Tag Archives: Lærer at leve med det

On/off – op og ned

12 jul

Eller “Mellem to angstanfald”.

Ellen havde svært ved at forstå hvordan jeg kan gå fra “Jeg er bange for at jeg er ved at blive skingrende sindssyg” til “Årh pjat med dig, nu går det jo fint” på ret kort tid.

Så den vil jeg gerne uddybe, så godt jeg kan.

Det er vist nok – i mit hoved i hvert fald – en af forskellene mellem depression og angst.

Med en depression kan man ofte slet ikke se en vej ud af noget som helst. Det er som at bokse i en dyne, som bare ikke letter.
Angstanfald er pludselige, ofte uden forvarsel, de kommer og går, lidt som flagermus der flakser forbi. Et flygtigt vågent mareridt, som alt for tit kommer bag på mig.

Og så igen, det med at det kommer ud af det blå, passer selvfølgelig ikke, men det er som sagt ikke ret tit jeg når at opfatte hvad der er sket, eller hvorfor der er noget som har sat gang i nogle angstmekanismer.

Hvis jeg i tide når at bruge nogle af de værktøjer jeg har fået for at mindske et anfald, så varer de som regel ikke ret lang tid. Men hvis jeg ikke er klar over, hvad der er ved at ske, hvis det først går op for mig at noget er ved at ske, når jeg er midt i det eller hvis jeg tror fuldt og fast på at jeg da vist er ved at få influenza, så har det lidt længere udsigter før et anfald stopper.

Jeg har en note på min telefon, med følgende linjer til at hjælpe mig selv igennem mine angstanfald:

HUSK: det stopper igen (ret vigtig information, for det KAN jeg ikke huske imens det står på)
Vejrtrækningsøvelse (meget simpel – til at huske – selv midt i et anfald)
Calm app. på min telefon (abonnement til ca. 350kr. årligt. GULD værd – jeg bruger den dagligt. Kræver dog at man kan engelsk)
Et knus (ja, det lyder tosset at det skulle være så simpelt, men et varmt knus kan virkelig reparere meget for mig)
Nævne ting omkring mig (at sidde og remse op: “træ, blad, bil, flue, lineal, regnemaskine,”  får tankerne væk fra anfaldet og kan sommetider få det til at forsvinde hurtigere)
Forskellige simple spil  (puslespil, ikke komplicerede spil på telefonen, fjerner også fokus fra angsttankerne)

Men det er min liste, det er det jeg har oplevet som kan virke for mig. Der findes sikkert ligeså mange lister som der findes folk med angst.

Som sagt så varer et angstanfald for mig, omkring 30 minutter.

Der kan gå dage hvor jeg kun har et par enkelte lette nogen, som jeg sagtens selv kan styre mig ud af og så er der dage hvor jeg har så mange, at det ikke er værd at tælle.

Og husk, de kan ikke ses!

Ikke ret mange mennesker kan se på mig, når jeg har et angstanfald. Kun folk virkelig tæt på, som kender mig godt, fornemmer måske at “Hov, nu er der vist noget galt her”, og måske gør de ikke.

Jeg derimod, kan særdeles godt mærke dem!

Men i mellem dem, da er jeg som regel mig selv.

Helt mig.

Fjollet og skør, som jeg plejer. Og nej, jeg er ikke borderline eller maniodepressiv. Beklager, jeg kan ikke huske hvad det er man kalder det, nu til dags. Medicinen har hjulpet mig til at være “MIG” i mellemtiden – altså mellem angstreaktionerne – for før medicinen, gik jeg rundt hele tiden og var vildt bekymret for hvornår det næste anfald kom. Ikke just fordrende!

Nå, det var så angstanfald, men så kan jeg også få panikanfald. Det sker heldigvis ikke så tit.

Et panikanfald er en hel del tungere og det kan jeg ikke – i hvert fald ikke endnu – stoppe selv. Det er kun søde Hong der kan det. Og heldigvis er hun en af de dejlige kolleger!

Et panikanfald udmærker sig på den simple måde, at jeg er overbevist om at NU falder jeg om: “Jeg er ved at blive kvalt, jeg er ved at dø, jeg overlever ikke dette her.”
Og alt udenom forsvinder.

Det er ganske aldeles rædselsfuldt.

Med tryk på rædsel

Jeg kan tude af skræk eller sorg, uden at kunne få vejret ordentligt, fordi min hals snører sig sammen, med de første 20 mennesker omkring mig, der hensynsfuldt forsøger at undgå at kigge på mig, ganske uden tanke for at “det gør man da ikke” og “NU tager du dig sammen, og går hen og tuder et andet sted”.

Ganske upraktisk at få sådan et, ude i verden.

Jeg mener, forestil jer lige den stress det giver at være bange for det.

Derfor undgår jeg helst at være alene i ukendte situationer, eller at sætte mig selv i situationer hvor der er risiko for at det kunne ske. Og af samme årsag H.A.D.E.R jeg at købe ind alene.

Og da Hong desværre naturligvis har andet at lave end at mandsopdække mig,  har jeg fået nogle fine små piller, der giver cirka samme effekt. Blot i en noget mere kemisk version.

Jeg har tit forsøgt at forklare hvordan det føles at have et angstanfald, men mine ord rækker sjældent. Så har jeg brugt billeder. De siger tit alt det jeg gerne ville forklare hvis jeg kunne. Denne fotoserie af Katie Crawford er ret nøjagtig!

Jeg har fundet denne, rigtig godt illustreret af en på Buzzfeed, som hedder Anna Borges en illustration som bare slår hovedet på sømmet.

Der er mange gode på dette link, men den der har sagt mig mest, er denne:

Sidst jeg var til “Angstundervisning” fortalte sygeplejersken os at det var lige så fysisk krævende som at løbe en maraton – naturligvis for en øvet – men alligevel.

Det syntes jeg var ret vildt. Jeg mener, jeg er totalt gasblå i knolden og lungerne sidder nærmest uden på tøjet, bare jeg løber 5.

Men billedet med maratonløbet fortæller noget om hvilken fysisk og mental udfordring det er. For både krop og sind raser afsted, mens det som er tilbage af mig, bare vil have det til at gå væk – NU.

Og det er hver dag.

Nogle dage som sagt bedre end andre. Ligesom der sikkert er maratonløbere der har nemmere ved det ene løb end det andet.

Men jeg håber det gav en bedre forståelse af hvordan et angstanfald føles. Og ellers spørger I bare.

 

%d bloggers like this: