Tag Archives: Legetøj

Lille barn bliver så stort.

16 aug

Vi er her ude i noget nostalgi.

Og tager en pause fra ferien, for der var lige noget andet der trængte sig på.

Et lille stik ved hjertet når – eller hvis – man  tænker over det.

Og det gør jeg.

Eller måske snarere en hegnspæl der bliver banket gennem mellemgulvet.

I går aftes var jeg oppe og sige godnat til min lille Bjørn. Min lille Gårdmand Bjørn, som bliver 12 i december og som desuden snart er vokset Divaen over hovedet. Men han ER altså stadig lille. Meget lille.

Han snorksov allerede, efter en meget begivenhedsrig dag, og jeg lagde dynen, som lå halvvejs nede på gulvet, op på plads omkring igen, puttede ham, og plantede et kys på hans pande der duftede af hule og hemmeligheder.

Da jeg nåede ud i gangen, slog det mig pludselig, jeg havde ikke trådt på en eneste legoklods, playmobildims eller legetøjsbil. Overhovedet.

Ikke i sig selv så mærkeligt, for da vi kom hjem fra ferie meddelte han uden videre, at han ville rydde op på sit værelse.

Dejligt tænkte jeg.

Men han nøjedes ikke bare med at rydde op.

Han ryddede ud.

Og væk.

Og pakkede sin barndom sammen.

Og selvom de åbenlyse fordele (aldrig mere træde på en legoklods om natten) da er et vældigt plus i mit liv, så blev jeg lidt ufattelig trist ved tanken om at: “det var så det, nu har jeg bare ikke børn der leger længere”

Legetøjet er væk fra hans værelse, dog ikke helt så støvsuget som de andres værelser – endnu – men det er afgjort ikke et børneværelse længere.

Det er et “ung-værelse”.

Og jeg gav mig til at regne.

I grove træk kan man sige at de er legende børn i ca. 10 år.

I starten leger de med legetøj fordi vi giver dem det. De er lige så glade for en papkasse som for det der er indeni. Når de så falder for selve legetøjet så kan man allerede begynde at tælle ned.

I 10 år er de børn. I 10 år kan man gå på jagt efter spændende legetøj.

Og nu kan jeg så nøjes med at gå på jagt efter en lavalampe og en sækkestol.

Og jeg behøver ikke engang være bange for at han punkterer den.

Kan selvfølgelig også begynde at ønske mig børnebørn.

Hvad du ønsker, skal du få..

26 sep

Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages. Og hvad hun skulle lege med.

Nemlig fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.

Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.

Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.

Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet, er en meget fin dukke med kastanje-rødbrunt hår og brune øjne, præcis som hende selv.

Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – netop den forhadte Barbie.

Så hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker, som sikkert kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer.

I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.

Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…

Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.

Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af og Zorronaldos lille stemme lød “Moar, det var sådan en jeg ønskede mig..”

Lige præcis her var det så, at jeg blev fuldstændig enig med mig selv om, at for fremtiden var det ikke omgivelserne – de der rigtige bøger skrevet af kloge mennesker – der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men derimod barnets ønsker.

Så skulle jeg nok vise mine børn, hvordan man håndterede verden udenom.

Og derfor kan jeg nu se på et kort, men højtelsket filmklip, fra endnu en anden jul, og – i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser -glæde mig over synet af en lille bitte Diva med strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!

%d bloggers like this: