Vroum vroum og lydbøger!

Og nej, jeg prøver ikke at sige som en blender.

Men nu var jeg faktisk blevet en anelse træt af røde biler, sådan generelt, så lynet blev i sidste uge afleveret hos Jan, som så gav mig en rigtig bil i stedet for. En stor en. Med plads til alle mine børn. En bil som bevæger sig når man maser højre pedal i bund lidt ned.

…

Ikke at jeg gør det, smækker sømmet i bund altså, men det er nu meget rart at kunne.

Men nu sidder jeg altså på toppen af verden igen, har overblik i stedet for at ligge fladt ned på asfalten når jeg bevæger mig på fire hjul, som det var tilfældet i det røde lyn.

Der er kun en hage ved denne fantastiske bil.

…

Den har en CDafspiller som ikke kan lide lydbøger.

Den vil gerne spille musik.

Men ikke den tredie bog om Arn.

…

Og det er jo noget nær en katastrofe.

Af den slags som får mandage til at fortsætte ind i tirsdage. Jeg begyndte godt nok at se filmen i sidste weekend, men enten har filminstruktøren ikke læst alle bøgerne ret grundigt, eller også har han regnet med at det var publikummet som ikke havde gidet læse bøgerne, da disse to ting – film og bog – ikke har ret meget til fælles.

Derfor ville jeg så gerne kunne høre resten. Af bogen.

Før jeg surt sætter mig tilrette for at se slutningen af filmen, og bagefter med rette kan brokke mig over den.

Alternativt kunne jeg jo kontakte Hr. Becker himself og, såfremt han ikke havde andet for i de næste par dage, invitere ham med på min køretur så han kunne læse resten for mig.

JAM..re

Er “maj” baglæns. Og hvis ikke snart temperaturen i dette land bliver højere så går min sirene i gang.

Den koldeste april siden jeg ved ikke hvornår.

Til hvad nytte?

…

Nå.

Men der er nogle ting jeg ikke har tænkt mig at jamre over. Jeg er nemlig blevet fastansat. Fra i dag!

De er ikke rigtigt kloge, men jeg har også prøvet at holde mig i skindet så måske er skadens omfang ikke helt gået op for dem endnu.

Jeg jamrer heller ikke over mit badeværelse med gulvvarme.

Jeg har ikke glemt mine to vintre i en kummefryser.

Det gælder om at tænke positivt.

Så nu vil jeg skynde mig at tage min varme frakke på 1-0 til kulden, og køre 50 km 1-0 til CO2.

Men jeg skal på arbejde som fastansat 1-0 til mig, jeg er midt i “Vejen til Jerusalem” som Paul er så venlig at læse for mig 1-0 til mig..

2-2 altså..

…

Men jeg skal noget spændende i weekenden, selvom jeg ikke ved hvad det er – så 3-2 til MIG!

 

De kendte – og jeg.

Overskriften var oprindeligt “MIG og de kendte”, men det var lige lovligt uhøfligt, sådan at fremhæve sig selv på den måde, så den blev som den blev.

Der er jo det ved Danmark, at de kendte holder sig for sig selv, i mindre lukkede kredse, hvortil ingen har adgang, med mindre man har været ude på en ø eller brugt for mange penge og føler trang til at dele den slags med resten af befolkningen.

Og skulle man endelig kende en, der er noget ved musikken, så føles det slet ikke som om det er en kendt person, man kender. Nu den minister vi kender, hun er jo bare en dame vi kender lidt.

Og når vi møder Fru Jelved nede på stranden, er det jo også bare damen med det grå hår fra sommerferien.

Nu er der naturligvis mere spændende og mere kendte mennesker til end lige politikere, men jeg kender vist ikke rigtigt nogen andre kendte end de to damer.

Jo forresten, min morfars fætter var med i Charles Tante, og skuespilleren Betty Glosted arbejdede engang i min børnehave, hvilket enhver kan regne ud var et par dage siden, så hun har tørret mig i begge ender, men hun var dog langt fra ligeså interessant som Monica, der – når vi blev fanget med en finger halvvejs oppe i hjernen – bad os samle vores bussemænd sammen i en fælles kop, for så ville vi få dem med flødeskum på, om søndagen. Og det forstod jeg aldrig helt for vi var jo ikke i børnehave om søndagen. Og hvilken kop?

…

Jeg tvivler dog meget på det pædagogiske i hendes udtalelse, men hun var altså meget sjovere end Betty!

Og det resumerer sikkert meget godt mit samkvem med kendte mennesker.

Eller jo, jeg har også hilst på Frederik engang. Og First Man har fået et (kind)kys af Mary, men så er det vist også slut.

Så derudover mænger jeg mig ikke ret meget med de kendte.

Jeg er i hvert fald ikke så vant til det, at jeg ligefrem lægger mærke til dem.

Det er meget anderledes i Frankrig, eller rettere i Paris. Der vrimler det med kendte på hvert og hvert andet gadehjørne. Ikke at jeg lægger mere mærke til dem der, men der er bare flere af dem. De kendte altså. Som om koncentrationen af kendte er lidt større i Paris.

Jeg mindes engang jeg var med First Man ude og spise på en dansk restaurant, og for min død ikke kunne begribe hvordan det kunne lade sig gøre at Ingrid Bergman var opstanden fra de døde for at spise der på Flora Danica ved bordet ved siden af. Indtil det gik op for mig at det var Isabella Rosselini.

Ligeledes har jeg stået og siddet ved siden af andre store franske berømtheder uden at ane det, fordi jeg ikke troede den slags var fritgående. Eller fordi det først gik op for mig for sent, at de var kendte.

Stor var derfor min forundring derfor, da jeg fandt en kommentar fra netop Paul Becker, den lydbogsoplæser som Ellen anbefalede, lige her, på min ydmyge blog. Og jeg var ikke fri for at føle mig en bitte smule beæret over opmærksomheden, eller omvendt. For jeg går ikke ud fra han ellers læser med her sådan mere permanent, men alligevel!  Var faktisk i stor affekt og måtte stakåndet spørge Ellen privat, om hun troede det var den “rigtige” Paul.

Vi blev enige om at det nok var ham. Og det har jeg så blæret mig med siden!

Jeg nyder i hvert fald hans oplæsning. Faktisk så meget, at jeg lavede et raid i Kvickly i lørdags sammen med Lene og rev, ikke mindre end 8 lydbøger ned i kurven, hvoraf de fire er oplæst af ham.

Det var nu nok også meget godt, at jeg havde skrevet så pænt om ham, for tænk engang hvis det havde været Smikkel som læste mit indlæg. Han havde nok heller ikke kommenteret. Allerhøjst bedt mig om at læse bogen selv, nu jeg var så utilfreds med hans ‘S’er. Ikke desto mindre fik jeg en kommentar fra Paul!

Og altså, så var det jeg tænkte… Hvis nu jeg skriver om – listen er lang – men lad os bare sige Bruce Willis eller Daniel Craig for nu at vælge nogen, gad vide om de så også ville skrive en lille besked til mig?

P123 og andre forudsigelige oplæsere

…

Jeg vil starte med at beklage at dette endte med at blive endnu en omgang brok. Det var oprindeligt ikke meningen, men så tog den ene irritation den anden, og før jeg så mig om, var brokkeriet en realitet. Og man skal af med sin brok, ellers kunne det komme til at sidde og klemme et sted og pludselig lave en surhedsbyld. Og DET går ikke!

Altså..

Nogen – som i First Man – har pillet ved min bilradio og dermed fjernet den behagelige og meget lidt tankevirksomhedskrævende lokalradio fra mine ører. Og det har voldt mig en del problemer, nu da jeg var frarøvet fornøjelsen ved lydbøger.

Han er dog næsten blevet tilgivet igen, dels ved at skrabe min bil fri for is hver morgen, samt fylde benzin på, dels ved at kradse hjerter i islaget som jeg så kan blære mig med efterfølgende!

Blærehjerte!!

Da jeg er travlt optaget af at køre bil, kan jeg ikke også lede efter radiokanaler og jeg kender ikke min radio godt nok til at turde bede den om at klare sig selv og finde min lokale station til mig.

Derfor, og igen på grund af dårlige lydbogsoplæsere, ender jeg somme tider på nogle helt forkerte radiostationer.

Jeg lander ofte på noget taleradio som er så kedeligt at jeg er bange for at falde i søvn. Havde det så endda været interessante filosofiske betragtninger eller måske et hørespil som i gamle dage, men det er nok for meget forlangt.

Andre gange lander jeg på stationer med emsige oplæsere der knapt kan udtale de mest gængse ord uden en styg tillært syngende tone, fordi de uden tvivl har lært at sådan taler man når man er radiojournalist.

I kender dem godt, de tager tilløb, starter i den dybere afdeling, holder en ultrakort kunstpause, og kører derpå videre og taler sig varme med slet skjult ophidselse over deres emne, for næsten af kamme over når de når pointen i sådan et hoppende og næsten syngende tonefald. Skrækkeligt og påtaget.

De ignorerer dialekter og almindelig måde at tale på, sender alle sætninger igennem samme kværn, som får alting til at lyde ens. Man kan nærmest høre at de tænker “komma” før de trækker vejret og hopper videre i deres sætning.

Såfremt jeg havde teksten, ville jeg kunne synge den med præcis samme alt for forudsigelige journalisthøjskolede tonefald.

Den eneste kanal som lige i disse dage har fundet nåde for mine ører, er en lidt større underafdeling af noget P, men dog alligevel så lokal at vi snakker om hvem der kommer fra Øen eller ej.

Derudover har jeg som en ekstra bonus, kunnet nyde at Charlotte tager rundt og laver udsendelser om det ene og det andet i ghettoen. (Hvordan går det ellers Charlotte – nu skal vi også snart ses igen) Ellers plejer jeg ikke at lytte til lige netop den lokale P for så ender jeg ofte i stor affekt over hvor mange penge folk bruger på deres kæledyr eller om en eventuel lockout er berettiget eller ej. Og ingen kan alligevel høre mine ophidsede udbrud – hvilket er godt det samme – så det er lidt spild af godt krudt.

Det er netop derfor det er så dejligt befriende at høre på en lokal lokalradiovært som på syngende fynsk beretter hvor man ka’ få billig benzin idaaag, før han fortæller hvem der kommer på besøø’ på biblioteket i aften og sender os så på rejse med sidste nye hit fra Seebach eller Saybia. Desværre er det så lige præcis den station jeg ikke kan finde. Hvilket er trist.

Fordi det er nøjagtig den slags småsludren, som ikke kræver den store tankevirksomhed klokken 6.53 hvor jeg allerede i en del minutter har befundet mig på de små veje der fører mig over til motorvejen, der gør at jeg kan vågne i ro og mag, dog under heftige eder og forbandelser når mænd i store biler vil overhale mig, trods det faktum at jeg allerede kører 130 – der jo som bekendt er makshastighed på lige den strækning – men de kan heller ikke høre mig.

Derfor vil jeg lade Charlotte fortælle sin ghettohistorie færdig på P-etellerandet og så i øvrigt kaste mig ud i lydbogen om den hundredårige.. Det tør jeg nemlig godt når Ellen siger han er god!

Jeg hører stemmer…

Altså ikke på Jehanne D’Arc måden, hvor frankofil jeg så end er, men jeg høre stemmer på lydbog i bilen-måden.

Og det er IKKE altid at disse stemmer er lige behagelige at høre på!

For eks. – og som I ved er det mig meget imod ligefrem at hænge folk ud – men Mikkel Bay-Mortensen har en S-lyd liggende et sted på venstre side af sin tunge, og denne S-lyd falder ud af hans mund og direkte ind i min øregang på den mest irriterende måde, som faktisk gjorde det nødvendigt at slukke for “Sameland” – den lydbog jeg var ved at høre ham læse højt.

Jeg er sikker på at Smikkel derudover er et ganske udmærket menneske, med mange andre kvaliteter og evner, men oplæsning er nok ikke en af dem og jeg vil givetvis se mig om efter en anden adspredelse, såfremt han er på rollelisten på andre cd’er.

…

Med mindre det er en ballet.

Nu kan det naturligvis også sagtens have noget at gøre med kvaliteten af den CDafspiller af ældre dato, der befinder sig i det røde lyn, men den forhindrede mig ikke i, både at komme helt til enden af “Delhis smukkeste hænder” men også være i stand til at fokusere på selve historien, som var både spændende og lidt sørgmunter, i stedet for på oplæserens stemme.

Mikkel derimod, lød som om han havde nået morfar alderen, mindst, på grund af den der S-lyd. Derudover var det hele så monotont at det aldrig gik op for mig om det var Røje (jeg sværger – sådan udtalte han Roy) eller Leif der sagde noget. Nu er der ikke noget galt i at få læst historier højt af en morfar, men det passede hverken til historien eller udtalen eller – hvilket nok var det vigtigste – til min forventning.

Det var i grunden lidt trist.

Jeg var netop blevet færdig med mine 10 timer og 45 minutter i yderst behageligt selskab med en Peter Bøttger som højtlæser på “Delhis smukkeste hænder”, som gjorde at jeg ligefrem nød mine 40 minutters kørsel hver vej, og i den grad så frem til at kunne fortsætte med en ny lydbog.

Stor var skuffelsen derfor da oplevelsen blev spoleret af afhoppende S-lyde fra Mikkels mund.

Nu tør jeg ikke engang gå i gang med Paul Becker og “Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt” og følgerne heraf bliver til et nyt blogindlæg.

Tre lydbøger – eller foreløbigt kun én. Og en fejlagtig reklame vil jeg nok sige.. Jeg bliv kun 1/3 godt humør indtil videre!

Jeg kom til at tænke på at der burde være en slags database med lydprøver af de forskellige oplæseres stemmer. Det findes ikke, eller også har jeg blot ikke fundet vej til det endnu.

Alt hvad jeg fandt var dette wiki-link http://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Lydbogsindlæsere hvor jeg til min allerstørste tilfredshed kan konstatere at Smikkel ikke er nævnt.

Men en slags evaluering ville være på sin plads. Men forskellige kriterier naturligvis. For jeg er godt klar over, at det som irriterer mig ved en oplæser, ikke nødvendigvis irriterer andre og vice versa.

Skulle der sidde nogen med gode erfaringer indenfor lydbogsoplæsere der ikke har løse “S”er på tungen, måtte de gerne dele deres høreoplevelser med mig så jeg kan får hørt nogle flere historier, da de 80 daglige minutter jeg tilbringer i min bil ærligt talt er en smule kedsommelige uden!