“Nu har jeg min finger inde i musklen

lige midt i problemet. Det skal vi nok få ordnet.”

…

blev der sagt. Og så sortnede det godt nok lige lidt for Kong Mor.

Jeg tænkte seriøst at han havde sprøjtet noget beroligende ind, et eller andet sted, for jeg kunne fornemme jeg var på vej meget langt væk, og da jeg pludselig kunne mærke ham løsne skindet på min læg, (!!!) og rode rundt derinde, forlod jeg mentalt lokalet for en kortere stund.

…

Men ellers var han nu meget flink, ham den fancy læge.

Som også passer på både FCK, Skilandsholdet og Team Danmark, blandt mange andre. Og nu kan han jo føje Kong Mor til sin lange liste af berømtheder han har lappet sammen.

Da jeg kom til mig selv – dækket af koldsved og lettere fortumlet – konstaterede han venligt at jeg da vist lige havde taget mig en lille lur.

…

Meget morsomt på den jyske måde.

…

Han afleverede en pose med smertestillende, og mig i en kørestol, til First Man, samt en mængde formaninger om hvordan jeg skulle – og især ikke skulle – gebærde mig i de kommende dage.

Og så blev jeg fragtet den lange vej hjem igen.

…

På det tidspunkt virkede min bedøvelse endnu, så jeg var frisk og frejdig. Det varede sådan cirka til jeg kom hjem og ligge. Så kneb det lidt mere med overskuddet og den første nat var ikke ret sjov.

Pakke fra min elskede Diva

Men intet er så galt at det ikke er godt for noget, for Divaen i Colorado var stadig oppe der midt i den danske nat, så vi lå og snakkede, og det var faktisk så hyggeligt at jeg lidt glemte hvor ondt det gjorde. Så havde den dejlige tøs også sendt en pakke til sin mor – en pakke med noget usandsynligt dejligt amerikansk chokolade i. Og andre småting som hun ved gør glæde! Som for eksempel en Colorado magnet til min samling!

Pakket ind efter alle kunstens regler efter at skindet blev løsnet…

Ellers har jeg læst.

Og sovet.

Og leget lidt “Ruzzle” og Wordfeud”

Og hørt den playliste jeg ikke nåede at høre på til operationen, men bedre sent end aldrig.

Og så har jeg kedet mig.

Bravt.

Og nu vil jeg egentlig gerne snart kunne hoppe rundt igen, for slet ikke at tale om at komme i bad på den almindelige måde, men det har lange udsigter.

Lad mig sige det med det samme, jeg har ikke savnet mine krykker. Husker dog denne gang at holde armene tæt ind til kroppen, så jeg undgår at få ondt i armhulerne af at hoppe rundt, slæbende på min egen dødvægt…

Man siger at tålmod er en dyd.

…

Jeg kan – for Gud ved hvilken gang – blot konstatere, at dydig, det bliver jeg nok aldrig…

 

 

Smart!

Ja, den der bil der.. Eller bil og bil er måske så meget sagt. Det er den der forvoksede sidevogn med eget rat og to pladser. Sådan en lille bitte putte nutte ting. Sådan en har jeg lånt! Med automatgear og det hele!

Eller rettere ISÆR med automatgear.

For det med gear begrænsede jo noget min færden i motoriseret tilstand.

Indtil nu.

For Jan, det dejlige menneske, har lånt mig en smart “for the day”! Så jeg slipper for at bede alle mennesker om at køre mig, i hvert fald i dag! Ikke at folk har sagt noget overhovedet, men det generer mig at jeg har skullet have chauffører på i de sidste 2 uger.

Uanset hvor sød folk så ellers synes jeg er, så må det jo være en lille smule anstrengende at skulle transportere mig frem og tilbage hver dag.

Men det var denne bil jeg kom fra.

Den er bare fin! Den virker på en eller anden meget sær måde større når man sidder inde i den end når man ser på den udefra. Og hvis jeg kan hitte ud af det der – hvad-var-det-nu-han-sagde-det-var-for-en-gearkasse- så tror jeg nok jeg vil købe den. Hvis altså Lise siger ja!

Der er lutter fordele. Altså når man ser bort fra at jeg har mand, hund og fire børn og at der i Smarten kun er plads til mig og min håndtaske… Eventuelt til min madpakke, men så skal den stå omme bagi. Og der ligger mine krykker!

Men altså det var fordelene jeg kom fra.

Bilen er nemlig alt for kort til at have nogen bagdel overhovedet!!

…

Her er så indlagt plads til at grine af!

Nå..

Til sagen.

Man kommer billiger over Storebæltsbroen.. Den tæller kun for en motorcykel. Faktisk. Tankevækkende egentligt. Specielt når jeg lige regner ud hvor mange gange om året jeg kører over Storebælt. Men altså, nu er det under alle omstændigheder billigere begge gange.

Den er også så kort at jeg kan holde på tværs! Jeg vil også tro den er nemmere at gå rundt om end at hoppe over. Eneste ulempe jeg lige kan få øje på her, er at mit personlige rum måske risikerer at blive overskredet i nærkontakt med en meget stor bil.

Jeg forudser også at manøvrer vil kunne foretages med idel lethed. Jeg har taget mig selv i at svinge flot ud på modsatte kørebane for derpå at svinge ind i indkørslen på anhængermåden, efter jeg havde kørt Jan hjem, med det resultat at jeg var ved at at banke ind i Irenes postkasse. Men der er altså også langt fra Chryslerens 6 meter ned til de 75 cm som Smarten ser ud til at fylde. Jeg er sikker på at hvis jeg sidder sidelæns kan jeg røre forruden med den ene hånd og bagruden med den anden. Men det er nok bare et spørgsmål om vane. Ellers må jeg bede Irene om lov til at flytte sin postkasse.

Hornet… Ja hornet kunne måske godt have været en anelse mere insisterende. Det lyder mest af alt som en meget lille fornærmet frø. Men jeg kan jo nøjes med at råbe i stedet for.

Handskerummet Bagagerummet er lidt sært. Det bliver åbnet direkte i bagruden.. Og så skræller man resten af bilen af, hvorpå der kommer en hylde til syne. Hylden er på størrelse med en hattehylde fra de gamle røde Intercity tog fra dengang Kong Mor var prins. Men som sagt, der ligger mine krykker!

Noget andet meget cool er de sortlakerede fælge – ej men hvor seje er de ikke lige – det er jo næsten ikke til at holde ud. De inviterer næsten til at have et par dingleterninger hængende, men de ville nok tage hele udsynet i forruden.

Men der er plads til mine lydbogsCDer som jeg savner i allerhøjeste grad. Man sætter sig jo ikke ind i andre menneskers biler og siger: Hej, og nu skal du i øvrigt lige tie stille i 40 minutter!

Så i dag er jeg simpelthen bare rigtig Smart!!

Hare hop, hare hop..

Det kunne også have heddet “Krykhusar over stok og sten”. Men det er mig det handler om, eller rettere mine krykker.

Eller for nu at være nøjagtig: krykkers bivirkning.

Jeg kan, såfremt dette cirkus står på meget længere, vinke farvel til mine mormorvinger. Hvilket i sig selv ikke er helt tosset, men som under afskedsseancen volder mig stor smerte lige under armhulen.

Hold da helt op, hvor gør noget ondt lige der.

Og så min kondition…

Jeg troede jeg var i fin fysisk form, med alt det gymnastik jeg har trænet. Men nej, også her er jeg gået galt i byen. Jeg skal bare hoppe op ad trappen på mit arbejde, med den ene hånd på gelænderet, den anden på en krykke, for at blive fuldstændig udmattet når jeg endelig er kommet til tops.

Hvis jeg undlader at spørge mine søde kolleger om de vil gå i printeren efter mine ting, og selv humper derned – nu med begge krykker i brug – så er jeg så forpustet det er på grænsen til pinligt og jeg sveder tran.

Når jeg så har hoppet rundt det jeg nu skal hoppe, på sådan en dag, får jeg krampe i den højre balle fordi højre ben i den grad er overbelastet.

…

jeg bliver skævvredet…

Simpelthen.

Ender med en enkelt balle af stål og en anden, som er kravlet halvvejs ned af låret.

Gad vide om man kan få erstatning for følgeskader efter brug af krykker?

…

Hvis jeg nu ber’ pænt?

 

Julen varer lige til påske.

Jeg ved ikke med jer, men jeg er ganske ude af stand til at komme i påskestemning med alt det sne der ligger og flyder.

Jeg jamrede – den første påske på Æblebakken – højlydt over min manglende påskepynt. Nu er vi vendt hjem til netop denne påskepynt, og skæbnens ironi vil at jeg er såret og ikke kan gå. Uden at være fastklistret et sæt krykker.

Og der er altså ting der ikke vil have særligt godt af en dingletur i en skuldertaske påhæftet undertegnede. Pustede æg – er en af dem – porcelænshøns er en anden. Derfor har jeg måttet overlade påskeoppyntningen til andre. De som nu lige var i nærheden.

Og uden at være grov kan jeg vist godt afsløre at det ikke er alle mine børn der har lige stor æstetisk sans for udsmykning.

Hvis jeg altså skal sige min mening, men det skal jeg naturligvis ikke. Jeg holdt helt op med at sige min mening, eller næsten, da Divaen som to-treårig kom og satte en meget grim og meget turkis julemand, som hun havde produceret i den danske børnehave i St. Germain en Laye, på en af de nederste grene af mit meget fine juletræ.

Efter denne episode gik det op for mig at der var pæne ting og så var der de vidunderlige kunstværker mine geniale børn havde frembragt. Mit bogmærke som jeg vil begraves med, samt en stribet fiskepude, en fed pingvin og en lodden grå og trekantet høne hører til i den kategori. Sært nok hader de alle fire hver deres frembringelse, men er enige i at de andres ting er søde og finurlige.

Derfor – fordi jeg ikke blander mig så meget – i hvordan det nu lige står og ser ud, ser min påskepynt en anelse alternativ ud. Dette gik først op for mig, da jeg fandt en af de fine høns, stående foruroligende tæt op ad min cupcake-krukke.

Jeg bjæffede ud i lokalet hvad min fine høne lavede der, og Gårdmand Bjørn svarede at den spiste af flødeskummet. Slået af dette stærke argument gav jeg op, men Divaen som bliver 18 lige om lidt, har en meget vågen sans for klassisk skønhed, og i den indgår ikke nærsynede flødeskumssultne høns.

Den konstellation blev derfor rettet og genplaceret på et mere passende sted.

En filt-ægge-guirlande var også blevet hængt op, men enten var sømmet placeret for langt nede, eller også drejede det sig om en lidt mindre person, hvorom alting er der lå næsten lige så mange æg kunstfærdigt slængt hen ad gulvet som hængende på væggen. Også dette stilleben afgik ved en hurtig død, og jeg kan faktisk ikke helt huske hvor filtæggene så blev hængt hen.

Det er hvad det er, men jeg plejer at have en stor krukke med grene som er næsten sprunget ud, med vores fine æg på.

…

Ingen gå jo ud og klipper de der grene.

Og det er endnu en af de ting der bare er lidt mere udfordrende, på krykker.

Og hvis det er med grene fra haven som med viljen og evnen til at lave noget mad til sin mor, har det lange udsigter. Meget lange.

Følgende lille ordveksling fandt sted i søndags:

Mig: “Jeg er sulten, vil du ikke lave noget mad til mig?”

Zorronaldo: “Hvad vil du da ha’?”

Mig: “Bare noget mad. Ikke noget sødt”

Zorronaldo: “En banan?”

Jeg sukkede og lagde mig tilbage på sofaen i afmagt og håbede på at min søn ville være i stand til at smøre en rugbrødsmad til sin mor.

…

Det skete ikke. Han kom derimod tilbage, med en mad til sig selv…

Mig (nu ret surt): “På hvilket sprog skal jeg så sige at jeg vil have noget mad?”

Zorronaldo (ganske uforstående): “Jamen du sagde jo ikke hvad du ville have”

Mig: “gggnnnnnnn..”

Hvorpå han rejste sig og gik ud for at lave en rugbrødsmad med spegepølse. Denne gang til mig. Trods alt.

Så derfor går jeg ikke ud fra at der kommer grene i mit hus til påske i år.

Men det er som sagt også lige meget; jeg vil ikke risikere at komme til at hænge julehjerter på dem!

På tre ben.

Ja, et er mit eget, de to andre ben er venligst udlånt af “Rehabiliteringsafdelingen”. Det sidste ben – det sårede – er lockoutet fra mit nuværende liv. Godt jeg har de udlånte skruebrækkerben, for de gør at jeg kan komme på arbejde idag og at jeg har kunnet komme på toilettet mens alle andre var væk.

En kollega der bor i nærheden kører mig og så må jeg sidde på min pind med benet oppe, så længe jeg kan det!

Det har ellers været ret ekvilibristisk at være mig. Der er nemlig det ved krykker at man ikke både kan humpe sig fremad, og bære noget. Ergo har jeg hver gang skullet overveje hvad der var vigtigst. Det har virkelig været en lektion i prioriteter.

Når jeg har været sulten, har jeg humpet ud i køkkenet og lavet maden der – vi snakker ristet brød eller havregryn – men jeg har også spist der.. i køkkenet. På gulvet. Fordi det er umuligt at gå med krykker og en skål havregryn hen til bordet, og ligeledes er det ret svært at hoppe med samme tallerken i hånden. Eller nej det er ikke svært at hoppe, men sandsynligheden for at skålen er tom eller delvist tom når jeg ankommer til bordet, er uforholdsmæssig stor. Det har jeg nemlig prøvet med et glas vand. Glasset var ikke engang helt fuldt. Men det meste endte alligevel på gulvet.

Derfor har jeg spist, siddende på gulvet med en meget interesseret Blondine vimsende omkring mig, eller nærmere om min mad.

Til min oprindelige skade, er der nu tilstødt yderligere skavanker. Jeg har nu ondt i det andet ben.. Fordi jeg kun bruger det. Jeg har ondt i ryggen af at ligge ned, og sikkert også af at skulle kompensere for det manglende ben. Og jeg taler slet ikke om de traumer jeg har fået af sådan en kedsomhed.

Jeg er ikke skabt til at ligge og glo. Og fjernsynet har været tændt 2 gange. En gang for at se Black Swan som jeg aldrig har set, og en gang for at holde mig ajourført med diverse lockoutvarsler.

Gad vide om man kan lockoute sin egen demokratisk valgte regering?

For så ville jeg gerne lockoute dem alle sammen.

Fra nu af…