Fast inventar

Jeg var jo lige lærer igen. Ikke vikar denne gang. Men derimod indkaldt for at hjælpe til ved en emnedag..

Jeg lader den stå et kort øjeblik..

Ren blær – helt ærligt! Jeg ender måske med at blive ansat?

Utroligt.

Jeg har nemlig altid sagt, at jeg ikke ville være lærer, fordi.. selvom jeg har fire dejlige unger, er jeg ikke ret god til andres uopdragne børn.

Så.. Nu har jeg været tilstrækkeligt vag til at man ikke kan sætte navn på – ej heller blive fornærmet på egne og andres vegne. Over det med de uopdragne.

Jeg er ikke en horribel heks, som hader børn, og mine egne børn er ikke kuede stakler som dårligt tør ånde frit i deres forældres nærhed.

En ting er at børn er frække indimellem. Helt fint. Men jeg har det bedst med at være sammen med børn, som ved hvornår det er nok. Det er langt fra alle som har den evne!

Første gang jeg blev inviteret over på skolen, var det som vikar. Anden og tredje gang var det fordi børnene havde fået chancen for at opleve noget spændende, og skulle igennem byen til fods, og da det er noget af en mundfuld for en enkelt lærer, gik jeg med.

Fjerde gang – det var så i torsdags – før ferien altså.

Der skulle være emnedag. ”Kroppen i kunst”.

Først skulle de vide lidt om kunsthistorie som, mystisk nok, er et meget vigtigt fag i Frankrig. Det tæller faktisk til deres afgangseksamen og hvert år bliver eleverne, fra børnehaveklassen, evalueret i deres kunnen om kunsthistorie. Denne evaluering, igennem 9 års skolegang, er deres endelige karakter.

Så vi var en tur omkring filmsalen, hvor de så en sort/hvid stumfilm med Chaplin – den hvor han bokser. Og de grinede så de var ved at tisse i bukserne.

Så skulle vi se lidt med Mime Marceau – vi er jo i Frankrig – lidt Harlekin og Pjerrot og placere dem tidsmæssigt i forhold til hinanden. Det var forresten ret sjovt med Pjerrot. De kunne ikke finde noget youtube klip med ham. Så jeg foreslog at vi tog ham der bor på Bakken – og det gjorde vi. Og så stod vi ellers og betragtede Gårdmand Bjørn, for at fange hans reaktion på at der blev talt dansk!  Der gik 18 sekunder før han rettede sig op med et ryk og så meget opmærksomt på skærmen, da det gik op for ham at han forstod hvad der blev sagt!

Tilbage i klasserne var tre værksteder gjort klar: det ene handlede om det man kan udtrykke med sit ansigt. Der blev taget billeder af børnene når de mimede glæde, angst, sorg og overraskelse. Forbløffende svært for nogle.

I det andet værksted skulle et barn ligge på et stort stykke papir og tre andre skulle forme kroppen, tegne den og male den. Formen på papiret altså – ikke det barn der lå på det. Selvom det næsten kunne komme ud på et.. Trods kitler og malertøj!

I det sidste værksted – med mig ved roret – skulle de tegne hinanden i en bevægelse, og modelere denne bevægelse i sølvpapir.

Svært for mange at få formidlet deres tanker ud i hænderne. Men alle fik lavet en skulptur de var glade for!

Til sidst blev der samlet op på det hele, hvad havde de lært? Og det var dejligt at høre de små mennesker fortælle om hvordan man kan kommunikere uden ord, blot ved at bruge sin krop.

En helt igennem fantastisk dag.

Ender næsten med at ville være lærer, når jeg engang bliver stor..

Børn og kunst

Jeg var på kunstmuseum i sidste uge med de royale. Det var jo vinterferie og tiden var lidt lang, så vi tog til Caen for at luske lidt rundt der.

Der er et meget fint slot i Caen – det eneste problem er, at det er udenfor. Og når det blæser 1½ pelikan er det ikke videre morsomt at trampe rundt i William the Conquerors fodspor, og ens begejstring for tomme voldgrave og murbrokker kølner ligeså meget som vejret.

Altså fik jeg – synes jeg selv – den fantastiske idé at slæbe dem med på kunstmuseum.

Der blæste det i det mindst ikke – og så kunne jeg lokke med eftermiddags lækkerier hos ”Dollys” bagefter.

Nu vil jeg skynde mig at fortælle at ”Dollys” er nok det eneste sted uden for England, hvor man kan få cream tea der er værd at betale for – for slet ikke at tale om hendes fish n’chips. Dolly er en lille engelsk dame, som har den hyggeligste restaurant i.. nok ikke i verden for jeg har desværre ikke været overalt – men af alle de steder jeg HAR været er Dollys afgjort den hyggeligste restaurant.

Således lokket med lækker cream tea var afkommet overbevist. Og vi gik ind.

Men dette kunst museum.. det var.. noget af en skuffelse. Jeg tror indersiden af en offentlig toilet væg er mere kunstnerisk. Jeg holder meget af kunst og billeder, skulpturer og sådan, men ihh altså.. Der var en eneste lille sal med 10 nogenlunde impressionistiske værker, ellers var der ikke et eneste – af mig – kendt navn. Men nu har jeg selvfølgelig heller ikke studeret kunsthistorie. Billederne var kedelige og intetsigende.

Og så kom vi til sidst til salen med noget de kaldte moderne kunst. Der var et stort lyseblåt lærred.. med en nåletynd rosa streg lodret ned fra top til bund. Og jeg undredes såre. Så kom der et lærred som var dækket med lakerede franskbrødsskiver. Bare tanken om at have lakeret mad hængende på væggen i årevis var nok til at give mig kvalme.

Men det varede ikke længe, så gad vi ikke kunst mere. Når jeg bliver – narrrj – jeg bliver aldrig gammel – men når jeg ikke har hjemmeboende børn mere, og inden jeg får børnebørn vil jeg på museum i mange timer ad gangen. Det har jeg nemlig ikke været i mange år.

Belært at egen erfaring, er jeg altid løbet igennem museer med de royale. Jeg blev som barn, slæbt med til endeløse udstillinger om det ene og det andet – og jeg synes det var usigeligt kedeligt. Derfor har de royale blandt andet været på Louvre i under 45 minutter. Rekord – jeg ved det godt – men derfor synes de stadig det er sjovt at gå med på museum.

De kan huske de har set Mona Lisa, Napoleons kroning, Marianne på barrikaderne og la Victoire de Samothrace. Derudover mindes de dette:

Rutsjebane ned ad trapperne imellem salene. Desuden var det absolutte højdepunkt den dag, at de kørte i Metro 3 gange.

(PS: jeg kan godt se at der er 5 børn, men den orange er en ven!!)

Så jeg er helt sikker på at kunstmuseums turen i Caen vil også blive husket hovedsaglig for besøget hos Dollys. Det synes jeg er okay – for de kan stadig huske lærredet med brød og hvor få pæne billeder der var.

Og de vil godt jogge sammen med mig, igennem et andet museum, en anden dag.