Rokade

Jeg gik længe og ventede på at First Man skulle blive færdig med et værelse ovenpå.

Så Divaen kunne flytte derop.

…

Når hun ellers er hjemme.

…

Så kunne Prinsessen nemlig få Divaens værelse.

…

Og det ville betyde at First Man og jeg kunne få vores eget soveværelse for første gang i mange år, og slippe for at sove i mellemgangen, i ubekvem nærhed af vaskemaskinen.

…

Og så var der pludselig en masse plads i mellemgangen.

…

Og nu har jeg fået mit eget værelse!!

Men nogle ting er bare værd at vente på!

Mit lille rokadehjørne!

Set med andre øjne

Jeg kører lige lidt fotospam over temaet: Kong Mor set med andre øjne!

Divaens bud på Kong Mor.

Og Prinsesse Lyserøds. Bemærk venligst al den mad hun har valgt!

Divaen om familien.. Når vi er værst. Tankevækkende..

Ses vi til kage?

Hvorfor er det nu fastelavn igen

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.

Firkanter på hjernen

Nu – da jeg jo ikke vandt noget som helst – og Alt for Damerne ikke gad have min tekst – så får I den da bare.. Because you’re worth it.. Altså – her er mit ynkelige looser bidrag til den der skrive konkurrence, jeg som sagt ikke vandt:

Det hele startede med, at jeg kom til at læse i nogle dameblade.

Der kunne jeg læse om fine mennesker, interviewet i diverse hvide interiører, fotograferet dekorativt stående ved siden af den gyngehest de havde lavet af 7 mælkekartoner og et par økologiske ølkapsler.

Den slags mennesker, har ligeledes malerier stående på gulvet. Jeg udleder deraf, at deres maleri har kostet så meget, at de åbenbart ikke har råd til en boremaskine. Jeg har nemlig også malerier i stuen, hjemmelavede og deraf næsten gratis, hvorfor jeg både har haft råd til at ramme dem ind og hænge dem op med dyre rawplugs.

Eller også er jeg bare slet ikke med på moden. Det skulle nu heller ikke undre mig.

Men altså, efter at have læst i de der blade og følt mig umoderne, ville jeg også gerne med på moden og lave noget kreativt jeg kunne blære mig lidt med – ligesom alle de andre mennesker i hvidt.

Jeg var dog helt klar over, at jeg aldrig ville kunne kreere en gyngehest, og da mine malerier allerede hænger på væggen, måtte jeg se mig om efter noget andet. Jeg bestemte mig så for at hækle et tæppe. Sådan en slags slumretæppe. Af oldemorfirkanter.

Jeg vil nok aldrig blive interviewet, og da slet ikke ved siden af min frembringelse; mit interiør er i øvrigt heller ikke hvidt, men så længe jeg har fornemmelsen af at være med på moden, er det fint nok.

Den følelse gik jeg nemlig fuldstændigt glip af, da det var blomstrede vattæpper, det handlede om.

At jeg ikke kunne hækle, var så en mindre detalje jeg regnede med at få styr på uden større besvær.

Jeg bevægede mig derfor ned i den lokale garnforretning. Det var yderst ubehageligt. Der var fyldt med damer – begge steder. Damer med ubleget hør og håret sat op i økologisk knold.

Da jeg lidt diskret prøvede at forklare jeg gerne ville lære at hækle, blev der fuldstændigt stille. Meget længe. Så længe, at jeg fik tics.

Jeg nøjedes derfor med at smile blegt og købe en hæklenål.

Det er altså også for dårligt at jeg ikke har lært at hækle. Jeg fik dog lært at væve i 2.klasse Og hvor tit har man lige brug for det? Hvem har i det hele taget en væv?

Nej vel – jeg tænkte det nok.

Jeg FIK så, meget mod forventning, lært at hækle i sidste uge.. Og har nu hæklet noget som ligner hullede grydelapper.

Faktisk synes jeg at der er mange flere huller end hæklemasker. Men det skal måske bare se sådan ud.

