skriver, 17 minutter til at gøre hende glad i!

Det var ikke nemt at finde på noget – men pludselig kom jeg i tanke om det mest oplagte sted! En butik som hedder ”Forum+”. De sætter nemlig hele deres julegejl op i efterårsferien!

Og den er.. imponerende.. Så grimt og overdrevet at det er afsindigt morsomt.

Så i 17 minutter rendte Divaen, Gårdmand Bjørn og jeg rundt, trykkede på maven af syngende bamser og dansende julemænd.

Vi sang dansende med til en noget kemisk udgave af jinglebells og konstaterede i øvrigt, at julepynt i pink og lilla er meget lidt julet, og meget meget grimt.

Vi stod også helt stille af.. jeg savner ord her.. vantro og skepsis er nok mest dækkende.. over at deres præsentation af udendørs lyslir var ligeså.. sær som sidste år. Hvilket vil sige at sidste års udstilling ikke var en fejl – hvad vi nok egentligt havde regnet med..

Men nej..

Hvorom alting er, jeg fik Divaen i bedre humør på de 17 minutter, hvorpå vi hentede Prinsessen og så kunne vi tage hjem med ro i sindet.

NU er det snart nu, altså

Jeg ved godt at vi har en lille uge tilbage før vi også må kalde det efterårsferie – men det gik lige op for mig at hjemme på øen gik jeg altid i gang med juleforberedelser i efterårsferien – OG da det officielt er efterårsferie i Dannevang lige nu – så betyder det at jeg godt må finde min julebog frem!

Jeg lover derimod at jeg ikke oversvømmer bloggen med juleindlæg fra nu af og til d. 25. december. Kun lidt indimellem og så et par stykker som jeg sværger at I ikke engang vil opdage handler om jul..

Nå – men altså – min julebog. Jeg har selv lavet den. Og hiver den frem år efter år, og kan konstatere mindre heldige tiltag, ting vi savnede året før, og den slags.

Der er opskrifter i så man ikke render forvirret rundt juleaften og leder efter opskriften på den rødkål man kun spiser den ene gang om året. Det er nu lidt løgn dette her eksempel, idet jeg altid køber rødkålen på glas! Men, altså – you get the picture!

Så er der traditioner. Hvornår er det jul, hvad skal der til for at få den der kildren i maven og stjerner under håret. Faktisk super vigtigt at få sat ord på!

Der er jo ingen som siger, at jul bliver ved med at være jul, på samme måde år efter år. Og hvis man har foregrebet begivenhedernes gang, bare en lille smule, så går verden heller ikke helt i stykker, hvis man af skæbnen bliver tvunget ud i noget helt anderledes jul.

Der er også en kalender i, for på den måde undgår jeg at få galopperende stress og blødende mavesår over alt det jeg forventer af mig selv. Jeg har et lille program til de næste 6 uger så jeg er klar til at jule.

Faktisk har jeg en plan for alt muligt praktisk, som gør at jeg i hele december kan nøjes med at bage lidt – for hyggens skyld, julehygge med firkløveret – også de år jeg har haft fuldtidsjob og først har været hjemme kl. 17.15.

Jeg kan med andre ord slappe helt af i december. Ret smart ikk’?

Men det er ikke mere fast end at hvis der står i min plan at jeg skal have lavet, skrevet og sendt julekort, og jeg så ikke når det alligevel – så er det lige meget. Jeg gør kun det jeg har lyst til! Stille og roligt!

Denne uge skal jeg have styr på min kalender: jul, hvor, hvem og hvordan. Jeg skal have styr på en julekalender, altså sådan en papting med låger – hvilket godt nok er noget mere krævende i det store udland, end hjemme på øen – og jeg skal have købt frimærker og julemærker.

Det der med frimærker, er for resten også ret smart, for hvis man nu ikke når julekortene, så har jeg frimærker til det meste af næste år! Den slags uventede frynsegoder er også værd at tage med!

Og nu må I ikke falde om over så voldsomt et planlægningsapparat: det er nemlig endnu aldrig nogensinde sket, at jeg har fulgt – hele – planen til punkt og prikke. Men jeg elsker ideen om at det måske en dag kan lykkes!

Ligeledes er det en formidabel undskyldning til at hygge, klippe og klistre, bage, høre julemusik og æde konfekt! Især æde konfekt..

Perfekt # 2

Helt oprigtigt talt. Hvad er det, der er så forfærdeligt ved at ville være perfekt?

Jeg mener, stræber ikke alle mod at blive bedre?

Det kommer naturligvis an på hvordan man definerer perfekt. Og for hvem. Samt hvordan man håndterer, at man nok aldrig når helt derud. Men man kan da godt prøve?

Mange tror, at folk har den samme slags perfektion inde i hovedet. Well I got news for you: Det har de ikke. Når mødregrupperne kyler speltboller i hovedet på kvinder, der hellere vil have en karriere, er det vildt respektløst.

Lige så snart der sidder et fjols der vil bestemme hvad der er rigtigt, så er det forkert i samme øjeblik.

Jeg gik hjemme med firkløveret til Gårdmanden var 1½. Og nød hver eneste dag. Det var rigtigt for mig. Men de som gør noget andet, vil jeg da ikke dømme. De er bare ikke med i min perfektion.

Som i øvrigt kun passer til mig. Andre har deres egen perfektion. Og jeg vil ikke have høvl, fordi jeg ikke gider deres.

Jeg gør mit bedste. I alt hvad jeg gør. Hvis andres drømme om perfektion så tilfældigvis lander på min formåen, er det vel ikke min skyld.

Det er jo de mål andre har sat for sig selv – og hvis de ikke opnår det – skal jeg vel ikke klandres for det?

Hvis nu jeg gerne ville være god til at spille tennis, så ville jeg nok ikke stile efter at blive så god som Woszn..øhh altså hende der Caroline. Mindre kunne godt gøre det. Men hun ville jo så repræsentere perfektion indenfor tennis – ifølge mine mål.

Det er da okay! Det skal hun da ikke have stikpiller for, vel?

På samme måde med de, som egentlig gerne ville have en karriere, men som ikke får det. De kunne sige – Mille har opnået alt det de gerne ville – men hvorfor skal Mille have på nakken for det? Jeg spørger bare.

Fordi vi er forskellige alle sammen – så bliver vores drømme om perfektion også forskellige – og gudskelov for det – jeg skulle ikke nyde noget af at opnå en forhenværende skatteministers mål i livet.

Det er i øvrigt en rigtig styg tanke – jeg skulle også gerne kunne både sove om natten og se mig selv i spejlet.

Men ja – når nu jeg kommer til efterårsferien her om lidt og begynder at jule – ja ikke at fejre jul, vel – men at jule, lave kort og pynt og mad til fryseren og den slags – så ville jeg sætte pris på at folk bare lod mig jule i fred og så holdt mund med deres ”lad være med altid at være så perfekt – du giver os andre mindreværdskomplekser” og i stedet tog sig af deres egne perfektions-mål.

Bare så det er på plads.

Hvad du ønsker, skal du få..

Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages. Og hvad hun skulle lege med.

Nemlig fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.

Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.

Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.

Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet, er en meget fin dukke med kastanje-rødbrunt hår og brune øjne, præcis som hende selv.

Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – netop den forhadte Barbie.

Så hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker, som sikkert kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer.

I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.

Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…

Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.

Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af og Zorronaldos lille stemme lød “Moar, det var sådan en jeg ønskede mig..”

Lige præcis her var det så, at jeg blev fuldstændig enig med mig selv om, at for fremtiden var det ikke omgivelserne – de der rigtige bøger skrevet af kloge mennesker – der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men derimod barnets ønsker.

Så skulle jeg nok vise mine børn, hvordan man håndterede verden udenom.

Og derfor kan jeg nu se på et kort, men højtelsket filmklip, fra endnu en anden jul, og – i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser -glæde mig over synet af en lille bitte Diva med strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!

Kreative mig… NOT – Strikkesagaen #2

Sig mig engang.. Hvad er meningen? Nu har jeg strikket.. noget. Ved ikke engang hvad det skal bruges til. For det ligner ikke noget. Udover at det er blåt. Og bevares – blåt er da pænt, det er ikke det. 

Det gik ellers meget godt i starten. Selvom jeg stadig er uvenner med vrang.

Også da jeg var færdig med stykkerne..

Men så gik det helt galt.

Zorronaldo mente det lignede en hue.. Gårdmand Bjørn foreslog jeg kunne putte fjernbetjeningerne i den.. Det var oprindeligt meningen at det skulle være en taske.. Men det må  den altså have fortrudt på vejen. Det er i hvert fald ikke nogen taske nu, så meget kan jeg da se.

Måske var det også bare for at konstatere, at jeg godt kunne lære at strikke selv. Min mor, som godt kan strikke, siger det er pænt, men hun er jo også min mor..

Men okay, der er selvfølgelig ingen nævneværdige huller i, hvilket nok skyldes at jeg ikke fulgte Nadias råd om at drikke samtidigt. Så det blev ikke rustikt. Det havde måske været bedre, så var det da noget.

Jeg overvejede at mase et papstykke ned i den så den kunne få antydningen af form, men det så ærligt talt lidt dumt ud, med papfarvet inderside.

Jammer.

Jeg ville jo bare gerne have noget fornuftigt at strikke. Og glem lige alt om bluser og sokker, tak. Nej – jeg taler om at kunne strikke tørklæder, sjaler, tasker som ikke skifter mening undervejs – og andre brugbare ting.

Det er da ikke for meget forlangt..

Og jeg blev helt trist. Jeg ku’ godt, og så ku’ jeg bare ikke alligevel.

Og det der hækling. Ville hækle en blomst. En lille bitte blomst. Men det blev jeg ikke god til – det eneste jeg blev god til var at trevle op – det var jeg så til gengæld også rigtig god til. Det er bare ikke ret brugbart når man vil hækle en blomst. Jo – jeg så den fine blomst hos Bettekun.. men opskriften kunne ligeså godt stå på kinesisk, for jeg fatter ikke en meter.

Men så var det jeg kom i tanke om, at jeg faktisk laver pæne julekort..

 

Og juletræstæppe.. og julesokker.. – Bare spørg Tina omme i London om ikke hun har en SUPER flot julesok.

Så måske skal det bare have noget at gøre med jul.

Hvordan strikker man et juletræ??