Tag Archives: Kendte

Stjernevariationer. Oppe og nede…

29 apr

Knapt nok var jeg kommet mig over benovelsen af min lydbogsoplæsers kommentar på denne side, før jeg nu igen skulle mænge mig med stjernerne.

Sagen er den at vi har været til konfirmation.

Og her opdagede First Man til sin store glæde – altså først efter jeg hviskende havde meddelt ham hvem han netop havde sagt goddag til – at han kunne dele lokale med en fantastisk guitarist ved navn Franz, som engang i 70erne revolutionerede den danske rockscene. Dette var så stort, for en af de få franskmænd i verden der kan synge med på både “Kvinde min” og “Hva’ gør vi nu – lille du” at han fik fat i denne legende efter middagen og bad om en autograf på et CD indlæg han lige havde været hjemme og hente, dog først efter at have forhørt sig om sligt nu også var helt i orden.

Hvilket det var.

Og så fik vi ellers en lille snak om det ene og det andet, Franz, First Man, Firkløveret og jeg. Til Firkløverets store forbavselse var han et ganske almindeligt hyggeligt menneske, præcis som Marianne Jelved der som bekendt tabte lidt af sin stjernestatus da det gik op for dem at det bare var damen fra stranden.

Ligeså mistede Franz også lidt at sit stjernedrys efter han både kunne fremsige et digt til konfirmanden og sige au revoir Madame til mig, da vi gik.

Ikke desto mindre, eller måske snarere netop derfor, har Rabalderstræde genlydt i møllen lige siden!

Rabalderen forstummede imidlertid da vi troppede op i haven for at fejre flere uger uden frost, med ild i bålstedet og snobrød til aftensmad.

Weekendens nederlag blev leveret af en småkage opskrift.

For det kan umuligt have været min egen skyld.

Jeg ville lave småkager til mine børns lockoutede lærere, der jo vender tilbage til skolen i dag. De har ikke haft det nemt og jeg ville derfor opmuntre dem lidt, og vise dem at de har været savnet.

Altså googlede jeg “nemme småkager” og fandt en opskrift som afgjort så nem ud.

Og jeg havde læst kommentarerne – også dem som var knapt så positive – men i det store hele følte jeg mig rustet til at kaste mig ud i denne ultranemme opskrift.

Og jeg fik rullet dejen ud – med besvær, bevares – og stukket stjerner ud.

Som blev bagt.

STJERNER, sagde jeg.

Stjerner… Ikke på grund af Franz, men på grund af det er den støste ikke julede udstiksform jeg har, uden vi går over til hjerteform. Men altså stjerneformede småkager, blev der sagt. Det var i hvert fald hvad jeg puttede ind i ovnen.

Hvorefter jeg tog pladen ud efter 7 minutter, og en kende skuffet kunne betragte dette.

Der kom altså ingen stjerner på besøg, så småkagerne måtte vente til en anden dag.

 

De kendte – og jeg.

12 mar

Overskriften var oprindeligt “MIG og de kendte”, men det var lige lovligt uhøfligt, sådan at fremhæve sig selv på den måde, så den blev som den blev.

Der er jo det ved Danmark, at de kendte holder sig for sig selv, i mindre lukkede kredse, hvortil ingen har adgang, med mindre man har været ude på en ø eller brugt for mange penge og føler trang til at dele den slags med resten af befolkningen.

Og skulle man endelig kende en, der er noget ved musikken, så føles det slet ikke som om det er en kendt person, man kender. Nu den minister vi kender, hun er jo bare en dame vi kender lidt.

Og når vi møder Fru Jelved nede på stranden, er det jo også bare damen med det grå hår fra sommerferien.

Nu er der naturligvis mere spændende og mere kendte mennesker til end lige politikere, men jeg kender vist ikke rigtigt nogen andre kendte end de to damer.

Jo forresten, min morfars fætter var med i Charles Tante, og skuespilleren Betty Glosted arbejdede engang i min børnehave, hvilket enhver kan regne ud var et par dage siden, så hun har tørret mig i begge ender, men hun var dog langt fra ligeså interessant som Monica, der – når vi blev fanget med en finger halvvejs oppe i hjernen – bad os samle vores bussemænd sammen i en fælles kop, for så ville vi få dem med flødeskum på, om søndagen. Og det forstod jeg aldrig helt for vi var jo ikke i børnehave om søndagen. Og hvilken kop?

Jeg tvivler dog meget på det pædagogiske i hendes udtalelse, men hun var altså meget sjovere end Betty!

Og det resumerer sikkert meget godt mit samkvem med kendte mennesker.

Eller jo, jeg har også hilst på Frederik engang. Og First Man har fået et (kind)kys af Mary, men så er det vist også slut.

Så derudover mænger jeg mig ikke ret meget med de kendte.

Jeg er i hvert fald ikke så vant til det, at jeg ligefrem lægger mærke til dem.

Det er meget anderledes i Frankrig, eller rettere i Paris. Der vrimler det med kendte på hvert og hvert andet gadehjørne. Ikke at jeg lægger mere mærke til dem der, men der er bare flere af dem. De kendte altså. Som om koncentrationen af kendte er lidt større i Paris.

Jeg mindes engang jeg var med First Man ude og spise på en dansk restaurant, og for min død ikke kunne begribe hvordan det kunne lade sig gøre at Ingrid Bergman var opstanden fra de døde for at spise der på Flora Danica ved bordet ved siden af. Indtil det gik op for mig at det var Isabella Rosselini.

Ligeledes har jeg stået og siddet ved siden af andre store franske berømtheder uden at ane det, fordi jeg ikke troede den slags var fritgående. Eller fordi det først gik op for mig for sent, at de var kendte.

Stor var derfor min forundring derfor, da jeg fandt en kommentar fra netop Paul Becker, den lydbogsoplæser som Ellen anbefalede, lige her, på min ydmyge blog. Og jeg var ikke fri for at føle mig en bitte smule beæret over opmærksomheden, eller omvendt. For jeg går ikke ud fra han ellers læser med her sådan mere permanent, men alligevel!  Var faktisk i stor affekt og måtte stakåndet spørge Ellen privat, om hun troede det var den “rigtige” Paul.

Vi blev enige om at det nok var ham. Og det har jeg så blæret mig med siden!

Jeg nyder i hvert fald hans oplæsning. Faktisk så meget, at jeg lavede et raid i Kvickly i lørdags sammen med Lene og rev, ikke mindre end 8 lydbøger ned i kurven, hvoraf de fire er oplæst af ham.

Det var nu nok også meget godt, at jeg havde skrevet så pænt om ham, for tænk engang hvis det havde været Smikkel som læste mit indlæg. Han havde nok heller ikke kommenteret. Allerhøjst bedt mig om at læse bogen selv, nu jeg var så utilfreds med hans ‘S’er. Ikke desto mindre fik jeg en kommentar fra Paul!

Og altså, så var det jeg tænkte… Hvis nu jeg skriver om – listen er lang – men lad os bare sige Bruce Willis eller Daniel Craig for nu at vælge nogen, gad vide om de så også ville skrive en lille besked til mig?

%d bloggers like this: