Tag Archives: Kondi

Så så man lige mig som prop.

6 sep

med mavebælte.

Og det kræver en forklaring. Jeg ved det godt.

Jeg bor ikke langt fra en lille svømmehal. Og på trods af mine aversioner mod fællesbade og den slags misforstået kommen hinanden ved, så besluttede jeg mig for at gå til svømning i år, nu da vores gymnastikhold ikke bliver til noget alligevel.

Men det var ikke rigtig svømning. Det er simpelthen aquafitness. Eller det vil sige, det startede med at hedde: “Søheste”.. Det passede lidt mere til min forestilling om mig selv i det våde element. Men undervejs tog det navneforandring. Og med den blev ambitionsniveauet ligesom sat lidt op.

Men jeg overvandt mine fobier, ignorerede ganske – okay så, ignorerede næsten – det meget beskidte gulv, og nedsænkede mit legeme i vand. Med temperatur der nærmede sig frostgrader. Mindst.

Pludselig vrimlede det med damer i alle aldre, og

former.

Faktisk er det helt utroligt så kropsligt det hele lige bliver, når 40 kvinder forsamles på meget lidt plads. I meget lidt tøj. Og fem brusere…

Ikke helt gennemtænkt det med de fem brusere. Men solidariteten længe leve.

I hvert fald blev jeg, og mine helt nye søheste-veninder, pisket igennem 52 minutters sindssyg hård træning. Da der var gået 7 minutter af timen, var jeg døden nær. Jeg troede ikke det kunne være så hårdt at være i vand. Jeg havde hørt om hårdt vand, men alligevel.

Hov og så glemmer jeg helt det med mig som prop.

Altså, for at gøre det nemmere – HA som om..  – skulle man tage et flydebælte på. Dette skulle forhindre en i at bruge uforholdsmæssigt mange kræfter på at holde sig flydende, samtidig med alt det der fitnesshejs, som nu kommer ind i billedet.

Bæltet skulle strammes til. Så det ikke kunne glide af.

Med det resultat at jeg, hver gang jeg prøvede at slappe lidt af, skvulpede forover som en stor tumlingedukke. Eller en prop. I søgang. Og jeg er ret sikker på at grunden til at jeg ikke skvulpede bagover, er at finde i det faktum at jeg havde overvægt foran i form af dobbelt airbag.

Og den ganske time skulle jeg ikke alene koncentrere mig om ikke at tilte forover, fordi det nu var alt for let at holde sig flydende, men jeg skulle samtidigt bokse under vandet og andre sære ting.

Al denne agiteren i vandet havde da også sin pris.

Efter 35 minutter fik jeg krampe i samtlige tæer.

Og uanset hvad jeg herefter gjorde, strittede mine ellers helt normale tæer i alle mulige retninger, og lignede nogle krogede gigtplagede nogen. Hvilket de ingenlunde er. Og da jeg havde lidt med anstand, og måske lidt råben, i meget lang tid, blev jeg enig med mig selv om at jeg var en kylling, og gik derpå op.

Jeg skal ikke kunne forsværge at det ikke også var udsigten til at slippe for den kamp det ville give at have 40 kvinder og kun fem brusebade, der fik mig til at fortrække mens tid var. Så jeg foretog et hastigt tilbagetog og luskede fejt ud under en lun bruser.

Kunne derefter, alt imens jeg skubbede mig vej mellem de 39 andre som efterhånden også havde fulgt mit eksempel, pludselig erindre de andre gener der er forbundet ved at gå til svømning.

At tage sokker på med halvvåde fødder er ubeskriveligt enerverende. Og at skulle finde sit tørre tøj med våde fingre hører heller ikke til på min lister over yndlingsting.

Men jeg overlevede.

Med besvær, men jeg vågnede trods alt i morges.

Og jeg skal nok derover igen på onsdag!

Nogle skal jo være de sidste.

13 maj

Det er en naturlov.

Desuden har jeg lært at de sidste skal blive de første.

Om det så lige var Eventyrløbet Matthæus havde i tankerne da han skrev det med de første og sidste, er jeg ikke helt sikker på, ikke desto mindre tager jeg hans ord for pålydende!

I hvert fald, jeg var med i Eventyrløbet i torsdags.

Eventyrløbet 2013 – eller skal jeg sige “vandring”?

Med kongeligt firkløver og First man og det hele. I arbejdssponsoreret T-shirt.

Fire medlemmer af familien løb og reddede dermed æren.

Andre gik.

Divaen havde ondt i maven og lod sig overtale til at følges med sin invalide mor. Og vi gik. Og selvom vi gik rask til, var det ikke helt nok til at slå nogle rekorder. Men jeg kender en af dem som løb vildt stærkt. Det må smitte lidt af.

Divaen ville lægge ud med at lunte. Det ville mit ben ikke. Følte mig også psykologisk slået hjem af skrækken for om andre fibersprængninger havde tænkt sig at slå sig ned i min krop. Så vi gik.

Bagerst. I feltet. Faktisk i flere felter, idet folk jo bliver sendt af sted på forskudte tidspunkter. Og vi endte hele tre gange med at vandre bagerst. Stoisk. Selvom jeg prøvede at opmuntre Divaen og få hende til at se positivt på det hele havde hun meget svært ved at se det morsomme i at GÅ forbi folk, 700 meter after start.

På et tidspunkt var der en lille dreng som var blevet væk fra sin mor og vi hægtede os lidt på ham for at have en synlig undskyldning. Da det viste sig at det mere var hans mor der var blevet væk fra ham, end ham der var blevet væk fra sin mor, forsvandt den – undskyldningen – desværre igen og vi måtte fortsætte vores ensomme vandring spidsrod gennem byens gader indtil vi nåede skoven.

Der var vi til gengæld ikke spor ensomme mere.

Og blev nok også bandet væk af mange meget seriøse løbere der absolut skulle løbe hvor vi gik. Og før de ophidsede løbere kommer for godt igang vil jeg skynde mig at sige at vi gik pænt i højre side og så langt væk fra midten som det var muligt uden at støde ind i træer.

Desuden gik vi rent faktisk hurtigere end nogen der løb. Særlig en mand fra Odense Tekniske Skole, med pjevset mørkt skæg og briller. Han spænede forbi os, og stod så, gasblå i ansigtet, 500 meter længere henne hvor vi så kunne gå forbi ham, mens han fik pusten igen, hvorpå han spænede forbi os endnu engang og gentog denne ejendommelige opvisning af intervaltræning ikke mindre end seks gange.

Da vi nåede opløbet og indgangen til Stadion, satte Divaen i løb. Hun følte ikke hun ville overleve den ydmygelse det ville være at gå i mål. Da min forfængelighed jo desværre er i familie med hendes, løb jeg med de sidste 200 meter.

Hvilket øjensynligt var en fejl.

Mit ben følte nemlig derefter trang til at tredoble sin normale størrelse og generede mig en hel del de næste 48 timer, men jeg kan nu igen få øje på mellemrummet mellem mine tæer så jeg er nok ovre det værste.

Vi gik tilbagelagde de fem km. på 47 minutter.

Ingenlunde en tid jeg er stolt af, og det er da også kun visheden om at jeg vil tage en gedigen revanche næste år, der får mig til at reklamere med det, her.

Jeg vil derfor som Terminator – på den østrigske måde – sige: “I’ll be back!”

%d bloggers like this: