Skyggesiden af mig

Jeg gik ud på min daglige tur her til frokost og kom så pludselig til at se min egen skygge, som den faldt på vejen foran mig.

…

Og blev såre forbløffet over billedet af mig selv. For med mindre jeg havde en hidtil uset evne til at gro muskler på under 5 minutter…

– Det ville ellers være fedt hvis jeg havde udviklet en evne til at kunne det, så kunne jeg tjene mange penge!!

Nå, men nej altså, med mindre mine trapezius muskler var vokset siden jeg forlod matriklen, så…

(til dem som har brug for at google “trapezius”, kan jeg fortælle at det netop var resultatet af min googling af ordet “tyrenakke”)

Og nu kommer jeg til sagen: altså trapezius muskler var det ikke – jeg mærkede nemlig efter – og jeg var faktisk lettere bekymret, for hvad i alverden var det som var landet på mine skuldre?
Hvorfor var der en skygge der, som jeg ikke kunne mærke?
Var det min samvittighed?
Vinger måske?

…

Jeg stod og så der og prikkede på mig selv, midt på Albjergvej, blev mere og mere urolig, indtil jeg opdagede at det bare var mine bryster.

…

Jeg nåede lige akkurat at slappe af i et nanosekund, indtil sandheden i al sin gru skyllede ind over mig: MINE BRYSTER!
Og var jeg ikke i panik før, blev jeg det da der. På Albjergvej.

Mine bryster var blevet så store at de simpelthen kunne ses bagfra?

MINE BRYSTER VAR SÅ STORE AT DE KUNNE SES BAGFRA?

…

Jeg er helt sikker på at jeg også kom med nogle høje klynk, som jeg stod der og prikkede mig selv på barmen, alt imens opdagelsen forplantede sig i min bevidsthed.

Ej men helt ÆRLIGT altså.

…

Jeg ved godt at jeg har taget på.
Det sædvanlige I ved, medicin, vinter og madglade mig – men at det var så grelt havde jeg ikke helt forudset.

Så min gåtur blev i dag ledsaget af, mine egne, høje hyl og en del jamren, samt en fuldstændig stålsat beslutning om at NU skal jeg på kur!

 

Led os ikke ind i fristelse..

Jeg er sådan lidt på kur. Eller ikke kur, jeg passer bare lidt på hvad jeg putter i munden.

Jeg har ikke tid til at lave en omgang GO med mine veninder, så jeg må selv styre kalorieindtaget. Hvilket også er okay. Jeg har nemlig så travlt på arbejdet at jeg ikke har tid til at spise ret meget.

Værre er det når jeg så kommer hjem.

Så er jeg lækker sulten, og tager en rugbrødsmad. Til aftensmad spiser jeg små portioner og klarer det nogenlunde.

…

Men så sker det at man i huset mener at der skal laves kage. For at fejre at det er eftermiddag og at skole og arbejde er slut for denne gang samt den fest det er at mor og far endelig kommer hjem til Møllen igen.

…

Og så sidder man der. Med et barn der stolt fremviser dagens kagekreation.

…

Og de forventer jo at man smager. Og nyder. Og æder sig en pukkel til.

Altså, sætter jeg tænderne i en cupcake. Med lyserødt snask på.

Lige inden har jeg sagt at jeg bare skal have én og at det ikke er noget jeg vil gøre hver dag, fordi jeg faktisk gerne vil af med den uklædelige fold over min bukselinning inden jeg skal mases ned i årets sommerkjoler.

Led os ikke ind i fristelse

Aldrig så snart har jeg fyldt munden med cupcake – hvor hovedbestanddelen åbanbart er marchmallows, før min søde Prinsesse siger: “Der er smør i glasuren. Smør flødeost og flormelis.”

Jeg stoppede midt i mundfulden og var lige ved at spytte det hele ud igen.

Hun grinede bare.

Forvorpne unge.

Jeg lagde kagen fra mig på fadet og sank, med besvær, den i øvrigt meget lækre mundfuld kage.

…

Divaen og Gårdmand Bjørn spurgte i munden på hinanden: “Må jeg så få den?”

De delte resten, og jeg gik for mig selv med en kop te.

Og tænkte meget intenst på en sommerkjole.