Orme og den slags mad

Kvindernes dag. Jeg er ikke så meget til det der med kamp, så jeg nøjes med at kalde det for kvindernes dag.

En dag i vinterferien havde jeg en hyggedag med Prinsesse Lyserød som er ved at blive til en kvinde. Hun er nu vokset mig over hovedet, sundhedsplejersken sagde hun var højere end gennemsnittet og tyndere end gennemsnittet. Hun er dog stadig meget Prinsesse, og meget lyserød.

Vi var i byen efter hendes anvisninger, jeg blev slæbt ind i moderne butikker med blege anorektiske kassedamer og fik udpeget alt det Prinsessen gerne ville supplere sin garerobe med for derved at få et fuldendt socialt liv.

Dernæst var vi ude for at spise på en rigtig restaurant – og ikke en caféagtig ting – så hun kunne få en ordentlig hakkebøf med bløde løg. Mens vi sad der over hakkedrengen, blev jeg indviet i mange hemmeligheder i hendes liv.

Faktisk ret informativt.

Blandt andet fandt jeg ud af at min datter har ædt en regnorm.

…

Min sarte, lyserøde gourmetelskende Prinsesse med stort P havde fortæret en vaskeægte regnorm. Ganske vist kun en halv, fordi veninden åd den anden halve.

…

Helt ærligt hvordan skal man reagere på den slags oplysninger?

Jeg sad bare og stirrede på hende, vaklende mellem stolthed og afsky.

Jeg ville naturligvis – på mormåden – vide hvorfor hun havde accepteret at æde en halv regnorm. Og så lige hvornår det var. Der var ligesom lidt formildende omstændigheder omkring hele sagen, hvis nu hun kun havde været 7 år gammel, subsidiært med i en remake af Zappa eller sådan noget.

 

Men nej, hun var ingenlunde en lille uskyldig pusling lokket af de slemme kammerater, hun var såmænd 13 år og havde helt selv indvilliget i at nedsvælge ormen. Det var nemlig, lød det lakoniske svar, fordi de – Prinsessen og veninden som jeg i øvrigt har lovet ikke at nævne ved navn da hendes mor læser med her – havde fået stillet to store poser chips i udsigt.

De fik deres poser chips.

Jeg fik detaljer jeg faktisk sagtens kunne have været foruden. For eksempel en regnorms generelle konsistens og smag.

Tilsyneladende havde hun ikke taget skade, og hverken haft eksplosive opkastninger, mavekneb eller byldepest siden indtagelsen.

…

Måske er hun en anelse mere hysterisk end i sommers, men det kan også være fordi hun netop er blevet 14 og i den grad er offer for sin alders hormonelle ombygning.

…

Men adddr siger jeg bare. En regnorm… Jeg fik opkastningsfornemmelser bare ved tanken.

TÆNK at være så modig?

Så jeg vil fejre kvindernes dag med at hylde min lyserøde Prinsesse, der har ædt en regnorm.

Hurra for hende!

Aldrig nogensinde mere

Den der madbesættelse, jeg snakkede om i går. Ja, ikke det der nupo, som vækker stærke følelser og gode tanker både her og der! Men min almene madbesættelse, ikk’?

Den medførte altså nogle kartoffelkroketter.

Det plaskede simpelthen fra min mund, da jeg så opskriften. Noget jeg bare måtte lave!

Jeg øjnede ligeledes en måde til måske at kunne liste kartoffelmos i mine to yngste, som bilder sig ind at de ikke kan lide kartoffelmos, hvorfor dette ikke er noget vi får ret tit.

Kartoffelkroketter lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Først skulle der laves kartoffelmos. Med en enkelt gulerod eller to. Så blev der stegt bacontern og hvidløg.

Kartoffelmosen fik tilført et vognlæs revet ost, to æggeblommer, smør og varm mælk. Og så fik den ellers en tur med håndpiskeren til de værste klumper var væk. Bacontern a la hvidløg blev rørt i mosen, som så fik lov til at stå. Jeg måtte forlade matriklen, med min nupo, for ikke at sætte mig og æde løs direkte af gryden.

Hentede derpå mine børn på skolen og kom hjem til et hus der duftede så lifligt, at selv dem på 16 og derunder lagde mærke til det.

Dernæst skulle den lunkne kartoffelmos formes til små pølser som først skulle rulles i mel … dernæst i pisket æg … for til sidst at lande i en skål rasp.

Det var nemmere sagt end gjort. Jeg havde passet på ikke at lave mosen for lind, men det blev noget værre noget. Ingen pølselignende små fikse ruller kom der ud af mine anstrengelser. Derfor blev de mast flade, og gjort en del mindre.

Da jeg så med megen møje og besvær, og en hel del snask, havde lavet 6 meget små klatkager med rasp, og det meste af raspen sad på mine fingre, som dermed blev tykkere for hver gang jeg nærmede mig, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at følge opskriften og bare lave små kartoffelklatter.

Det måtte være langt nemmere bare at placere små klatter mos på en varm pande, og undgå dette snaskede kugletrilleri.

Det nu meget lidt lækre rasp, æggerester og lidt klumpet mel blev hældt lodret ned i Blondinens retning. Ej det passer ikke, hun fik ikke melet, jeg var bange for at hun ville komme til at kløjs i det.

Hun blev både glad og overrasket, for grundet sommertiden havde hendes maveur endnu ikke opdaget, at vi faktisk var 15 minutter over hendes spisetid.

Glad hældte jeg olie på panden og gik i gang. Først stegte jeg de 6 klatkager med rasp på. De så fine, faste og sprøde ud.

…

Så kom turen til de ”rå” mos-klatter..

Det gik knap så godt. Det gik faktisk overhovedet slet ikke.

Det lignede ikke noget som helst.

Slet ikke da jeg begyndte at vende det, som i mit hoved gerne skulle ligne små faste frikadelleagtige klumper. Sådan en slags rösti i mosform havde jeg forestillet mig.

Det var mere en slags grød. Med olie på. Og olie i, og udenom..

Jeg måtte erkende at det nok ikke var det allerheldigste opskriftsinitiativ jeg nogensinde havde taget.

Altså kunne jeg starte forfra med mine ulækre, snaskede blandinger. Flere tallerkner. Mere mel. Og rasp.

Hidkaldt af min højlydte jamren, og vist nok også nogle grumme eder, ankom Zorronaldo lidt usikkert til køkkenet. Det var nok meget godt, for han kunne hjælpe mig med at slå æg ud.

Og hælde mere mel på. Som tak blev jeg så belemret med det styggeste rap og techno, som metallisk skingrede ud af hans telefon. Han skiftede dog sang når jeg begyndte at knurre for meget. Men det var hyggeligt, så jeg brokkede mig kun meget lidt.

Jeg fortsatte hvor jeg slap med snaskeriet. Rasp var der ikke ret meget tilbage af, den havde jeg jo givet til Blondinen, så de sidste blev dyppet i mel to gange …

Jeg svor højlydt undervejs flere gange, at jeg aldrig nogensinde ville lave den slags igen.

Alt det arbejde og det medfølgende snask, det var noget værre noget og efterhånden blev jeg også mere og mere sikker på at Prinsessen ikke engang ville sætte pris på mine fantastiske kreationer udi kartoffelmos.

Hun har, som sagt, altid hadet kartoffelmos, hun er født sådan og har desværre smittet sin lillebror og fejlagtigt forledt ham til at tro at han heller ikke kan lide det.

Men tilbage til mine klatter.

Det er et ganske afsindigt svineri og et ægte molboarbejde at lave, forme og raspe disse dimser. Jeg måtte ustandseligt vaske fingre så jeg undgik at få pakket hele hånden ind i den der tommetykke mel-æg-rasp skorpe.

Men de blev færdige, og stegt. De duftede himmelsk, så jeg satte tænderne i en lille én og glemte alt om min nupo. Men hvor meget kan sådan én sølle – okay så to – kartoffelkroketter ødelægge. Jeg trængte til en opmuntring efter alle mine anstrengelser.

Prinsessen kunne ganske rigtigt, finde på mange tusind andre ting, hun bedre kunne lide end mine klatter, så selvom de tre andre roste dem, især dem med rasp på, til skyerne – de turde nok ikke andet – kommer de til at se meget langt efter en gentagelse.

Der skal i hvert fald mindst gå flere år, så jeg har glemt hvor besværligt det var. Lidt i stil med et karbad faktisk.

Spis grønt – mere grønt

Mine – til tider meget grøntsagsforskrækkede – børn accepterede at spise disse fyldte courgetter.

Og så tænkte jeg, at det var der sikkert også andre børn der kunne lokkes til. Især hvis de ikke ved, at der også befinder sig champignon i den hjemmegjorte fars!

Altså, man tager nogle courgetter. Skræller dem, og flækker dem på langs.

De udhules med en “pomme parisienne” ske – sådan en slags kuglerund ske som laver fine små bolde ud af meloner, når man skal blære sig med en brunch, men som også er god til at udhule ting, altså grøntsager eller frugt, med.

De udhulede courgetter lægges i et ildfastfad med en smule vand på bunden og så ind i en mellemvarm ovn.

Imens puttes alt det udhulede i en mixer, sammen med løg, champignon og bacontern. Bacontern kan naturligvis udelades hvis man er vegetar.

Jeg tilføjede lidt hvidløg, lidt piment d’espelette samt salt og peber. Denne uappetitlige grød skal steges på panden i lidt olivenolie i omkring 10 minutter.

Dernæst tilsættes blandingen et æg eller to som er pisket med en lille smule mælk, og det hele steger videre.

Når blandingen er klar, har courgetterne fået nok i ovnen og tages ud. De skal så fyldes med blandingen, drysses med lidt rasp og eventuelt lidt reven ost.

Og tilbage i ovnen i 15-20 minutter eller til osten er smeltet.

Det smager rigtigt godt, og som sagt også noget jeg kan få Firkløveret til at spise, og endda bede om mere af.

Man kan faktisk blande en masse spændende ting i den fars, som gør det lidt nemmere at spise grøntsager hvis man efterhånden er en anelse træt af dampede bønner og gulerodssalat og i øvrigt fuldstændigt ideforladt når man tænker grøntsager.