Jeg har lige et par dage mere på arbejdet, inden jeg også kan råbe farvel og god jul og tage på velfortjent juleferie.
I år er vores julegæst-er ikke fra Røde Kors. Det er heldigvis sådan at der er langt flere juleværter end gæster, og derfor har vi slet ikke fået nogle gæster.
Men det kunne ikke slå os ud, så vi fik i stedet kontakt til et ungt flygtningepar som ellers skulle sidde alene og holde jul.
…
Nu ville jeg gå ud fra som en selvfølge, at fejrer man jul, så er man kristen. Eller i det mindste kulturkristen.
Men det er man så ikke. Man er muslim.
Det er også helt okay for mig, og resten af familien for den sags skyld, at være sammen med muslimer, ligesom det er ganske okay for os at være sammen med så mange andre slags mennesker, når blot de er flinke og rare og til at tale med om alt muligt.
Der var dog lige nogle ting vi skulle have fundet ud af først, i forhold til at fejre jul med muslimer. Vi spiser nemlig både kalkun og flæskesteg, og der kommer også til at stå en flaske rødvin på bordet. Og det var ikke noget vi umiddelbart havde tænkt os at lave om på.
Den slags detaljer var overhovedet ikke noget problem for vores muslimske julegæster.
De virkede sandt at sige heller ikke ret muslimske, når man tager i betragtning at de havde et juletræ stående i stuen.
Med stjerne på toppen.
Ligesom tørklæder ikke har vundet indpas på nogens hoved. Desuden stod manden i køkkenet med et yndigt flæseforklæde på og kokkererede, da vi kom. Men muslimer er de altså, trods det faktum at de gerne vil fejre jul med os. Og det er de da velkomne til.
De ville i øvrigt også gerne med i kirke.
…
Den lader jeg lige stå.
De ville gerne med os i kirke juleaften.
…
Både First Man og jeg var ved at falde bagover ved denne udmelding, da vi var på besøg hos dem her til aften, for lige at planlægge hvordan og hvorledes.
Men det er ganske vist, deres eneste betænkelighed var om deres lille pige på et år ikke ville komme til at genere de andre kirkegængere. Jeg kunne forsikre dem om at der også var plads til deres lille lækkermås af en datter. Også selvom hun måske kunne finde på at knirke, som mennesker i den størrelse har for vane at gøre når de keder sig.
Zorronaldo tilføjede: “ellers så begynder vi også bare at larme” for at berolige moderen, hvilket fik hende til at grine højt.
Hvorom alting er, så skal vi simpelthen til julegudstjeneste med et par muslimer. Og fejre jul med dem efterfølgende.
Det skal nok blive sjovt!