Tag Archives: Krise

Spændetrøje eller kyskhedsbælte

4 feb

Som en unaturlig fortsættelse af min sokkesaga oplevede jeg forleden noget jeg gerne havde været foruden.

På et tidspunkt havde jeg forvildet mig i Bilka og kom forbi et par hyldemeter med strømpebukser af alle slags. Jeg ville benytte lejligheden til at fouragere så jeg havde strømpebukser vinteren ud.

Jeg greb i skyndingen et par sorte, et par blå og et par grå. Og så lige et par stykker der var lidt uld i. Alt var såre godt.

Indtil forleden.

Stadig halvsovende – på trods af brusebadet – sad jeg og skulle have de grå strømpebukser på.

Da jeg rystede dem ud, forekom det mig at strømpen opførte sig som om nogen allerede havde haft dem på. Men da jeg lige selv havde fjernet emballagen var det ikke tilfældet.

Altså begyndte jeg med det ene ben.

Og så det andet ben.

Det gik også meget godt til cirka midt på låret. Mit lår altså.

Så var det som om der skete noget.

Jeg asede og masede for at få skubbet baller og deller og overlår på plads i noget der forekom mig at være en alt for lille størrelse strømpebuks.

Var jeg svulmet op i løbet af natten?

Havde jeg fået – Gud forbyde det – “J.Lo” numse siden jeg sidst have strømpebukser på, hvilket var dagen før.

Det føltes som om jeg aldrig nogensinde ville komme fri af dette hylster. Mine stakkels overlår var klemt inde i et jerngreb og jeg frygtede faktisk for min almene tilstand. Alene det at sætte sig ned, krævede en kraftanstrengelse og så kom jeg til at stritte så underligt med benene.

Jeg, som efterhånden var blevet lysvågen under iførelsen af dette apparat, snurrede rundt for at finde emballagen igen. Jeg havde efterhånden luret at hele misæren skyldtes noget andet.

Ganske rigtigt.

Nederst, og med meget små bogstaver, stod der ikke str. 8 år som jeg havde frygtet, men derimod “support”.

Som om jeg havde brug for at få supporteret mine lår. Eller baller.

At man vil supportere mine deller kan jeg til nøds forstå, ikke desto mindre er de en velintegreret del af mig og jeg har slidt for at få dem!

Hvorom alting var, jeg stod der, fem minutter i “for sent”, kun iklædt en spændetrøje og havde ikke noget alternativ.

Resten af dagen havde jeg fornemmelsen af at være lukket inde i et kyskhedsbælte.

Ikke at jeg nogensinde har prøvet det, men jeg kunne forestille mig at det få føles nogenlunde sådan.

Moralen af denne historie er – som så ofte før – husk at læse det med småt!!

%d bloggers like this: