Hvorfor er det nu fastelavn igen

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.

Må man pjække som mor?

Dette, næsten etiske spørgsmål, dukkede ganske kortvarigt op i min bevidsthed en eftermiddag på en fortovscafé hvor jeg sad og nød en kop kakao, med Fiona.

Men lad os starte med begyndelsen.

For et stykke tid siden fik underskolen – børnehave til og med 5.kl – en seddel med hjem om, at de skulle have karneval, udklædning og optog.

Og så startede den vilde jagt på et kostume. De mange udklædnings rekvisitter, vi trods alt er i besiddelse af, er af uransagelige grunde ikke kommet med til Frankrig. Desværre – selvom det nok ikke havde ændret det store.

For vi kom vidt omkring de forskellige muligheder, som alle indebar våben i en eller anden udformining, før yngstedrengen bestemte sig for at klæde sig ud som Lucky Luke. Eller som de siger her: Lyki Lyk!!

Det kunne have været værre. Kikspakke, dinosaurus og juletræ hører til i den forhadte kategori. Nemlig den kategori som hedder ”kompliceret hjemmelavet” som kun findes for at man som mor, kan promovere sig selv og sine overskudsagtige kreative evner – og bruge sit barn som udstillingsvindue.

Og selvom jeg dog skulle hjem og klippe ærmerne af en sort T-shirt, samt forvandle to gule kortærmede T-shirts til én langærmet, så var det absolut til at overskue.

Yngstedreng blev klar og lignede virkelig Lucky Luke når man ser bort fra den hvide hat. Han måtte låne Indiana Jones’ brune til lejligheden.

Alle disse børn blev så stillet op klassevis, og så startede optoget – med et par mødre her og der – og straks vil jeg så sige, at der slet ikke var nogen kompliceret hjemmelavet dragt – hvilket foranlediger mig til at tro at der muligvis er tale om et dansk fænomen.

Første stop på turen var plejehjemmet. Vældigt yndigt – ca. 180 børn traskede igennem de forskellige afdelinger, med mere eller mindre åndsfriske beboere. Nogle sov stadig, da vi gik igen, og gik således glip af den fantastiske oplevelse.

Hvis man er åndsfrisk og i øvrigt i stand til at holde sig vågen efter frokost, er det sikkert en hyggelig adspredelse for nogle ældre, men jeg kan ikke se hvorfor man absolut skal tvangsindlægges til hurlumhej og ballade i form af myldrende børn, hyssende lærere, larmende fodboldhorn og forvirrede medfølgende mødre, blot fordi man bor på plejehjem.

Men besøget blev da også afbrudt lidt pludseligt, og alle blev gennet ud igennem en bagdør. Så skulle vi ned igennem byen.

Yngstedreng aka Lucky Luke, hyggede sig med en pirat i stribede bukser og Darth Vader, og for adspredelsens skyld, arresterede han indimellem en yndig terrorist med skønne slangekrøller og delte en politisk ukorrekt slik cigaret med hende.

Han havde nemlig nægtet at gå og tygge på græsstrå hele eftermiddagen. ”Jeg er da ikke nogen ko”, var hans argument, ”desuden har Lucky Luke cigaret i munden i mine bøger”.

Og han har ganske ret..

Halvvejs nede i byen, foran Fionas hus, hvor Fionas mand kom ud på altanen for at grine af os stakkels mødre – hans egen kone og jeg i særdeleshed – begyndte mine flossede trommehinder at fortryde min placering i optoget – og jeg kiggede mig lidt fortabt omkring, for at finde et sted uden tågehorn. Fiona hev mig ud af kolonnen, og mens optoget fortsatte, sagde hun ”jeg tænkte egentlig på bare at gå op, men hvad om vi lige gik på café?”

Det skulle hun ikke sige to gange – og vi sneg os bort fra optoget og, hvad mine trommehinder satte størst pris på, fodboldtågehornene, og fandt os en café på gågaden.

Og således placeret kunne vi vinke venligt til de andre mødre, da optoget kom der forbi. Vi fik så et meget lille stik af dårlig samvittighed, men det var heldigvis kun kortvarigt!

Vi blev nemlig hurtigt meget enige om, at vores børn klarede sig storartet uden os. Og at det i øvrigt var et led i deres frigørelsesproces, som man slet ikke skal blande sig i. De skulle jo nødigt ville bo hjemme til de var midt i 30erne. Og da jeg spurgte en træt Lucky Luke om aftenen, havde han ikke engang set, at jeg pludselig var væk!

De andre mødre kunne jo i øvrigt bare selv desertere på samme måde, det stod dem ganske frit for, der var masser af plads, der på caféen i forårssolen!

Og således tilbragte jeg den første fastelavn i Normandiet. Jeg nåede lige akkurat at glæde mig over, at jeg på denne måde slap for de kedelige og tørre spandauere jeg altid – til min store skuffelse – blev spist af med, på børnenes danske skole, inden min varme kakao blev serveret!