… men.

OPDATERING – jeg havde endda glemt at jeg havde skrevet dette, så jeg har ikke engang været inde for at se om der var nogle kommentarer jeg skulle svare på. Beklager!

Jeg er okay. Sådan efter omstændighederne.

…

Men… for der er et men.

Et stort men.

For min hukommelse er et stort rod. Jeg glemmer de særeste ting. Og selvom lægen og psykologen og zoneterapeuten alle er rørende enige om at det er heeeelt normalt og at jeg naturligvis bliver den samme igen meget snart, så har jeg sådan en ækel lille tvivl i baghovedet.

Er jeg i virkeligheden ved at blive dement? Jeg har ikke læst “Still Alice” (på dansk “Stadig Alice”) for ingenting. Hvad nu hvis jeg får varige mén – eller er hjerneskadet – af et eller andet som ikke vil aflevere de små stykker af min hukommelse. Sjovt nok falder jeg – totalt tilfældigt – udelukkende over den slags lidet opmuntrende anekdoter i diverse blade. De blade jeg klipper i, for at klippe klistre lidt og give hjernen en pause.

Det kan umuligt være specielt fordrende for min folks mentale helbredelse, at skrive om alle de mennesker der ligefrem er blevet hjerneskadede af stress.

Jeg forsøger at gøre som Tina beordrede mig til: lykønske mig selv hver gang der rent faktisk var noget jeg godt kunne huske. Og så i stedet skynde mig at glemme at jeg ikke kunne finde bilen på Kvicklys parkeringsplads, at jeg på under 15 minutter og ditto meter, var ude af stand til at fortælle Matasdamen hvorfor jeg skulle have magnesium. Jeg kunne huske jeg var blevet rådet til at købe det, men jeg kunne ikke for min død huske hvorfor.

Det var Yenz så venlig at oplyse mig om pr. sms senere på aftenen, eftersom denne oplysning stadig ikke var dukket op på min harddisk.

Og sådan er der jo så meget.

…

Jeg trøster mig med at jeg i det mindste er til stor moro for mine omgivelser.