Tag Archives: Lægevagten

Alle ved da, at læger har røntgenblik…

25 sep

Som er indopereret ved afgivelse af lægeløftet.

Eller?

Nej, men hvad er det med de der vagtlæger?

Bedst som jeg et par gange har haft noget positivt at sige om den danske lægestand, så nosser de – vagtlægerne – så grundigt rundt i det og forvolder mit afkom smerte så jeg ville sluge hvert eneste positivt ord der nogensinde er kommet over mine tænders gærde.

Jeg kunne seriøst gøre noget grimt ved en yngre vagtlæge, som åbenbart glemte at aktivere sit røntgenblik, da Zorronaldo og jeg indfandt os i lægevagten forleden aften. Jeg vil så bare nøjes med at klage over ham. Og i øvrigt medsende et røntgenbillede af min søns arm.

En yngre vagtlæge, vi kan jo kalde ham Thorbjørn, fik som sagt min forpinte søn ind i sin konsultation tirsdag aften, trykkede ham fem-seks gange på underarmen og rykkede lidt i hans håndled og konstaterede glad: “Den er ikke brækket”.

Jeg sagde ikke noget. Jeg tror jo på den slags mennesker der har gået på universitetet i mange og lange år, for at lære noget om den slags.

“Det er blot slaget” oplyste denne Thorbjørn venligt til slut. Jeg nikkede og mens jeg tog jakken på, tilføjede han: “Men hvis han får mere ondt er I naturligvis velkomne til at kontakte os igen”.

Ihh tak og godnat.

Eller nej, lige netop IKKE godnat.

Den blev nemlig kraftigt forkortet for en ung mand – min Zorronaldo – som havde stærke smerter. Hans arm var varm og det dunkede og brændte. Vi hældte så meget smertestillende på ham vi kunne  turde og fik næste morgen en tid hos vores egen læge. Hun var noget mere ydmyg omkring det der røntgenblik, hun kom nemlig i tvivl og sendte ham dermed videre til rigtig røntgen. I en dertil indrettet maskine.

To timer senere var Zorronaldos arm pakket i gips, fra håndflade til armhule.

Ikke brækket. Nej, vi ser det tydeligt.

Arm der tydeligvis ikke er brækket. Eller…

Hvis man fornemmer en vis harme her, har man ret.

Det er nemlig tredie gang mine børn bliver sendt hjem med brækkede arme. Fra diverse vagtlæger.

Og vi må så troppe op på skadestuen dagen efter, for at få lagt deres lemmer i gips. Naturligvis først efter de har tilbragt en aldeles rædsom nat, i store smerter og uden søvn. Jeg er ikke vred over at de har brækket armene. Det er jo ikke lægens skyld.

Jeg er vred over at man skal igennem så mange timer, med store smerter, blot fordi en eller anden, der har studeret medicin i mange år, ikke erkender at studier, og så mere eller mindre erfaring, ikke automatisk giver røntgenblik.

Så hør lige her, potentielle inkompetente vagtlæger i det ganske danske land: Hvis man er bare det mindste i tvivl, så sender man patienten videre i systemet. Og hvis man virkelig over-hele-hovedet ikke er i tvivl, og armen så faktisk alligevel viser sig at være brækket, så bør man nok ikke være læge eller overveje et kursus af en slags.

Og skulle der komme en gang mere – jeg har jo fire børn så man ved aldrig – forlader jeg ikke stedet uden en tur forbi den store knoglekopimaskine.

Ej, men ARGH altså.

PS: Zorronaldo overlevede naturligvis, men er mindre tilfreds med udsigten til at have gips på i mange uger.

PPS: Ingen yngre vagtlæger kom til skade under tilblivelsen af dette indlæg.

PPPS: Desværre…

 

 

 

 

%d bloggers like this: