Book-aholic

På et helt personligt og egoistisk plan, er noget af det som irriterer mig mest, at jeg ikke kan læse en bog.

Jeg savner i den grad at kunne fordybe mig i en bog. For meget tekst overvælder nemlig min overophedede hjerne, og jeg kan slet ikke overskue at skulle sidde og skille sætningerne ad og få dem til at give mening. Desuden kan jeg ofte slet ikke huske, hvad jeg lige har læst.

Suk…

Denne detalje har dog ikke forhindret mig i at erhverve mig bøger i de sidste 18-20 måneder trods det faktum at læsning har været en by i Rusland for mig.

Jeg har købt bøger som jeg plejer. I rigelige mængder. Sandsynligvis efter devisen: “Jeg lærer nok at kunne læse en rigtig bog igen” men jeg skal ikke kunne sige det.

Jeg har købt bøger om alt muligt.

Mest bøger om mindfulness, da det jo efter sigende skulle have samme virkning som gips til brækkede hjerner. Men også stille og rolige hyggebøger til min kindle. Endda den nye bog om Dronning Margrethe har jeg fået, fordi jeg ønskede mig den. Lidt royal er jeg trods alt endnu.

Det er alt sammen meget godt, men en anelse besværligt, for ikke at sige hamrende upraktisk, når man har problemer med at læse.

Problemet opstår især når jeg sidder onsdag formiddag, i en stille stund, med min te og noget mindfuldt bølgeskvulp på min ipad, og roligt bladrer i et “Flow-magazine” hvor jeg – ikke ulig en treårig – mest kigger billeder.

Men sommetider er der også en enkelt overskrift som jeg opfatter og som sender inspirerende impulser gennem den del af hjernen som ikke er brændt sammen endnu, for eksempel en bog anmeldelse om bogen der vil bringe mig ro i sindet, evig ungdom, og morgenmad på sengen eller hvad ved jeg.

Og så går der meget sjældent mere end et par minutter før jeg på nettet – via den stadigt bølgeskvulpende ipad – har fundet bogen, og ofte en hel del andre bøger, der ligesom tilfældigt dukkede op ved samme lejlighed.

Så starter følgende interne samtale med mig selv: “Jeg kan jo ligeså godt købe den nu, fordi hvis nu, jeg måske ved et mirakel kunne læse denne her, så ville det da være dumt ikke at købe den. Hvis den nu kunne gøre en forskel. Og i hvert fald kommer jeg da til at læse igen en dag, og så er det godt at have nogle bøger stående, og nu jeg er i gang så kunne jeg jo tage de andre med også, de ser spændende ud.”

Og så skynder jeg mig at bestille dem. Alle sammen…

På misbrugsmåden. – UPS, der kom det ud!

…

Jeg bliver lige pludselig meget taknemmelig for at mit misbrug begrænser sig til bøger og ikke alt muligt andet grumt. Bøger er jo forholdsvis tilforladelige, og desuden har jeg altid haft mange bøger. Hvis I vidste hvor mange børnebøger jeg har købt til mit firkløver… Der er nok til at åbne en butik.

Nå, det var et sidespor, dem er der heldigvis også plads til i Kong Mor revisited!

Men altså. Jeg køber stadig en masse bøger, uden overhovedet at være i stand til at læse dem.

I grunden kunne jeg faktisk bare nøjes med at købe én, for jeg kan alligevel ikke huske indholdet ret længe. Og så ville jeg jo kunne læse den flere gange, uden at være klar over at jeg allerede havde læst den. Men så langt rækker mit cerebrale ræsonnement ikke.

…

Nå, men når jeg så har bestilt de der bøger, så glæder jeg mig.
Meget.
Og tænker at nu bliver det hele meget nemmere, for nu kan jeg endelig lære noget om meta-kognitiv terapi (ja, det kognitive halløj er nu udvidet til noget med “meta”, det skulle være ekstra effektivt, det stod i hvert fald i anmeldelsen) eller jeg kan måske få en dybere forståelse for hvorfor angst rammer mig, og – ikke en ubetydelig detalje – hvordan man kommer over det, subsidiært lærer at leve med det.

Når pakkerne så ankommer, bliver jeg super glad, pakker ud og nyder at have en ny bog i hånden, ser på forsiden og på bagsiden, flaprer igennem et par sider, glæder mig over at NU kan jeg blive klogere på hele denne suppedas, og så stiller jeg den ind på hylden…

Til de andre…

…

Altså nogle af dem har jeg bladret igennem mere end en gang.

Men når der er alt for meget tekst, så sætter kortslutningen ind og jeg får tunnelsyn og åndenød og lukker skyndsomst bogen igen. Andre gange er layoutet dog sat sådan op at jeg er i stand til at opfatte en sætning eller to. Og så lukker jeg dem ikke lige med det samme.

Enkelte var endda så overskuelige at jeg faktisk har forsøgt at læse skimme dem lidt nærmere. Jeg kan bare ikke lige huske hvilke bøger det var.

Men de ser pæne ud på min reol, det gør de, så lige pt. nøjes jeg med at se på dem!

Samler sammen

Lige om lidt skal jeg ligge og glo ud i luften i 14 dage mens jeg venter på at jeg gror sammen igen.

Så jeg hamstrer bøger.

Foreløbig fangst

Den første er Kate Atkinson “Liv efter liv”. En fuldstændig fantastisk bog som jeg vil glæde mig til at læse igen.

Så er der Joyce Carol Oates “De forbandede” som jeg ikke har læst endnu men den ser så spændende ud.

Marlene har lånt mig Carl-Johan Vallgren “Skyggedrengen” – som Marianne afleverede efter sommerferien. Og den bedste anmeldelse er jo når andre har læst den og syntes om den.

Jan Kjærstad “Forføreren” virker også som en man skal læse.

Og sidst, men ikke mindst skal jeg have kigget i Helen Lyng hansen “Børn og Opdragelse” og se hvad hun har at sige. Ikke at jeg har børn der skal opdrages lige pt. men jeg kan godt lide at se hvor meget – eller lidt – jeg er enige med tidens opdragelsesguruer. Mange af de seneste har ikke kun gjort de danske børn godt. Tværtimod efter min mening, eneste undtagelse var en ældre dame – forhenværende sundhedsplejerske tror jeg – Sigrid something. Hun var klog!

Men hvis nu I sidder og tænker: hvorfor skal hun ikke også læse… så kom endelig an med yndlingstitlerne!

14 dage er meget lang tid, det ved jeg af bitter erfaring fra sidste år!

 

Eleanor og Park. Helt rigtigt.

Jeg fik en bog. Sådan på forkant.

Den er nemlig ikke udkommet endnu.

Og så føler man sig lidt som en del af noget hemmeligt. Som får lov til at se en bog før andre. Det forpligter. Først og fremmest til at læse bogen. Også når man ikke har tid.

Og jeg havde, for nu at være helt ærlig, glemt alt om at den skulle komme.

Jeg læser ikke boganmeldelser i avisen. Jeg holder nu heller ikke avis, så det ville være lidt svært. Jeg snuser rundt hos min lokale bogpusher et par gange om året og spørger Nikolaj hvad jeg skal læse. Eller også hører jeg om en bog via veninder eller her i Blogland. Men så meget ny inspiration får jeg altså ikke. Så jeg sætter stor pris på at andre vil medvirke til min kulturelle udvikling.

Den rigtigste kærlighedshistorie jeg har læst længe.

Nu lå der altså en bog og ventede på mig, da jeg kom hjem i fredags. Og fordi jeg har haft så umenneskeligt travlt så længe, tog jeg mig en pause og åbnede bogen.

Det var meget godt jeg ikke skulle noget andet, for det var svært at lægge den igen.

…

Bogen altså, den hedder “Eleanor & Park” Den er skrevet af Rainbow Rowell. Udkommer på Gads Forlag i marts.

Det er en kærlighedshistorie. Jeg rynkede lidt på næsen allerede der. Nu ikke noget Mit Livs Novelle, vel?

Men allerede på de første sider blev jeg fanget.

Og kunne huske.

Hvordan det var. Og det var rigtigt. Beskrivelsen. Og jeg kan ikke være objektiv.

Slet ikke.

Fordi jeg læste også om mine egne 16 år. Ikke fordi historien minder mig om noget særligt fra mit liv, men stemningen der dansede fra bogstaverne og direkte ind i mit hoved, var præcis som jeg husker den.

Jeg var 16 år i 1986. Det er de to hovedpersoner også. De dumper ned på samme sæde i bussen, har intet valg og skal bare overleve. Der. Midt i grumset. Det skulle jeg også. Musikken er fra dengang, og tegneserierne, der løber gennem bogen og bliver deres undskyldning for at tale sammen, minder mig om lange eftermiddage på cafeer, kun i selskab med The Smiths på min walkman og en slidt notesbog og Mads.

Jeg blev nysgerrig og googlede – fandt en masse – og endda al musikken til bogen, som er lige her.

Jeg kender Eleanor. Og jeg kender Park. Jeg har set dem. Jeg har taget bussen med dem. Jeg har genkendt deres tanker, deres liv. De er ikke perfekte. De er forkerte. Og helt unikke. Forfatteren siger et sted på sin blog:

Er Eleanor tyk? Ja

Hvor tyk? Det er op til dig.

…

Er det vigtigt?

…

Og det at det jo præcis ikke er vigtigt, gør denne bog så rigtig.

Den kærlighed der vokser frem af deres bus-naboskab, er så ren og fin at man holder vejret. En fin ren tanke, midt i en grumset pubertet.

Men ikke et eneste sekund kan jeg give helt slip på melankolien, der løber som en tynd rød tråd gennem alle siderne. Jeg holdt vejret og kunne kun vente på katastrofen. Og da den indtræffer, er også den rigtig. Slutningen, som jeg naturligvis ikke vil røbe her, er både forudsigelig og uventet.

Og rigtig. Den rigtigste slutning på Eleanor og Park.

Historien er smuk og velskrevet. Den kan tale usikre unge til ro. Som en beroligende vuggevise. Vise dem at det er okay at være anderledes. At det er rigtigst at være unik. Den kan vise os – som var 16 i 1986 – at der også var en smuk og rigtig slutning – eller fortsættelse om man vil – på al den melankoli der også var over det hele. Hos Strunge. Hos The Smiths. I den dystre eyeliner.

Så nej, jeg kan ikke være neutral eller nøgtern. Jeg kørte i bus med Eleanor og Park i weekenden, og var en tur tilbage til min ungdom.

Og det var rigtigt.

Ikke vranten mere.

Tiden går og min vrantne teenager er væk.

Eller nej, han er her jo heldigvis stadigvæk, men han er ikke vranten længere. Han er bare kommet hel ud på den anden side og er blevet til et helt almindeligt og omgængeligt menneske.

Hans ophold på en folkeskole er nemt. Vist nok også for nemt. Men skidt med det. Han fortjener at have det lidt nemt efter tre år ved fronten.

Han skøjter igennem det hele, med fine karakterer og lyst til at lære. Heldigvis er der et par enkelte lærere der har forstået at Zorronaldo kan meget mere, og de provokerer ham så godt de kan.

Denne provokation er dog lidt svær at føre ud i livet når man står overfor en dreng der ikke kan lide at læse. Han har altid syntes det var spild af tid at læse fiktion, og selv biografier – også selvbiografier – kan få ham til at se rødt: ”Hvorfor skal jeg sidde og læse om andres liv?”

…

I mange år har vi – nok mest mig – forsøgt at finde den magiske bog der ville tænde for hans læselyst. Jeg har ledt fortvivlet, han var lidt mere ligeglad, for at finde denne bog, og vi har været vidt omkring.

Han orker ikke alle de ord. Ævlen løs om unødvendige ting. Men han gider jo heller ikke høre mig snakke stolpe op og stolpe ned om dette og hint. Fair nok.

Han spurgte mig så hvem den klogeste dansker var.

Da jeg missede uforstående med øjnene og mumlede ”Øhhh, Niels Bohr?” svarede han: ”Nej sådan ligesom Victor Hugo”

Nu skal det lige siges at Victor Hugo er den franskmand der siges at kunne flest ord. Som smider om sig med tre synonymer ad gangen. Og han er meget svær at læse.

Men jeg forstod godt hvor han ville hen, og så kunne jeg bedre komme med mit andet svar: ”Nå sådan, ej men så er det nok Kierkegaard.. Men jeg er heller ikke sikker på at du ville kunne finde ud af at læse ham. For han er svær.”

Han var ligeglad, han ville blot gerne lære nogle nye ord. Nogle svære ord. For at lære noget.

Og så faldt det mig ind: når man skærer læsning ud i ord… Så har man et digt.

Sådan cirka.

Og selvom jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig det, kan min søn nu fra tid til anden beses i byen, iført diverse digtsamlinger.

Han fik nemlig stukket nogle digtsamlinger og nogle filosofiske værker i hånden – da jeg ikke har ret meget Kierkegaard – og lige nu ligger Helmut Friis så på hans natbord.

Ja naturligvis ikke i egen høje person, for det er meget lille bord, men hans ord ligger der.

Og nogen læser.. og lærer.

Spejlæg i brød.. Morgenmad til yndlingsbørn.

At han skulle gå i gang med digte, det havde jeg ikke lige set komme, men skønt er det, og så gør han det endda med glæde!

Harry Potter, hvis det går højt!

Tænk engang.

En gymnasielærer sagde “de unge –

For vi må  ikke kalde mennesker over 14 for børn længere, det er faktisk lidt ligesom neger. Beklager hvis det falder nogen for brystet, men jeg har intet imod børn eller negre. Overhovedet. Eller skal jeg hellere sige prepubertære mennesker og mennesker af afrikansk oprindelse? Det er jo for fjollet, så jeg tror jeg holder mig til børn, i stedet for unge mennesker.

Nå, det var lige en indskudt bemærkning.

Altså, denne her gymnasielærer sagde: “Børnene.. eller nej, det sagde han jo nok ikke, for jeg hørte det ikke selv. Men hvad han mente var :”eleverne, de læser ikke bøger mere. Jo, Harry Potter hvis det går højt.”

Og Divaen kunne kun bekræfte at den var god nok. “Jo jo, de læser Fifty shades of grey, Harry Potter og Hobitten”

…

Harry Potter?

Undskyld mig, men jeg læser højt af Harry Potter for Gårdmand Bjørn lige for tiden. Han er 11. Går i 6. klasse og er meget langt fra noget gymnasialt.

Men hvorfor læser ingen noget lidt tungere. Sådan klassikere?

For i det mindste at have læst dem.

Man kan jo kun vrænge ad den slags bøger, hvis man rent faktisk har gidet at læse dem.

…

Jeg synes faktisk det er ret tragisk.

Dengang i den yngre stenalder da jeg var ung, fik jeg bunker af gode bøger. Klassikere og nyere litteratur. En blandet landhandel. Men skønne læseoplevelser jeg ikke ville have været foruden.

Sætninger og beskrivelser af personer og steder. Ord der er blevet siddende, og som jeg kommer på fra tid til anden. Bevares, der er skam også værker jeg var ved at kaste op over. Lykke-Peer for eksempel. Eller bøger som jeg aldrig fik læst, bare fordi.. Madame Bovary er en af dem. Men så har jeg kværnet så mange andre.

Og hvor er det tragisk at man nu læser Harry Potter i gymnasiet. Er de ikke kommet videre? For vel er Harry Potter bøger gode, men kræver ens hjerne ikke lidt mere, efter første gennemlæsning?

Er det ikke sjovt at blive udfordret?

Stille spørgsmål?

Og forundres?

Blive væk i de mange fabelagtige fortællinger, der gemmer på så meget mere end bare en fantastiverden.

Gad vide vide om de overhovedet ved hvad de går glip af.

Man kan naturligvis bare nøjes med at se filmen.

Men det er vel en naturlig udvikling, der også kommer af at ingen efterhånden forventes at kunne skrive mere end deres navn. Selv i 6. klasse skal alt afleveres på skoleintra og alle opgaver skal laves på computer og fremvises med power point. De stønner og jamrer hvis de skal skrive det mindste i hånden, og snart kan ingen skrive så det kan læses.

Og jeg synes det er lidt uhyggeligt.

Derfor..

Red en ung, stik dem Nornegæst i weekenden! Den findes – Gudhjælpemig – også på film, men man kan jo lade være med at fortælle dem det.

Heste opdræt.. Læseheste

Så længe jeg kan huske har jeg elsket at læse. Intet bedre end at slutte sin dag, med et par sider i en bog. Jeg boede som barn ved siden af et fantastisk godt børnebibliotek, og jeg slæbte bøger frem og tilbage mellem biblioteket og mit værelse.

Jeg fik læst højt af både min mor og mine bedsteforældre, fik bøger til jul og fødselsdag, og var vant til at folk havde gang i bøger.

Så en af mine største ambitioner i forhold til mine egne børn, var at de skulle lære kærlighed til bøger. Og i dag tror jeg at jeg kan sige missionen fuldført.

Det har taget sin tid. Divaen blev omplantet fra Frankrig til Danmark som 8årig – og havde lidt svært ved at lære at læse dansk. Det blev aldrig sjovt for hende at læse, selvom hun gerne ville. Det blev bedre efterhånden og nu læser hun glad og gerne.

Zorronaldo gad ikke – hvis ikke det var et Anders And blad eller noget om fodbold gad han slet ikke.

Prinsesse Lyserød derimod læste – og læser – alt hvad hun kommer i nærheden af – og har slugt Piger på sporet, Græskarbanden, Cornelius Krudt osv. Hun gad dog ikke tøseromaner, med forvoksede preteens der talte om ting, hun var alt for lille til at forstå.

Og så var der Gårdmand Bjørn. Han kunne ikke finde ud af at læse. Som I ved fik han ikke den hjælp HAN havde brug for – og længe troede jeg simpelthen at han var ordblind. Efter en lang kamp med hans klasselærer i Danmark, fik jeg ham endelig testet. Han var så ikke ordblind men holdningen var stadigvæk bare – det kommer nok – i stedet for at gøre noget.

Det kom bare ikke – og det er altså ikke i orden at man slutter 2.kl. uden at kunne læse – at man hver eneste dag sidder og føler sig dum.

– efter 4 måneder i Frankrig kunne han både læse på dansk og fransk, ikke så hurtigt, men læse kunne han. Han fik nemlig et program til som passede til det han kunne – samt RO mens han skulle koncentrere sig.

Og før sommerferien, spurgte jeg deres franske lærere hvordan jeg bedst kunne forberede firkløveret til endnu et skoleår på fransk og deres enslydende svar var: læse, læse, læse.

Jeg købte mange, som i rigtigt mange, bøger til de 3 store. Og ud af den stak kunne de vælge på kryds og tværs.

Zorronaldo skulle dog have vredet armen lidt om på ryggen, og for ikke at gøre det alt for surt, fik vi snakket om hvad der kunne give ham mere lyst til at læse.

Vi fandt frem til at han ikke kan lide at starte på bøger – men når han er inde i den synes han det er okay. Og endelig lykkedes det mig også at finde en serie bøger, hvor han af sig selv tager et kapitel til fordi han lige må vide hvad der sker!

Og det er Alex Rider serien – skrevet af Anthony Horowitz. Så drenge på 14 som ikke gider læse – kunne evt. blive fanget af disse bøger! Bare så I ved det!

Til Divaen fandt jeg jo No et moi takket være AB – og har købt et par stykker mere af samme forfatter, for at se om det er ligeså godt. Og det var det!

Prinsessen læser bare. Alt hvad der er!

Men Gårdmanden.. Han har – selvom han nu kunne læse – og var holdt op med at føle sig dum – aldrig rigtigt læst af sig selv – og hvis han skulle læse, skulle jeg gerne sidde ved siden af for at hjælpe med et svært ord.

Men den bogliste, hans lærer lavede til ham – var genial! Bøger som interesserede HAM, om motorcykler, dinosaurusser og den slags! Og han har fået blod på tanden. Læste ikke af sig selv – men det var ikke en kamp at lokke ham til 15 minutter med en bog.

Lige til i aftes.. Jeg kom op for at sige godnat.. Og der sad han og læste i en bog om dinosaurer. Og jeg satte mig ned og så læste han simpelthen højt for mig!

Det lyder nok ikke af noget for jer – men ligesom resten af hans skolestart gør det mig usigelig glad!

En anelse tvang, og meget upædagogisk vriden armen om på ryggen, et utal af bøger for at finde den genre de kan lide, og så lige pludselig var den der!!

2 læseføl og 2 læseheste. Fantastisk!!

Kong Mor er glad.

Okay – vi skal jo ikke overdrive – jeg har stadig mit ”jeg-er-sur”-skilt i nærheden – for alle eventualiteters skyld.

0,175 hyldemeter

Ja, det var jo hvad jeg havde til rådighed på Æblebakken..

De blev hurtigt fyldt op – og resten af reolerne var optaget af børnebøger på både dansk og fransk. Nu har ingen af disse bøger jo forladt matriklen, så jeg skulle til at tænke alternativt for at få mast alle de nye bøger ind.

Held i uheld havde jeg jo ikke noget job mere, og dermed ikke behov for de mapper som stod der før. Og derfor var der pludselig frigivet en masse mere plads til mine nyerhvervelser og nogle gamle bøger, som jeg fik fra familie og venner!

Nu er der masser af plads – kun 4 bøger er gemt omme bag ved – for der var ikke plads til det hele.

Hullet er skabt af bog nummer 1 i den fantasy serie som hedder ”The Black Magician Trilogy” som indtil videre er vældig spændende. Jeg har rationeret dem, og må allerhøjst læse en bog om ugen. Ikke noget problem foreløbigt, idet jeg læser væsentligt langsommere på engelsk!

Jeg har (desværre) allerede slugt en bog af Lone Mikkelsen, nemlig ”Ragnhilds saga”. Desværre – fordi der så er en mindre at læse.

En interessant bog, hvor der er fokus på kulturelle ændringer fra vikingetidens tro til kristendommen gjorde sit indtog i Danmark. Tankevækkende at læse, hvor meget det har betydet for folk – både den nye og den gamle måde at tænke på.

En, for mig, helt ny vinkel på de problemer der opstår med overgangen fra en tro til en anden. Jeg sad til sidst og kom til at tænke over vigtigheden af at tro. Tro på at noget er større end én selv.

Ragnhild har en livshistorie som hun gør op med, og tager stilling til, før hun skal dø. Hun gør rent bord – man fornemmer en tvivl hos hende, om hun har gjort det rigtige – tvivl om hvem af guderne der har ret – de gamle eller den nye.

Hun stiller også spørgsmål ved sine egne handlinger, som hun egentlig tror på, men man kan mærke tvivlen som alle disse ændringer afstedkommer.

Generations forskelle, tolerance og accept bliver vendt på en blid måde, og man kan indimellem mærke hendes uldkåbe kradse mod huden, så tæt kommer man på hende.

En god bog – en stille og eftertænksom bog.