Tag Archives: Lockout

Gensyn

2 maj

Da jeg tirsdag loggede ind på skoleintra, kunne jeg med smil i hele maven, konstatere at noget af det allerførste Jørn havde gjort, var at tage et nyt fælles klassebillede af “sine” børn.

Jeg er ikke i tvivl om at de har savnet hinanden – børnene og deres Jørn – også selvom det er et lille bysamfund vi bor i, og man alligevel har kunnet hilse på her og der, så har afstanden været stor. Gårdmand Bjørn tog dog forskud på glæderne med et kæmpe bjørnekram fra sin lockoutede klasselærer, da vi var til samme konfirmationsfest forleden.

At vi også har savnet vores børns engagerede lærere skal der ikke herske tvivl om. Der vil altid være gode lærere og så nogle mindre gode lærere, men det er jo ikke noget unikt, at man ikke bryder sig om alle. Der er ting i skolesystemet jeg gerne så ændret, men det må blive en dag hvor jeg har mindre travlt.

Ikke destomindre fik jeg utætte tårekanaler, da jeg i går modtog et hastigt brev fra lærergruppen, hvor der stod noget i stil med:

“Kære forældre, vi ved det er med kort varsel, men vi har brug for at hygge os sammen med jeres børn, så i morgen tager hele skolen – undtaget 9.klasse – på tur hele dagen.”

De bliver kørt i bus, skal have madpakke med og der bliver brugt penge på en stor oplevelse.

Det lyste ud af beskeden at de har brug for en dejlig positiv oplevelse, og selvom børnene sikkert især ser det sjov der er ved at suse rundt på Egeskov Slot, så ved jeg at det betyder så meget mere for lærerne, som virkelig har savnet børnene.

Det kan virke tosset at man bruger tid på tant og fjas når der er så mange timer at indhente, men jeg tror det er nødvendigt for at kunne lave en god og solid bund for de par måneder der er tilbage. De har brug for fælles oplevelser der er gode. Brug for at få et fælleskab op at stå igen. Det har været hårdt for lærerne, men så afgjort også for børnene.

Jeg synes det er dejligt at de river – endnu – en dag ud af kalenderen og kommer tæt på hinanden igen på denne hyggelige måde.

Der er købt stort ind til årets bedste udflugtsmadpakke og jeg glæder mig til at høre om det hele i aften!

Til alle lærere derude: jeg er meget glad for at I er tilbage. Jeg er klar over I ikke fik det I gerne ville opnå, men kampen er ikke slut, den er først lige begyndt.

I mellemtiden gør I noget godt for vores børn. Jeg håber det tæller.. Trods alt!

Reklamer

Borgerstrejke og andre trusler.

19 apr

Jeg har tænkt tanken ofte de senere dage.

Hvordan giver jeg igen af samme skuffe så man lytter? Hvordan kan jeg vise min utilfredshed med den manglende respekt for børns rettigheder?

Grundlovssikrede rettigheder som er tilsidesat på grund af selvoptagede brushaner, der har nok i at høre sig selv gale op.

Jeg kunne forestille mig at parkere mine børn i “Borgerservice” for at de kan få den undervisning de har krav på.

Jeg kunne også forestille mig at tilbageholde kommuneskatten indtil jeg havde fået kompensation for de manglende timer.

I yderste instans må jeg jo klage til menneskerettighedsdomstolen for brud på mine børns grundlovssikrede rettigheder, som regeringen i mit land blæser højt og flot på, fordi politisk pseudoværdier vægter tungere.

I går kom jeg næsten til at græde fordi lejrskolerne rundt omkring begynder at blive aflyst og børnene har glædet sig i flere måneder og er så skuffede. Og det groteske er jo at lærerne vil gerne med og holde styr på vores lopper i flere dage. De må bare ikke.

Jeg er ked af det fordi børn keder sig, er utrygge, usikre og forvirrede. De små bliver kastet hid og did og de store drysser dagen væk med et par opgaver her og der som desperate forældre prøver at sætte dem igang med. Men vi er jo ikke lærere!

Der sidder kvalificerede lærere og venter på at lære vores børn en masse spændende, og de må ikke.

Jeg er så edderspændt rasende, at jeg skal passe på jeg ikke bliver grov, men Corydon, Antorini, Ziegler og Bondo kan være evig forvisset om at jeg vil stille dem til ansvar for hele dette formidable rod. Og jeg har en hukommelse som en elefant.

Som jeg ser det vil Ziegler ikke forhandle om noget som helst, Bondo brøler bare op om at de er de andre der slog først. Corydon laver selvmål på selvmål og Antorini er i forvejen så lidt populær her i huset, at det såmænd kan være det samme. Men det er en helt anden historie.

Lige nu handler hverdagen om andre og mere vigtige ting.

Lockouten af skoleelever for eksempel.

Jeg er træt af dette gedemarked og gal på børns vegne i al almindelighed.

Jeg gider ikke lade som om jeg synes det er okay at det skal gå ud over nogen, i fagbevægelsen og den danske models hellige navn.

Det går nemlig altid ud over børnene, og det er ikke i orden. 

Så nu er det på tide I sætter jer ned ved et bord, lukker dørene og kommer ud når I er enige. I mellemtiden, skal lockouten suspenderes så vi kan få ro og orden tilbage i dette anarki, ellers svarer jeg ikke for følgerne.

Ble’ der sagt…

 

 

Lægger an til bøvs.

18 apr

om lockout.

Og er ved at blive meget meget vred.

Jeg er så harm over at alle vasker deres hænder i forhold til børn og deres vilkår lige nu.

Når Ziegler går ud og siger at det også gør ham ked af det at vide at børnene ikke får undervisning, så har det samme effekt på mig som når folk der slår, siger ”det gør lige så ondt på mig at slå dig”.

Er sur og kan ikke få ordene på gled.

Så jeg vil i stedet ud og gå en tur med mine børn, deres kammerater, forældrene og lærere idag, alle parter trænger til at mødes!

Planlægning

7 apr

En stor del af min søndag blev brugt i selskab med blokke, kalendere, blyanter – thi disse kan viskes ud igen – bedsteforældre, både dem af pap og de originale, for i smuk og skønsom forening at planlægge den kommende uge.

For Gårdmand Bjørn.

Da han jo som bekendt er lockoutet. Og hårdt ramt.

Uanset hvis side man så i øvrigt er på, skal der tages hånd om børnene.

Og vi skulle ikke længere hen end torsdag i sidste uge, før filmen begyndte at flosse lidt i kanten for min yngste søn. Han spurgte igen og igen hvor det nu lige var han skulle hen, på mandag. Det undrede mig lidt, for han plejer ikke at være sådan. Men en prås gik op for mig, da jeg så et kort interview med en far og hans autistiske datter, hvis fundament, langsomt men sikkert, var ved at skride for hende og det var ikke specielt fordrende med hendes diagnose.

Og det slog mig at min dreng naturligvis også gerne ville have faste rammer, i en eller anden udstrækning.

Nu er det ikke fordi han er specielt krævende, ejheller autist eller med andre diagnoser, han er bare 11 år og mange vil måske have den opfattelse at han er yngre end det, efter mine mange indlæg om ham. Det kommer sig muligvis af at jeg mener det er sundt for børn at være børn når de er det – børn altså – og ikke, som nogle, når de er et sted midt i tyverne.

Nå, det var vist et lille sidespring.

I hvert fald, min søn er usikker fordi hele hans dagligdag er flået fra hinanden. Han vil gerne have en plan for sin uge, så den er hermed lagt. Og skrevet ned. Så man kan kigge, hvis man lige kommer i tvivl.

At man hiver en dag ud af kalenderen og laver noget uforudset – subsidiært pjækker fordi man skal på privat besøg på Christiansborg – piller ikke ved deres verdenssyn. Men så snart man lever i kaos, uden planer for hvordan og hvorledes, går hans, og mange andre børns, dagligdag lidt i stykker og de bliver usikre. Havde det været ferie, havde det også været noget andet, fordi alt andet lige, er man som regel klar over hvornår ens ferie er slut.

Men det er ikke nemt. Der skal planlægges nogle aktiviteter, for ligesom jeg holder på at mine børn er børn når de er det, holder jeg også på at de skal lave noget fornuftigt imens denne lockout hærger.

Så jeg prøver at have en plan for noget matematik, noget dansk, noget engelsk og så må resten komme hen ad vejen.

Heldigvis kan jeg tage ham med på arbejde indimellem, der er både et skrivebord til ham, internetadgang og store områder hvor han kan gå på opdagelse uden at komme til skade. Derudover er der jo også masser af andre lockoutede børn at spille bordfodbold med.

Når man så er så heldig at have en mormor på pension, og en morfar der ikke er lockoutet, en Lene som er arbejdsløs og en Annø som lige akkurat stadig er på barsel, så er der også andre muligheder for en afvekslende hverdag, også selvom den skal planlægges lidt i forvejen.

Lockoutet hverdag

Men altså, det jeg ville sige var:

Tænk lidt ekstra på jeres lockoutede skolebørn.

Husk at de som regel ikke er så omstillingsvenlige som de fleste voksne er, så det kunne være en god ide at bruge en time på at få lagt ugen i så faste rammer som det nu er muligt. Og det gælder ikke kun Autister. Det gælder de fleste børn som er vant til en tryg og stabil skoledag.

Jeg håber virkelig snart det er ovre, uden alt for mange tossede kompromiser, så vi alle – men børnene især – kan komme tilbage til deres dagligdag.

Og meget gerne med glade lærere!

På tre ben.

22 mar

Ja, et er mit eget, de to andre ben er venligst udlånt af “Rehabiliteringsafdelingen”. Det sidste ben – det sårede – er lockoutet fra mit nuværende liv. Godt jeg har de udlånte skruebrækkerben, for de gør at jeg kan komme på arbejde idag og at jeg har kunnet komme på toilettet mens alle andre var væk.

En kollega der bor i nærheden kører mig og så må jeg sidde på min pind med benet oppe, så længe jeg kan det!

Det har ellers været ret ekvilibristisk at være mig. Der er nemlig det ved krykker at man ikke både kan humpe sig fremad, og bære noget. Ergo har jeg hver gang skullet overveje hvad der var vigtigst. Det har virkelig været en lektion i prioriteter.

Når jeg har været sulten, har jeg humpet ud i køkkenet og lavet maden der – vi snakker ristet brød eller havregryn – men jeg har også spist der.. i køkkenet. På gulvet. Fordi det er umuligt at gå med krykker og en skål havregryn hen til bordet, og ligeledes er det ret svært at hoppe med samme tallerken i hånden. Eller nej det er ikke svært at hoppe, men sandsynligheden for at skålen er tom eller delvist tom når jeg ankommer til bordet, er uforholdsmæssig stor. Det har jeg nemlig prøvet med et glas vand. Glasset var ikke engang helt fuldt. Men det meste endte alligevel på gulvet.

Derfor har jeg spist, siddende på gulvet med en meget interesseret Blondine vimsende omkring mig, eller nærmere om min mad.

Til min oprindelige skade, er der nu tilstødt yderligere skavanker. Jeg har nu ondt i det andet ben.. Fordi jeg kun bruger det. Jeg har ondt i ryggen af at ligge ned, og sikkert også af at skulle kompensere for det manglende ben. Og jeg taler slet ikke om de traumer jeg har fået af sådan en kedsomhed.

Jeg er ikke skabt til at ligge og glo. Og fjernsynet har været tændt 2 gange. En gang for at se Black Swan som jeg aldrig har set, og en gang for at holde mig ajourført med diverse lockoutvarsler.

Gad vide om man kan lockoute sin egen demokratisk valgte regering?

For så ville jeg gerne lockoute dem alle sammen.

Fra nu af…

%d bloggers like this: