Opskriften.

på kagen med den ikke smeltende farin:

220 gram mel

1 tsk natron

150 gram sukker

1 tsk salt

1 dåse frugtcocktail + saft

1 sammenpisket æg.

Det hele røres sammen og hældes i en smurt springform.

Bages ved 175 grader i ca. 1 time ialt.

Efter 30 min drysses kagen med følgende – og det er her det begynder at gå skævt:

3/4 dl. farin

50 gram mandelsplitter

1 tsk. kanel

…

Så skulle det jo smelte – men det gør det ikke – og blive lækkert.

Lækkert bliver det, det drysser bare sådan. Og jeg er overbevist om at jeg gør noget forkert.

Årets fastelavnsboller

Jeg har fået en ny opskrift.

På fastelavnsboller. Fra den anden Tina. Og de er verdens bedste!

OG – tadaaaah – jeg vil gerne dele opskriften med jer!

Altså.

Først tager man noget mel og gør det koldt.

…

Eller lader være.

…

Jeg stillede min melbøtte i køleskabet og følte mig mere end almindelig dum. De kloge siger at Claus Meyer gør det. Bruger koldt mel. Men jeg kunne ikke helt gennemskue fidusen i det og mit mel blev derfor ikke ret koldt efter de fire minutter på køl.

Men altså, jeg målte 500 gram mel af.
Blandede med 20 gram sukker – som ikke skulle være koldt.
1 tsk.salt og
1 tsk kardemomme.

I en stor skål piskede jeg 75 gram gær ud i
2 dl. kold mælk
og 1 æg der også blev pisket i.

Jeg puttede melblandingen i det våde og blandede til sidst 250 gram blødt smør i og æltede. Eller det vil sige min K-Max æltede.

Dejen blev underlig fast i det. Den var slet ikke klistret og det undrede mig. Men det var nok alt det kolde mælk. Man plejer jo at bruge lunken mælk. Dejen blev rullet direkte ud på bordet. Jeg skar små firkanter i den udrullede dej. Opskriften siger 30, men mine firkanter må have været lidt større, for jeg fik kun 24.

For at lave fyldet blandede jeg 125 gram blødt smør med 125 gram sukker og lagde en lille klat på hver firkant.

Smør+sukker blandingen puttes på.

Så lukkede jeg alle fire hjørner sammen omkring fyldet og lod dem hæve i fem minutter. Penslede dem med æg og trykkede en lille fordybning i midten af hver lille pakke og puttede en klat marmelade i fordybningen.

Foldes til firkanter.

Så hævede de igen 20 minutter og kom ind i ovnen på 250 grader. De skal bages 5-10 minutter alt efter din ovns vaner!

Så køler de lidt af på en rist og er klar til at nyde.

Nemme at lave og et sikkert hit! Mine 24 forsvandt som dug for solen. Og de smagte mindst lige så godt kolde som lune.

Men det der med det kolde mel har jeg stadig til gode at få forklaret.

Skinkekringler

…

Ja det er altså hvad jeg har valgt at kalde dem. I mangel af bedre forslag. Det er ikke helt kringler, men skinken er da tilstede!

Det var de opskrifter jeg lovede at diske op med.

Skinkekringler og små toasts med foie gras. Og så oliven. Men altså skinkekringler.

Man tager en plade butterdej. Såfremt man er så ferm på fingrene at man laver den slags selv så gerne for mig. Jeg gider ikke!

Og på dette stykke butterdej smører man en bøtte flødeost med smag. Efter behag. Jeg har prøvet både med den originale Pikant og med Tartare. Begge dele var lige lækre.

På flødeosten lægger man nogle skiver “rigtig” skinke. Ja, det er dyrere i Danmark, og sværere at få fat i, men alt andet smager tørt og mystisk. Så kan man jo drysse med Piment d’Espelette eller friske krydderurter og til sidst en lækker revet ost. Osten kan være enten inden i, eller uden på.

Den ene langside foldes ind så den dækker osten, og den anden foldes lige så langt så enderne overlapper.

Så folder man den ene langside ind over midten, og dernæst den anden langside ind mod midten så det overlapper og selve butterdejspladen nu kun er 1/3 bred.

Læg den på køl et par timer og skær så fingertykke stykker ud og bag dem i ovnen til de er gyldne og osten er helt smeltet.

De er knasende sprøde udenpå og smeltende bløde indeni.

Og de forsvinder hurtigere end du kan nå at sige rester.

 

Ingredienser:

1 plade butterdej

1 bøtte flødeost med smag

3-4 skiver skinke

Revet ost

Krydderi,

salt og peber

 

 

Påsken i år

Jeg fik lavet mad til en mindre armé. I flere kapitler. Alles livretter. Af en slags buffetmad forstås. Og kom igen alt for sent i seng, fordi vi så film.

I går morges var det op og i kirke. Vi er jo naboer, så vi kunne gå derover. Det blev sikkert sidste gang de fik æren af vores tilstedeværelse. Orgelmusikken var skøn begge gange!

Men hvor er sådan en katolsk højmesse altså en gang rod. Vi savner en rolig dansk gudstjeneste med hvide vægge. Og ordentlige salmer. I stedet for al deres messen af Hosianna, halleluja og så trosbekendelsen på latin. Dertil en meget kedelig prædiken, af en art.

Ikke desto mindre, er det en oplevelse at sidde lillebitte i den enorme kirke, sammen med de 3994 andre mennesker. Jo, de kutteklædte mænd der myldrede rundt imellem hinanden deroppe foran alteret, spillede skam for fulde huse.

Der var faktisk mennesker fra hele verden, mest fordi det er en pilgrimskirke og ikke en menighedskirke. Og så fordi det er en kirke til ære for vores lille Thérèse, så folk der lige tror på hende, kommer og fejrer påske.

Det var imidlertid en noget langsommelig affære og 1½ time senere bestemte vi os for, at nu havde denne festivitas varet så længe at vores baller var blevet helt flade og derfor gik vi uden den sidste velsignelse, men mon ikke vi overlever?

Vi gik derfor hjem med god samvittighed.

Og lavede maden færdig.

Der var meget mad. Af den ene og den anden slags.

Og to desserter. Vi kunne ikke helt bestemme os, så det blev til både pavlova og moderne jordbærgrød.

Så var der æggejagt. Inde i stuen, idet vejret havde bestemt sig for at vise sig fra sin vådere side. Jeg var derfor ubarmhjertig og havde gemt dem godt. Alle fandt dog deres papirlapper så der var almindelig påskeægsuddeling.

Voldsomt forædte så vi en film igen, og på forunderlig vis gik dagen uden vi nåede andet.

Og jeg tror ikke nogen af os skulle have anden mad foreløbig. Eller det vil sige, prinsessen nåede dog at inhalerere en to bouchées de la reine og størstedelen af sit påskeæg.

Hvor er det godt, at vi nu har to ugers ferie til at komme os ovenpå den slags kulinariske strabadser.

Aldrig nogensinde mere

Den der madbesættelse, jeg snakkede om i går. Ja, ikke det der nupo, som vækker stærke følelser og gode tanker både her og der! Men min almene madbesættelse, ikk’?

Den medførte altså nogle kartoffelkroketter.

Det plaskede simpelthen fra min mund, da jeg så opskriften. Noget jeg bare måtte lave!

Jeg øjnede ligeledes en måde til måske at kunne liste kartoffelmos i mine to yngste, som bilder sig ind at de ikke kan lide kartoffelmos, hvorfor dette ikke er noget vi får ret tit.

Kartoffelkroketter lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Først skulle der laves kartoffelmos. Med en enkelt gulerod eller to. Så blev der stegt bacontern og hvidløg.

Kartoffelmosen fik tilført et vognlæs revet ost, to æggeblommer, smør og varm mælk. Og så fik den ellers en tur med håndpiskeren til de værste klumper var væk. Bacontern a la hvidløg blev rørt i mosen, som så fik lov til at stå. Jeg måtte forlade matriklen, med min nupo, for ikke at sætte mig og æde løs direkte af gryden.

Hentede derpå mine børn på skolen og kom hjem til et hus der duftede så lifligt, at selv dem på 16 og derunder lagde mærke til det.

Dernæst skulle den lunkne kartoffelmos formes til små pølser som først skulle rulles i mel … dernæst i pisket æg … for til sidst at lande i en skål rasp.

Det var nemmere sagt end gjort. Jeg havde passet på ikke at lave mosen for lind, men det blev noget værre noget. Ingen pølselignende små fikse ruller kom der ud af mine anstrengelser. Derfor blev de mast flade, og gjort en del mindre.

Da jeg så med megen møje og besvær, og en hel del snask, havde lavet 6 meget små klatkager med rasp, og det meste af raspen sad på mine fingre, som dermed blev tykkere for hver gang jeg nærmede mig, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at følge opskriften og bare lave små kartoffelklatter.

Det måtte være langt nemmere bare at placere små klatter mos på en varm pande, og undgå dette snaskede kugletrilleri.

Det nu meget lidt lækre rasp, æggerester og lidt klumpet mel blev hældt lodret ned i Blondinens retning. Ej det passer ikke, hun fik ikke melet, jeg var bange for at hun ville komme til at kløjs i det.

Hun blev både glad og overrasket, for grundet sommertiden havde hendes maveur endnu ikke opdaget, at vi faktisk var 15 minutter over hendes spisetid.

Glad hældte jeg olie på panden og gik i gang. Først stegte jeg de 6 klatkager med rasp på. De så fine, faste og sprøde ud.

…

Så kom turen til de ”rå” mos-klatter..

Det gik knap så godt. Det gik faktisk overhovedet slet ikke.

Det lignede ikke noget som helst.

Slet ikke da jeg begyndte at vende det, som i mit hoved gerne skulle ligne små faste frikadelleagtige klumper. Sådan en slags rösti i mosform havde jeg forestillet mig.

Det var mere en slags grød. Med olie på. Og olie i, og udenom..

Jeg måtte erkende at det nok ikke var det allerheldigste opskriftsinitiativ jeg nogensinde havde taget.

Altså kunne jeg starte forfra med mine ulækre, snaskede blandinger. Flere tallerkner. Mere mel. Og rasp.

Hidkaldt af min højlydte jamren, og vist nok også nogle grumme eder, ankom Zorronaldo lidt usikkert til køkkenet. Det var nok meget godt, for han kunne hjælpe mig med at slå æg ud.

Og hælde mere mel på. Som tak blev jeg så belemret med det styggeste rap og techno, som metallisk skingrede ud af hans telefon. Han skiftede dog sang når jeg begyndte at knurre for meget. Men det var hyggeligt, så jeg brokkede mig kun meget lidt.

Jeg fortsatte hvor jeg slap med snaskeriet. Rasp var der ikke ret meget tilbage af, den havde jeg jo givet til Blondinen, så de sidste blev dyppet i mel to gange …

Jeg svor højlydt undervejs flere gange, at jeg aldrig nogensinde ville lave den slags igen.

Alt det arbejde og det medfølgende snask, det var noget værre noget og efterhånden blev jeg også mere og mere sikker på at Prinsessen ikke engang ville sætte pris på mine fantastiske kreationer udi kartoffelmos.

Hun har, som sagt, altid hadet kartoffelmos, hun er født sådan og har desværre smittet sin lillebror og fejlagtigt forledt ham til at tro at han heller ikke kan lide det.

Men tilbage til mine klatter.

Det er et ganske afsindigt svineri og et ægte molboarbejde at lave, forme og raspe disse dimser. Jeg måtte ustandseligt vaske fingre så jeg undgik at få pakket hele hånden ind i den der tommetykke mel-æg-rasp skorpe.

Men de blev færdige, og stegt. De duftede himmelsk, så jeg satte tænderne i en lille én og glemte alt om min nupo. Men hvor meget kan sådan én sølle – okay så to – kartoffelkroketter ødelægge. Jeg trængte til en opmuntring efter alle mine anstrengelser.

Prinsessen kunne ganske rigtigt, finde på mange tusind andre ting, hun bedre kunne lide end mine klatter, så selvom de tre andre roste dem, især dem med rasp på, til skyerne – de turde nok ikke andet – kommer de til at se meget langt efter en gentagelse.

Der skal i hvert fald mindst gå flere år, så jeg har glemt hvor besværligt det var. Lidt i stil med et karbad faktisk.

Madbesættelse

Fortæl mig lige hvad det er som gør, at når man er på kur og æder nupo så det hænger en ud af halsen, og standhaftigt må takke nej til alt, der ser bare det mindste spændende ud, så tænker man på mad hele tiden.

En hel besættelse er det blevet til.

Jeg mener, jeg sælger pain au chocolat hver fredag ovre på skolen. Har lige organiseret et påskechokoladesalg til fordel for skolen, hvor man får tilsendt gratis smagsprøver, og mine børn benytter enhver lejlighed til at bage kage, for slet ikke at tale om vores søndagskager.

Jeg er nødt til at mase en kvart bøtte mentholatum op i næsen hver fredag, så jeg ikke kan dufte de nybagte chokoladebrød, smagsprøverne blev rundhåndet og meget halvhjertet, delt ud til firkløveret og kvarterets børn, kagebageriet roser jeg naturligvis til skyerne og går derefter ud og bider hårdt i en dyne. Søndagskagerne kan jeg nøjes med at tage billeder af og derpå skumlende gå min vej, for at skrive en sur bøvs jeg kan sende ud i blogland.

Så er der aftensmaden. Den skal laves. Firkløveret har ikke tid på grund af skolen og First Man er stadig ikke ret meget hjemme. Og hvis han er, laver han sjældent mad … Så den tjans tilfalder mig.

Det er så her, den der madbesættelse kommer ind i billedet.

Jeg tænker på mad, fra jeg vågner til jeg falder i søvn.

Jeg læser kogebøger, finder madopskrifter og laver spændende madplaner til den helt store guldmedalje.

Dette medfører, at alt imens jeg vansmægter på nupo, laver jeg de mest tidkrævende og interessante retter.

Hvor jeg til daglig, lige akkurat kan svinge mig op til lidt pasta og kødsauce, kartoffelomelet og fisk med ris og bønner, er vi nu ude i noget blomkålsgratin, gratinerede courgetter, mørbradbøf med frisk grøntsagsblanding og kartoffelkroketter.

Det er da anstrengende.

Det er nok duften der er værst. Jeg sidder der med min kakaonupo – der er nemlig ikke mere grøntsagssuppenupo tilbage – og smiler så venligt jeg kan til resten af familien, hvilket nok minder en del om det smil jeg kan præstere, såfremt jeg bliver vækket midt om natten uden grund.

Jeg kunne naturligvis lave alt det, jeg ikke selv gider spise, men det orker jeg trods alt ikke. Jeg kan jo ikke lave rosenkål med gedeost hver aften. De ville nu nok heller ikke spise det. De kan nemlig heller ikke lide rosenkål eller gedeost.

Jeg har aftalt med mig selv, at når jeg kommer tættere på det jeg gerne vil veje, så spiser jeg – udover mine havregryn med æble til morgenmad – også aftensmad, hvis det er i den lettere afdeling.

Men jeg mangler også kun fem-seks kilo endnu.

Spis grønt – mere grønt

Mine – til tider meget grøntsagsforskrækkede – børn accepterede at spise disse fyldte courgetter.

Og så tænkte jeg, at det var der sikkert også andre børn der kunne lokkes til. Især hvis de ikke ved, at der også befinder sig champignon i den hjemmegjorte fars!

Altså, man tager nogle courgetter. Skræller dem, og flækker dem på langs.

De udhules med en “pomme parisienne” ske – sådan en slags kuglerund ske som laver fine små bolde ud af meloner, når man skal blære sig med en brunch, men som også er god til at udhule ting, altså grøntsager eller frugt, med.

De udhulede courgetter lægges i et ildfastfad med en smule vand på bunden og så ind i en mellemvarm ovn.

Imens puttes alt det udhulede i en mixer, sammen med løg, champignon og bacontern. Bacontern kan naturligvis udelades hvis man er vegetar.

Jeg tilføjede lidt hvidløg, lidt piment d’espelette samt salt og peber. Denne uappetitlige grød skal steges på panden i lidt olivenolie i omkring 10 minutter.

Dernæst tilsættes blandingen et æg eller to som er pisket med en lille smule mælk, og det hele steger videre.

Når blandingen er klar, har courgetterne fået nok i ovnen og tages ud. De skal så fyldes med blandingen, drysses med lidt rasp og eventuelt lidt reven ost.

Og tilbage i ovnen i 15-20 minutter eller til osten er smeltet.

Det smager rigtigt godt, og som sagt også noget jeg kan få Firkløveret til at spise, og endda bede om mere af.

Man kan faktisk blande en masse spændende ting i den fars, som gør det lidt nemmere at spise grøntsager hvis man efterhånden er en anelse træt af dampede bønner og gulerodssalat og i øvrigt fuldstændigt ideforladt når man tænker grøntsager.

Søndagskage

En rigtig bombe af noget tysk. Jeg tænkte det var på sin plads efter jeg havde tænkt på tyske guldfisk i går.

Så kagen blev en Fôret noir eller vist nærmere en Schwartzwald.

Bastant og uden den rigtige smag. Stor skuffelse. For mig i hvert fald. I bedste fald smagte den af lidt tung lagkage, i værste fald – eller hvis jeg skal være ærlig – smagte den af ingenting og lidt tørt.

Firkløveret hev de syntetiske kirsebær ud af deres stykker, men ellers gled det ned. Jeg er fuldstændig overbevist om at jeg sagtens kan lave en der smager bedre end denne som bageren diskede op med.

Det skal i hvert fald komme an på en prøve!

Saucisse de Morteau

Der findes i Frankrig en meget gammel pølse. Eller det vil sige – det er naturligvis opskriften som er gammel. Flere hundrede år! Selve pølsen – selvom den godt kan holde sig i længere tid, er da for det meste ny og frisk.

Der er meget mad i sådan en pølse, så vi deler!

Det er en røget og tørret pølse og den smager derfor anderledes end de fleste pølser.

Den skal koges i saltet vand i ca. 45 minutter, sådan lidt hamburgerryg-agtig vel. Og så spises den med kartofler og sennep.

Men den skal vi ikke have idag – vi skal have pandekager! Efter Lenes ønske!

Så First Man er igang med de tre pandekagepander:

God søndag aften!

Nu er jeg ikke madblogger

Men altså – jeg synes det har handlet meget om mad på den seneste og hvis I vidste hvor mange madindlæg der ligger og venter på at få lov til at betræde de hellige lokaler hos Kong Mor, ville I nok forsvinde.

Når jeg er ude og rejse, elsker jeg at få noget jeg ikke kender, for at smage noget nyt. Det har ført til et par lidt anderledes episoder, idet jeg således forledt af min lyst til eksotisme, engang fik sat en tallerken sort blæk foran mig.

Jeg spiste næsten op.. og ved nu at en venetiansk blækspecialitet er en anelse kvalm..

Jeg elsker kogebøger. Har alt for rigtigt mange. Læser glad og gerne i dem, også når jeg ikke har brug for en opskrift. Jeg elsker film som Babettes Gæstebud og Ratatouille – ja, jeg ved godt det er en tegneserie, men den er bare så god!

Men mad.. Sådan generelt.. Det er jo noget fantastisk noget. Ikke bare til at blive mæt af.

Fordi:

For et par år siden fik jeg en opringning fra en overlæge på børneafdelingen. Han ville blot fortælle mig at mit ene barn havde en mild form for epilepsi.

…

At de godt kunne give barnet noget medicin, men medicin af den slags har bivirkninger og i øvrigt, men det ville han under ingen omstændigheder citeres for, var epilepsien så mild, at jeg også kunne prøve at fjerne tilsætningsstoffer fra barnets kost. Bare et par måneder, for det kunne jo være det virkede.

..

Jeg sad længe med telefonen i hånden efter overlægen havde lagt på. Gik derefter direkte ud og tømte mit køkken på den hysteriske måde.

..

Er I godt klar over hvor meget der er tilsætningsstoffer i?

Så jeg begyndte at lave stort set alt fra bunden.

Det er muligt men besværligt. Der blev ens regler for alle – jeg kunne ikke bære at have et barn som ikke måtte få noget som helst og de andre uhæmmet kunne mæske sig med alskens e-numre.

I forvejen var sodavand kun noget der var i huset til jul og fødselsdage. Slik én gang om ugen. Sukkermorgenmad kun i weekend og ferier.

Nu lavede jeg sodavand med danskvand og økologisk saftevand. Jeg lærte at lave slik selv, selvom de gerne måtte få økologisk chokolade. Morgenmad med sukker i blev helt forbudt og skulle det gå højt, fik de ristet havregryn med sukker i.

Jeg nævner slik, sodavand og morgenmad fordi det var det sværeste. Det meste andet kunne fås uden alt for meget kemi i, eller laves uden de store problemer.

Sådan levede vi i 6 måneder til næste kontrol på sygehuset. Bliv ved – sagde overlægen. Jeg blev ved.

Og 18 måneder efter, kunne vi gå derfra, med et rask barn, og besked om at epilepsien var væk. Overlægen rådede os til at fortsætte, men at 80 % (hjemmelavet) var rigeligt, så længe der ikke kom flere anfald.

Og sådan har vi stort set levet siden.

Det har givet nogle meget uventede fordele. Mindre kræsne børn faktisk. Børn, der er mere nysgerrige omkring mad. Opmærksomme på hvad mad kan gøre ved kroppen.

De kan komme hjem fra venner og forundret meddele at der hverken er grøntsager til aftensmad eller ordentlig morgenmad. Det chokerer dem også når en klassekammerats madpakke kun indeholder en krydderbolle med nutella.

Jeg.. ja, jeg er jo ikke objektiv mere, jeg tror på at mit barn er blevet rask udelukkende på grund af god og sund mad. Det er muligvis forkert, men når jeg har en overlæge som bekræfter mig i min overbevisning, er det svært at tro på andet.

Jeg orker bare ikke at indgå i kategorien af klidagtige speltmødre, for sådan er jeg ikke.

Det er hårdt at skulle forsvare det man gør, overfor mennesker som måske gerne ville lave flere ting selv, men som ikke orker det og bliver mindet om deres egen dårlige samvittighed, ved omgang med sådan nogen som mig. hold nu OP en lang sætning – jeg blev helt forpustet..

Alt med måde, vi er ikke fanatiske mere, vel spiser vi posebiksemad eller thai take-away når det skal gå stærkt og vel får de slik og sodavand ind imellem. Det hænder også at vi spiser McDonalds, selvom det altid viser sig at være en skuffelse af tomme kalorier som ikke mætter ordentligt.

Basen er stadig ca. 70-80% hjemmelavet, med ordentlige råvarer.

Men de ækle poser med blå og grønne giftbomber, som børn i den ganske verden får udleveret til børnefødselsdage, spiser de ikke.

For.. vi er hvad vi spiser. Jeg tror ikke at hvidt toastbrød og blå e-numre giver lige så rolige og sunde børn som fuldkornspasta og hjemmelavet chokolademousse gør.

VELBEKOMME

Divaens gæstebud

Vi har set Babettes gæstebud.

Firkløveret kan som regel godt lide danske film, hvor der er nogen som snakker fransk. Det er rart at kunne begge sprog – at kunne følge med på flere niveauer.

Derfor elsker de vi også Olsenbanden over alle bjerge – hvor de er i Paris. Og vi griner inderligt når Benny skal sige ”nu” til Suzanne og det bliver til ”nøgen” i stedet for!

Så vi ville se Babettes gæstebud.

Stephane Audran, som spiller Babette, kunne ikke et eneste ord på dansk – og havde lært hele rollen udenad, uden at vide hvad hun sagde. Faktisk ret godt klaret. Men hun laver jo mad i denne film, ganske inspirerende mad – og Divaen blev enig med sig selv om at hun sagtens kunne lave en middag som lignede.

Hun måtte bare love sin sarte lillesøster at vagtlerne blev serveret uden hoved.

Jeg kunne nemlig fortælle at den eneste gang jeg fik vagtler, var hovedet med og da First Mans tante satte tænderne i kraniet på den stakkels fugl og sugede hjernen i sig, var jeg ved at besvime.

Eller kaste op.

Kunne ikke helt bestemme mig. Men det er mange år siden – så jeg var helt med på at prøve igen.

Jeg ringede til områdets bedste slagterbutik og fik bestilt nogle vagtler helt skrællede for knogler og diverse indvendige skeletstykker. Der blev indkøbt foie gras, nogle trøfler og en masse andet, hvorpå Divaen ellers gik igang.

Det endte faktisk med at blive til en slags Cailles en sarcofage og de smagte vidunderligt. Og det var nemt! Jeg hjalp nemlig heller ikke til denne gang.

Forretten var græskarsuppe med ristede rejer. Ingen skildpadder her! Så fik vi blinis Demidoff som i filmen og dernæst Vagtler.

Desserten var chokolademousse med hjemmelavede marengs og en marcipankage med safran.

Her bliver foie gras og trøffelskiver pakket ind i den noget ledeløse fugl. Hvis vi nu havde ventet lidt med at spise, kunne vi faktisk godt have kaldt det for  “Dyrlægens natmad”!

Lidt klippen og klistren med butterdejen som bliver forvandlet til:

nogle ret store “sarkofages”. Tarteletter i overstørrelse. NEMT!!

Og det færdige resultat. Alle kunne lide det – også dem på 10!

Vi sagde at det var en slags minikylling uden ben, og med foie gras i, og  han åd rub og stub! Det gjorde vi andre også!

Og desserten. Mmm. First Man ville vide hvorfor danskere altid skal mmm’e når de har taget en bid – og vi måtte blive ham svar skyldig.

(Siger vi da sådan?)

Under middagen snakkede vi om at lave mad.

Daglig mad. Men også lækker mad.

Det er mærkeligt hvor mange franskmænd som aldrig laver mad; som køber råvarer af dårlig kvalitet, eller færdigretter. Både til daglig når det skal gå stærkt men også til fest hvor det meste mad kommer udefra.

Netop i et land som Frankrig, hvor de fineste råvarer er til rådighed så nemt som ingen ting.

I forhold til Danmark hvor forholdsvis mange mennesker kan lave god mad og hvor maden som regel er lidt mere bastant og lidt mindre forfinet. Det forstår jeg ikke.

Pigerne har virkelig nydt at lave fin fin mad til familien, vi har nydt at smage noget vi ikke får så tit og det gav en anden stemning omkring bordet. Nu mangler vi bare drengene, de har bestemt også lyst men har ikke haft tid endnu – det kommer!!

Middag til seks

ADVARSEL – dette er REN PRAL!!

I Frankrig er der en del madprogrammer. Sådan nogle kokkekonkurrencer, eller lav mad hos hinanden, og “menu over en ingrediens” – og Prinsesse Lyserød er fast inventar i sofaen foran skærmen, når de bliver sendt.

Hun har troligt fulgt dem, så snart hun havde mulighed for det.

Og i går spurgte hun om hun måtte lave aftensmad til hele familien.  Jeg sagde naturligvis ja – og hun fik lavet en indkøbsliste.

Vi tog ned til slagteren og hun fik forklaret ham hvilket kød hun havde brug for. Vel hjemme igen, gik hun igang. Fik det hele gjort klar med en planlægning som var en konge værdig!

Jeg holdt mig væk, tilbød selvfølgelig min assistence såfremt hun havde brug for hjælp. Men det blev slet ikke nødvendigt. Der blev stillet 2-3 spørgsmål undervejs men det var det hele! Så jeg lavede ikke noget som helst!

Jeg kunne derimod, sammen med de andre, sætte mig tilbords og indtage følgende fabelagtige menu:

Agurker fyldt med flødeost rørt op med reven agurk og hvidløg, stenbiderrogn og rejer. Bemærk de små klatter på tallerkenen!

Kogte kartofler, rød peber, soyamarineret rumsteak, sauce på kalvefond og mandeldrys. Kødet var til min forbavselse slet ikke saltet – hun havde kun brugt soyamarinade og peber! Og det smagte vildt godt.

Og til dessert var der pistacheis, pistachedrys, jordbær og en fondant au chocolat som var intet mindre end perfekt! Hvis I er søde kommer der nok en opskrift på de der fondants aux chocolat i løbet af dagen!

Det er bare en enkel middag, men hun er altså kun 12 år – okay snart 13 – og hun fik overhovedet ingen hjælp.

Alt var portionsanrettet og vi skulle ikke vente ret længe mellem hver ret. Og altså – det smagte skønt!

Ej men altså, jeg er helt vildt stolt af hende!

Fancy hapser

Ja, der er heller ikke test idag.

Jeg kom nemlig forbi nogle små pølsehapser som så ualmindeligt lækre ud – og jeg måtte straks hjem og prøve om det kunne lade sig gøre at efterligne dem.

Det kunne det.

Og mine blev meget bare bedre – HA!

Man tager – i dette tilfælde ikke man, men mig – noget færdigt butterdej.

Jeg har forresten aldrig prøvet at lave butterdej selv. Når jeg en sjælden gang imellem laver en slags tebirkes til morgenmad, tager det en krig at få rullet smørret ind i dejen, så det gider jeg ikke at stå og fedte med – det færdiglavede smager også fint!

Hvis nu du er typen der gider det – så værsgo!

Så skærer man nogle stykker ud af butterdejen som passer til størrelsen på en pølse.  Og pakker pølserne ind i butterdejen. Anden gang trykkede jeg siderne sammen med en gaffel.

Jeg fraråder tilføjelse af sennep eller ketchup, det bliver alt for snasket.

Så blev de penslet med æg og drysset med en blanding af timian, piment d’espelette (som jeg ikke ved hvad hedder på dansk) og hvidløgspulver.

Derpå blev de skåret i stykker på 1 cm, og bagt i ovnen til de var gyldne.

De smagte vildt godt og forsvandt som dug for solen!

Gourmetweekend – lørdag

I går aftes fik vi faktisk ikke andet at spise end hors d’oeuvres og dessert.

Fordi da vi havde ædt os igennem alle de lækre sager, blinier og alle de chips ting vi ikke kan få i Danmark, alt imens vi spillede ludo, kunne vi ikke få andet end dessert ned.

En desserttallerken som bestod af chocolate chip cookies, vanille is og lindt chokoladekugler.

Udenfor var det mørkt og dystert så vi hyggede os bare med spil og film. Vi så “Manden uden ansigt” Med og af Mel Gibson – og den var lidt kedelig for dem på 10, men rørende og tænksom for os andre.

Og så fik vi jo testet noget her i dag, der kommer mere om det, lige om lidt!

Intention nr. 2..

Nu er det sådan – det har jeg i hvert fald hørt nogen sige før, og jeg er tilbøjelig til at give dem fuldstændig ret – at det ikke er det som man spiser mellem jul og nytår som feder, men derimod det man spiser mellem nytår og jul.

Eller måske snarere fra februar til jul for franskmænds vedkomne.. Ihukommende julegavechokoladerne.

Nå, men i hvert fald, det er derfor jeg er vendt tilbage til mine madplaner. For tre uger ad gangen.

Udover at man faktisk sparer lidt når man kan købe ind på forhånd, så er det en helt fantastisk befrielse IKKE at skulle svare på det klassiske spørgsmål hver evige eneste dag – ofte flere gange: ”hvad skal vi have at spise?” Jeg kan bare, endda helt uden ord med en blafrende arm, henvise til opslagstavlen!

Alene derfor, bruger jeg gerne ½ time hver tredje uge på at lave madplaner. Grunden til at det lige er tre ad gangen, er den simple at der kan være tre madplaner på mit A4ark når jeg printer på tværs. Og så slipper jeg også for papirspild.

Er jeg ikke bare simpelthen fantastisk? Jeg synes altså også glorien bliver tungere og tungere efterhånden.

Men altså madplanerne..

Denne gang bad jeg ikke om hjælp eller inspiration fra Firkløveret ligesom jeg gjorde sidst. For den seance endte med noget som hed: Pasta-Burger-Pizza-Frites-Risengrød-Pandekager-Pasta. Og jeg blev blegfed, bare af at læse det.

Langsomt, men sikkert, blev der dog listet grøntsager ind, under cover, hvor man mindst ventede det.

Ikke at det ikke blev opdaget – for det blev det. Også i den grad. Og påtalt.. i højlydte og voldsomt negative vendinger. Dog ikke af alle fire og ikke alle sammen på en gang.

Det med fælles front, er også kun sket én eneste gang.. Det var dengang jeg lavede øllebrød til dem. Utaknemmelige unger.

Men hallo – der er altså noget galt med folk som ikke kan lide pose-øllebrød fra Struers, med flødeskum.

Hvorom alting er, denne gang er der faktisk grøntsager til stede fra starten, og der er indlagt reste-anvendelses-dage.

Og tomme dage, med plads til gæster eller besøg eller akut behov for P’erne: pizza og pasta.

Og frem for alt er der nye dage, smagedage, med helt nye retter. Eller retter som de har glemt.. Forhåbentligt.

Så tilbage til intentionen..

Intention nr. 2 – som starter i februar – er at få lusket Struers øllebrød ind i en madplan.. Uden at de opdager det mindste.. Jeg har jo et helt år!!