Tag Archives: Løb

Eventyrløbet 2015

18 maj

Et eventyrløb lyder jo forjættende. Spændende og med en sikker god slutning.

Jeg havde bare ikke helt overvejet hvad jeg begav mig ud i, eftersom jeg ikke har løbet så meget som en centimeter siden julen 2013.

Og de små 2 km. jeg dengang stønnende gennemførte, under velmenende og opmuntrende råb fra Divaen, var bestemt ingen succes. 2014 blev sportsmæssigt hevet helt ud af kalenderen, rygproblemer og fibersprængnings operationer taget i betragtning.

Jeg ville dog gerne være med, da jeg fik tilbuddet om at deltage i Eventyrløbet 2015.

Jeg havde også oprindeligt tænkt mig at træne til det, men to gange på en cykel og den efterfølgende tvungne pause på grund af min ynkelige ryg, samt en urimelig lang ventetid hos den fysioterapeut min læge så venligt ordinerede, gjorde at jeg ikke fik trænet.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Og jeg var strengt taget også fløjtende ligeglad.

Jeg regnede nemlig med at Firkløveret ville repræsentere familien på bedste vis, og planlagde at jeg, imens de løb for familiens ære, kunne sidde i muntert lag blandt kolleger og heppe mentalt på mit afkom, og nyde en øl.

Men… så skete der et eller andet med den plan.

Om det så var fordi Tina II var helt klar på at løbe hele syv km. eller Heidi der uden at blinke havde meldt sig til 10 km. skal jeg ikke kunne sige. Hvorom alting var, så fandt jeg mig selv, torsdag morgen, iført et par løbebukser, der for øvrigt – og på mystisk vis – var blevet et par numre mindre end da jeg sidst havde dem på.

I stedet for at sætte mig med de andre mentale heppere, slog min hjerne fuldstændig fra, og jeg hørte mig selv hvine “vent på marrj” og galoppere efter P og Tina II, da de var på vej til start.

Jeg nåede lige at sige til Tina II at hun altså bare skulle løbe fra mig, for jeg endte nok med at gå hele ruten. Lidt selverkendelse havde jeg trods alt.

Da løbet gik i gang…

– Det er i øvrigt en ret tarvelig og fesen lyd der kommer ved start. Jeg mener, først tælles der ned, med store falbelader og megen larm i megafoner, tilsat højttalere som er en festival værdig, for så til sidst at servere en ynkelig og lillebitte prut, fra noget der yder som en propbøsse fra Fætter BR.

Jeg synes faktisk godt de kunne skyde mindst et kanonslag af, især for at fejre at jeg faktisk befandt mig i startfeltet. Nå, det var en indskudt bemærkning.

Altså, løbet blev “pruttet” i gang og da alle de andre super veltrænede, og på stedet hoppende mennesker, væltede ud over startlinjen, fulgte jeg trop så godt jeg kunne, mest for ikke selv at blive trådt på. Jeg blev overhalet af samtlige de veltrænede, og tullede snart alene hen over asfalten – stadig i løb – med musik i ørerne.

Her vil jeg godt rette en dybfølt tak til de mennesker der rent faktisk blev ved med at heppe længe efter de rigtige løbere var væk, og der kun var mig tilbage. Det var rart med opmuntring.

Inde i skoven syntes jeg næsten det gik helt godt, og jeg blev enig med min indre Marinesoldat om, at jeg ikke ville stoppe, fordi jeg var sej.

Sej og cool.

Så jeg løb.

Langsomt, og med små bitte skridt, men jeg løb trods alt.

Indimellem skreg et knæ eller en hofte på opmærksomhed, trøst og en liggestol med koldt øl ad libitum, men så gentog Marinesoldaten bare Firstmans ord om at smerte er en information til hjernen, og at såfremt knæ og hofte ikke ville efterlades der i underskoven, ganske alene, skulle de tie stille.

Bakkerne var ikke noget problem, jeg løb bare langsommere. Faktisk så langsomt at hvis jeg skulle løbe langsommere end det, ville jeg ende med at løbe baglæns. Men op kom jeg. Uden at stoppe.

Jeg nåede halvdelen af ruten uden at have stoppet, og Marinesoldaten råbte for at overdøve den opstillede halvvejsmusik, at jeg aldeles ikke havde brug for en slurk vand. Ej heller en lille pause. Som en slags halvvejsbelønning.

Det var nok der, andre af mine kropsdele gav sig til at strejke.

Midt på en elendig villavej, uden nogen form for skygge, råbte alle led og muskler nemlig at de ikke gad mere, og da Marinesoldaten gav sig til at skælde ud, sagde de at han kunne få en cola og en bakke pommesfrites, hvis han ikke snart holdt mund. Og så begyndte jeg at gå. Marinesoldaten surmulede, men holdt sig i baggrunden.

Jeg gik hen til en privat vandudskænkning, smed pænt min kop i den dertil ophængte skraldepose, brokkede mig derpå højlydt over de mange hundrede svin der ikke gjorde ligeså, men i stedet spredte plastikkopperne ud over et ganske anseeligt areal – hvorfor?? – og gav mig til at løbe igen.

Jeg nåede at stoppe og gå to gange mere, men kom dog i mål til sidst. Løbende. På den sammenbidte måde.

Jeg var dog svært stolt af mig selv og syntes jeg var helt fantastisk!

Marinesoldaten var faldet i søvn.

Jeg syntes faktisk at det hele havde været en super god ide og fejrede det, og mig selv, med tre pølser og en faxe kondi.

 

Nogle skal jo være de sidste.

13 maj

Det er en naturlov.

Desuden har jeg lært at de sidste skal blive de første.

Om det så lige var Eventyrløbet Matthæus havde i tankerne da han skrev det med de første og sidste, er jeg ikke helt sikker på, ikke desto mindre tager jeg hans ord for pålydende!

I hvert fald, jeg var med i Eventyrløbet i torsdags.

Eventyrløbet 2013 – eller skal jeg sige “vandring”?

Med kongeligt firkløver og First man og det hele. I arbejdssponsoreret T-shirt.

Fire medlemmer af familien løb og reddede dermed æren.

Andre gik.

Divaen havde ondt i maven og lod sig overtale til at følges med sin invalide mor. Og vi gik. Og selvom vi gik rask til, var det ikke helt nok til at slå nogle rekorder. Men jeg kender en af dem som løb vildt stærkt. Det må smitte lidt af.

Divaen ville lægge ud med at lunte. Det ville mit ben ikke. Følte mig også psykologisk slået hjem af skrækken for om andre fibersprængninger havde tænkt sig at slå sig ned i min krop. Så vi gik.

Bagerst. I feltet. Faktisk i flere felter, idet folk jo bliver sendt af sted på forskudte tidspunkter. Og vi endte hele tre gange med at vandre bagerst. Stoisk. Selvom jeg prøvede at opmuntre Divaen og få hende til at se positivt på det hele havde hun meget svært ved at se det morsomme i at GÅ forbi folk, 700 meter after start.

På et tidspunkt var der en lille dreng som var blevet væk fra sin mor og vi hægtede os lidt på ham for at have en synlig undskyldning. Da det viste sig at det mere var hans mor der var blevet væk fra ham, end ham der var blevet væk fra sin mor, forsvandt den – undskyldningen – desværre igen og vi måtte fortsætte vores ensomme vandring spidsrod gennem byens gader indtil vi nåede skoven.

Der var vi til gengæld ikke spor ensomme mere.

Og blev nok også bandet væk af mange meget seriøse løbere der absolut skulle løbe hvor vi gik. Og før de ophidsede løbere kommer for godt igang vil jeg skynde mig at sige at vi gik pænt i højre side og så langt væk fra midten som det var muligt uden at støde ind i træer.

Desuden gik vi rent faktisk hurtigere end nogen der løb. Særlig en mand fra Odense Tekniske Skole, med pjevset mørkt skæg og briller. Han spænede forbi os, og stod så, gasblå i ansigtet, 500 meter længere henne hvor vi så kunne gå forbi ham, mens han fik pusten igen, hvorpå han spænede forbi os endnu engang og gentog denne ejendommelige opvisning af intervaltræning ikke mindre end seks gange.

Da vi nåede opløbet og indgangen til Stadion, satte Divaen i løb. Hun følte ikke hun ville overleve den ydmygelse det ville være at gå i mål. Da min forfængelighed jo desværre er i familie med hendes, løb jeg med de sidste 200 meter.

Hvilket øjensynligt var en fejl.

Mit ben følte nemlig derefter trang til at tredoble sin normale størrelse og generede mig en hel del de næste 48 timer, men jeg kan nu igen få øje på mellemrummet mellem mine tæer så jeg er nok ovre det værste.

Vi gik tilbagelagde de fem km. på 47 minutter.

Ingenlunde en tid jeg er stolt af, og det er da også kun visheden om at jeg vil tage en gedigen revanche næste år, der får mig til at reklamere med det, her.

Jeg vil derfor som Terminator – på den østrigske måde – sige: “I’ll be back!”

%d bloggers like this: