Tag Archives: Kriser

Der er ingen ateister på vej ned.

24 sep

Det er bestemt ingen hemmelighed at jeg har været igennem en rædsom måned. Flere dumme ting har vendt op og ned på vores dagligdag og stillet spørgsmålstegn ved nogle af de ting jeg bare tager for givet.

Og når jeg ser mig omkring, så er der ting jeg bare ikke kan dele med andre. Ting der fylder så meget at de lige skal fordøjes før jeg eventuelt kan begynde at snakke med andre om det. Hvis det overhovedet kommer så langt.

Men når det hele bliver for tungt at bære alene og ens skuldre ikke synes brede nok, ender det med at man bare må have luft og jeg vendte mig til en præst.

Og nej ikke en præst fra familien.

Men tingene blev lettere at bære. Det var sikkert også blevet lettere at bære hvis jeg havde delt det med en ven, men det var ting så store at en ven syntes mig for tæt på.

Når det ser aller mørkest ud, rækker man ud efter hjælp. En ven i nøden. Og måske netop fordi man tør række hånden ud, fordi man tror på at nogen vil lytte, nogen vil støtte og nogen vil trøste, så sker det, og man får den hjælp man har brug for. Ikke nødvendigvis den man regnede med.

Jeg er på vej op igen, træt, lidt rystet, men nu er der endelig plads til lidt mere end bare overlevelse.

Fordi noget vil vise sig. Fordi ting sker fordi de skal ske.

Og fordi jeg tør tro på det.

Og så er det i øvrigt snart jul!

 

 

 

Reklamer

Andres gode råd om ens livskriser

12 sep

Kan ikke bruges.

Jeg siger det bare.

De der såkaldte gode råd, kan allerhøjst få en til at føle sig endnu dårligere tilpas. Eller endnu værre, give en lyst til at sparke den velmenende person over skinnebenet. Hårdt.

Det er den slags som kan afholde mig fra overhovedet at have lyst til at fortælle om de der livskriser.

Fordelen er så at man, mens man lytter på andres løsning på ens liv, kan øve sig i selvbeherskelse. Og er I så færdige hvor er jeg blevet dygtig til at holde mund.

Jeg har også indtil flere tips, til brug for frustrerede indebrændte.

Man kan for eksempel gå og nynne fædrelandets vemodige sange, indvortes naturligvis, mens man venter på at personen holder op med at tale. Så kan man ikke høre andet end salten østerstrand.

Det kan også være en løsning at være på vej ind i et andet rum, mens man distræt kigger sig over skulderen og mumler: “mmmhmmm” så går der sjældent så lang tid før personen forstår at deres ævlen ikke er interesseret.

Subsidiært kan man gå på toilettet, og råbe: “øjeblik” mens man lader vandet løbe.. Det er trods alt de færreste der forfølger en, helt derud for at råde videre.

Man kan naturligvis også bare bede vedkomne om at holde mund.

Det skaber bare så tit en ret dårlig stemning hos de der velmenende rådgivere. Og hvis det er nogen man ser af og til, kan det godt være lidt svært at bede dem om at stikke piben ind. Især hvis de selv tror de har fingrene i de vises sten.

Man kan også bare holde sig for sig selv, og lade være med at dele ud af sine gebrækkeligheder og så i øvrigt tage sig lidt sammen.

God torsdag!

%d bloggers like this: