Tag Archives: Kedsomhed

Manglende billeddokumentation

7 okt

Når jeg nu ligger her og keder mig halvt fordærvet, har jeg masser af tid til at få styr på mine definitioner; nemlig hvad der er gode ideer og hvad der er knapt så gode ideer.

For eksempel er det en usandsynlig dårlig idé at google spændende – og for mig ukendte – ord fra min medicinske journal. Den fik jeg jo tilsendt af min superfancy læge, umiddelbart efter at jeg ramte min sofa, på selve operationsdagen.

Den har jeg så læst – og genlæst – for nogenlunde at kunne forstå hvad han har repareret og gjort i mit ben. Jeg forstår også en stor del, de mange latinske ord minder om fransk, så det giver mening for mig.

Men så var der lige et spændende ord. Eller rettere, der var også andre, men lige netop dette ord, pirrede min nysgerrighed.

Og jeg googlede.

Skulle jeg aldrig havde gjort. Men det er jo så nemt at være bagklog.

Trykkede ikke engang på “billeder”.

Men da det åbenbart bare er et ord der skal illustrere noget, er der rigtigt mange billeder som popper op. Af sig selv.

Og de er ikke ret appetitlige. For nu at sige det mildt.

Da det gik op for mig at det der uhyggelige noget jeg kunne se på billederne, var lige her, så tæt på, endda på mit eget ben, bag ved forbindingen, og sikkert grunden til at det gør lidt ondt indimellem, fik jeg nærmest kvalme og koldsved igen, lukkede skyndsomst denne ækle side ned og mens jeg fik vejret og en normal hjerterytme tilbage, forstod jeg pludselig i glimt, 2 ting ved operationen:

1. Hvorfor det føltes som om jeg fik løsnet skindet på min læg.

2. Hvorfor jeg besvimede.

og så ikke ét ord mere om fasciotomi…

 

Reklamer

Bremset midt i bevægelsen

9 mar

Engang; det er mange år siden nu, var der en ung lettere hjernelammet fløs, som kørte alt for stærkt rundt i et sving – og direkte ind i os. Bilen blev totalsmadret, men der skete ikke noget med os overhovedet.

Vi sov dårligt et par nætter efter og stanken af airbaggas blev ligeledes siddende i vores stakkels næsebor længe efter den var fordampet.

Vi havde været på vej et sted hen, det kom vi naturligvis ikke, derimod blev vi kørt hjem af nogle venner. Men længe efter sad der en følelse i mig, at jeg havde glemt noget, at jeg manglede at gøre noget.

Fordi jeg ikke var nået frem til mit første bestemmelsessted.

Det var vores plan at drikke te i en lækker tesalon, så det var ikke som om vi var gået glip af en koncert eller en middagsaftale, men vi havde en plan.

En plan for dagen og den blev jo afbrudt noget brat, og min hjerne kunne ikke helt vænne sig til tanken.

Således også i går. Midt i en hektisk morgen hvor First Man havde en aftale. Det var egentligt meningen at jeg skulle med, men så ville elselskabet sende en person forbi og aflæse vores måler, og så måtte jeg pænt blive hjemme og vente på dem.

Pludselig ringede First Man midt i sit møde, og meddelte at gymnasiet havde ringet til ham; Divaen var besvimet midt i en time, og lå nu og hvilede sig på lazarettet, men at hun nok godt ville hentes.

Der sad jeg, uden bil.. og skulle hente en slatten datter. Hvad gør man så?

Man ringer da til en ven!

Eric kom og fik mig fragtet ned til gymnasiet. Og jeg blev mødt af en større modtagelseskomite, folk som var voldsomt bekymrede for min datter. Pænt af dem, men da Divaen rask væk besvimer til hver given lejlighed, var jeg nok noget mere blasert og ganske ubekymret.

Vi fik hende bugseret ned i bilen, men da hun var lidt blå om fingrene og havde lidt svært ved at artikulere, tog vi på skadestuen, som beholdt hende.

Hendes puls var nemlig meget lav og hun skulle tjekkes i alle ender og kanter. Hun blev indlagt på det de kalder daghospital, hvor de kan undersøge folk i ro og mag uden at man optager akutpladser i skadestuen. Og så blev hun ellers undersøgt.

First Man stødte til efter sit møde og så sad vi der. Nogen med pulsmåler. Koblet til mærkeligt maskineri som sagde lyde. Og tiden gik. Langsomt. Divaen fik lækker frokost serveret..

IMG00144-20120308-1233

mens vi andre sad og vansmægtede. Og så fik vi ellers ventet kedet os. Til både sølv og guldmedaljer. Patient og forældre.

Det endelige resultat blev at vi ikke ved hvorfor, samt at hun da heldigvis er frisk igen, men skal tage den med ro i dag. Vi blev lukket ud ved femtiden, og tog hjem.

Og så sad jeg der, hjemme altså, og følte mig ganske punkteret. Der manglede en hel dag, en masse gøremål, fordi jeg skulle sidde og kukkelure på et kedeligt hospital.

Som om man er sprunget ud fra en vippe og fortryder midt i bevægelsen. Så jeg  meldte mig ud af dagen igår og så prøver jeg bare igen i dag!

Sådan en rolig søndag..

26 feb

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

IMG_0721

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

Helt stille

6 sep

Stilhed. Ikke en lyd. Ikke en eneste lyd, er her.

Jo, hov – der var noget der knirkede, åh det var bare Blondinen som vendte sig i sin kurv. Den hund giver mig hjertestop.

Jeg anede ikke her overhovedet kunne være så stille.. Eller det vil sige – jeg kan ikke huske at der har været så stille, for det har der jo. Dengang før sommerferien. Det er lige ved at være helt trist – sådan lidt antiklimaks.

Hvad skal jeg så lave? Nu hvor jeg ikke bliver afbrudt hele tiden?

Det er lidt ligesom at komme på arbejde hvor man kan gå på wc, uden der er nogen som hamrer på døren eller råber igennem hele huset, for at få at vide hvor man er. Lidt traumatisk oplevelse. Det efterlader én i en tilstand af svedende panik, fordi man godt kan gå hen og tro at der er sket noget ude på den anden side af døren.

Med blod og økser og

Men hey – så er der jo basis for at skrive det allerbedst blogindlæg nogensinde!

..

Det må altså blive i morgen. Eller en anden dag.

Skal jo lige vænne mig til den der stilhed. Det er faktisk næsten uhyggeligt.

Jeg skal vist også lige have kigget på den der betonplan igen.. For den har været en anelse på stand by, indtil jeg fik alle godt af sted i skole! Sikke effektiv jeg kan blive..

Jeg kunne også lave nogle scones, fordi søde Fiona faktisk havde en tema gave med hjem til mig, fra sin ferie i Sidmouth.

Posen indeholdt en lille dåse engelsk te og en lille bøtte marmelade og allerbedst en stor dunk clotted cream.

Cream tea tema simpelthen!!

Så jeg skal have cream tea.. når jeg altså får lavet de der scones.

Cream tea.. mmmm.

IMG_3650

Har jeg mere bagepulver?

MAND-HVOR-JEG-GLÆDER-MIG-TIL-SKOLESTART..

27 aug

Jeg kan meget godt lide mine børn, sådan rigtigt fantastisk meget, og jeg elsker at være sammen med dem, jeg gik endda hjemme da de var små – MEN NU må de altså gerne snart komme af sted ud i verden igen.

Sommerferien har været lang – alt for lang – og nu går det ud over mig. Og jeg føler mig som Tante Berg eller hvad hun nu hedder, i “Lotte, Jonas og Jeg”

“Lotte: Hun blev glad to gange idag, da vi kom og da vi gik”

Hvert femte minut kommer det: moAAr, jeg vil dit – moAAr, jeg vil dat.

Det er til at blive idiot af..

Og det er altså rigtigt: bedst som man har sat sig for at skrive et spændende indlæg om en eller anden by.. Eller noget andet som verden bare har brug for at vide – så står der en person under 18 år og laver lyde – lige ved siden af mig. Og jeg er desværre sådan indrettet at jeg ikke kan høre noget når jeg er optaget af noget andet, hvilket nogle gange medfører at jeg får sagt ja til en masse vrøvl – før jeg vågner op og kan forstå hvad der bliver sagt.

I og med de efterhånden går ind i ferieuge nr. 9 er deres egen-aktivitets-gen en anelse falmet og mangler nogle kromosomer. Sagt med andre ord, de keder sig bravt og vil godt snart have lidt mere spænding i deres liv.

Pandekager til morgenmad rækker bare ikke længere.

Gårdmand Bjørn starter tirsdag, de 3 andre skal først pakke penalhuset d. 5. september.

Og det glæder vi os alle sammen til.

Nok mest mig, den onde Tante Berg-mor jeg er!

Film anmeldelse – anbefaling til kedsomhed

7 maj

Hvis I nogensinde keder jer, og af en eller anden grund har lyst til at kede jer endnu mere, så er tiden kommet til at se ”Sølvhingsten”.

På trods af den noget ”Mit Livs Novelle” inspirerede titel, står Russel Crowe faktisk højt oppe på rollelisten, og han er ydermere at finde på forsiden, hvilket er årsagen til, at jeg i sin tid rev filmen ned fra hylden i Netto – den store overfor Silvan.

Med ham (kendt fra The Gladiator) på forsiden, samt referencer fra 3 forskellige awards, var jeg mere eller mindre overbevist om at det IKKE var en romanbladsfilm.

Men hvor kan man dog tage så grueligt fejl i sit liv indimellem.

Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har set så kedelig en film.

Det skulle da lige være pausefiskene da jeg var lille.  Men de er jo heller ikke på film – er der forresten nogen som kan huske at der engang var en med store hule krøller – som stak hovedet ind foran kameraet? Det gik for sent op for ham at han blev filmet sammen med pausefiskene, eller også var det aftalt spil – i hvert fald  han stirrede betuttet ind i kameraet og forsvandt igen. Jeg så det selv. Og grinede.. Men ingen ville tro på mig – jeg var ikke så gammel – så nu er det mit håb at en anden kan huske det?

Nå, men altså jeg ville hellere se en klat maling tørre, end at se den intetsigende film igen. Jeg sad og så den sammen med firkløveret og da vi var kommet ca. 30 minutter ind i handlingen, som aldrig helt gik op for mig, begyndte jeg at gabe.

Ældstedatter, som er den eneste hesteinteresserede person på matriklen, påpegede at hesten, denne fantastiske sølvhingst, havde noget tyndt og sjasket hår.. Hvortil ældstesøn tørt svarede, at så var den jo nok svensk.

Så kom jeg til at grine højt og gled halvvejs ned på gulvet, og så var det seriøse ligesom gået af seancen, og vi pjattede os mere eller mindre igennem resten.

Russel skuffede faktisk også en del. Han stod på et tidspunkt og stampede omtrent som Prinsesse Lyserød da hun var 4, over at en eller anden hest var hoppet over hegnet og havde forladt ham. Det stod naturligvis i manuskriptet, men han kunne godt have gjort det på en lidt mere Maximusagtig måde.

Bevares – det var da opløftende bare at glo på ham, men også stort set det eneste positive, der var at sige om filmen overhovedet. Jo der indgik også et par kænguruer, og de var virkelig enormt søde, elegante og majestætiske!

At den film havde fået 3 awards, siger vist mere om awards generelt, end om denne film. I øvrigt forstår jeg slet ikke hvordan, men ældstedatter mente det var på grund af selve billederne. Og yngstedrengen udbrød – det må det være – for resten af filmen er da dødkedelig.

Jeg gad nu godt se en spændende film uden billeder..

Ulempen ved at se en kedelig film er, at man meget nemt går glip af selve klimakset. Forstyrret af en noget insisterende blondine, som ville gøre opmærksom på at hendes spisetid nærmede sig, så vi derfor ikke, da den i titlen beskrevne hest, gjorde sin definitive sortie fra filmen og dermed endte den.

Vi undlod at spole tilbage for at se det igen, og gik ud for at spille ludo!

Jeg tabte..

%d bloggers like this: