Endnu en fordel

Vil bare lige sige at jeg har fået halveret madpakkebehovet på matriklen!

Divaen spiser jo ikke madpakker her i møllen, når hun sidder ved foden af et bjerg i Colorado!

Og nu er der så endnu en som ikke skal have mad med hjemmefra.

Det er nemlig sådan at der er madordning på Gårdmand Bjørns nye skole. Varm mad, lavet i samarbejde med eleverne som en slags emneuge, ja de skiftes til at hjælpe med maden en uge ad gangen, hvor de både skal lære noget om hvor maden kommer fra og hvordan man spiser sundt og alt sådan noget.

De kan for eksempel komme på besøg hos en bondemand – og se de korn han har – få korn med hjem, male dem til mel og bage brød til frokost. Hvor genialt er det lige.

Og de har en vegetardag, en fjerkrædag, en køddag (okse, svin, lam) en fiskedag og en restedag hvor de laver buffet med resterne for at undgå at smide mad ud. Og de spiser sammen og det er jo helt fantastisk.

Lige til at få tårer i øjnene af.

Sådan officielt.

…

Men.

…

Hvis nu jeg skal være helt ærlig, så er det allerbedste at der ikke er mere end to madpakker pr. dag her i møllen.

Og de to som skal spise disse madpakker, er nu så store at de selv kan smøre dem.

…

Så dermed er min karriere som madpakkesmører til ende.

…

Hurra.

…

Men…

Hvad i alverden skal jeg så få tiden til at gå med?

Gensyn

Da jeg tirsdag loggede ind på skoleintra, kunne jeg med smil i hele maven, konstatere at noget af det allerførste Jørn havde gjort, var at tage et nyt fælles klassebillede af “sine” børn.

Jeg er ikke i tvivl om at de har savnet hinanden – børnene og deres Jørn – også selvom det er et lille bysamfund vi bor i, og man alligevel har kunnet hilse på her og der, så har afstanden været stor. Gårdmand Bjørn tog dog forskud på glæderne med et kæmpe bjørnekram fra sin lockoutede klasselærer, da vi var til samme konfirmationsfest forleden.

At vi også har savnet vores børns engagerede lærere skal der ikke herske tvivl om. Der vil altid være gode lærere og så nogle mindre gode lærere, men det er jo ikke noget unikt, at man ikke bryder sig om alle. Der er ting i skolesystemet jeg gerne så ændret, men det må blive en dag hvor jeg har mindre travlt.

Ikke destomindre fik jeg utætte tårekanaler, da jeg i går modtog et hastigt brev fra lærergruppen, hvor der stod noget i stil med:

“Kære forældre, vi ved det er med kort varsel, men vi har brug for at hygge os sammen med jeres børn, så i morgen tager hele skolen – undtaget 9.klasse – på tur hele dagen.”

De bliver kørt i bus, skal have madpakke med og der bliver brugt penge på en stor oplevelse.

Det lyste ud af beskeden at de har brug for en dejlig positiv oplevelse, og selvom børnene sikkert især ser det sjov der er ved at suse rundt på Egeskov Slot, så ved jeg at det betyder så meget mere for lærerne, som virkelig har savnet børnene.

Det kan virke tosset at man bruger tid på tant og fjas når der er så mange timer at indhente, men jeg tror det er nødvendigt for at kunne lave en god og solid bund for de par måneder der er tilbage. De har brug for fælles oplevelser der er gode. Brug for at få et fælleskab op at stå igen. Det har været hårdt for lærerne, men så afgjort også for børnene.

Jeg synes det er dejligt at de river – endnu – en dag ud af kalenderen og kommer tæt på hinanden igen på denne hyggelige måde.

Der er købt stort ind til årets bedste udflugtsmadpakke og jeg glæder mig til at høre om det hele i aften!

Til alle lærere derude: jeg er meget glad for at I er tilbage. Jeg er klar over I ikke fik det I gerne ville opnå, men kampen er ikke slut, den er først lige begyndt.

I mellemtiden gør I noget godt for vores børn. Jeg håber det tæller.. Trods alt!

Med prikker på

Jeg fandt en madkasse på nettet. En rigtig fin en. Med prikker på.

Så flot, og den ville passe perfekt til Prinsessen. Glad og fro bestilte jeg et eksemplar som skulle følge med hjem til øen. Og følge med Prinsessen i skole.

Den ankom.

..

Og så var den meget mindre end jeg lige troede den var, og ville aldrig, om jeg så fyldte den til randen, kunne indeholde nok mad til at tilfredsstille Prinsessens appetit.

Tal lige om at være skuffet.

Jeg kunne naturligvis godt have tjekket størrelsen først, men det gjorde jeg så ikke. Men i teorien kunne den jo godt være på størrelse med et fingerbøl..

Så jeg vælger bare at være lidt positiv omkring det.. – er det kun mig som kan høre ordet spisesituation her??

Men indbydende er den altså.

Heldigvis spiser Divaen ikke så meget som sin søster, så hun kunne sagtens nøjes med en lille madkasse!

Madpakker

Af de positive ting jeg bare ikke skal i år, eller skulle sidste år, er blandt andet madpakker.

Jeg smører slet ikke madpakker mere – og det har jeg ikke gjort i 16 måneder!!

Okay, jeg har heller ikke smurt dem alle sammen selv i de senere år – firkløveret hjælper skam til – men jeg skal alligevel være der og tage stilling til en hel masse, som angår blandt andet pålæg, for slet ikke at tale om indkøb, og til sidst udførelsen af 4 daglige madpakker.

Så man kan sige, at jeg er sluppet for planlægning og udførelse af omkring 1160 madpakker. Sådan nogle oplysninger kan næsten få mig til nedlægge veto mod at flytte og forlange at blive, i dette madpakkefrie land.

De eneste tidspunkter jeg skal lave madpakker på, er når de skal på tur, iklædt feststemning og hygge. Så gider man til gengæld godt gøre noget ekstra ud af madpakken.

Men de der flade leverpostejmadder der bliver lunkne og grålige inden de er nået så langt som til spisefrikvarteret, det er ulækkert.

Det vil sige, at for at minimere madspild og undgå at madpakkens indhold lander i skraldespande rundt om på skolen eller i omkringliggende landsbyer, må man gerne være lidt innovativ og nytænkende.

Det er denne nytænken som er udmattende..

Naturligvis kunne jeg jo bare gøre som Amalies mor og fylde madkassen med krydderboller påført nutella, hver evige eneste dag. Det er bare sådan at firkløveret, selvom nogle af dem godt kan lide nutella, gerne vil have ordentlig mad som holder dem mætte lidt længere end 11 minutter og ikke giver dem sukkerchok som forhindrer dem i at tænke klart i timen.

Og ordentlig mad indebærer ofte noget hjemmebagt, og aftensmadrester.

Hvilket igen betyder at man skal have lavet nok frikadeller og må tilbringe aftenen som politibetjent, så ikke der går store mus i køleskabet, for uforvarende at fortære morgendagens madpakkeindhold.

Nej, madpakker er udmattende.

Og jeg vil inderligt savne den franske skolekantine med fire retter (forret, hovedret, ost + dessert) til den formidable pris af 35 kr, når jeg igen står med mine fire daglige madpakker.

De skal have madpakke med..

Det var hvad der stod på sedlen. Prinsesse Lyserød skal på tur til England. Og ingen sms panik her – snarere tværtimod: Mor, må jeg godt sende dig 3 sms’er hver dag?

Hun skal være væk i 40 timer.. Men okay – det er jo noget andet end Zorronaldo.

Og hun var lidt sulten før hun skulle afsted – og lavede sig en lille mad.. i 3 lag med 4 skiver brød.

Nå, men hun skulle jo så have madpakke med. Lidt til morgenmad og et par sandwiches til frokost. Og lidt at styrke sig på mens de vader rundt og kigger i Portsmouth.

Så jeg lavede en madpakke.. Efter Prinsessens anvisninger. Og egen erfaring for hvor meget hun spiser.

De 4 sølvpapirsindpakkede ting er sandwiches.. Her er mad til morgenmad og frokost. Og hun var ikke sikker på der var nok.

Og jeg kalder ikke dette en madpakke – men en uge-ration.. Velbekomme!