Enten skal tæppet ligge firdobbelt eller også har jeg gjort noget helt forkert.

Næsten fem lapper er det blevet til.

Jeg har faktisk overhovedet ikke styr på det. Har bare kastet mig ud i det. En anelse hovedkulds. Jeg er nemlig ikke så god til kladder og prøver og den slags kedsommeligt noget. Jeg vil bare gerne med på moden.

Jeg er helt klar over, at der er meget lang vej til de 126 lapper, der skal til, for at det rent faktisk bliver til et slumretæppe.

For slet ikke at tale om at de skal syes sammen til sidst.

…

Alle sammen

…

Jeg kunne eventuelt stoppe ved måtte-stadiet, men det ville være noget af et nederlag, når man har planlagt at ende med noget man kan putte sig i.

Har i øvrigt slet ikke brug for en måtte. Og slet ikke en med huller i.

Måske skulle jeg hellere tage malerierne ned fra væggen, og se mig om efter et blomstret vattæppe.

DØD over nissebamsen..

Nu får jeg nok ingen julegaver og musene kommer tilbage med deres fætre eller hvad ved jeg, men HELT ærligt hvad er det med den åndssvage nisse som hjemsøger samtlige hjem med børn under 10 år?

Mange pædagoger har vel selv børn, så hvorfor GØR de sådan noget, ved sagesløse familier??

Det er ikke andet end en lang opremsning af hvor brilliante forældre der er i børnehaven, gerne med billeddokumentation, som ville kunne enhver julereportage i Bolig Liv til at blegne.

Ren reklame for uhyggelige overskudsforældre, som har masser af tid til at lave pebernødder med den ene hånd, alt imens den anden hånd laver et råhvidt juletræ af de der famøse 17 piberensere og en økologisk mælkekarton, pyntet med bladguld.

Og så strikker de da bare en ny garderobe til nissen når ungen er lagt i seng.

Så hav’ dog lidt omtanke for andre? Jeg har aldrig nogensinde mødt et menneske som ikke hader denne nisse inderligt. Okay så, Mrs. Perfect – hende som altid får dig til at kigge ned af dit tøj, for at tjekke at du ikke har mystiske pletter, eller birkes imellem tænderne.. Hun synes muligvis det er morsomt at få den lede nisse med hjem, så hun kan promovere sine egne kreationer og umenneskelige føromtalte overskud.

For pokker da – så afliv den eller lad forældrene selv skrive sig på en liste OM de gerne vil have den tåbelige og usandsynligt ulækre og fedtede bamsenisse med hjem.

Bare tanken om alle de bakterier der er syltet ind i dens snaskede tøj gav mig kvalme, så den startede som regel sit ophold på matriklen med et tiltrængt bad.

Ingen af mine børn har i øvrigt været særligt begejstret for at få den med hjem.. og nu er jeg forresten heldigt sluppet, antallet af børn taget i betragtning, idet nisser bestemt ikke har gjort deres indtog i det franske land, hvorfor vi slap for den til de to store, men desværre har både Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn gået i børnehave, og haft den ene ækle dims med hjem, efter den anden.

Og netop som man tror at man er sluppet fri af børnehavenissens klør, så kommer dens fætter, børnehaveKLASSEnissen og forlanger at blive underholdt – med tilhørende fortælling som skulle få H.C. Andersen til at blegne.. For slet ikke at tale om deres gode ven SFOnissen.

Jeg foreslår kidnapning, tortur og noget syre til at slette alle spor.

Og så i øvrigt en opfordring til pædagoger i det ganske danske land: køb en julebog og læs op for børnene, hvis I mangler inspiration.

NU er det snart nu, altså

Jeg ved godt at vi har en lille uge tilbage før vi også må kalde det efterårsferie – men det gik lige op for mig at hjemme på øen gik jeg altid i gang med juleforberedelser i efterårsferien – OG da det officielt er efterårsferie i Dannevang lige nu – så betyder det at jeg godt må finde min julebog frem!

Jeg lover derimod at jeg ikke oversvømmer bloggen med juleindlæg fra nu af og til d. 25. december. Kun lidt indimellem og så et par stykker som jeg sværger at I ikke engang vil opdage handler om jul..

Nå – men altså – min julebog. Jeg har selv lavet den. Og hiver den frem år efter år, og kan konstatere mindre heldige tiltag, ting vi savnede året før, og den slags.

Der er opskrifter i så man ikke render forvirret rundt juleaften og leder efter opskriften på den rødkål man kun spiser den ene gang om året. Det er nu lidt løgn dette her eksempel, idet jeg altid køber rødkålen på glas! Men, altså – you get the picture!

Så er der traditioner. Hvornår er det jul, hvad skal der til for at få den der kildren i maven og stjerner under håret. Faktisk super vigtigt at få sat ord på!

Der er jo ingen som siger, at jul bliver ved med at være jul, på samme måde år efter år. Og hvis man har foregrebet begivenhedernes gang, bare en lille smule, så går verden heller ikke helt i stykker, hvis man af skæbnen bliver tvunget ud i noget helt anderledes jul.

Der er også en kalender i, for på den måde undgår jeg at få galopperende stress og blødende mavesår over alt det jeg forventer af mig selv. Jeg har et lille program til de næste 6 uger så jeg er klar til at jule.

Faktisk har jeg en plan for alt muligt praktisk, som gør at jeg i hele december kan nøjes med at bage lidt – for hyggens skyld, julehygge med firkløveret – også de år jeg har haft fuldtidsjob og først har været hjemme kl. 17.15.

Jeg kan med andre ord slappe helt af i december. Ret smart ikk’?

Men det er ikke mere fast end at hvis der står i min plan at jeg skal have lavet, skrevet og sendt julekort, og jeg så ikke når det alligevel – så er det lige meget. Jeg gør kun det jeg har lyst til! Stille og roligt!

Denne uge skal jeg have styr på min kalender: jul, hvor, hvem og hvordan. Jeg skal have styr på en julekalender, altså sådan en papting med låger – hvilket godt nok er noget mere krævende i det store udland, end hjemme på øen – og jeg skal have købt frimærker og julemærker.

Det der med frimærker, er for resten også ret smart, for hvis man nu ikke når julekortene, så har jeg frimærker til det meste af næste år! Den slags uventede frynsegoder er også værd at tage med!

Og nu må I ikke falde om over så voldsomt et planlægningsapparat: det er nemlig endnu aldrig nogensinde sket, at jeg har fulgt – hele – planen til punkt og prikke. Men jeg elsker ideen om at det måske en dag kan lykkes!

Ligeledes er det en formidabel undskyldning til at hygge, klippe og klistre, bage, høre julemusik og æde konfekt! Især æde konfekt..

Bi-witched

Ja, jeg ved godt jeg burde have fundet en spændende ny blog at fortælle om til i går – men jeg har lidt på fornemmelsen at det er så som så med efterspørgslen.

Og så – hvis jeg nu skal være helt ærlig – og det skal man jo, har jeg heller ikke fundet nogle jeg syntes iiiih – det var dog fantastisk. Ved ikke hvor jeg skal finde nye blogs – jeg synes jeg har været rundt omkring.

Så onsdagsbloggen må komme indimellem, hvis jeg finder en særlig god en – som jeg bare bliver nødt til at fortælle om.

Alternativt kunne I jo selv sende mig et link, hvis der er en side I mener jeg skal kigge på!

Men foreløbigt er onsdagsbloggen på ferie.

Og så er det jo godt at jeg har noget andet at fortælle om.

Først er der jo overskriften – og hvis ikke den har fået Ellen til at se rødt ved jeg ikke hvad jeg ellers skal gøre!!

Men den har en forklaring!

Men der skete nemlig det at en lille heks rejste med ekstra post fra Canada til Æblebakken.. Jo jo  – det er ganske vist.

Vi sad i bilen – på vej ud for at købe ind – og jeg ville lige tømme post nu jeg alligevel kom forbi – så slap jeg også for at løbe derop.

Jeg kunne med det samme se det var fra Birgitte – så den skulle åbnes med det samme. Men det måtte Prinsesse Lyserød stå for – og uendeligt forsigtigt blev den lille fine heks befriet fra sin seng af silkepapir.

Denne vidunderlige heks har søde Birgitte lavet. Hun – Birgitte altså, ikke heksen, for den bor nu på Æblebakken – bor i Canada og hun laver.. en masse spændende. Derfor Bi-witched.. Lidt søgt ja – men alle kan komme i bekneb for en overskrift.

Nu er det måske lidt for sent til en halloween heks – men hun laver også nisser – og engle måske?

De kan sagtens nå at komme frem før jul!

JEG skal i hvert fald have nogen!

Mojito.. strik

Jeg har strikket.

Ja, ikke hele dagen altså, men jeg er nok kommet til en 11-12 bøgers længde, og snart har Divaen noget hun kan blive viklet ind i, hvis det mod forventning skulle gå hen og blive ligeså koldt som sidste år. Og jeg er kommet endnu et skridt nærmere kreabloggere!!

Derudover, så er jeg blevet lokket i fordærv.

Nogen, som i First Man, kom og svingede med en mojito – helt inde i mit synsfelt. Det er sådan noget med alkohol i. Og med min nye status som arbejdsløs, så – ej, det er egentligt ret smart at man kan skyde skylden på arbejdsløsheden, sådan for alt muligt.

Det er lidt ligesom med samfundet.

Det er yderst belejligt at have fundet et alternativ at skyde skyld på, hvis nu samfundet ikke er disponibelt, så kan man altid bruge arbejdsløsheden som undskyldning for dette og hint.

Hvorom alting er – jeg blev drikfældig – og om det så var på grund af ny status som arbejdsløs – hvilket man jo strengt taget ikke er når det er weekend, eller om det var fordi vi har haft omkring 28-30 grader og bragende solskin hele dagen,  så fik jeg et par mojito’er eller 3 og så gad jeg da overhovedet ikke at tænke på et fornuftigt blogindlæg.

Ikke at jeg bilder mig ind at jeg har haft så mange, som rent faktisk var fornuftige, men jeg gad ikke engang prøve på at lave noget, der eventuelt kunne tænkes at blive det..

I tilfælde af at I kunne have lyst til at prøve sådan en samfundsundskyldning eller hvad det nu blev til, så kommer opskriften her.

Det smagte godt!

Vi ses senere til en ny omgang af søndagskager!

En rød tråd

Nå – om ikke andet har jeg da tænkt. Jeg vil heller ikke udelukke at der står en svag duft af brændt savsmuld omkring mig.

Og selvom jeg ikke har læst alle de sider Jørgen har linket til – så er der meget at tage fat i. Faktisk så meget, at jeg i dag har tilbragt flere minutter, hvor jeg ikke har tænkt på det job som ikke findes mere.

Og det i sig selv er faktisk ret enestående – jeg har jo stadig mit skilt og ville egentlig gerne have det på igen – mest for ynk-effekten – som var yderst imponerende og så den solidaritetsjamren jeg modtog fra nær og fjern.

Dejligt! Tak for den!

Nå – men grunden til at jeg ikke tager skiltet på, er at jeg faktisk er blevet i glimrende humør. Jeg har nemlig fået strikket 6 bøger, eller et kvart halstørklæde. Og er nu snart fuldblods kreablogger. Simpelthen.

For mens jeg gik rundt her i selvmedlidenhedens dybe hul – kom jeg i tanke om mormors strikkepinde. Og noget af det der garn jeg købte hos de sure damer med økologisk knold.

Og da lediggang er roden til alt ondt, gik jeg fluks i gang.. Med et ligeud halstørklæde.. I ret.. og fnullergarn. KUN i ret. Fordi – ha ha – i fnullergarn kan fejl og huller ikke ses! Ret er heller ikke så grimt i fnullergarn.

Det fylder 6 bøger. Mere så I kan få en livagtig fornemmelse af hvor fantastisk langt det allerede er!

Samt i tilgift, et lille kig på 20% af de bøger, jeg slæbte med hjem fra Danmark, som jeg vil give mig i kast med, så snart min hjerne begynder at virke igen.

Jeg er så kedelig I tror det er løgn

Nu vil jeg skynde mig at skrive et kedeligt indlæg, så I ikke helt glemmer at jeg er en kedelig mor-blogger på afveje udi noget madblogning og wannabee kreablogger. Det sidste lykkes dog ikke helt.

Men altså – al den opmærksomhed jeg har fået, fordi I lige troede jeg var vild og rebelsk. Det var altså kun den ene gang i stenalderen da jeg var ung… så opmærksomheden og beundringen fortjener jeg slet ikke.

Jeg vil derfor skynde mig at påpege, at jeg var 18år minus 3 dage da jeg tog en tur til Hamborg og at ikke en dråbe alkohol, røg eller andre sjove stoffer kom indenbords. Vi åd derimod rigtigt meget tysk makrelsalat. Og en del varm kakao. Det er da kedeligt!

Og for ikke at blive anklaget for falsk varedeklaration så bliver jeg også nødt til at fortælle at jeg, indtil jeg var 16-17år, drak mælk til fester. Drak 4 slurke af en sodavand og bad så om noget mælk. Den første øl jeg fik – blev hældt ud af vinduet for jeg kunne ikke døje det. Så var jeg enten gravid eller ammede i 8 år og det er faktisk først derefter, jeg har fået smag for visse former for alkohol.

Hvorfor nu tale så meget om alkohol.. jo fordi, i mange lande – Danmark i særdeleshed – er man MEGET sær hvis man ikke drikker alkohol – og hvis man ydermere har nået at blive 17 uden at have været fuld så er man mærkelig. Og kedelig. Meget kedelig.

Jeg er lige præcis så dødsens kedsommelig, som man er, når man er mor-blogger. At jeg er mor-blogger, kan jeg nok ikke løbe fra. Det har jeg dog heller ikke tænkt mig. Det er snarere mig som løber efter dem – børnene altså..

Så er jeg måske mad-mor-blogger med alle de kedelige mad billeder jeg belemrer jer med… Jeg kan vist, selv med den bedste vilje, ikke kaldes en ægte krea-mor-blogger. Ikke med de frembringelser udi strikkeriets mysterier, jeg formår at præsentere.

Men en mor-mad-wannabekrea – blogger. Cand.kedelig.. Det er mig.

Så er det på plads – bare så I ikke kigger herind i den fejlagtige tro, at jeg er spændende og vild og at jeg kan skrive om andet end børn, mad og mislykkede strikkeforsøg. (den der blå ting bliver nu brugt som støveklud til min skærm.. så den dagligt minder mig om hvor fuldstændig uduelig jeg er til at strikke) for det kan jeg overhovedet ikke.

Jeg har slet ikke noget liv. Eller jo – men et meget kedeligt et.

Nu har jeg ikke så meget mere kedeligt at sige.. hm, nå men, jeg kan da altid sende et billede af noget mad..

Jeg forede indersiden af en römertopf med bacon, som jeg lagde en håndfuld små løg, et par hvidløg og en kylling på. Så lidt salt og peber og derefter hældte jeg ½ flaske ÆGTE æblecider (ikke det der sodavands-pjask man kan få i Rema 1000 nede ved havnen) ud over det hele, og så lå den og havde det varmt, 90 minutter i ovnen.

“Poulet au Cidre” med krydret couscous og bønnesalat til.

Det smagte rigtigt godt! Men det var nok lidt kedeligt..