Søndag, blodig søndag!

Vi blev vækket til duften af pandekager denne første dag på ferien.

Eric var gået igang med panderne. Vores unger kom dryssende for at sige godmorgen, vi kom i tøjet og kunne så sætte os til et ualmindeligt lækkert morgenbord!

Der manglede intet!!

Temperaturen var allerede da en del højere end vi lige havde regnet med og jeg konstaterede glad at jeg altså bare blev nødt til at få indkøbt nogle nye sommerkjoler, da en (lille) del af min garderobe aldeles ikke var tilpasset de 32 grader i skyggen som vi var på vej mod.

Vi skulle spise traditionel søndagsfrokost sammen, hos andre venner, og begav os derfor ud for at købe en buket blomster der kunne holde i varmen, samt fylde brændstof på bilen og endte i en tankstationskø. Jeg kom der i tanke om at jeg da gerne ville have sat håret op i en knold da varmen bare blev mere og mere intens, og min nakke var efterhånden ret klistret under håret.

Jeg stikker så hånden ned i toilettasken, som meget belejligt står mellem sæderne, jeg roder rundt i dybet efter en blød velourelastik, men uden at følge særligt meget med og pludselig mærker jeg et koldt og klart snit. Av.

Jeg haler min pegefinger op og kan observere en mindre fontæne. Et studie i rødt, kan vi kalde det. Jeg når at svinge hånden ud af det åbne vindue og hænger derefter og tapdrypper ned på asfalten.

Da bilen er fyldt op – og jeg halvvejs tømt – får Firstman fremskaffet en intermistisk bandage og jeg sidder og stitter lidt sært med fingeren oppe i luften. På kortere tid end det tog at køre til Pretreville havde jeg gennemblødt min fine forbinding, og jeg føler mig nu en anelse svag. Folk vil måske erindre at jeg ikke er fantastisk god til den røde væske mennesker indeholder og jeg var glad for at sidde ned.

I Pretreville får jeg renset fingeren, og endelig taget skaden i øjesyn. Det var ikke bare en rift, en hel skive af min pegefinger sad nu mellem barberbladene på min Gillette Venus på den tre-delte måde og jeg fik bundet det meste af underarmen ind.

Apéro Rosé 51

Jeg skyndte mig at nedsvælge en flydende bedøvelse i form af en gedigen Ricard Rosé 51 og forlangte at få min mad skåret ud!

Madet, blev jeg dog ikke.

Efter maden tog vi en tur ud til en hellig kilde, i håb om at min finger ville gro hurtigt sammen med lidt hjælp fra oven.

Eventyrstemning

Vi kørte langt ud i skoven og kom til den lille kilde.

Værsgod at skylle!

Der var et lille hegn som folk og fæ kunne hænge deres vaskeklude op på, såfremt de var sluppet af med eksemer og alskens snask.

Klude til ophængning. Som tak? Eller bevisbyrd?

Det siges at der også er nogen der drikker af den, men det var ikke os. Vi følte os ikke indvortes snaskede…

Der lå en lille bitte kirke ved siden af kilden, med en meget gammel kirkegård udenom. Stilheden i skoven og varmen efterlod os alle i en rolig og eftertænksom summende stemning.

…

Okay det summende var nok insekter.

Graver søges til vedligehold.

Vi sagde så farvel til Eric og Adé og begav os derpå hjem til Laurence og Eric.

En anden Eric, altså.

Her fulgte nogle børn – vores – med i puslespillet, idet Laurence og Eric har indtil flere børn – deres – som vores børn holder meget af.

Prinsessen blev derfor afhentet hos Justine, fordi hun ville være sammen med Bastien hos Laurence og Eric, Divaen blev afleveret hos Jasmine da Laura ikke var hjemme. Zorronaldo derimod, havde taget permanent bolig hos Victor, og mit samvær med ham den dag begrænsede sig så til de 14 minutter ved morgenmaden.

Aftenafslapning

Vi kunne så – efter dette logistiske cirkus – bare smide os i diverse drømmesenge og lade os varte op.

Aftenen forløb med grin og snak og generel opdatering, mere lækker mad, og alle de savnede specialiteter og Laurence og jeg endte i hver vores liggestol ved midnatstid, mens vi filosoferede over dette og hint.

Jeg glemte helt at jamre over min finger i det gode selskab, men det var ingenlunde fordi det ikke gjorde ondt mere, men kun fordi jeg altså var meget tapper.