Jeg har brækket hjernen…

Noget der sker, når man har angst på den der “disorder”-måde, er at ens tanker løber løbsk. De bliver ukontrollerbare, og overvældende. Man får et altoverskyggende tankemylder der kan vælte selv den roligste omkuld.

Ikke at jeg skulle have været specielt rolig på noget tidspunkt i mit liv, det er ikke det jeg påstår, men det var jo ikke hver dag, tankerne løb løbsk.

På den kvælende måde.

Nu er der aldrig ro.
Det summer rundt i hovedet på mig og forhindrer mig i følgende:
i at huske,
i at koncentrere mig,
i at sove,
i at slappe af,
i at være nærværende,
i at læse,
i at se film,
og i meget andet…

Alt i alt ikke ret fordrende, for et forholdsvis velfungerende liv.

Alt det som definerer hvem du er, er i stykker. Som min chef udtrykte det i venskabeligt drilleri: “du har brækket hjernen.”  Men han har ret. Min hjerne er brækket.

Så den skal i gips.

Det foregår med medicin og andre leveregler end dem jeg hidtil har benyttet mig af. For eksempel må jeg ikke se skræmmende eller voldsomme film eller noget som kan gøre mig oprevet eller utryg.

…

Ikke ret nemt når reolen er proppet med ramasjang film og når en af mine yndlingsfilm er Gladiator, jeg siger det bare. Jeg fik allernådigst lov til at se følgende:
Badehotellet
Matador
Grinefilm
Sjove tøsefilm uden for meget snøft og kleenexbehov.
…

Det sætter jo sine begrænsninger på familieaftner foran husalteret. Så der er jeg sjældent tilstede, når de andre går i gang med “Taken” eller “A good day to die hard”. For nu at nævne nogle af de film jeg plejer at kunne lide.

Jeg har ydermere fået sudoku og kabale på recept.

Alting skal være blødt, rart og aldeles uden ophidselser af nogen art.

Helt afsindigt kedeligt set ud fra mit forgangne synspunkt, men da en del af min hjerne er brækket, må resten finde sig i disse restriktioner, ellers risikerer jeg at det hele brænder sammen.

Så jeg putter med min Bimbi (den nye blondine, hvis I skulle være i tvivl) på sofaen, hvilket i øvrigt er strengt forbudt, pakker mig i bløde tæpper og omsorg.

Jeg drikker te, hører blid musik, og luger i haven. I det hele taget prøver jeg at leve et meget stille og roligt liv. Nok lidt som min oldemor i de sidste behagelige år af hendes liv.

Men det er usandsynligt svært at vænne sig til.

Jeg, som plejer at fare rundt, møde veninder, tage til koncerter og på ture her og der, skal pludselig acceptere at der er en masse bøvlede begrænsninger og at jeg ikke, bare fordi jeg er okay i et par dage, lige pludselig kan gå i gang med ligeså meget som før.

Næh nej, så betaler jeg, omgående – kontant ved kasse et – og er totalt udmattet i flere dage efter. Både i sjæl og krop.

Så jeg holder mig oftest til kabale, hængekøje og instagram.

Jeg tror jeg vil i seng.

 

Kedeligt og æblekage

Det er muligvis topmålet af kedelig, at skrive et blogindlæg om at man keder sig.. Men det  er ikke desto mindre sådan det forholder sig med mig.

…

Jeg keder min popo i laser og frynser.

…

Har endda rationeret bogindtaget efter jeg slugte Senor Peregrino og La Peregrina på under tre dage, for jeg forudser en seriøs krise når jeg ikke har flere bøger at læse.

…

Alene det at nå frem til at kunne sidde op, og ved en computer, har taget sin tid. De første par dage, eller tre, skulle det sårede ben helst ligge højere end hjertet. Og så er det lidt svært at gøre noget som helst på en computer.

Nu, da det ikke gør noget hvor mit hjerte befinder sig, er jeg stablet op på min stol, en køkkenskammel og med krykkerne inden for rækkevidde.

Med tastaturet på skødet. Hvor jeg husker at vippe forsigtigt med tæer og fødder.              10 genoptrænings-vip pr. time.

Jeg bliver indimellem passet og plejet. Og lidt forkælet.

Men kun indimellem.

Torsdag aften for eksempel, forsvandt alle husstandens beboere i mange timer, uden at lave aftensmad til mig. Jeg orkede bare ikke flere rugbrødsmadder, som er det eneste jeg kan lave stående på et ben og ligeledes fortære på et ben, da jeg ikke kan hoppe – uden krykker – hen til spisebordet, endsige sofaen, med en tallerken hvorpå der ligger to stykker rugbrød. De ligger der i hvert fald ikke, når jeg er færdig med at hoppe.

Så jeg fik ingen aftensmad torsdag.

Jeg åd nogle amerikanske blåbær i chokolade og havde ret ondt af mig selv.

Jeg kan så ikke sige mig fri for at være en lille smule skadefro, da de andre kom sent hjem og råbte op om aftensmad som de plejer.

“Ja, jeg kunne jo ikke lave den” var mit svar. Sært nok brokkede ingen sig over det, og fredag aften gik de af sig selv igang med aftensmad, endda helt uden at jeg skulle kalde på dem.

…

Jeg vælger at se på denne ufrivillige køkkenpause, som den sommerferie jeg ikke fik. Som nogen måske vil erindre, ønsker jeg mig EN uge om året hvor jeg ikke skal lave mad. En eneste sølle lille uge hvor jeg slipper for at tænke på, hvad, hvor og hvornår der skal spises. Denne uge fik jeg ikke i år. Til min store fortrydelse.

Men så får jeg den nu, også selvom den til tider minder om en slankekur, i hvert fald de dage mine omgivelser glemmer at der skal laves mad.

Jeg ville dog ønske jeg orkede at stå på et ben, den tid det tager at lave æblekage. Men det overskud har desværre ikke fundet vejen frem til mig endnu.

Hvilket virkelig er en skam, idet jeg med lethed kunne spise en meget stor portion gammeldags dansk æblekage med flødeskum og hele svineriet.

Det tænker jeg så på mens jeg keder mig.

Velbekomme…

Det var da også så længe siden

at jeg havde tilbragt en fredag aften på skadestuen med mit afkom.

Blev ringet op af en mand som bad mig komme og hente Zorronaldo. Midt i aftensmaden og min fredagsro. For han havde skåret sig. Og var blevet dårlig. Han har jo nok arvet et par gener af sin mor.

…

Men altså, naturligvis da. Jeg havde da absolut heller ikke nogen planer for min fredag aften.

…

Jeg satte First Man til at overvåge både risen og Gårdmand Bjørn, lokkede Divaen til at tage med mig, for det tilfælde at knægten fik det skidt igen. Og godt nok kan jeg meget, men at køre en bil forsvarligt gennem staden samtidig med at jeg holder øje med at min søn ikke går i koma hører ikke til mine spidskompetencer.

Vi ankom til en bagindgang hvor sønnike blev læsset ind i bilen og jeg beordrede Divaen til at kigge på den sårede finger der var pakket ind i en anseelig mængde papir. Hendes rapport lød på at diverse blødninger var holdt op, men at det så ret dybt ud.

Jeg stolede på hende – skulle aldeles ikke nyde noget af at kontrollere hendes observationer – men ringede til lægevagten, da jeg ikke havde den store lyst til at køre frem og tilbage mellem møllen og købstaden sådan flere gange den aften. Vagtlægen mente bestemt at det var en sag for skadestuen.

Hvorpå jeg drejede til venstre i stedet for til højre for enden af Bagergade.

Jeg fik bugseret min søn ind i akutmodtagelsen hvor han omgående fik renset fingeren i noget samt en sprøjte mod stivkrampe. Og så…

…

Faktisk er det ret fedt nu man tænker over det: vel betaler jeg skat og vel ville jeg gerne have et par tusind mere til os selv hver måned –  ihukommende sidste uges afsløringer af mere velstående menneskers trang til at unddrage sig denne borgerpligt – men faktisk er det jo enormt betryggende at vide man bare kan køre et sted hen, sige: “Min søn har skåret sig, kan I hjælpe?” og vips får han en vaccine mod en livsfarlig sygdom, renset såret og bundet en foreløbig klud om fingeren og vist ind et venteværelse indtil der er tid til at en læge kan se nærmere på det.

Ganske gratis.

Eller nej, det er jo netop ikke gratis, fordi jeg betaler skat. Men mennesker der vil beholde deres mange penge for sig selv, skærer sig vel også indimellem, og hvorfor skulle de få samme behandling uden at bidrage til fællesskabet?

Nå det var en indskudt bemærkning, blot for at opdage at jeg efter to og en halv times venten, stadig var taknemmelig for at jeg for eksempel ikke bor i Mogadiscio eller Dhakas slumbyer.

…

Så såre vi havde sat os ned i venteværelset begyndte begge mine teenagere at jamre stille på mad. Jeg tænkte ærgerligt på de tre liter kødsauce der lige nu boblede der hjemme, men endte med at give efter og køre hen til McDonalds. På vejen samlede jeg Prinsesse Lyserød op, og så var der pludselig lagt op til indvandrerfest i akutmodtagelsens venteværelse. Med pommes und alles.

Zorronaldo med strittende tommeltot.

Vel installeret i venteværelset igen sammen med tre af mine fire børn, der indbydes delte dagens begivenheder under indtagelse af nuggets og cola, havde jeg valget mellem at se på Region Syddanmarks oplysningskanal der kørte i ring og fortalte hvor mange kvinder der hver dag døde af hjertekar sygdomme, eller “Vild med dans” alt efter hvilken stol jeg sad på.

Det første var for deprimerende, det andet har jeg aldrig set, så jeg tænkte at her var muligheden for ved selvsyn at konstatere at vores alle sammens folkehelt ikke kan danse, nu da mit afkom havde travlt med at underholde hinanden.

Lad mig blot nøjes med at sige at jeg aldrig igen vil udsætte mig selv for det program. Det kommer aldrig nogensinde til at passe til mit temperament at se andre mennesker have det sjovt. Jeg vil hundrede gange hellere selv have det sjovt.

Og hvad Allan angår, så må i meget undskylde, men han dansede han altså.

Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg sad. Om han så dansede videre godt skal jeg lade være usagt, men han dansede da. Komikken i kampen mellem levende mennesker og et medie er så afgjort til at få øje på, og lur mig om ikke Allan vinder uanset diverse kryptiske regelændringer. Så kan medieverden måske lære at være en kende mere ydmyge, når de har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke puttes i kasser og forventes at blive der.

Og heldigvis for det.

Jeg overlevede både programmet og ventetiden, og klimaks kom da Zorronaldo endelig blev strippet sammen og vi atter kunne finde vejen hjem til møllen hvor både kødsauce og ris var fortæret for længst.

…

Da var min fredag aften fuldstændigt forduftet og jeg kunne gå direkte i seng.

Dog ikke uden en lidt træls fornemmelse af at være blevet grundigt snydt for en fredag aften.

Men jeg tager helt sikkert revanche!

 

Borgmestre på glatis.

Nu kan vi virkelig komme ud i en sag, hvor folket deler sig.

…

I er sikkert uden tvivl godt klar over hvad jeg taler om, men skulle det modsatte være tilfældet, vil jeg blot nævne at vores borgmestre hernede fra Ærø, Langeland, Svendborg og Fåborg-Midtfyn, har bedrevet en video.

Såfremt man vil gøre sig den ulejlighed at google dette vil man lande på en ca. 3 minutter lang film på youtube, hvor de fire borgmestre viser deres evner – eller mangel på samme – udi gangnam style à la Sydfynsk med mere.

Man må naturligvis synes om det hvad man vil.

Det er et frit land og alt det der.

Det skal dog ingen hemmelighed være at jeg synes den er hylende grinagtig.

Min tolerance får dog en lidt hård opbremsning når den ene gruppe brøler op om at det dog er for galt at bruge skatteydernes penge på den slags pjat, og den anden gruppe hyler om smagløshed og manglende kultur.

For det første, det med skattepengene… Som udgangspunkt er jeg da enig. Især i disse tider og alt det der. Men på den anden side, så nytter det ikke noget at køre hverken kommuner, skoler, plejehjem eller vuggestuer som forretninger der skal være rentable; det bliver de aldrig. I hvert fald ikke på den finansielle måde. Somme tider skal man bare bruge nogle surt sammenskrabede penge til at have det sjovt for.

Jeg tror det er tydeligt for enhver at de fire herrer havde det sjovt med at gøre tykt grin med sig selv, og få lidt mere fokus på et lille stykke af udkantsDanmark. Det ændrer sikkert ingen verdens ting, men det var da en sjov idé.

Bevares, der er sikkert en del der ikke har moret sig ved synet af denne video, og som kun har kunnet høre deres topskat rasle.

Men præcis som jeg vælger at tage hele familien med i biografen midt i arbejdsløshed og anden elendighed, fordi man altså bare ind imellem skal kunne grine af det hele, så kan jeg godt tage hatten af for gangnam Sydfyn. Jeg betaler selv skat, rigeligt og jeg giver gerne et kvartal eller to for at få lidt mere opmærksomhed til øerne hernede, for vi kunne altså godt bruge lidt humor midt i alle tvangsauktionerne og kontanthjælpen.

De andre som bag finkulturelle fornemmelser forarges, synes jeg endda er værre. Det minder mig lidt om ham Ex-Kultur-Uffe, som med mindre man lavede cirkus og blendede fisk så var man ikke kulturel. Grov generalisering, jeg ved det, men det er ikke meget galt.

Så snart det ikke er sært på den hippe måde, så er det kikset og dermed fuldstændigt latterligt. Og dermed ganske legitimt at rakke ned på det, på Treomåden. (Hr. Treo anmeldte for et par dage siden en koncert hvor han kaldte sangerinden de grimmeste ting, blot fordi det ikke lige var hans smag)

Det er som om almindelige mennesker, med kedelige meninger og gennemsnitlige holdninger ikke regnes for noget. Hvis man ikke har læst Kierkegaard, været på årlige udflugter til Toscana, og lytter til eksperimenterende fusions “jadzz”, så tæller ens humor ikke. Så er man faktisk bare plat.

Og hold op, hvor er jeg træt af at det kun er de rigtige som må mene noget. At det almindelige og provinsielle ikke må tælle med i det store regnestykke. I hvert fald ikke officielt. Men husk nu at der skal være plads til det hele, både cirkusnæser, Hansi og leverpostej…

…

Okay, leverpostej måtte godt holde sig lidt tilbage, men så den politiske ukorrekte rullepølse, med fedtbræmme, da.

Der er dog heldigvis flere som synes det er befriende at se fire politiske profiler være sammen om den slappe line på så dårlig en video som jeg kan grine sammen med!

Det var så denne torsdags sure bøvs!

Tak for kaffe… og borgmesterstang.

Snart påskeferie

Når jeg beretter at der er lukket i Danmark i disse dage, og at alle derfor har fri – eller næsten alle – brokker Firkløveret sig gevaldigt. Hvordan man kan bo i et land af overvejende katolsk overbevisning, og så ikke holde fri i den vigtigste højtid, går over deres forstand.

Jeg må så minde dem om, at i Danmark har de ikke to fulde ugers ferie, men kun en uge og en dag. Og i morgen går vi på ferie.

Planer er lagt, der skal fejres fødselsdag, der er gæster som skal passes, og besøg som skal aflægges. Og så skal vi jo lige nå at se de sidste spændende seværdigheder før vi forlader området.

Der er også en fest eller to på programmet, men først og fremmest skal vi holde fri og hygge os.

Hygge os og slappe af inden det går løs med kasser og hurlumhej.

Og vi skal fejre. For det er jo påske – og den mest udbredte måde at fejre højtider på, det er ved at spise. Man spiser bare så meget at man glemmer hvad det egentligt handler om. Det svarer lidt til at man holder fødselsdag uden at vide hvem fødselaren er.

Men der er blevet købt ind, vi skal smovse i lækkerier som snart bliver lidt sværere for os at få fat i. Så vi vrider nydelsen ud af hver enkelt lille dag i vores ferie.

Foreløbigt skal vi lige igennem i dag og i morgen. Og så må holde fri.

Vi glæder os!

Skjult kamera

Har siddet med familien foran fjernsynet. Det er i forvejen ikke noget der sker ret tit. Undtagelsesvis kan det ske søndag aftner, fordi der er Barnaby.

Men altså, jeg satte mig i sofaen omgivet af børn og så fjernsyn. Skjult kamera. Og jo mere jeg så, jo mindre var det morsomt, og jo mere gik det op for mig at jeg faktisk slet ikke kan lide det.

Nej, jeg kan ikke lide skjult kamera. Så er det sagt. Ihvert fald ikke den nye slags.

Muligvis er det så fordi jeg er ved at blive gammel.

Og mere kedelig end jeg plejer.

Og vrissen.

..

Jeg har jo en “Brok” -kategori.. Som skal holdes ved lige.

Men altså, skjult kamera er som sagt ikke hvad det har været.

Det foresvæver mig at det var langt morsommere da jeg var lille. Mindes især noget tysk noget, med en mand der dyppede armen i et akvarium og derpå åd gulerodsstrimler så det så ud som om det var en frisk halebaskende og spillevende guldfisk han gnaskede i sig.

Det var sjovt. Det var hylende grinagtigt.

Men det begrænser morskaben, at det er nødvendigt at gøre folk nervøse for at de har gjort i nælderne.

Der var nogle i går aftes, som skulle løbe tværs over min skærm med en falsk olympisk flamme i hånden, denne flamme blev pustet ud med en fjernbetjening, når den arme stakkel nåede publikum. Følelsen af at de må have ødelagt en god oplevelse for mange mennesker, så ikke sjov ud.

Det er heller ikke sjovt at få en sagesløs frivillig til at bære en stor fødselsdagskage ind til et børneselskab. Kagen har snor i, og den ryger naturligvis på gulvet, hvorpå fødselsdagsbarnet giver sig til at tude. Alt sammen iscenesat, for at få godtroende stakler til at føle de har gjort noget forkert.

Det er da ikke morsomt?

Det er blevet andre ting man griner af åbenbart. Nutildags.. HOV der blev jeg lige 82 igen..

Det er ikke nok at have en monstertung kuffert ingen kan bære for den søde blondine, eller en liggestol som bare ikke kan slås op.

De der, ”se du har gjort noget utilgiveligt: ødelagt en børnefødselsdag, sat en blind mand ned på en nymalet bænk eller slukket den olympiske flamme” de er altså bare ikke sjove.

Med mindre man naturligvis er ligeglad med andre, meget apropos den parkerende dame forleden aften.

Prinsessen sagde undrende: ”jeg ville være SÅ ked af at have tabt hendes kage på gulvet og sige undskyld hundrede gange, det er da synd for dem!”

Og det er der sikkert også mange andre mennesker som blev. Kede af det altså. Og uden tvivl også nogle som var fløjtende ligeglade. Fordi det ligger i tiden?

Men hvordan det kan være sjovt det forstod jeg altså ikke.

Med andre ord – jeg gad ikke se fjernsyn mere. Blev helt ked af det på deres vegne. Så vi sank slagskibe i stedet for. Det var så til gengæld meget mere sjovt end fjernsyn!

Og intet slagskib kom galt i halsen.

Sådan en rolig søndag..

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

Vi kan da altid snakke om vejret

Det er så dejligt nemt, når man løber tør for andre emner.

Jeg kan derfor fortælle, meddele, berette at vi, her på Æblebakken, stadig roder rundt midt i noget sne.

Det har dertil frosset, så det er en veritabel skøjtebane overalt, og man risikerer liv og lemmer når man bevæger sig udenfor. Vi har prøvet at få bilen ud, eller rettere op, det lykkedes ikke. Vi kørte lidt og gled straks ned igen.. Da vi havde gjort det et par gange, gad vi ikke prøve mere.

Så alt foregår til fods. Også indkøb. Med en styg og pinlig pensionistjaguar. Og nogen på 15 er overbevist om at jeg på denne lumske måde prøver at tage livet af ham.

Forestil jer et kort øjeblik at han møder nogen han kender, subsidiært en ukendt men køn, pige..

Det holdt i hvert fald hårdt og han har ikke mælet mange ord efter vi kom hjem, efter denne ultimative ydmygelse.

Når man så ikke gider høre på vrantne teenagere mere, så er det rart at man har en meget lang bakke i baghaven. Som er dækket af sne.

Jeg blev pakket godt ind.

Almindeligt tøj og så et ekstra lag. Og så mine røde regnbukser fra Røde Kors butikken derhjemme.

Har nok ikke haft en flyverdragt siden jeg var fem. De få gange jeg har haft brug for sådan en beklædningsgenstand, har absolut ikke berettiget til en større investering udi flyverdragter.

Men jeg må indrømme at såfremt der i Decathlon, stadig er flyverdragter i størrelse telt, er jeg aftager.

Jeg forudser nemlig en lang og billøs periode når vi kommer hjem. Og dermed en hel del kilometer på cykel.. og gåben. Eller bus – altså i bus, ikke på den. Alt efter vejr og vind.

Nå, det var et sidespring. Hvorom alting er, jeg fik lov til at låne en kælk, nemlig Gårdmand Bjørns gule lyn. Iført mine røde regnbukser. Ømt.

Jeg kunne næsten ikke bøje benene, idet jeg var pumpet lidt for fast, og satte mig derfor tungt, helt uden at noget knækkede. På kælken altså. Jeg selv landede forholdsvist blødt, sådan som jeg var polstret.

Og så afsted. Udover stepperne. Med en hujende Gårdmand Bjørn i fuldt firspring bag mig, euforisk over at se sin ellers så kedelige mor, siddende på hans elskede lyn.

Jeg for min part, syntes det gik lidt stærkt. Måske lidt for stærkt. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har kælket. Så det der med at styre.. Det gik der lidt ged i.

På et tidspunkt kom jeg til at hive i en bremse, mest fordi jeg, på den kække måde, ville dreje og undgå det noget ubekvemme hop jeg var på vej hen imod.

Men i stedet væltede jeg.. Børstede værdigt sneen af mig og krabbede numsen fremad. Var dog for tung til at fortsætte alene, så Divaen skubbede mig i gang, og ned kom jeg.

Jeg skulle også op igen. Aldeles udmattende. Er overbevist om at jeg tabte adskillige kilo på den konto. Muligvis kun væske, men alligevel.

Vi kom hjem igen, og fik kakao.

Og Prinsessen bagte chokolademuffins, som jeg ikke smagte på: Desværre nåede jeg ikke at forevige dem, før de var blevet spist af de sultne horder.

Eneste ulempe ved min eftermiddag på kælk var, at min hue nu er til en yderst tiltrængt vask – jeg var nemlig begyndt at lugte af gnu ved ørerne.

Søndagstest #2

Rillettes..

Det kan bedst forklares som værende kødsnuller som er tilovers når man har lavet noget andet af de reelle kødstykker.

De bliver så henkogt i fedtet, og brugt som en slags pålæg, selvom pålæg – på brød til frokost-agtigt, ikke lige er et koncept man bruger så meget i Frankrig.

Der bliver lavet rillettes af al slags kød. Men mest svinekød og andekød.

Da vi kom i tanke om at der jo var noget med en test – havde slagteren lukket. Så det blev køberillettes.

Det smager udemærket. Det er lidt ligesom at købe leverpostej i brugsen.

Vi købte tre forskellige – men nu da First Man er hjemme skulle han først lige overbevises af vigtigheden af at have hele tre slags.

En anderillette, en svinerillette og en vildsvinerillette med karl johansvampe.

De smagte ganske udemærket alle tre.

Men den almindelige svinerillette, som vi altid plejer at hive ned i indkøbsvognen, blev udkonkurreret af både anderillette og vildsvinerillette.

Den med vildsvin smagte superlækkert og vandt simpelthen testrunden med flere vildsvinelængder!

Det var nu også passende at vi her i Obelix land skulle vælge den med vildsvin.

Og det var så ugens absolut kedeligste blogindlæg – nu kan I trøste jer med at det kun kan blive bedre! Det er da betryggende!

Og nu vil jeg ud og have kage..

Aldeles uinteressant opdatering

Var til skolehjem samtale på Divaens gymnasium i går aftes.

Det i sig selv, er noget af en udfordring. En stor sal hvori alle lærerne sidder, og så stiller man (man = 180 elever og deres forældre) sig i kø ved den lærer, man ønsker at snakke med.

I går aftes tog seancen 2 timer og 15 minutter. En mærkbar forbedring i forhold til første gang hvor vi nærmede os de fire timer. Vi skulle også kun snakke med tre lærere.. Man lærer den ædle disciplin at kunne vente!

Vi startede med at stå i kø for en økonomi/jura lærer. Divaen har svært ved at huske alle de forskellige definitioner på fransk og synes det er svært.

I stedet for at komme med en løsning, begyndte den noget selvsmagende mand at forklare hende hvordan man regnede elastisk effektivitet ud.

Eller sådan noget.

Da han begyndte at sige at effektiviteten var minus 3 og dermed voksede 22 % så fik jeg krydsblik og spekulerede seriøst på om han ville tage mig det ilde op hvis jeg lagde hovedet ned på armene og stønnede.

Det varede heldigvis ikke så længe – men hvordan skulle min Diva fatte noget som helst af én times økonomi hver anden uge? (de andre uger har de prøver i det de burde have lært ugen før..) Nej vel?

Det er nok meget godt at vi flytter tilbage til øen – for det kan mærkes at der mangler 8 års fransk fundament. I resten af fagene går det fint og der er endda fag hvor hun har bedre karakterer end sine klassekammerater, og ikke kun i sprog!

Så Kong Mor er jo stolt!

Derudover savner vi stadig.

Det er lidt træls. Vi fik dog en opringning igår, på under to minutter via satellit – og i bedste ”Clouds across the moon” stil kunne vi ikke høre hinanden samtidigt – men det var dejligt lige at få et livstegn!

Nu er det weekend og vi skal have tiden til at gå!

Det regner og er surt ud over alle grænser, så vi lagde ud med at tegne og spille fire-på-stribe og kinaskak.

Dårligt valg.. For firkløveret.

For jeg vinder 98 % af gangene..

Nu samles der energi til at sjoske ned i byen, og måske finde nogle franske lækkerier at forsøde lørdagen med!

Hvad mon I ville købe hvis I havde frit valg på franske hylder?

Køge vs. Æblebakken

Der var lige en frue som sagde at hun set fra et rent egoistisk synspunkt hellere ville have mig til at sidde på Æblebakken end i Køge eller Ikast – fordi synet på det danske blev sat i perspektiv.

Se DET har jeg tænkt meget over. Nu har jeg aldrig sat mine ben i Køge, i hvert fald ikke så vidt jeg er orienteret, og ikke et ondt ord om Ikast, men jeg er sikker på at jeg også kan skrive meget gode blogindlæg fra møllen på øen!

Jeg startede ellers med optimistisk at forelægge denne erklæring, for resten af familien: ”at jeg blev nødt til at blive i Frankrig for at kunne blive ved med at skrive min blog”, men det var kun Prinsessen som syntes at argumentet holdt.

Desværre – men hvo intet vover..

Nå, tilbage til det egentlige. Jeg kan altså sagtens skrive om de tåbelige ting danskere gør, selvom jeg bor i Danmark. Det er da en smal sag.

Danskere er nemlig meget nemme at skrive ting om.

For eks. er folk der har boet mange år, subsidiært kun i Danmark, er meget, meget ens. Men det er sådan at man ikke rigtigt har noget valg selvom man havde lyst til noget andet end det gængse.

Det kunne vi konstatere da vi kom til øen i 2003.

Vi havde fået et nyt hus – og der skulle nye lamper til. Men udvalget var altså til at overse. I samtlige butikker der havde lamper i deres sortiment, var valget mellem herstal og herstal. Og så nogen grimme halogenklemmer der sad på stålwirer. Og kom ikke og sig at det ikke passer. De var overalt. Simpelthen. På restauranter, i frisørsaloner og endda hjemme hos folk, som ellers så ud til at have udmærket smag i øvrigt.

Naturligvis kunne jeg sagtens få en Le Klint eller en PH Lampe hvis nu jeg havde haft en masse penge jeg ikke skulle bruge til noget. Men for almindelige dødelige var der intet andet.

Vi fik ikke nye lamper.

Det er det samme med tøj. Hvad enten butikken hedder FnullerFnaller eller DillerDaller så er varesortimentet fuldstændigt identisk og alle går ens klædt – og i 2003 hang underkjolerne uden på cowboybukserne.

Eller den der mode med uglet baghår. Ja – jeg vil vædde med at I griner, for I ved det jo godt..

Og den slags mystiske ting kan jeg vist godt skrive om, selvom jeg fraflytter Æblebakken.

Skønt, jeg kan jo godt forudse visse problemer med at skrive vrisne indlæg om Gårdmand Bjørns lærer, når jeg bor i nabobyen.

Det er unægteligt lidt nemmere at skrive at vores ukrainske nabo er skingrende sindssyg, når jeg ved at han aldrig får kendskab til min blog. Og han kan i øvrigt slet ikke dansk.

Men den tid, den sorg. Flytte skal vi, men der er heldigvis længe til.

En hund efter slik

Sådan en rolig søndag, efter en noget hektisk uge, for slet ikke at tale om lørdag, der om muligt var endnu mere optaget, er bare balsam for sjælen.

Vi lavede absolut intet.

En hyggelig brunch og ellers læsning, småsludren og bare være. At vejret så i tilgift er helt fantastisk, og vi mere eller mindre permanent har haft 16 grader de sidste to uger, gør heller ikke noget.

Dagens absolutte højdepunkt kom da First Man skulle strække ud og jeg besluttede mig for at hoppe på hans mave. Ganske blidt altså. Det var kun for at styrke hans mavemuskler og dermed for hans eget bedste.

Vi snakker slet ikke om at mit ballade gen var voldsomt understimuleret.

Sådanne sløve kedelige dage er bestemt sundt, men nogen gange må der bare ske noget.

Man skal helst være en hel del, for at kunne komme til at kilde First Man, så jeg fik ret hurtigt selskab af Divaen og Zorronaldo som også ville være med.

Sidst ankom Blondinen, der også gerne ville deltage i festlighederne.

På et tidspunkt i kampens hede, var First Mans ansigt ubeskyttet et kort øjeblik, og der så Blondinen sit snit til at komme med sit bidrag: hun gav ham et meget venligt slik midt på – eller skal vi sige “i” – hans halvåbne mund.

Desværre modtog han ikke denne kærlighedserklæring i samme ånd som den var givet og han gav sig til at sprutte og råbe meget højt. Vi var uheldigvis ikke i stand til at hjælpe ham, idet vi var ved at gå fuldstændigt omkuld af grin over hans råben.

Da Blondinen lige sendte et ekstra slik ud over hans øre, var målet fuldt.

Han rystede os alle af sig, som var vi Mariehøns og fór ud for at vaske sin mund med sæbe eller sådan noget, jeg ved det ikke med sikkerhed – vi var travlt optagede med at grine.

Voldsomt skuffet over at have afstedkommet denne reaktion hos sin elskede herre, gik hun yderst fornærmet hen i sin plads ved vinduet og faldt i søvn.

Og jeg som troede onsdage var kedelige

Næsten ligeså kedelige som lørdage – der sker intet i blogland om onsdagen. Og derfor kunne jeg putte et hvilket som helst kedeligt indlæg ind der. Som for eks. hvad vi fik at spise til aftensmad. Og endda noget så ordinært som suppe.

Og så vælter det ind med argumenter for eller imod melboller – hjemmelavede eller ej. Og det greb om sig, pludselig handlede det også om supper. Klare eller blendede.

Det havde ellers været et ret godt partiprogram, 27 timer i døgnet, ingen melboller, sol om sommeren og den slags vigtige sager.

Men jeg overgiver mig – melbollerne overlever.

Politik er alligevel slet ikke mig – også selvom jeg faktisk har cyklet med en som nu er minister – jooo – fint skal det være! Altså det var hun ikke da vi cyklede i fjernsynet, men alligevel!

Men nu det jo VAR onsdag i går – så kunne jeg jo egentlig godt fortælle om en jeg lige fandt. En blogger. Hun skriver tænksomt – hun skriver breve. Jeg læser med! I kan se hende her.

Så er det også i dag, sidste dag til den der giveaway jeg har. For i morgen er det jo min fødselsdag – og jeg skal have gaver, sang, halløj og ballade. Juhuu og hurra for mig. Kan nok ikke sove i aften!

Men altså – jeg trækker en vinder i løbet af i morgen og sender så en fantastisk pakke til den heldige.

Og så er det i øvrigt også denne torsdag hvor Beaujolais nouveau 2011 bliver frigivet. Jeg skal såmænd også til vinsmagning i aften. Tror godt nok jeg tager en termokande med, så jeg kan få mig en kop te. For nu er det ikke alle BeaujolÆser der smager godt, endsige er til at drikke. Overhovedet!

Foretrækker en Nuit Saint Georges.. (gad vide om dette afstedkommer samme ophidselse som suppen)

Indrømmelse #1

Jeg.. tager min telefon med på wc. Det må være en alternativ form for telefonfis..

Nå men nu er det sagt – sandheden er ude – og jeg er stigmatiseret for tid og evighed. Gad vide om jeg overhovedet skulle udgive dette indlæg?

Det er nemlig sådan at hjemme på øen, der har jeg et ganske udmærket lille toilet med en praktisk anbragt hylde – i perfekt række-armen-ud-distance, når man befinder sig på tønden.

Der står digtsamlinger, novellesamlinger, hjernevridderopgavebøger, det er kort – og godt. Det eneste selektionskriterium for at kunne få en plads på hylden, var nemlig: fat dig i korthed.

Forestil jer at have ”Krig og Fred” eller ”Jordens Søjler” stående sådan et sted?

Der ville for det første være optaget altid – og for det andet, så tænk engang alle de hæmorroider det ville give, at sidde der et par timer hver dag?

Men altså, denne hylde er nu langt væk fra Æblebakken, og på Eventyrhusets lille das, altså det nedenunder som jeg ikke vil besøge om natten, er der ingen mulighed for at hænge sligt op. En hylde altså.

Den eneste væg, som er flad, er så tynd og uholdbar at ikke engang en plakat ville blive hængende, og den anden væg.. tja – døm selv.

Nogle mennesker har avisholdere stående – men.. Vi er enige om at den slags ofte står på gulvet ikk’? Og på et forholdsvis lille areal som sådan et toiletgulv nu engang er, er der stor risiko for, at den del af befolkningen som står op og lader vandet, sprøjter og pjasker ned på samme avisholder og indhold – det er simpelthen for ulækkert.

Altså er der ingen læsemulighed for de trængende på dette toilet. Lidt synd.

Så er det nemlig frygteligt kedeligt at gå på wc.

Så var det jeg begyndte at tage min telefon med. Jeg var dog panisk angst for at tabe den ned i kummen. Det gjorde Line nemlig engang, fortalte Nanna mig. Men min frygt for kedsomhed vandt.

Det er ganske vist lidt upraktisk i, skal vi kalde det ”tørresituationen”. Der ligger den og balancerer på min sko.. Ja. Men hvor skulle jeg ellers lægge den?

Og så må den – telefonen – vente, stadig vippende på min ene fod, mens jeg får sprittet fingre af – idet der ikke forefindes håndvask på et fransk toilet. Håndvask efter toiletbesøg er nemlig endnu ikke slået helt igennem i Frankrig.

Så, alt i alt meget besværligt – men det hele værd for så kan jeg også både læse blogs og lægge syvkabale mens jeg bliver færdig!

Indlæg og ideer

Når jeg sætter mig ved tastaturet og skal skrive et blogindlæg, så skal der jo gerne være sket noget som jeg kan fortælle om.

Det er ikke altid tilfældet – eller jo – der sker jo altid et eller andet i løbet af en hel dag, men det er ikke altid det er indlægsvenligt eller at det i det hele taget rager andre, ud over inderkredsen ved hoffet.

Jeg kunne jo godt fortælle om alle de meget grimme bandeord, på både fransk og dansk, jeg udøste over det tåbelige dørtrin der slog min tå – men jeg tvivler stærkt på at det har nogen form for interesse.

Jeg kunne også fortælle om det lille bitte modermærke jeg skal have fjernet fra mit lår. Men det er ligeledes fuldstændigt uinteressant for de af mine læsere der dukker på en søndag – endda før kagetid.

Når sådanne dage indtræffer, ser jeg mig ofte nødsaget til at dukke ned i en rodekasse af indlæg, som jeg har skrevet helt eller halvt færdigt, og se om der kan komme noget brugbart – eller rettere – læsbart ud af det.

Nogle gange har jeg kun en overskrift. Hvis jeg har fået en idé og ikke har haft tid til at skrive indlægget med det samme, så har jeg bare skrevet en overskrift og regnet med at det kunne blive skrevet senere.

Det er ingenlunde en god idé og jeg håber meget at jeg vil holde op med den slags omgående.

For lidt siden – dykkede jeg nemlig ned i dette arkiv af ufærdige værker.. gad dog forresten vide om de mon vil blive nummererede efter min død??

Sådan en slags K katalog? Jeg håber jeg i så fald ville komme over 626..

Nå – i hvert fald – jeg dukkede ned i arkivet.. og fik fat i flere spændende overskrifter – intet andet – og i tilgift ingen anelse overhovedet, om hvad jeg havde ment med ordet – eller hvad det lige var jeg ville fortælle..

Så derfor så får I ikke noget indlæg i dag..

Men der kommer kage senere!