Tag Archives: Kedelig

Jeg har brækket hjernen…

18 jun

Noget der sker, når man har angst på den der “disorder”-måde, er at ens tanker løber løbsk. De bliver ukontrollerbare, og overvældende. Man får et altoverskyggende tankemylder der kan vælte selv den roligste omkuld.

Ikke at jeg skulle have været specielt rolig på noget tidspunkt i mit liv, det er ikke det jeg påstår, men det var jo ikke hver dag, tankerne løb løbsk.

På den kvælende måde.

Nu er der aldrig ro.
Det summer rundt i hovedet på mig og forhindrer mig i følgende:
i at huske,
i at koncentrere mig,
i at sove,
i at slappe af,
i at være nærværende,
i at læse,
i at se film,
og i meget andet…

Alt i alt ikke ret fordrende, for et forholdsvis velfungerende liv.

Alt det som definerer hvem du er, er i stykker. Som min chef udtrykte det i venskabeligt drilleri: “du har brækket hjernen.”  Men han har ret. Min hjerne er brækket.

Så den skal i gips.

Det foregår med medicin og andre leveregler end dem jeg hidtil har benyttet mig af. For eksempel må jeg ikke se skræmmende eller voldsomme film eller noget som kan gøre mig oprevet eller utryg.

Ikke ret nemt når reolen er proppet med ramasjang film og når en af mine yndlingsfilm er Gladiator, jeg siger det bare. Jeg fik allernådigst lov til at se følgende:
Badehotellet
Matador
Grinefilm
Sjove tøsefilm uden for meget snøft og kleenexbehov.

Det sætter jo sine begrænsninger på familieaftner foran husalteret. Så der er jeg sjældent tilstede, når de andre går i gang med “Taken” eller “A good day to die hard”. For nu at nævne nogle af de film jeg plejer at kunne lide.

Jeg har ydermere fået sudoku og kabale på recept.

Alting skal være blødt, rart og aldeles uden ophidselser af nogen art.

Helt afsindigt kedeligt set ud fra mit forgangne synspunkt, men da en del af min hjerne er brækket, må resten finde sig i disse restriktioner, ellers risikerer jeg at det hele brænder sammen.

Så jeg putter med min Bimbi (den nye blondine, hvis I skulle være i tvivl) på sofaen, hvilket i øvrigt er strengt forbudt, pakker mig i bløde tæpper og omsorg.

Jeg drikker te, hører blid musik, og luger i haven. I det hele taget prøver jeg at leve et meget stille og roligt liv. Nok lidt som min oldemor i de sidste behagelige år af hendes liv.

Men det er usandsynligt svært at vænne sig til.

Jeg, som plejer at fare rundt, møde veninder, tage til koncerter og på ture her og der, skal pludselig acceptere at der er en masse bøvlede begrænsninger og at jeg ikke, bare fordi jeg er okay i et par dage, lige pludselig kan gå i gang med ligeså meget som før.

Næh nej, så betaler jeg, omgående – kontant ved kasse et – og er totalt udmattet i flere dage efter. Både i sjæl og krop.

Så jeg holder mig oftest til kabale, hængekøje og instagram.

Jeg tror jeg vil i seng.

 

Reklamer

Kedeligt og æblekage

4 okt

Det er muligvis topmålet af kedelig, at skrive et blogindlæg om at man keder sig.. Men det  er ikke desto mindre sådan det forholder sig med mig.

Jeg keder min popo i laser og frynser.

Har endda rationeret bogindtaget efter jeg slugte Senor Peregrino og La Peregrina på under tre dage, for jeg forudser en seriøs krise når jeg ikke har flere bøger at læse.

Alene det at nå frem til at kunne sidde op, og ved en computer, har taget sin tid. De første par dage, eller tre, skulle det sårede ben helst ligge højere end hjertet. Og så er det lidt svært at gøre noget som helst på en computer.

Nu, da det ikke gør noget hvor mit hjerte befinder sig, er jeg stablet op på min stol, en køkkenskammel og med krykkerne inden for rækkevidde.

Med tastaturet på skødet. Hvor jeg husker at vippe forsigtigt med tæer og fødder.              10 genoptrænings-vip pr. time.

Jeg bliver indimellem passet og plejet. Og lidt forkælet.

Men kun indimellem.

Torsdag aften for eksempel, forsvandt alle husstandens beboere i mange timer, uden at lave aftensmad til mig. Jeg orkede bare ikke flere rugbrødsmadder, som er det eneste jeg kan lave stående på et ben og ligeledes fortære på et ben, da jeg ikke kan hoppe – uden krykker – hen til spisebordet, endsige sofaen, med en tallerken hvorpå der ligger to stykker rugbrød. De ligger der i hvert fald ikke, når jeg er færdig med at hoppe.

Så jeg fik ingen aftensmad torsdag.

Jeg åd nogle amerikanske blåbær i chokolade og havde ret ondt af mig selv.

Jeg kan så ikke sige mig fri for at være en lille smule skadefro, da de andre kom sent hjem og råbte op om aftensmad som de plejer.

“Ja, jeg kunne jo ikke lave den” var mit svar. Sært nok brokkede ingen sig over det, og fredag aften gik de af sig selv igang med aftensmad, endda helt uden at jeg skulle kalde på dem.

Jeg vælger at se på denne ufrivillige køkkenpause, som den sommerferie jeg ikke fik. Som nogen måske vil erindre, ønsker jeg mig EN uge om året hvor jeg ikke skal lave mad. En eneste sølle lille uge hvor jeg slipper for at tænke på, hvad, hvor og hvornår der skal spises. Denne uge fik jeg ikke i år. Til min store fortrydelse.

Men så får jeg den nu, også selvom den til tider minder om en slankekur, i hvert fald de dage mine omgivelser glemmer at der skal laves mad.

Jeg ville dog ønske jeg orkede at stå på et ben, den tid det tager at lave æblekage. Men det overskud har desværre ikke fundet vejen frem til mig endnu.

Hvilket virkelig er en skam, idet jeg med lethed kunne spise en meget stor portion gammeldags dansk æblekage med flødeskum og hele svineriet.

Det tænker jeg så på mens jeg keder mig.

Velbekomme…

Det var da også så længe siden

11 nov

at jeg havde tilbragt en fredag aften på skadestuen med mit afkom.

Blev ringet op af en mand som bad mig komme og hente Zorronaldo. Midt i aftensmaden og min fredagsro. For han havde skåret sig. Og var blevet dårlig. Han har jo nok arvet et par gener af sin mor.

Men altså, naturligvis da. Jeg havde da absolut heller ikke nogen planer for min fredag aften.

Jeg satte First Man til at overvåge både risen og Gårdmand Bjørn, lokkede Divaen til at tage med mig, for det tilfælde at knægten fik det skidt igen. Og godt nok kan jeg meget, men at køre en bil forsvarligt gennem staden samtidig med at jeg holder øje med at min søn ikke går i koma hører ikke til mine spidskompetencer.

Vi ankom til en bagindgang hvor sønnike blev læsset ind i bilen og jeg beordrede Divaen til at kigge på den sårede finger der var pakket ind i en anseelig mængde papir. Hendes rapport lød på at diverse blødninger var holdt op, men at det så ret dybt ud.

Jeg stolede på hende – skulle aldeles ikke nyde noget af at kontrollere hendes observationer – men ringede til lægevagten, da jeg ikke havde den store lyst til at køre frem og tilbage mellem møllen og købstaden sådan flere gange den aften. Vagtlægen mente bestemt at det var en sag for skadestuen.

Hvorpå jeg drejede til venstre i stedet for til højre for enden af Bagergade.

Jeg fik bugseret min søn ind i akutmodtagelsen hvor han omgående fik renset fingeren i noget samt en sprøjte mod stivkrampe. Og så…

Faktisk er det ret fedt nu man tænker over det: vel betaler jeg skat og vel ville jeg gerne have et par tusind mere til os selv hver måned –  ihukommende sidste uges afsløringer af mere velstående menneskers trang til at unddrage sig denne borgerpligt – men faktisk er det jo enormt betryggende at vide man bare kan køre et sted hen, sige: “Min søn har skåret sig, kan I hjælpe?” og vips får han en vaccine mod en livsfarlig sygdom, renset såret og bundet en foreløbig klud om fingeren og vist ind et venteværelse indtil der er tid til at en læge kan se nærmere på det.

Ganske gratis.

Eller nej, det er jo netop ikke gratis, fordi jeg betaler skat. Men mennesker der vil beholde deres mange penge for sig selv, skærer sig vel også indimellem, og hvorfor skulle de få samme behandling uden at bidrage til fællesskabet?

Nå det var en indskudt bemærkning, blot for at opdage at jeg efter to og en halv times venten, stadig var taknemmelig for at jeg for eksempel ikke bor i Mogadiscio eller Dhakas slumbyer.

Så såre vi havde sat os ned i venteværelset begyndte begge mine teenagere at jamre stille på mad. Jeg tænkte ærgerligt på de tre liter kødsauce der lige nu boblede der hjemme, men endte med at give efter og køre hen til McDonalds. På vejen samlede jeg Prinsesse Lyserød op, og så var der pludselig lagt op til indvandrerfest i akutmodtagelsens venteværelse. Med pommes und alles.

Zorronaldo med strittende tommeltot.

Vel installeret i venteværelset igen sammen med tre af mine fire børn, der indbydes delte dagens begivenheder under indtagelse af nuggets og cola, havde jeg valget mellem at se på Region Syddanmarks oplysningskanal der kørte i ring og fortalte hvor mange kvinder der hver dag døde af hjertekar sygdomme, eller “Vild med dans” alt efter hvilken stol jeg sad på.

Det første var for deprimerende, det andet har jeg aldrig set, så jeg tænkte at her var muligheden for ved selvsyn at konstatere at vores alle sammens folkehelt ikke kan danse, nu da mit afkom havde travlt med at underholde hinanden.

Lad mig blot nøjes med at sige at jeg aldrig igen vil udsætte mig selv for det program. Det kommer aldrig nogensinde til at passe til mit temperament at se andre mennesker have det sjovt. Jeg vil hundrede gange hellere selv have det sjovt.

Og hvad Allan angår, så må i meget undskylde, men han dansede han altså.

Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg sad. Om han så dansede videre godt skal jeg lade være usagt, men han dansede da. Komikken i kampen mellem levende mennesker og et medie er så afgjort til at få øje på, og lur mig om ikke Allan vinder uanset diverse kryptiske regelændringer. Så kan medieverden måske lære at være en kende mere ydmyge, når de har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke puttes i kasser og forventes at blive der.

Og heldigvis for det.

Jeg overlevede både programmet og ventetiden, og klimaks kom da Zorronaldo endelig blev strippet sammen og vi atter kunne finde vejen hjem til møllen hvor både kødsauce og ris var fortæret for længst.

Da var min fredag aften fuldstændigt forduftet og jeg kunne gå direkte i seng.

Dog ikke uden en lidt træls fornemmelse af at være blevet grundigt snydt for en fredag aften.

Men jeg tager helt sikkert revanche!

 

Borgmestre på glatis.

11 apr

Nu kan vi virkelig komme ud i en sag, hvor folket deler sig.

I er sikkert uden tvivl godt klar over hvad jeg taler om, men skulle det modsatte være tilfældet, vil jeg blot nævne at vores borgmestre hernede fra Ærø, Langeland, Svendborg og Fåborg-Midtfyn, har bedrevet en video.

Såfremt man vil gøre sig den ulejlighed at google dette vil man lande på en ca. 3 minutter lang film på youtube, hvor de fire borgmestre viser deres evner – eller mangel på samme – udi gangnam style à la Sydfynsk med mere.

Man må naturligvis synes om det hvad man vil.

Det er et frit land og alt det der.

Det skal dog ingen hemmelighed være at jeg synes den er hylende grinagtig.

Min tolerance får dog en lidt hård opbremsning når den ene gruppe brøler op om at det dog er for galt at bruge skatteydernes penge på den slags pjat, og den anden gruppe hyler om smagløshed og manglende kultur.

For det første, det med skattepengene… Som udgangspunkt er jeg da enig. Især i disse tider og alt det der. Men på den anden side, så nytter det ikke noget at køre hverken kommuner, skoler, plejehjem eller vuggestuer som forretninger der skal være rentable; det bliver de aldrig. I hvert fald ikke på den finansielle måde. Somme tider skal man bare bruge nogle surt sammenskrabede penge til at have det sjovt for.

Jeg tror det er tydeligt for enhver at de fire herrer havde det sjovt med at gøre tykt grin med sig selv, og få lidt mere fokus på et lille stykke af udkantsDanmark. Det ændrer sikkert ingen verdens ting, men det var da en sjov idé.

Bevares, der er sikkert en del der ikke har moret sig ved synet af denne video, og som kun har kunnet høre deres topskat rasle.

Men præcis som jeg vælger at tage hele familien med i biografen midt i arbejdsløshed og anden elendighed, fordi man altså bare ind imellem skal kunne grine af det hele, så kan jeg godt tage hatten af for gangnam Sydfyn. Jeg betaler selv skat, rigeligt og jeg giver gerne et kvartal eller to for at få lidt mere opmærksomhed til øerne hernede, for vi kunne altså godt bruge lidt humor midt i alle tvangsauktionerne og kontanthjælpen.

De andre som bag finkulturelle fornemmelser forarges, synes jeg endda er værre. Det minder mig lidt om ham Ex-Kultur-Uffe, som med mindre man lavede cirkus og blendede fisk så var man ikke kulturel. Grov generalisering, jeg ved det, men det er ikke meget galt.

Så snart det ikke er sært på den hippe måde, så er det kikset og dermed fuldstændigt latterligt. Og dermed ganske legitimt at rakke ned på det, på Treomåden. (Hr. Treo anmeldte for et par dage siden en koncert hvor han kaldte sangerinden de grimmeste ting, blot fordi det ikke lige var hans smag)

Det er som om almindelige mennesker, med kedelige meninger og gennemsnitlige holdninger ikke regnes for noget. Hvis man ikke har læst Kierkegaard, været på årlige udflugter til Toscana, og lytter til eksperimenterende fusions “jadzz”, så tæller ens humor ikke. Så er man faktisk bare plat.

Og hold op, hvor er jeg træt af at det kun er de rigtige som må mene noget. At det almindelige og provinsielle ikke må tælle med i det store regnestykke. I hvert fald ikke officielt. Men husk nu at der skal være plads til det hele, både cirkusnæser, Hansi og leverpostej…

Okay, leverpostej måtte godt holde sig lidt tilbage, men så den politiske ukorrekte rullepølse, med fedtbræmme, da.

Der er dog heldigvis flere som synes det er befriende at se fire politiske profiler være sammen om den slappe line på så dårlig en video som jeg kan grine sammen med!

Det var så denne torsdags sure bøvs!

Tak for kaffe… og borgmesterstang.

Snart påskeferie

5 apr

Når jeg beretter at der er lukket i Danmark i disse dage, og at alle derfor har fri – eller næsten alle – brokker Firkløveret sig gevaldigt. Hvordan man kan bo i et land af overvejende katolsk overbevisning, og så ikke holde fri i den vigtigste højtid, går over deres forstand.

Jeg må så minde dem om, at i Danmark har de ikke to fulde ugers ferie, men kun en uge og en dag. Og i morgen går vi på ferie.

Planer er lagt, der skal fejres fødselsdag, der er gæster som skal passes, og besøg som skal aflægges. Og så skal vi jo lige nå at se de sidste spændende seværdigheder før vi forlader området.

Der er også en fest eller to på programmet, men først og fremmest skal vi holde fri og hygge os.

Hygge os og slappe af inden det går løs med kasser og hurlumhej.

Og vi skal fejre. For det er jo påske – og den mest udbredte måde at fejre højtider på, det er ved at spise. Man spiser bare så meget at man glemmer hvad det egentligt handler om. Det svarer lidt til at man holder fødselsdag uden at vide hvem fødselaren er.

Men der er blevet købt ind, vi skal smovse i lækkerier som snart bliver lidt sværere for os at få fat i. Så vi vrider nydelsen ud af hver enkelt lille dag i vores ferie.

Foreløbigt skal vi lige igennem i dag og i morgen. Og så må holde fri.

Vi glæder os!

Skjult kamera

18 mar

Har siddet med familien foran fjernsynet. Det er i forvejen ikke noget der sker ret tit. Undtagelsesvis kan det ske søndag aftner, fordi der er Barnaby.

Men altså, jeg satte mig i sofaen omgivet af børn og så fjernsyn. Skjult kamera. Og jo mere jeg så, jo mindre var det morsomt, og jo mere gik det op for mig at jeg faktisk slet ikke kan lide det.

Nej, jeg kan ikke lide skjult kamera. Så er det sagt. Ihvert fald ikke den nye slags.

Muligvis er det så fordi jeg er ved at blive gammel.

Og mere kedelig end jeg plejer.

Og vrissen.

..

Jeg har jo en “Brok” -kategori.. Som skal holdes ved lige.

Men altså, skjult kamera er som sagt ikke hvad det har været.

Det foresvæver mig at det var langt morsommere da jeg var lille. Mindes især noget tysk noget, med en mand der dyppede armen i et akvarium og derpå åd gulerodsstrimler så det så ud som om det var en frisk halebaskende og spillevende guldfisk han gnaskede i sig.

Det var sjovt. Det var hylende grinagtigt.

Men det begrænser morskaben, at det er nødvendigt at gøre folk nervøse for at de har gjort i nælderne.

Der var nogle i går aftes, som skulle løbe tværs over min skærm med en falsk olympisk flamme i hånden, denne flamme blev pustet ud med en fjernbetjening, når den arme stakkel nåede publikum. Følelsen af at de må have ødelagt en god oplevelse for mange mennesker, så ikke sjov ud.

Det er heller ikke sjovt at få en sagesløs frivillig til at bære en stor fødselsdagskage ind til et børneselskab. Kagen har snor i, og den ryger naturligvis på gulvet, hvorpå fødselsdagsbarnet giver sig til at tude. Alt sammen iscenesat, for at få godtroende stakler til at føle de har gjort noget forkert.

Det er da ikke morsomt?

Det er blevet andre ting man griner af åbenbart. Nutildags.. HOV der blev jeg lige 82 igen..

Det er ikke nok at have en monstertung kuffert ingen kan bære for den søde blondine, eller en liggestol som bare ikke kan slås op.

De der, ”se du har gjort noget utilgiveligt: ødelagt en børnefødselsdag, sat en blind mand ned på en nymalet bænk eller slukket den olympiske flamme” de er altså bare ikke sjove.

Med mindre man naturligvis er ligeglad med andre, meget apropos den parkerende dame forleden aften.

Prinsessen sagde undrende: ”jeg ville være SÅ ked af at have tabt hendes kage på gulvet og sige undskyld hundrede gange, det er da synd for dem!”

Og det er der sikkert også mange andre mennesker som blev. Kede af det altså. Og uden tvivl også nogle som var fløjtende ligeglade. Fordi det ligger i tiden?

Men hvordan det kan være sjovt det forstod jeg altså ikke.

Med andre ord – jeg gad ikke se fjernsyn mere. Blev helt ked af det på deres vegne. Så vi sank slagskibe i stedet for. Det var så til gengæld meget mere sjovt end fjernsyn!

Og intet slagskib kom galt i halsen.

Sådan en rolig søndag..

26 feb

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

IMG_0721

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

%d bloggers like this: