Tag Archives: Lommepenge

Studenterne er sprunget ud!

24 jun

Ja, min Zorronaldo blev endelig student.

En meget stor dag.

Han har været så længe undervejs, haft så mange bump på vejen, fordi de danske gymnasier ikke ville acceptere en fransk 9.klasses eksamen. Så først nu kan han sætte huen på sit gode hoved og vide at det er slut.

Jeg er så vildt stolt af ham fordi han holdt ud, selvom det hang ham langt ud af halsen til sidst. Han gav ikke op, han blev ved og hvor andre havde givet op for længst, fortsatte han.

Zorronaldo, med hue og diplom! #morerstolt

Det bedste er at han fik en af de der lærere, der bare betyder alverden for ens fremtid. Som kan inspirere og provokere og skubbe på. Så ikke alene er Zorronaldo nu blevet student, men han har også en helt klar plan om hvad han vil efter sit meget velfortjente sabbatår.

Nu er den nærmeste fremtid ikke need to, men nice to! Den står på ferie og så arbejde i udlandet indtil næste forår, og så… ja det må tiden vise. Han er glad og det er det vigtigste.

 

Når de kun ønsker sig penge, kan man jo godt pakke dem lidt sjovt ind.

Han ønskede sig ingenting. SUK. Jeg bryder mig ikke om at give pengegaver for de forsvinder bare uden man rigtigt ved hvad de blev brugt til. Men som han selv sagde, så var det penge han havde brug for, at skulle finde en lejlighed i Spanien og møblere den – selv spartansk – er ikke billigt. Så penge fik han.

Lidt “lommepenge” hø hø.

Han fik hue på i mandags og jeg har stort set ikke haft æren af hans selskab siden. Han har festet og slappet af og nydt at det er slut!

Så var der officiel afslutning og diplomoverrækkelse. Smukke taler og gode ord om at leve livet, gribe chancen og gøre fremtiden til sin egen. De studenter som sidder her, har flere muligheder og bedre livsvilkår end de fleste andre i verden, så bare de husker deres dannelse og tager fornuften med ud verden så går det hele nok. Der var stolte fotograferende forældre og mødre med utætte tårekanaler – aka mig – og så de skønne unge mennesker, så fulde af liv og ballade.

De smukke unge mennesker! Med hele livet og alle muligheder foran sig!

Derefter skulle de på den obligatoriske vogntur. Heldigvis var deres vognselskab ikke gået konkurs, så de fik deres lastbil, at den så gik i stykker og forsinkede hele turen næsten et par timer, er en anden snak – den tager vi på mandag!

Klar til vognturen rundt i det ganske Danske land

Jeg havde lavet nogle goodiebags til dem. Lidt for sjov, og lidt for alvor.

Der var opkastpose, vand og vådserviet til det åbenlyse. Mentos til frisk ånde bagefter. En karamel og lidt chips til salt/sukker balancen, samt en flaske sæbebobler der ikke lige kom med på billedet og sluttelig nogle kirurg-futter i tilfælde af følgende kombination: cremefarvede gulvtæpper, regnvejr og 26 overrislede studenter.

Goodiebag til Studenterkørsel

Og ja, der blev brugt et par opkastposer – så det var jo super at de var med – så det ikke landede alle mulige andre steder.

Grundet lastbilens dårlige batteri kom de en anelse senere end planlagt. For at sige det mildt. Men selvom de var trætte – det var vi også – var de glade da de ankom hos os kl 02.00.

De 35 cheeseburgere jeg havde bestilt i forvejen hos McDonalds, forsvandt med lynets hast. Derimod blev der drukket følgende: 1 glas danskvand og 2 faxe kondi…

Med det resultat at nu har jeg Mokaï og øl nok til flere måneder. En anden sideeffekt var at morgenmaden i dag, for en del af firkløveret, bestod af de resterende 8 burgere.

Næstsidste stop hos os – trætte – men meget søde og glade! Og sultne!!

Det var en stor dag, en dejlig dag, en bevægende dag. Og jeg nød at de kom på besøg i et lille kvarters tid, så vi fik lov til at være med til at dele deres glæde.

Så kære unger – ja jeg ved godt I er voksne og alt det der, men for mig vil I altid være nogle dejlige unger – tillykke med huerne, I har så meget fortjent dem!!

%d bloggers like this: