Jeg holder lige en pause i min ferie, fordi der er lige noget der skal fejres.
I dag er det nemlig 22 år siden jeg blev gift med First Man.
I vore dage vist noget af en bedrift at have fire børn med den samme mand og stadig kunne holde ham ud. Det kan jeg naturligvis ikke hele tiden, men i det store hele går det nu meget godt.
I hvert fald har jeg tænkt mig at beholde ham!
Han er i øvrigt den eneste der kan holde mig ud, hver dag, og den slags skal da belønnes synes jeg!
Jeg ved godt at det ikke er politisk korrekt at synes om Valentines dag.
At man slet ikke behøver den slags kommercielle dage, opfundet af forbrugssamfundet, og at det er meget bedre at få en buket blomster helt uventet en kedelig onsdag.
Ja ja ja..
Men altså, jeg kan slet ikke stå for den slags planlagt romantik, som Valentines dag.
Nu er jeg naturligvis også så heldig, at jeg faktisk også får blomster eller en smuk kjole fra tid til anden, af min elskede First Man. Og ikke kun når han “skal”.
En lille tur til Venedig – uden Firkløveret – er det skam også blevet til!
Men det jeg ville sige var: jeg tror fuldt og fast på at mennesker har brug for at fejre og blive fejret. At den daglige trummerum ind imellem skal afbrydes af små lyspunkter som man kan se frem til.
Man bliver simpelthen et bedre menneske af at gå og glæde sig til at spise pandekager eller varme hveder – intet mindre.
Man bestemmer jo selv hvad man lægger i det. Og hvor meget man vælger at bruge på det.
For tit synes jeg, at de som bedyrer at de kun giver blomster når ånden er over dem, der glemmer ånden at komme, fordi den har travlt anderswo, og så sker der bare aldrig noget.
Man kommer ind i en rytme med grå leverpostejsdage med børn over det hele, hvor man glemmer at se hinanden. At lytte til hinanden. Sige at man elsker hinanden. Og pludselig skal man skilles. Eller også er det bare for sent.
Nu er det jo desværre ikke sådan at man kan forhindre skilsmisser, og andre ulykker, bare ved at fejre Valentines dag eller ved at spise pandekager, men måske gør det en lille forskel for nogen.
Der er i øvrigt ikke nogen som siger, at det ikke også godt kan være omvendt – at kvinden måske kunne tage sig en anelse sammen, og forære sin mand en øl eller noget andet romantisk idag – bare fordi!
Jeg kan godt se at det er surt, hvis man ikke har en elsket at fejre Valentines dag sammen med, men der er også så mange der må undvære deres mor på mors dag – så kan man jo bare fejre kærligheden!
DERFOR – kram din verden lidt mere idag – Tak!
Nå.. Gårdmand Bjørn har leveret indtil flere guldkorn i sit liv, og nu kommer vi til det sidste i samlingen af de nedskrevne, hvilket betyder at I nu må vente til han leverer et nyt.
Jeg er dog ganske sikker på det vil komme, men hvornår kan jeg jo ikke lige forudse.
Grunden til, at jeg har spredt dem ud over et længere stykke tid, er at såfremt man får dem alle smidt i hovedet på en gang, er der enten stor risiko for akut sukkersyge, men også risiko for at han simpelthen ville blive kidnappet, fordi han er så lækker!
Det ville jeg trods alt ikke risikere.
Og så er de også gode at have, de der indlæg, når man ikke ved, hvad man ellers skal belemre jer med.
Men altså, her kommer den sidste i rækken af søde sætninger, der muligvis kan få jer op i falset:
Jeg lover det er det sidste.. i hvert fald indtil han leverer et nyt!
Gårdmand Bjørn trækker mig lidt i ærmet og siger: ”Stil dig lige her mor, og luk øjnene – og så sig til når du kan mærke noget.
Jeg adlyder, lukker øjnene en anelse skeptisk, men kan hurtigt mærke et stort kys på kinden.
”Nå mor” og så kommer det: ”Det der som du kunne mærke, det var fuld af kærlighed!”
Og så fik jeg utætte tårekanaler igen.
Ulempen ved at have en blog om sig selv, er jo at den indimellem bliver lidt kedelig.. Eller ensformig.
Okay – jeg ved det godt, jeg bruger en hel del tid til at udstille mine børns liv og levned i cyberspace.
De stakkels sagesløse unger har ikke engang noget valg. Jeg kan vælge og vrage blandt historierne, fortælle om den ene pinlige tildragelse efter den anden og de kan gøre nul og en hattenål ved det.
I teorien kunne jeg jo endda godt have fundet på alle historierne – og bare gøre dem til grin i det ganske land, ja endda længere endnu, uden at de overhovedet har gjort andet, end at blive født ind i en sær familie.
Men så igen, de har altså gjort så mange tossede ting de børn, at det umuligt er noget jeg havde kunnet finde på selv alt sammen.
Det kommer jo nok heller ikke fra fremmede.
På date nummer ét.. med First Man altså.. var vi ude og spise på en italiensk restaurant ved Porte d’Italie – ja i Paris – vældigt romantisk ved første øjekast.
Jeg var lidt forelsket, så jeg kunne stort set ikke få ene eneste bid ned. Næsten ikke, altså.
First Man startede med spaghetti carbonera til forret og så en pizza til hovedret. Kan ikke engang huske hvad jeg fik at spise. Det var nok noget pasta med laks og crème fraiche.
Nå, men hvad jeg sagtens kan huske, er at jeg var ved at få min badoit noget så eftertrykkeligt galt i halsen. Af grin – halvvejs inde i hans forret.
Vi spiste lidt. Snakkede ikke så meget for jeg kunne ikke ret meget fransk, udover den der åndssvage sætning og så de gængse: ”ja” ”nej” og ”to øl.”
Som regel klarede vi os med en lille blå ordbog, men det var lidt besværligt når vi samtidig skulle styre at se hinanden dybt i øjnene og få spist.
Så der var stille lidt indimellem. Faktisk ret ofte.
Men så pludselig.. First Man tog en mundfuld spaghetti.. og lod en hænge halvvejs ude, sådan langt ude.
…
Jeg nåede lige at tænke, ”hmmmmnnååå, er han sådan en som spiser snasket?” da han derpå drejede på sine ører – ja du læste rigtigt – han drejede på sine ører og sugede samtidigt den hængende spaghetti ind..
Uden en lyd..
Andet end det lille svup det gav da den sidste ende af spaghettien svirpede op forbi hans næse, inden den også blev suget indenbords.
Og så – intet.
Pokerfjæs.
Udover en meget tynd stribe parmesan på næsen var der intet spor efter hans optræden.
Han fortsatte med at spise og prøve at kommunikere med mig, som om intet var hændt.
Jeg var fuldstændig grædefærdig af grin.
Tænk at en flot og supersej ung mand på 24, på sin første date, ville gøre sådan noget! Jeg var overvældet og imponeret. Og kunne kun med møje og besvær få fat i min serviet for at tørre hans næse ren så meget grinte jeg.
Er der noget at sige til at jeg – trods alle de genvordigheder, vi ligesom i eventyrene, har været igennem – stadig holder fast i ham her 24 år efter?
Men muligvis er det sammensætningen af generne der ligger til grund for måden mine børn spiser flødeboller på..
Jeg får mange knus for tiden. Sådan rigtig mange. I hvert fald flere end jeg plejer.
Folk, okay ikke vildt fremmede vel, men medlemmerne af mit firkløver indfinder sig oftere end ellers, for lige at få et knus.
Denne forhøjede kvota af knus, udspringer af en af mine julegaver.
En bamsetrøje, en ultrablød og bamset hættetrøje. Faktisk ligner den noget man laver babysparkedragter af.
OG jeg skulle naturligvis have lagt dette billede ind fra starten. Den hvide snebold er en af to ponpon’er som ligeledes bliver voldnusset! Her er det dog ikke Zorronaldo, men derimod Gårdmand Bjørn som lige får sig lidt krammeterapi!
.. Lægger lige mærke til at han kun er et hoved mindre end jeg.. Jammer..
Køn er den bestemt ikke – jeg ligner nok mest af alt noget udstoppet og ikke ret babyagtigt. Men vældig blød!
Det er derfor ikke engang for at opnå noget, at de vil putte lidt, okay putte er nu også et lidt stort ord, men helt specielt dejligt er det nu, at få en – til tider stadig– vranten teenager der bruger str. 45 i sko og som nu efterhånden er 8 cm højere end jeg, på skødet.
Det er en sjælden gave at have stille stunder med en dreng som snart bliver 15, og jeg nyder det intenst, den der sprække i alt det seje. En forsigtig åbning til hans sind. Faktisk kan man godt være heldig at liste et lille guldkorn ind i sprækken, og endda håbe på at det sidder fast.
Så jeg udnytter situationen og beholder min bamsebløde trøje på og nyder mine knus!
Nu vil jeg da lige – mens jeg har jeres velvilje – fortælle om gårsdagens bemærkning. Der er godt nok stor risiko for at I får galopperende sukkersyge idet det er en anelse rosenrødt, men skidt med det – det overlever I nok!
Det var Gårdmand Bjørn, som i går eftermiddags kom hen til mig og sagde at jeg skulle læse hans tanker.
Mit svar var naturligvis, at det kan man ikke.
Hvilket faktisk nok er meget heldigt.
Jeg mener – forestil jer den ballade der bliver hvis man spørger folk, som falder i søvn under politiske debatter, om de syntes det var kedeligt og de så siger: ”Naaaj naaaj, slet ikke” og man så kan læse deres tanker.. Det ville jo være noget værre noget.
Eller hvis man spurgte mig til min 30års fødselsdag om jeg kunne lide den plexiglas bonsai med barbielyserøde stofblade på.. Det ville nok heller ikke have været så godt hvis man havde kunnet læse mine tanker der..
Jeg kan på siddende mås, komme på en del andre ulemper i forbindelse med tankelæsning, men dem vil jeg forskåne jer for.
I hvert fald, så forklarede jeg min yngste håbefulde søn, at man ikke kunne læse folks tanker.
”Nå..” mumlede han og var stille lidt. Så smilede han og sagde ”Jeg kan da ellers læse dine”
”Aha” sagde jeg lidt mistroisk ”Og hvad tænker jeg så på nu, da?”
”Du elsker mig” kom det så..
Og det var altså ikke helt forkert, så jeg vil bede jer om at passe på – tankelæsning findes!
Jeg tror jeg ville kunne skrive en hel bog, alene om det at sige godnat til min yngste søn.
Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke siger godnat til de andre – det gør jeg altså også!
Og jeg sidder også og snakker, klør dem på ryggen, griner og lytter. Men mange af de ting der kommer frem under disse godnatseancer, er absolut ikke egnet til blogudgivelse, og i så fald, ville jeg omgående blive afsat som mor, og konge i det hele taget.
Så det er altså mest Bjørnens krammetid, der kan tåle dagens lys.
I går, da jeg var sur over indlægget der blev væk, kom han – Gårdmand Bjørn altså – over til mit skrivebord, lige midt i kampens hede, hvor jeg stadig var i den benægtende fase, og ville have et knus. ”Neeeej” sagde jeg – og fortrød med det samme: ”det er jo bare fordi jeg er sur over jeg har gjort noget dumt – det er ikke din skyld” forklarede jeg.
Og så fik han et hurtigt knus og blev sendt af sted igen, for at undgå at jeg gav mig til at råbe af ham, når jeg på et tidspunkt kom over i vredesfasen.
Så gik der 47 sekunder, og så var han tilbage igen. Han ville bare vide om jeg kom op og sagde godnat alligevel.
Og det gjorde jeg jo naturligvis.
Da jeg kom op på hans værelse, startede han med at sige, at han altså godt forstod jeg var sur over det jeg havde smidt væk. Det havde han prøvet så tit.
Jeg takkede for medfølelsen, var stadig en anelse knotten, trak gardiner for og gik hen og satte mig på sengekanten.
Først lå han helt stille.. og så kom der en lille prut. Jeg holdt masken.
”Jeg er ligesom den der maskine” sagde han så med et lille smil. ”Hvilken maskine?” spurgte jeg forbløffet.
”Den der varmeblæser nede i køkkenet. Den lugter også grimt, når den bliver tændt, men det bliver hurtigt varmt og så lugter det ikke så meget”
Og så var jeg sjovt nok ikke sur mere!
Jeg tager hvert et ord tilbage – jeg vil gerne være sammen med mine børn – HELE tiden.. Okay så, måske ikke hele tiden, men meget.
Uimodståeligt i hvert fald, at blive forstyrret ved at det banker på vinduet og når man åbner det, står der en glad Gårdmand Bjørn, som rækker denne frem mod mig og siger: “Den er til dig mor, det er en marguerit!”
Og det var jo det, det var!
20 år.
Det er vist omtrent også det som Randi fylder i dag, er det ikke? Tillykke i hvert fald!!
Det er også 20 år siden man – altså mig – som ganske ung konge helt uden undersåtter, stod i hvidt flødeskum og prøvede at høre efter hvad manden i sort sagde. Mislykkedes totalt.
Fik nogle gaver bagefter. Og her vil jeg altså godt indvende, at vi slet ikke fik nok gaver – vi skulle måske have inviteret flere mennesker – og vores bryllupsrejse lod også noget tilbage at ønske.
Vi kørte jo bare hjem til Paris. Og så var der et honningglas der væltede i bilen og fyldte en del mere end da det var inde i bøtten. Og også noget mere klistret. Og så var han sur. Jeg var flad af grin!
Derfor skulle man i mange måneder, i fald man fik mulighed for at sidde på bagsædet i golfen, sidde og trippe med fødderne for ikke at klistre fast.
20 år. Det lyder helt forkert. Så er der 5 år til noget med sølv. Og jeg tænker med gru på den musik man forbandt med sølvbryllupper, da jeg var lille. Eller alder og væremåde. For slet ikke at tale om tøjet eller frisuren.
Skal jeg så bobbes? Gå med frottétøfler? Eller høre Reimar?? Og gå i nylonkjoler med udefinerbart ukrudtsfarvet mønster..? Gud forbyde det.
Så jeg bliver nok aldrig lukket ind i nogen sølvbryllupsklub. Det er sikkert ligesom med strikkedamerne med økologisk knold nede i Normandiet.
Men jeg vil nu godt have æresport alligevel. Og hornmusik til morgenmad. Bare for sjov. Og se hvordan det føles. Om man bliver lidt Yvonne i hvid pels eller dronning med udslået hår. Og vinkearme.
Sikkert lidt svært, når man i forvejen er konge. Og jeg skal ikke nyde noget af, at lufte bare arme, mens jeg vinker voldsomt ud af et vindue. Bare SLET ikke.
Men der er et par år til endnu. Gudskelov. Jeg kan jo nå at smide vinkeflæsket inden. Mormorvingerne.. Damemuskelen. Kært, eller hvad man nu siger, barn har mange navne.
I hvert fald – jeg har hørt at det ikke er sundt at tabe sig for hurtigt – jeg kunne jo stile efter et kilo om året. Så passer det vist lige. Næsten i hvert fald. Eller også skal vi flytte sølvet til om 7 år i stedet. Det har jo lige været ferie.
Men helt ærligt, skal jeg så til at være kedelig? Eller få akut dårlig smag, med hang til ”ude og hjemme”? Selvom der nok er nogle som vil hævde at den, smagen – den dårlige altså – den har jeg i forvejen.
Kan slet ikke bære hvis jeg skal til at være voksen.
Nå – det er lige meget, lidt endnu. Foreløbig skal vi lige koncentrere os om de der 20. Det er 7300 dage hvor jeg har skullet huske at dele min te med nogen. Ikke så nemt som det lyder.
Og jeg gider slet ikke regne ud, hvor mange nætter jeg så i teorien er blevet vækket af hans snorken.
Men faktisk er det et ret imponerende antal kys man kan komme op på, hvis man nu tæller 5 i snit pr. dag. Nogle dage mere, og i de perioder hvor han har været på rejse, bum bum – sådan plus minus det bliver ca. 35.000 kys.
20 år og 35.000 kys… Sikkert lige så mange prutter, hvis ikke flere. Så når man tænker efter, er det faktisk ikke så mærkeligt jeg fryser, når han er væk. Mit helt eget gasvarmeværk!
Jeg har en meget god ven. En Godeste Ven. Som er en mand.
Dette skulle efter sigende være ret enestående, det at have en ven af modsat køn, uden at der nogensinde har været andre følelser end de venskabelige.
Vi er endda blevet interviewet om dette spøjse fænomen, og så må det jo være helt unikt! Vi har aldrig været forelskede, og bliver det heller aldrig.
Jeg er ydermere sikker på han vil sætte stor pris på, hvis jeg samtidigt pointerer her, at han IKKE er bøsse – ikke fordi der er noget galt med at være bøsse overhovedet – men bøsser kan jo ligesom godt være venner med kvinder, uden der kommer følelser i klemme.
Men altså: Godeste Ven har jeg kendt fra jeg var 17. Har kunnet snakke med ham som få – drikke te og høre musik til midt om natten utallige gange. Okay – der var så også en nat vi drak andet end te – den første og sidste gang jeg fik snaps.
Til den der live Mike Tyson boksekamp i et lejet sommerhus.. Me and the boyz – hold OP vi havde det sjovt. Okay – knap så sjovt da snapsen skulle op igen. Men i hvert fald.
Mistede desværre kontakten da jeg forlod øen, men takket være Facebook – man kan nu takke facebook for meget – fandt han mig og vi fandt hinanden igen! Tilbragte igen mange nætter med te og snak som før og det var skønt!
Før jeg forlod øen sidste sommer, fik jeg en koncertoplevelse i afskedsgave og selvom musikken var..vissen og slidt i kanten og mine gummistøvler sad fast i mudderet – havde vi en vidunderlig aften!
I starten, var First Man en anelse gnaven – ikke over selve vennen – men over det, at det var en mand, det kunne man jo ikke for pokker. JO man kunne, insisterede jeg!
Godeste Ven havde også en kæreste, som rejste børster over mig. Men vi fik formidlet de kære mennesker, at sådan var det og det altså ikke blev anderledes.
Og med tiden – og ikke på grund af mig – havde Godeste Ven ikke nogen kæreste mere. Og var lidt ensom. Som i meget ensom.
Samtidigt har jeg en god veninde. Som jeg har kendt i 10 år, på en tæt og speciel måde. Som jeg har delt tusindvis af ord med, og vi har en sjælden og gensidig forståelse for hinandens liv. Hun blev pludselig skilt og flyttede med sine Tullebasser til Danmark og var lidt ensom. Som i meget ensom.
Og en dag sad jeg og skrev på skype med den ene, og på sms med den anden, og da slog det mig, som et LYN fra en klar himmel – de to var skabt til hinanden. Intet mindre!
Jeg gør ellers ikke så meget i det der giftekniv-kunst, da man altså skal passe lidt på – man kan jo komme grueligt galt afsted. Jeg har faktisk prøvet det en gang før – og de to er stadig sammen – efter 17 år og et par børn, så noget rigtigt må jeg jo have set.
Men med disse to var det lidt anderledes. De havde indimellem hørt om hinanden, ikke meget og det er ikke engang sikkert at det er gået op for dem at det var den anden jeg talte om. Jeg meddelte så Godeste Ven at han skulle lige tage og kigge på min venindes facebook profil.
Det tog en rum tid at få dem fra ”lure-på-facebook”-stadiet, da de er lidt (læs: meget) generte begge to og jeg syntes jo ikke jeg skulle æltes alt for meget ind i den dej.
Men langt om længe fik jeg inviteret begge til at komme hjem til mig – på samme tid – og det gik vist meget godt. Jeg blev ikke underholdt med detaljer.. da ikke dem alle sammen i hvert fald (SÅ, nu kan I sidde og tygge på den!)
Jo, de kigger skam med her, og sagde begge – mere eller mindre frivilligt – ja til at være blogmateriale!!
Fordi.. Ja der ER jo sådan lidt Mit Livs Novelle over dette her:
Det er nemlig fordi Godeste Ven har forladt øen og er flyttet ind i 5minutters radius-nærhed af Gode Veninde.
DET er da fantastisk! – Set.. af mig, mener jeg!
Og ja, jeg forventer afgjort at sidde i midten til brylluppet – hvis det engang kommer til at gå så galt!
Faktisk er det jo yderst praktisk – for First Man og Gode Veninde bliver aldrig jaloux over at Godeste ven kender mig!
Og hvis det nu ikke var fordi min blog er semi-anonym, så havde jeg også vist jer et billede af mit yndlings-par, som jeg lige har fået tilsendt.
Men nu må I nøjes med mine gummistøvler.. Og Godeste Vens ene sko. I noget mudder som vi måtte stå og trippe i – på kviksands måden.
D.6 maj, for rigtigt mange år siden, da jeg lige var kommet til Paris, sad jeg og kæmpede med at sætte lange falske negle på med en vederstyggelig lim. Som pludseligt sprøjtede op i mit ene øje. Og ved et lykketræf havde jeg kontaktlinser på, og fik kun ødelagt en kontaktlinse, ikke mit øje – og det var jo ret heldigt.
Men folk som har prøvet at miste en kontaktlinse, ved også at man går rundt som på et skib i havsnød, så jeg måtte tage den anden ud også for ikke at gå og vælte. For så ville folk jo tro at jeg var fuld, hvad jeg ingenlunde var.
Men uden kontaktlinser, var jeg blind som en muldvarp, også senere da en veninde og jeg besluttede at vi skulle på diskotek. Med det resultat, at jeg mere eller mindre lod mig føre, for jeg er vitterligt halvblind (minus 5 på begge øjne)
Vi gik frem og tilbage, og jeg fulgte hende lige i hælene – det ville have været noget nær en katastrofe, hvis jeg tabte hende af syne.
Hun kom med små kommentarer om de folk der også var på diskoteket så jeg stadig kunne følge med trods mit absolutte synshandicap. Hende der, har en flot kjole og ham der, har nogle meget særprægede sko, osv.
Jeg kunne jo intet se, så jeg måtte derfor stole på hendes dømmekraft. Og da hun meddelte at der var nogle ret lækre gutter med store overarme, var jeg sikker på at hun sagde sandheden. Hun udpegede samtidigt nogle fyre som kredsede rundt om os. Da de holdt op med at kredse og slog sig ned ved siden af, begyndte den ene at sige noget meget hurtigt på fransk.
Da jeg intet fattede smilede jeg venligt, men noget afvisende. Fordi jeg som sagt ikke kunne ret meget fransk, var alle de andre kommunikationsformer jo ret vigtige. Og her sad jeg, blind og stum. I sig selv ikke et ret godt udgangspunkt for at kommunikere med en man ikke kender. Derfor afvisende.
Det slog heldigvis ikke First Man ud af kurs – for ham var det. Vi endte da også med at enes om en meget ærbar dans, og glad blev han da jeg holdt ham under armen på vej ud af diskoteket, men det var som sagt fordi jeg ikke kunne se noget som helst, så da vi skulle sige farvel, håbede han på et lille kys, men blev slemt skuffet da jeg kun stak klør fem frem – JEG skulle ikke nyde noget. Kunne jo ikke engang se ham.
Men efter flere insisterende besøg – da havde jeg jo fået øjne at se med igen og kunne godt se, at ham var der noget ved – accepterede jeg endelig at tage ud og spise med ham.
Og en date blev til to, og så var det bare det.
Det sjove ved det er, at når jeg tænker tilbage på den første tid, hvor jeg absolut ikke kunne noget som helst andet fransk end oui, non og den der åndssvage sang, og vi derfor af gode grunde ikke kunne kommunikere ret godt, men de samtaler vi førte, husker vi alligevel begge, som spændende og eftertænksomme.
Derfor har jeg heller aldrig betvivlet når det siges at det kun er en forsvindende lille del af kommunikation som reelt er sproglig, resten er kropssprog, lyde og alt det andet man ikke helt kan måle.
Til gengæld kan man komme grueligt galt afsted med de få % talesprog man trods alt besidder, når man ikke forstår det til fulde.
Og jeg må indrømme, at jeg blev meget stødt, da jeg skulle en tur til Danmark og han kom for at sige farvel. På fransk siger man ”Tu va me manquer” noget som direkte oversat godt kunne blive til ”du vil mig mangle” og i mine ører blev det til – ”Du vil komme til at savne mig”..
Og jeg syntes godt nok han var lidt streng, sådan ligefrem at konstatere jeg kom til at savne ham – bevares – det var jo tilfældet – vi var nyforelskede og jeg ville sikkert vansmægte og sygne fuldstændigt hen på 10 dage i Danmark uden ham – men derfra og så til selv at konstatere det – synes jeg jo nok der var lidt langt.
Men fred være med det – de der latinoer – var måske mere bevidste om deres værd, end dansk leverpostej – hvad vidste jeg. Det var først længe efter det gik op for mig hvad det egentlig var den stakkels mand havde sagt – at det var ham der ville savne mig.
Selv helt banale sætninger kan således få uventede betydninger, fordi de bliver set fra forskellige synsvinkler.
For selv når man taler samme sprog, og bruger de samme ord, er det ikke sikkert at man opfatter disse ord ens. Men det bliver altså særligt tydeligt når man bor i andre lande, og måske ikke er 100% fortrolig med sproget.
Jeg bliver endnu rød i kammen, når jeg tænker på mit svar, da jeg i England blev spurgt om hvad min yndlings-chokolade, som er Mozart kugler. Jeg oversatte bare uden at tænke synderligt over det, indtil der pludselig blev så stille. Jeg spurgte, om der var noget galt og blev til svar hvisket i øret at hvad jeg netop havde udtalt, betød Mozart’s nosser…Og selvom han givetvis havde nogen – Mozart altså – så er det jo altså ikke noget man lige slynger ud, sådan bare.
Frankrig er et lidt forvirrende land (også) rent sprogmæssigt – altså for en dansker.
Nu vil jeg ikke fortabe mig i finurlighederne, blot bemærke at når man oversætter tråd, som hedder “fil”, vores fil hedder “lime” og at lim hedder “colle”, så kører man efterhånden noget rundt i det, og det er bare med at have tungen lige i munden.
Men alt dette her med sprog, det nytter ikke ret meget hvis man ikke er åben for kommunikation, og er klar i spyttet, for man når nu engang længst med det, man nu vil, hvis man siger klart og tydeligt hvad det er!
Og måske er det grunden til, vi idag kan fejre at det 23 år siden vi begyndte at kommunikere, og det er faktisk gået helt okay, alt taget i betragtning!
Kong Mor - med vilje 