Camping og genvordigheder

Jeg kunne godt lide at gå til gymnastik da jeg var teenager, men siden er der ikke sket så meget igen. Derfor stirrede jeg også en del, da min søde veninde Kirsten spurgte om jeg ikke ville med til Landsstævnet. Jeg havde seriøst aldrig hørt om det før, og var noget skeptisk, da det gik op for mig, mens hun forklarede, at det indebar at jeg skulle sove i et telt.

Såfremt jeg kan undgå det, sover jeg ikke i telt, endsige udenfor eller noget andet ukomfortabelt. Da jeg som barn blev slæbt med på campingture rundt om i Europa, var det en betingelse at jeg havde en drømmeseng –  luftmadrasser hader nemlig mig, for dem jeg sover på mister altid luft, uanset hvordan jeg så bærer mig ad. Derudover skulle min dyne også med, idet jeg er ude af stand til at sove i en sovepose.

Men Kirstens overtalelsesevner er gode, så det endte med at jeg til sidst var at finde i en bus, på vej til Haderslev hvor slaget skulle stå.

Vi kom til Haderslev nord, på et militært område hvor campingpladsen var. Pludselig fik bussen ikke lov til at køre længere, og vi blev sat af og skulle selv gå resten af vejen. Så vi vandrede de 2 km. hen til vores campingplads.

Det var næsten uoverkommeligt.

For da jeg skulle af sted og valget stod mellem at tage 14 små tasker eller 1 stor, tog jeg naturligvis en stor. Sådan en giga stor en, som First Man til daglig har alt sit militær grej i. I den puttede jeg et 3mandstelt, en sovepose, luftmadras, sportstøj til flere dage, toiletsager, et sæt almindeligt tøj, skiftesko, regntøj og optimistisk smed jeg sluttelig en hårtørrer ned i den bundløse taske.

Med det resultat, at den åndede taske vejede 32 kilo eller deromkring. Og den skulle jeg bære, helt selv, de 2 km ned på militærets bulede pløjemark. Mine arme var 4 meter længere, da vi nåede frem.

Og her er det så forskellen mellem danske mænd og andre mænd viser sig. Ikke én eneste mand var galant nok til at foreslå at hjælpe mig, bare et par meter. Næ nej, de susede bare forbi med deres letvægterrygsække, hvis de da ikke overhalede indenom og i farten fik skubbet mig ud af kurs. Dette afstedkom en del vrisne råb fra min side. Kirsten var ved at dø af grin og kunne dermed heller ikke hjælpe mig.

Men vi kom endelig hen til vores anviste plads og fik sat det fine iglotelt op og pumpet madrasserne og rigget det hele til.

At jeg overhovedet havde en madras at ligge på, skyldtes ikke First Man, men derimod Linda. I god tid i forvejen havde jeg sikret mig at First Man var i besidelse af alt udstyret, så jeg kunne sove nogenlunde behageligt, ork ja var svaret, han havde det hele.

Og derfor købte jeg ikke en luftmadras da Netto havde nogle på tilbud. Men jeg kender ham jo godt, så jeg burde have vidst bedre, for da jeg skulle til at pakke og udbad mig de forskellige rekvisitter, langede han mig en miniatureudgave af et liggeunderlag, max. 120 cm lang og 50cm bred. Bevares – det var oppusteligt, men kun i tykkelsen.

Jeg hvinede så højt, at det måtte kunne høres helt over på Djævleøen – muligvis til Malmø. Jeg åbnede derpå min mund og ud kom: ”du-har-da-ikke-tænkt-dig-at-jeg-skal-sove-på-den-der-gulvmåtte-i-3-nætter?” på tinnitus måden, mens jeg stirrede vantro på ham.

Men jo, det havde han.. Så jeg fik med lynets hast sendt 320 sms’er ud i æteren og der var bid – Linda havde en luftmadras som jeg godt måtte låne.

Til gengæld var der ikke noget i vejen med resten af udstyret, soveposer, tæpper, regnslag, selvom jeg dog takkede nej til hans camelback – jeg regnede nok med at der ville være vand til rådighed, vi skulle trods alt kun til Haderslev og ikke til Nevadaørkenen.

Nå, vel installeret gik vi rundt på selve stævnepladsen for at kigge, og så var der pludselig Gnags koncert. De spillede godt, selvom ham Peter AG jo er lidt for sig selv. Jeg har ham mistænkt for at være spastiker, han ligner udkogt spaghetti, når han dingler rundt der oppe på scenen.

Kl. 1.00 listede vi hjem til teltet og kom i seng. Og Kl. 4.00 blev vi så vækket af nogle fulderikker som stod og bankede på vores telt om vi ville have en morgenbajer. Charmerende.

Rent komfortmæssigt var det altså noget af en fiasko det der med at sove i telt.. Jeg vågnede 300 gange mindst, og frøs, og endte med at sove med et ekstra tæppe over hovedet fordi min næse var så kold at jeg var bange for den skulle knække af. Fredag vågnede vi kl. 7.00 og var meget lidt udhvilede!

Så skulle vi i bad. Og nu er de der – kolde – fællesbade ikke lige mig, så dagen før havde jeg, som noget af det første, fundet mig, i et stort sportscenter, et dommeromklædningsrum med 8 små enkelt-kabiner og rigtige enkeltmands brusebade med VARMT vand! Og – ta-daaaa stikkontakt til min hårtørrer.

At der var spændt en stor kæde ud foran selve indgangen, med et adgang forbudt skilt, bekymrede mig ingenlunde. Jeg kan være meget kreativ når jeg skal. Det var jo bare et spørgsmål om at gå under kæden.

Der vandrede vi så ned (2km) og kom i bad. Tilbage og få morgenmad, og så ned og skifte tøj for vi skulle træne til vores opvisninger.

Træningen foregik nede i selve Haderslev by, og så gik vi derned. Så gik vi tilbage igen til det lille stadion hvor vi skulle lave en prøve opvisning, og vi regnede med det ville være mennesketomt. HA.. Der sad et par tusinde…

Men vi blev klar til den rigtige opvisning, og kunne i strålende solskin gå over bakken og ned ad rampen til stævne arenaen, senere samme eftermiddag og lave vores opvisning uden en eneste fejl og fik stående bifald og vi var voldsomt stolte af os selv. Vi holdt igen fest i gaden og hyggede os til den var 2.00 og fandt vejen til teltet.

Da vi nu havde frosset sådan sidste nat, gjorde vi klar til Store Anti Frys – nat.

Jeg sov med natbukser og træningsbukser. T-shirt og fleece trøje. Samt en nyindkøbt fleecejakke. Og fleecesovepose og en specialstyrke antifrys-sovepose lavet til bjerg-øvelser, og mit føromtalte tæppe over hovedet for at undgå den frosne næse som jeg var vågnet med forrige nat!

Og kl. 6.38 vågnede jeg fuldstændigt gennemblødt af sved, gispende af tørst og dehydrering… Jeg egner mig afgjort ikke til at sove i telt.

Hele dagen gik med at se andre opvisninger og lave workshops, og – da temperaturen i mine kondisko kom op over 57grader – investere i et par klip-klappere, æde is og vade til Haderslev. 3 gange frem og tilbage blev det.. Hvilket vil sige lige over 10km. Dertil skulle så lægges alle de andre distancer: telt-brusebad = 2km og telt – madtelt = 1,5km, telt-stævneplads = 2km, madtelt – stævneplads = 500m, osv. så jeg tror faktisk at vi brugte mere tid på at gå end til at sove!

Lørdag aften skulle der være finaleshow og da Lars Løkke, den skovl, kom 1 time for sent, kunne vi bare sidde og vente på ham.

Det var et rigtigt flot show – selvom de der blaserte gamle gymnaster, der har været med til samtlige landsstævner siden de lærte at gå, ikke fandt det var så godt igen, men jeg var altså målløs.

Efter afslutningen gik vi ned til Haderslev city, hvor der var en masse små live koncerter i cirkustelte, der var sat op lidt over det hele. Vi fik set en Elvis kopi og endte i et telt med U2 kopi band – og de var godt nok næsten lige så gode som U2 selv – det var helt fantastisk. Men al den gåen frem og tilbage, gjorde at jeg ikke engang kunne danse – mine ”poter” var helt ødelagte.

Så da koncerten sluttede skulle vi finde teltet. Det lykkedes os at finde en bus som kørte i pendulfart, mellem pladsen og Haderslev City, hele natten. Der stod vi af på et sted, vi mente var tæt på vores pløjemark. Det var det heldigvis også, for vi fandt faktisk teltet ret hurtigt, hvor vi kl. 4.30 kunne vælte om i soveposerne, uden at tage tøj af, velvidende at First Man ville hente os næste morgen kl. 7.30.

Vi blev vækket af telefonen kl. 7.15 og stirrede grinende på hinanden og kom ud af soveposerne og begyndte at flå telt ned og kom hjem til øen igen, en erfaring rigere! Jo jo. Vi fik vist sovet ca. 13 timer på 3 dage.

Jeg gør det aldrig mere – kun hvis Kirsten spørger igen!