Tradition eller hva’?

Okay, hvornår er noget en tradition?

Hvis nu man har gjort noget to gange i træk, tæller det så som tradition?

…

Eller skal man blive ved et par gange endnu før det gælder?

Nu har jeg to år i træk, holdt nogle meget morsomme fødselsdage – for mig selv. Sidste år inviterede jeg veninderne til Piratfødselsdag med skattejagt og alt muligt. I år kom veninderne til Lyserød Prinsessefest med stor Prinsesse quiz kreeret af mine døtre.

Dækket op til Prinsessefest i meget lyserødt – og den lyserøde flødeskumsklat i spejlet – det er mig!

Jeg inviterer ganske uden tanke for hvem der måtte passe sammen, blot udvalgt udfra det kriterium at jeg har lyst til at se dem!

En broget flok, hvoraf de fleste ikke kender hinanden, men som dog ender med at finde på noget at snakke om. Og i år kunne nogen af dem da huske at de havde set hinanden sidste år.

Min første fondanterfaring. Lad mig bare sige at jeg nok ikke kommer til at gentage den slags så ofte. Eller også skal jeg bare have mere tid. Meget mere tid.

Voksenfødselsdage har jo en tendens til at blive en kende kedsommelige efterhånden som man kommer op i årene. Det er næsten kun legitimt at fejre noget når man så fylder rundt, men så skal alle inviteres og det ender i store ting med forsamlingshuse og mad udefra og den slags.

Mit alternativ har været at holde børnefødselsdag for mine veninder. Det har vist sig at være ret sjovt – jeg har i hvert fald hygget mig – også selvom det bare var pjat og ballade og folk ikke kender hinanden så snakken nogen gange skal hjælpes lidt på vej.

Goodiebox

Da jeg sagde farvel til pigerne i går, og før de gik ud af døren med deres lille goodiebox, spurgte flere af dem hvilken slags fest de så skulle med til næste år.

Hvilket jeg tager som tegn på at de også synes det er ret sjovt.

Og så har jeg forresten fødselsdag idag!

 

De små glæder…

Jeg lagde faktisk ud med gratis, men slettede det igen da det var falsk reklame.

Dette er ikke en reklame. Jeg får i hvert fald ikke noget for det.

Jeg er blevet forfalden til Pickwicks lakridste.

På den afhængige måde.

Og det koster naturligvis noget. Det er ikke meget men dog nok til at jeg altså ikke kan kalde det for en gratis fornøjelse.

Når man som jeg har en sød tand der skal holdes i ave – mest fordi jeg gerne vil kunne passe den prinsessekjole Tina er ved at sy til mig, uden at se alt for pølset ud – så er en kop lakridste, uden tilsat sukker, rigtig god fordi den tager den der sukkertrang der overrumple mig på de særeste tidspunkter af døgnet.

Det er Jessicas skyld. Hun havde den på sit bord, i januar da jeg var til hendes fødselsdag, og det smagte simpelthen vidunderligt.

Siden da har jeg altid haft et mindre lager for aldrig at skulle løbe tør.

…

Det var det. Reklamen – der ikke var en rigtig reklame – er slut.

…

Nu vi snakker om den der kjole, ikk’?

Prinsesse lyserødt stof til prinsessekjole.

Den bliver bare så flot. Og med rigtige lyserøde glimmer prinsesse pufærmer.

For Tina er, naturligvis udover at være en skøn veninde, hamrende dygtig til at sy!